Vi har stadig nogle uger at løbe på, før vinhøsten begynder.
Druerne begynder helt tydeligt at blive mere blå, når de får et sort skær, er de klar. De hvinende grønne Chardonnay skal over i en let gennemsigtig gul-grøn tilsat sorte prikker.
Vi begynder at se fransk-indregistrerede campingvogne på landevejen. Det kan være et tegn på, at de mange franske sigøjnere er på vej. De står for at høste rigtig mange af regionens vindruer.
I alt godt 110.000 høstfolk arbejder i vinmarkerne i de uger, det tager at plukke alle druer manuelt. I 2001 var 94.000 i arbejde i Champagne, men flere tilplantede hektar AOC-jord har givet arbejde til flere folk.
Også på vores egen jord. Billederne udtrykker forskellen fra 2001 til 2011.
I 2012 bliver vi lidt færre. Den famøse tredje drue, der forsvandt undervejs takket være alskens fortrædeligheder, betyder at vi har brug for lidt færre folk end vi plejer.
Datoen og kiloen er på trapperne i løbet af den næste uge. Vi har kig på den 17. september som en mulighed. Og så går vi ellers i gang med at lufte ud og ordne sengetøj indendøre og samle drueprøver og tjekke olie på chenillarden.
No comments:
Post a Comment