En af vores vinmarker som den så ud denne weekend med resultatet på grenene.
De brune tørre blade er vi ikke vant til at se. Sådan ser svamp ud. Vi har både mildiou og oïdium, meldug og vinmeldug, og det har vist de fleste i år.
Brune marker i vækstsæsonen, og de fås altså mange grader værre end vores, er ikke noget velkomment syn i Champagne.
Loisy er ramt, men ikke overalt. For os ser det værst ud i Soulieres, hvor vi tidligere på sommeren kunne vise det tidlige hvidplettede stadium for en af vores gæster.
Svampen føjer sig til andre problemer tidligere på sæsonen. Vi har haft både forårsfrost og sommerhagl og usædvanlig elendigt vejr under bestøvningen, og det har alt i alt givet færre druer.
Kolleger taler om det mest elendige vejr i flere tiår. Så langt rækker mit blik ikke tilbage, men jeg ved i hvert fald, at jeg i ti år aldrig har set så megen traktortrafik som i år, og det er et dårligt tegn på mere sygdom.
Noget overblik er svært at få, men der tales om et minus på 30 procent. Helt konkret hyrer vi lidt færre folk til at plukke druer end normalt. Det kan være at der slet ikke bliver den kamp om kilo, det så ud til i juli. Måske ender vi bare med at snuppe de sunde druer der er. Champagne kommer der heldigvis ud af trængslerne i sidste ende.
Parcellen Belles Feuilles med druer ser sådan ud.
No comments:
Post a Comment