Vi går og palisserer, det vil sige stikker stængler på plads bag spalierets wirer. Undervejs ser jeg lidt af hvert. Som nu disse uvejrsfaner.
Det er et delikat stykke arbejde, fordi de grønne, sprøde vinranker er skrøbelige som den fineste porcelæn, og der skal ikke meget til at knække spidsen. Det er så hvad det er.
Spidsen får alligevel halsen skåret over snart.
Sprøde stængler er i virkeligheden det mindste problem.
Fugt og varme
Vejret holder sig i samme skurre. Koldt men alligevel ikke så koldt som man tror, især ikke lidt op af dagen, hvor skyerne spreder sig og solen banker ned mens luften bliver tungere og tungere. Som mættet med vand.
De 35 millimeter som vi fik forleden er ikke allesammen væltet ned gennem Loisy-en-Bries øvre og især nedre parcel. Selvom et uøvet øje godt kunne få den idé når man studerer på hvordan vandet har skyllet flisdækket ned igennem de 200 meter lange række. Det er i øvrigt ikke første gang. Mon ikke Alain finder tid til at pløje den grøft der skal afhjælpe problemet med vandet til næste år? Opgaver er der nok af.
Svampe
Al den varme, al den fugt det kan jo kun give flere problemer. Jeg har til gengæld lært noget nyt: Nu finder jeg nemt den mildiou, der får nogle uger siden stadig var et mere generelt ord fra avisen.
Vi havde foretrukket at det var blevet der.
Da naboen nævnte det for et par dage siden, vidste vi godt at løbet nok var kørt. I hvert fald første heat.
Svampen spottes som en form for misfarvning på bladets overside. På bladets modsatte side dukker en større gullighvid plamage op på bagsiden.
Skulle det på et tidspunkt gå hen og bliver en tør sommer i Champagne, kan angrebet stadig stoppes. Det er blot ikke lige nu.
Torden og stormfaner
Torden og lynild passerede henover himlen for vores øjne da vi kørte hjem fra Reims torsdag. Stormen havde ikke hagl med til os i Verzy lige ved den lejlighed. Men en af dens kollegaer har været forbi Belles Feuilles-parcellen mellem Soulieres og Givry-les-Loisy konstaterede jeg i dag.
Uvejrsfanerne, stormens slidte laser ser du på billedet foroven. Lige de blade kommer ikke til at levere de store mængder grøn energi denne sommer.
Andre steder - i det sydlige Bar-sur-Aube - har uvejr smadret en tredjedel af det der skulle have været høstet.
Sommer i Champagne er som altid de nedbidte negles tid.
No comments:
Post a Comment