Lad hummeren se rødt

 

Etiketter uden fiksfakserier: Der skal blot lim til og et nogenlunde ordentligt øjemål.

En kunde ringede i sommer for at købe champagne til sit kobberbryllup.

De skulle have hummer, og hun var egentlig ude efter den klare Tradition. Jeg foreslog hende i stedet at prøve Rosé d'Assemblage, siden menuen nu lå fast, og det gjorde hun så. Hun tog halvt af hver.

Forleden ringede hun så igen, og var rigtig begejstret, da jeg spurgte til, hvordan hummeren så havde det sammen med den lyserøde champagne.

Hun ville gerne have noget mere, og det var faktisk det allerbedste svar, jeg kunne få. Helt enkelt.

Husk det til jeres hummer. Eller Rosé d'Assemblage. Lad dem se rødt.

Champagne-handlere

... er vi allerede. Vi sælger champagne, og der vil ikke stå meget tilbage på hylderne, når vi om nogle få uger skifter 2011 ud med 2012.

Det er på den ene side dejligt. På den anden side det modsatte. En del af forklaringen er, at vores lagerbeholdning er meget lav, og det er svært og dyrt at bygge den op til mere. Vi må vente. På kvoter. På kontrakters udløb, på forarbejdning af flere flasker, derpå nye kunder og så endelig først et øget salg.

Handler eller høster
I mellemtiden kan man få nok af at vente, og vi har nu lagt billet ind på at få kort som négociant. I øjeblikket er vi récoltant, og som sådanne dyrker vi druer. En négociant har lov at købe dem fra andre, og det er dermed en af måderne at fylde mere i sit lager.

Hvordan vi mere præcist kan gøre, og om det overhovedet kan bringe os noget godt, er stadig tåget.

Vi kunne bare godt bruge flere flasker, og så må man være kreativ.

Den smukke nabo

Her i Champagne har vi både Veuve Clicquot, Veuve Fourny, Veuve Delvaux, Comtesse Lafond og såmænd også les Marquises.

Der er sikkert mange flere. De her nævnte klarer jeg fra hoften.

Vi har selv en parcel, der hedder Belle Voisine. Det betyder den "smukke naboerske", så kønnet må være i orden.

Men kan man kalde en champagne det? Hvad mener du?

Her er det så: Hullet i jorden

 

Her er så den store opdagelse, dokumenteret med billeder så godt det lod sig gøre søndag morgen.

Den store nyhed - hullet - ser I på øverste billede. Stort er det ikke, men forestil jer lige hvor ubehageligt, det er, når den slags opstår, mens man er ved at rulle traktoren ind på plads. Alains grandfætter ringede samme dag, og han syntes i hvert fald ikke om nyheden i første omgang.

Allerede fredag var brandmandsnevøen ovre at kigge med sin solide lommelygte, og formentlig lidt mere end det.

Middagssolen
Først søndag morgen kunne vi selv bedømme hullet

Som i et hedensk ritual afventede vi middagssolen.

Den står nemlig foran ladeporten, og dens stråler rækker således ind i bygningen og et lille stykke ned i det nye hul. Bedre bliver belysningen ikke sådan en mid-decemberdag, og den varer i øvrigt heller ikke mange sekunder.

 

Vi kunne umiddelbart se, at hullet er nogle meter dybt, og at en åbning drejer yderligere ind under bygningen med retning mod vejen og gården på den modsatte side.

Alain henter en fem-seks meter lang jernstang, som han presser ned i hullet.

 

 

 

Han kan mærke, at hullet eller åbningen længere nede er stensat. Det drejer sig altså om en eller anden form for tunnel eller gang.

Fra nevøen ved vi, at der er trapper, og da man ikke kan se den slags oppefra, har vi ham mistænkt for at have være nede i hullet. Han må vel om nogen vide, hvordan man sikrer sig.

I øvrigt er det superfarligt at gå ned, og vi gjorde intet i den retning med vores to børn ved siden af. Jord og løse sten skrider ned nærmest af sig selv, og der er i hvert fald fem-seks meter ned, ved vi takket være jernstangen.

Men hvad er det her så for noget?

Lokale kældre
De lokale i Soulières kalder sådan noget for caves, altså kældre. Flere ældre folk har minder om at have leget i udkanten af den slags, og når gangene så er styrtet sammen, er resterne blevet kastet til.

Alene på min svigermors ejendom er der lignende konstruktioner flere steder. Undergrunden er så gennemhullet som en schweizerost, og det har mennesker bygget på et tidspunkt.

Alain har for længe siden fortalt om disse sous-terrains. Der skal gå hemmelige gange under jorden fra egnens landsbyer og hen til en borgbanke, hvor der i det 12. århundrede stod en meget stor borg.

Det kan altså meget vel dreje sig om resterne af sådan noget, og det kunne jo være nærmest fantastisk at få fastslået lidt flere detaljer. Vi kunne også godt bruge faciliteter til flasker, og hvorfor ikke middelalderlige, hvis de er lige til at gå til? Ok, det er der intet, der tyder på.

Tværtimod er det nok et ret omfattende arbejde at få mere viden.

I første omgang er familien i hvert fald interesseret. Ikke mindst den otte-årige, hvis umiddelbare logiske association var, at der måske ligger en skat. Det, mener jeg, helt sikkert der gør. Det er bare ikke til at regne ud, hvilken karakter den har.

 

En tilhugget kalksten fra den øverste del af indgangen til tunnelen. Man kan se striber fra en form for værktøj på dens flade.

Ingen kopi

Jeg har lige mistet hele min højre kolonne.

Skulle lige prøve noget uden sikkerhedskopi.

Hvor dum kan man egentlig være?

Flasketælleri

Nu har jeg været i Soulières, taget billeder. Til gengæld mangler jeg nu tid.

Dette er en morgen, hvor jeg tæller flasker, og jeg skal hilse og sige, at jeg er helt nede i enerne for at prøve at få alle ender til at mødes.

Vores ny hjælper

 

Faste læsere ved jo, at vi normalt bruger en alt-mulig-svend i vinen. Vores chenillard, også kaldet kålfætteren, led imidlertid en krank skæbne under vinhøsten. Den fik ingen olie, og hævnede sig til gengæld ved at gå grundigt i stykker.

Ærgerligt, ærgerligt.

Det meste af efteråret har vi - det vil sige Alain - klaret sig uden.

Men så fandt han og revisoren penge til en erstatning for den gamle, der viste sig at være 20 år gammel.

 

 

De siger, at noget af den gamles udstyr - en kålfætter er jo mildest talt en multitasker af Guds nåde - kan tilpasses.

Senest forlyder det nu også, at naboen - den pensionerede mekaniker med guldfingre og fornemmelse for alt med motor - kan reparere den gamle. Vi venter åbenbart blot på reservedele.

Og hvad skulle vi så med den nye? Ja, det viser sig, at vinhøsten fra næste år skal organiseres på en anden måde. Men den historie kommer først i 2012.

Lysets fest i Épernay

I aften tager champagnens hovedstad Épernay fat på den årlige afvikling af Habits de lumière-weekenden. I Soulières har vi fået noget yderst gammelt og hengemt en anelse ud i lyset.

Lysfesten i Épernay er en af årets muligheder for at besøge en stribe kendte champagnehuses indre gårde og nyde et glas. De har næsten alle sat champagnebar - man betaler selv - op i weekendens anledning.

Overalt er der diverse optog, koncerter, udstillinger, installationer, der ikke nødvendigvis har så meget med champagne at gøre. Til gengæld er uden tvivl fransk design-smæk for alle image-skillingerne. Og mon så ikke den store, kosmiske sammenhæng vil åbenbare sig på bunden af et af glassene? Jeg ved blot ikke hvilket nummer. Den, der er i Épernay, må selv prøve sig frem.

For vi får nok ikke tid til Épernay. Årets afsløring - formentlig endda mange århundreders - dukkede meget overraskende op forleden under en af laderne på gården, og den skal vi prøve at kigge lidt på. Forhåbentlig ordentligt belyst, deraf afhænger en del af spændingen, og jeg glæder mig helt vildt til omsider at se sådan noget.

Det er ikke en gammel flaske champagne. Det er formentlig meget ældre.

Champagne til Paris tur/retur

 

Dette er om noget et sted i Paris, der er som skabt til at drikke champagne. Sådan her ser der blandt andet ud i Opera Garnier. Blandt andet, fordi stedet er ustyrlig detaljerigt.

Et smut til Byernes By med champagne er et must for os, og forhåbentlig også for dem, der tager imod i den anden ende.

Vi kører foreløbig selv sådanne ture af flere grunde.

Vi kan holde transportudgiften nede på denne måde, og så kan vi begge lide kontakten. Selvom vinmarkerne er dejlige, er det også rart nok at komme ud af dem af og til til, og det er en glimrende lejlighed. Vi er så tæt på den franske hovedstad, at vi nemt kan nå frem og tilbage på en arbejdsdag, når vi blot kører klogt. Kun en tåbe frygter ikke myldretiden i Paris.

 

Jeps, den er god nok: Loftet står den fransk-russiske maler Marc Chagall for.

Ung og grøn eller gammel svedske?

 

Man skal ikke holde på sin champagne. Sådan siger producenter tit på disse kanter, og det er ikke kun fordi, at de gerne ser champagneelskerne tømme deres flasker i en fart.

Mange lokale er simpelthen overbevist om, at champagner ikke ældes med ynde: At en champagne på over 20 år smager som gammel vin. Læs for gammel vin. Basta.

Verden udenfor Champagne
Men der er en verden udenfor Champagne, og den har en mere sammensat mening, der både levner plads til de store og de små producenter, til de klare og de rosa, de grønne og de konventionelle, de søde og de rigtig tørre, og sørme også både til de yngre og de ældre.

Selv den, der ikke skal ud at købe 10 og 20 år gammel champagne, kan med fordel spørge sin vinhandler om champagnens alder.

Langt de fleste champagner er såkaldte BSA'er - brut sans année eller tør champagne uden årgang - men de har alligevel et antal år i flasken. Det står ikke på etiketten, og der er normalt stor forskel på, om tallet er to eller fire år.

Det væsentlige er at prøve så meget forskelligt, som man har mulighed for at komme i nærheden af. Det er den bedste måde at lære sin egen smag godt at kende.

Champagnekursus i København

Det foregår klokken 17 på vinbaren Tire Bouchon i Teglgårdsstræde.

Slut med Shampanskoye

 

En tidligere villa i Avize skal genopstå som luksushotel.

For nogle år siden blev vi i New York spurgt, om hvem som helst kan købe vinmarker i Champagne.

Svaret var ja. Hvem som helst kan til gengæld ikke drive marker i Frankrig. Løsningen er at ansætte folk, der har de krævede kvalifikationer. Det er noget i retning af en fransk version af det grønne bevis, der er krævet for at drive landbrug i Danmark.


Champagne Louis XIV
Til gengæld hører vi sjældent om, hvem der køber eller lejer hvad. Med mindre selvfølgelig at det er i vores egen lejr.

Dette er altså undtagelsen. Det såkaldte Château i Avize blev for nogen måneder siden købt af en russisk forretningsmand, der også har lejet to hektar vinmarker.

Det er jo ikke alverden men nok til at komme i gang med egen champagne. Mærket er også købt, og det hedder Louis XIV.

Siden er der kommet gang i både det ene og det andet i både Rusland og Champagne.

Farvel til Shampanskoye
Planen er i løbet af nogle år at sælge 1,5 millioner falsker Louis Quatorze. To hektar rækker til de første 15-16.000 flasker.

Sideløbende bliver det nyindkøbte slot i Avize renoveret for at genopstå som luksushotel.

I Rusland er det omsider lykkedes CIVC at få også russiske producenter af mousserende vin til at droppe den russiske udgave af betegnelsen champagne: Shampanskoye. Der er ingen sammenhæng, siger den russiske forretningsmand, og det kan da godt være. Til gengæld er de champagnehuse, der sælger champagne i Rusland, formentlig mere end tilfredse med ikke længere at dele navn med de russiske producenter af mousserende vin.

Det kommende luksushotel bliver ikke alene i Avize. For nogen tid siden åbnede dette kombinerede luksusovernatnings og -spisested.

Demisec på køl og hvad så?

 

Vores champagner på øverste række hos Smalle Vine på Frederiksberg.

Vi har solgt en hel del demi-sec champagne de seneste uger.

Det er en halvsød champagne, som er dejlig til forskellige desserter.

Der er forholdsvis mange danskere iblandt demi-sec kunderne, og jeg tror bestemt, at det hænger sammen med den danske smag, der generelt er mere sukkervenlig end den franske. Når jeg går om bord i det søde danske køkken hernede, kan jeg som regel spare mindst 25% af sukkeret væk, uden at resultatet lider skade. Min gane har vænnet sig til tidens regionale sukkerforhold.

Champagnens søde fortid
Champagne har jo nemlig en sød fortid som sød. I 1800-tallet kunne en flaske indeholde flere hundrede gram sukker per liter. I dag begynder den sødeste flaske - den såkaldte doux - fra 50 gram sukker per liter.

Vores dages suveræne brut blev præsenteret på det engelske marked sidst i 1800-tallet, og der gik i hvert fald et halvt århundrede, før den også dominerede det franske hjemmemarked som i dag.

Den halvsøde champagne dukker af og til stadig op til visse forretter. For eksempel de mange variationer over foie gras, ristet brød og en eller anden form for confiteret frugt eller grønt som for eksempel figen - eller løgmarmelade.

Send mig gerne den gode idé fra dit eget køkken.

Glædelig beskæring

 

Udsigten fra vores øvre parcel i Loisy-en-Brie. Den 29. november 2011.

Beskæring af vinstokke. Vinterens store disciplin.

Alain har været i gang siden begyndelsen af november. Tirsdag var jeg med for første gang i denne omgang.

Ni grader Celsius og endda solskin efter frokost på sådan en novemberdag. Vi siger det på jysk, Annie og jeg: Il y a pire. Vi har set det, der var værre.

Hun beskærer Chardonnay-parcellerne ved siden af på femtende år - mindst - og ved alt, hvad der er værd at vide om vejret i det fri i november. Herude blandt vinstokkene og med udsigt ned over det åbne land har vi det godt.

 

Når jeg nogle timer senere henter børnene efter skole i byen, og udveksler nyt med andre mødre, konstaterer jeg tit, at de ikke har været uden for en dør i mellemtiden.

I byen toner vejret frem på en anden måde. Huse begrænser udsynet, og man ser derfor ikke, hvor den grå sky ender eller de fine solstriber, der trods alt oplyser den grå novemberhimmel. Det er netop disse små beviser på, at lyset stadig lever, der gør en novemberdag i det fri så opløftende.

Jeg er helt overbevist om, at glæden er i familie med det grønne og gratis - hvis man i nærheden - middel mod stress og dagligdagens grå tristesse: en tur i skoven.

Et hastigt besøg af hr Langøre skader heller ikke, men han er altid hurtigere på bagbenene end jeg er med mit kamera.

 

Overalt er vores kolleger også i gang. Det forekommer mig, at mange beskærer tidligere, end de plejer.

Mange blev slemt overrasket af det tidlige forår i år. Den bedste måde at undgå en gentagelse er at rubbe neglene og blive færdig i god tid.

Læs om beskæring af vinstokke.

Den søde juletid kommer

Et julesmykket Verzy.

Julen har taget syvmilestøvlerne på.

Vi er nu efter det punkt, hvor samtlige legetøjskæder i regionen har udsendt deres julekatalog. Hvor den kommunale juleudsmykning lyser i rødt, grønt, gult og blåt. Nu er endelig også de små huse på julemarkedet i Reims bemandet, og det vil de være helt frem til den 31. december. Skøjtebane og skibane ditto.

Nu er de lokale ikke ligefrem verdensmestre i at jule, men de prøver at blive bedre, og det kan jeg da kun have respekt for.

Reims arbejder på at blive en rigtig stor juledestination og ønsker sig halvanden million gæster i julegave ligesom Bruxelles.

Dér var vi jo selv denne weekend, og det var virkelig stort og virkelig bemandet og virkelig udstyret med både skøjtebane, kælkebane og et kæmpestort pariserhjul. Fin stemning, omend den æteriske fe-stemning efter min mening led en stille kvælningsdød i fritureos. Vin chaud går man jo til gengæld aldrig galt i byen med, og jeg er da også gået i gang med at tilberede min egen til den kommende søndags julekalas.

Her i huset har vi jo nemlig arbejdet på at formidle de stolte danske juletraditioner år efter år på trods af at det - helt ærligt - er et helvede med alle de æbleskiver, der skal bages, og klejner, der skal koges, og jeg ved ikke hvad mere.

Reims kommer efter det. For dem, der eventuelt er i byen torsdag, er der Lucia-optog i katedralen som en del af et svensk tema på den teater- og kulturfestival, der finder sted det meste af december. Ved samme lejlighed er katedralen oplyst i den efter sigende meget flotte lyssætning, der har kørt hele sommeren, og som er inspireret af middelalderens stærkt bemalede bygning.

I dag viste fransk tv i øvrigt årets juletræ på Rådhuspladsen i København klatrende julemand inklusive. Så nu skal vi på jagt efter risengryn til risengrød, og så må det da snart være tid til at jule.

Julesmut i Bruxelles

En smuttur i Bruxelles, hvor Blanc de Blancs årgang 2004 artede sig mere end nydeligt i vores medbragte glas.

Vi begyndte det, der egentlig skulle være en hurtig smagsprøve, med Blanc de Blancs i stedet for Tradition som normalt. Hvilket virkede rigtig godt for Blanc de Blancs. Måske skyggede den til gengæld en anelse for Tradition. Men man kan jo altså ikke få alt her i livet. Vi var nødt til at vælge.

Når vi vælger rækkefølge i en smagning, kan vi enten begynde med champagner, der ikke er årgang, og siden gå over i årgangschampagner. Sådan plejer vi vist egentlig at gribe sagen an.

Men denne gang valgte jeg altså at begynde med årgangschampagnen, fordi den er 100% Chardonnay. Og det er så den anden måde: At begynde med mest Chardonnay for at ende i mest Pinot Noir/Pinot Meunier. Rosé champagne kommer under alle omstændigheder sidst.

Blanc de Blancs af årgangen 2004 begynder omsider at antage den lækre sødme, som er et af alderens udtryk. Vi undgik helt at spise andet end brød for at lade vinen komme til sin ret, og det må man sige, den gjorde. Så asketisk behøver man ikke at behandle den, men at sende tilbehøret en tanke er ingen dum idé, når man har en god vin i glasset.

Vi fortsatte med Tradition. Den er stadig pænt stram, så selvom den ikke er nogen ufølsom vin, har den nok ikke helt lært at udtrykke sit inderste væsen endnu. Kontrasten til Blanc de Blancs'en blev derfor meget tydelig, og også større, end når Tradition får lov at stå alene.

Til sidst Rosé d'Assemblage, der efterhånden ikke behøver mange ord som akkompagnement. Den er i høj grad på toppen med frugt men stadig vældig struktureret i sin opbygning.

Jeg blev mere end almindeligt tilfreds med at høre, at en, der allerede har købt vores champagner i forbindelse med en tidligere smagning, på forhånd havde sikret sig noget mere via vores kontakt. Kunder, der kommer tilbage, er den allerbedste anbefaling, man kan få.

Længe leve sult før champagne

 

De sidste par uger har jeg haft et par rigtig gode smagsoplevelser.

Nu forlader vi så lige den æstetiske set-up, der ellers plejer at ledsage champagne.

Men i min gane sublimerer god gammeldags sult og den deraf følgende udledning af spyt i skøn forening vinens smag udi noget nær det perfekte.

Både i Normandiet, hvor vi drak roséen forrige weekend, og forleden, hvor vi drak en Blanc de Blancs årgang 2002, var jeg ganske aldeles glubende sulten. Begge steder drak vi champagnen uden alt det tilbehør, der plejer at hobe sig op i små skåle og på fade.

Salutter af smag
I begge tilfælde afleverede begge champagner - og de er dog ellers ganske forskellige - salutter af smag. Som om de var mere fortættede i smagen end ofte ellers. Det var de jo på sin vis også, fordi smagen ikke blev ført i nogen som helst anden retning end sin egen. Hvilket tyder på, at vi enten skal give tilbehøret mere opmærksomhed, eller også snuppe som minimum det første glas helt på egen hånd.

Og hvad var det så de to flasker gav fra sig?

Årgangschampagnen mest. Der er en grund til, at vi sætter et klistermærke med år på den slags typer, og ikke på de andre.

Cremethed og sødme
Den havde alt det, den plejer, men dertil lagde sig en nærmest nektar-lignende sødme og cremethed. Jeg tænker ikke på sødme som i høj dosering. Det her er den sødme, som Chardonnay-champagne kan udvikle med alderen, og som vi blandt andet refererer til som pate de fruit. Det hedder frugtflæsk på dansk, men det er ikke den rigtige association. Denne slags frugtflæsk begynder for eksempel med frugt.

Blanc de Blancs 2002 er simpelthen en vin af den slags, der bliver hængende i ganen resten af dagen uanset hvad man ellers putter ind de følgende timer.

Roséen Rosé d'Assemblage. Dens balance mellem rød frugt på den ene side og samtidig en ret stram struktur - da den stadig indeholder mest Chardonnay - stod nærmest krystalklart på tungen. Jeg synes ikke, jeg normalt fornemmer dens komposition så tydeligt, og jeg kunne godt lide det på den måde.

 

Der er sådan set kun et problem forbundet med ikke at spise. For mig i hvert fald, og det er, at jeg begynder at føler mig overrislet efter to glas, og er nødt til at springe al - god, ak - rødvin over til den efterfølgende frokost. Men det er selvfølgelig ikke sikkert, at det havde ændret noget at spise små canapéer til champagnen.

Champagne Nouveau

 

Første smagning af årets nye vine fandt sted tirsdag.

Det må være Champagne Nouveau for at snuppe en parallel, der er oppe i tiden. Boblerne kommer først under den næste alkoholiske gæring.

Forskellen er, at Beaujolais'en aldrig rigtig kommer længere end saft med alkohol. De nye vine her i Champagne har kun lige knapt gennemført første etape. Når vi sælger den færdige flaske champagne er alderen omkring fem år.

Lige nu ændrer de sig stadig fra uge til uge. Men man kan godt smage dem og have en idé om, hvorvidt de minder om de vine vi normalt laver champagne af eller ikke.

Sælges eller gemmes
15 vine blev duftet, smagt og slynget hele ganen rundt af seks-syv smagere.

Formålet er at finde ud af, hvilke vine der skal sælges videre straks, og hvilke vi vil gemme til eget brug. Vi er en del, der går med de tanker, for tankbilerne ruller rundt i øjeblikket med ny vin, der er lavet et sted og nu skal videre til et andet.

Syre eller ikke
Alain deltog i smagningen, og fandt at flere af de nye vine havde den gode syre, som vi blandt andet kigger efter. Vinene skal også have duft og smag, men dog stadig ikke være alt for meget aromatiske.

De vine, der havde mindre syre, møder vi ikke igen i et glas i nær fremtid. Men det kan være, at jeg krydser den i en tankbil.

De mere detaljerede smagninger begynder normalt først efter nytår, når 2011-vinene er så meget ovre den tidlige ungdom, at de ikke skifter duft og smag fra uge til uge.


Mens du venter: Læs om smagninger af årgang 2010

Selskab i flaskeriet

 

Etiketterne skal tørre et par timer, før jeg kan vaske klisterrester af. Når det er tørt, kan jeg pakke i kasser.

Jeg tilbringer min torsdag i klirrende selskab.

Det er jeg ikke ene om i disse dage, hvor mange forbereder de flasker, der skal holde jul et andet sted end i en kælder i Champagne. Onsdag havde naboen besøg en halv dag af en lastbil med et mobilt degorgerings-anlæg.

En arbejdsgæst
Tirsdag klædte jeg nogle 100 flasker på i interessant selskab, hvor jeg lærte både det ene og det andet om berber-folket i Algeriet. Frankrig og især Champagne - det er jo her, jeg bor - er i dén grad blevet et vindue, der har åbnet mit liv mod nye horisonter, som jeg aldrig tidligere har haft samme mulighed for at kende til. Et af de store vinduer vender mod forskellige dele af Afrika.

Min gæst er omvendt tilsvarende interesseret i noget, hun aldrig tidligere er stødt ind i, det nordeuropæiske og det nordiske, den to-tre-sprogede familie og endda også champagnens og vinens verden, som hun overhovedet ikke kender til som muslim. Ligesom mig er hun ikke så ortodoks, at det gør noget.

Kulturmøder
Jeg kender efterhånden den landlige del af champagne-kulturen godt nok til at jeg kan fortælle andre om den. Hende her f.eks.

Hun kvitterede med at fortælle mig om sin første vinhøst i selskab med to andre nordafrikanske piger, der først på den sidste dag fik en del af høstglæden solidt ødelagt med en kommentar om, at ejeren aldrig ville have troet, at arabere kunne være som dem. Underforstået almindelige, morsomme, glade, trætte, hvad man nu er efter en uges hårdt arbejde. Naturligt nok spurgte hun derfor mig, hvordan jeg bliver modtaget som dansk kvinde.

Her hvor vi hører til, er jeg jo altid blevet modtaget som et medlem af familien. Af alle fra den lokale jorddrot til sekretøren og tøndetrilleren. Ingen har nogensinde stillet spørgsmålstegn ved min tvivlsomme herkomst som dansker, journalist, ukyndig i vin og ikke fransk-talende og fortsæt selv listen.

Med årene har folk set mig arbejde på sagerne, men det kunne de jo ikke vide de første gange. Deres varme og imødekommenhed opfatter jeg som meget fransk. Den er til gengæld forbeholdt familien, og stilen minder på den måde ikke så lidt om min gæsts beretninger om sit andet land, Algeriet.

Nydelig skrift
Under alle disse udvekslinger fik vi faktisk også arbejdet.

Især jeg, der er en pænt habil etiket-klistrer, når jeg selv skal sige det.

Til jer, der kommer til at sidde med en af denne uges pakkede flasker, kan jeg oplyse, at de nydeligt nedfældede LOT-numre på bagetiketten ikke stammer fra min sorte tusch. Kun en tåbe frygter ikke denne families klo, og det både på fædrene og mødrene side, og uvanen ser desværre ud til at gå i arv til afkommet, så det er godt, at jeg nu kan skaffe læselige tal andet steds. I hvert fald til prestige-flaskerne.

Hold varmen med vinen

 

Flere i færd med at brænde vingrene i Loisy-en-Brie. Februar 2011.

Man brænder da vingrene. Altså de afskårne vingrene direkte ved planten. Det hænder, at man holder varmen bedre.

Men nej, ikke længere. På den årlige messe for mousserende vin blev en ny opfindelse præsenteret.

Man installerer det ekstra værktøj på sin traktor, og det opsamler de afskårne grene, skærer dem i passende stykker, som opsamles i en beholder bagi.

Hjemme har man så installeret en brændeovn, der kan tage disse stykker, og vupti opvarmer man sit hus. Eller hvad man gør.

Selv har vi sygdom i vores vinmarker og brænder alt af direkte for at minimere spredning. Umiddelbart lyder traktorfindelingen også dyr i det brændstof, der driver traktoren. Men idéen om at udnytte de naturlige resurser bedre, finder jeg rigtig. Og jeg er ofte imponeret af, hvor meget opfindsom der faktisk er rundt omkring.

En opfindsomhed, som der har været tradition for i flere hundrede år, og som jo faktisk har gjort en flaske champagne og dens indhold til, hvad det er i dag. En opfindsom, der sikrer fortsat udvikling.

Propsmagning

 

Vi har netop deltaget i en større propsmagning.

Idéen er at smage fem gange fem forskellige kork-propper på samme champagne. Prøvechampagnen er en assemblage fra 2006. Alle flasker er degorgeret på samme tidspunkt.

Tirsdagens smagning var den tredje i serien, 23 måneder efter degorgering. De to første smagninger fandt sted syv og 14 måneder efter degorgering.

De fem propper
To serier er lukket med Mytik-propper, som er lavet af korkgranulat i to forskellige finhedsgrader. Sybel er den klassiske model med en kork-del i den ene ende med runde korkplader limet på i den ende, der er i kontakt med champagnen. To andre modeller - Compaq og XL - er begge varmebehandlet for bedre at undgå propsyge.

Idéen er nu, at hver smager for hver serie på fem klassificerer de fem flasker på en skala over reduktion/oxidering og desuden giver en karakter fra et til fem til hver serie for både den foretrukne serie men også til den mest homogene gruppe.

Jeg skal måske lige sige, at korkpropper kontra skruelåg ikke er en debat, vi fører i Champagne. Producenterne går andre veje. Køber bedre kork, eller laver korkproppen med f.eks. granulat som Mytik-proppen, der er stærk mod propsyge. Producenten har udviklet en skrue-model oplyser repræsentanten.

 

Granulat vinder ind på kork
I smagningen deltager en stribe ønologer, herunder flere chef de caves fra store champagnehuse, en courtier, en større producent fra Vertus, et par topfolk fra et stort kooperativ i Côte des Blancs og flere medlemmer af koop'ens sædvanlige smagegruppe samt prop-producentens Mytiks specialist.

Vinderne er én klassisk model og en Mytik-granulat-model. Nogle finder den ene serie bedre, andre den anden. Konklusionen bliver, at det står forholdsvis uafgjort mellem de to, hvilket ikke var tilfældet ved de første to smagninger. Det handler altså dels om selve champagnens smag - om man kan lide den - men også om seriens enshed. Granulatmodellen vinder smagsmæssigt ind på den traditionelle kork.

Der er stadig flasker tilbage til endnu en smagning i serien.