Vinbøndernes ny formand overrasker

Hej hop, vi har fået en ny præsident. Vinbøndernes forening (SGV) har valgt deres nye formand. Indirekte valg forstås.

På direkte valg er de lokale repræsentanter, der udpeger præsidenten. Men ikke alle medlemmer stemmer. Alain og jeg gør for eksempel ikke. Alligevel har valget foreløbigt masseret min demokratiske muskel på den gode måde. Formanden hedder nemlig noget andet end det navn, der cirkulerede overalt lige før valget.

Pascal Férat er en overraskelse, fordi han er præsident for et kooperativ og altså ikke récoltant-manipulant, som den tidligere præsident Patrick Le Brun, det vil sige vinbonde med alt under eget tag: Presser, tanke, fade og kældre.

Den kooperative del af champagneverdenen, der normalt holder cigaren ganske lavt, er stormet ind i den nye repræsentation, og det var der vist ingen, der havde regnet med. Hvis man dømmer efter kommentarer i i gårsdagens avis såvel som den daglige sniksnak.

Den nye formand kommer i øvrigt fra vores eget hjørne af regionen. Han er præsident for La Goutte d'Or, som er et af de tre vinkooperativer i Vertus.

Røg og damp

 

Alain har fået et svedet et par øjenvipper i dag. Hvert år må firmaet finde sig i, at han også skal have nyt overtrækstøj, for det brænder han huller i. Jeg er så heldig at have en mand, der har forståelse for, at jeg ikke kan fordrage at gå bag ved dette dampende uhyre på hjul. Jeg synes, jeg æder røg hele tiden, så jeg slipper, og får lov til at lægge mit afklip i denne række foran eller bagved, hvor Alain går med damperen. Jeg skal udelukkende sørge for at holde mig et passende antal meter foran eller bagved - det afhænger af vindretningen - så slipper jeg for at blive svitset.

Vi følger såmænd bare den lokale praksis, som er at brænde grenene af efterhånden som vi klipper dem af vinstokkene. Sjovt nok brænder vinbønderne her i Montagne de Reims, hvor vi bor, næsten ikke grene. I stedet lader de dem ligge i rækkerne, hvor de vil blive mast til kvas af en traktor. Dyrt i brændstof, men det koster også at fragte og fordele den flis, der ofte ellers er et alternativ.

Vores metode har den fordel, at vi brænder eventuelt sygdomsbefængte grene af med det samme. Da vi arbejder i en parcel, der har haft meget sygdom, kan det måske bremse smitten noget.

I øvrigt er vi begge enige om, at det nærmest er en fornøjelse at beskære netop disse vinstokke. Det er fjerde år, vi beskærer her. I efteråret 2006 overtog jeg denne parcel fra en fyr, der havde lejet den i 20 år, og den kom i en miserabel tilstand.

Planterne kom på kur, og blev beskåret hårdt det første år efter alle kunstens regler og hellere for meget end for lidt. Man må sige, at disse Pinot Meunier, som vi dengang nærmest dødsdømte, fordi de var ringe, er kommet efter det. De har nu en god kraftig vækst og de grene, vi skærer af eller klipper til, er sunde og tykke.

Helt anderledes gode at arbejde med end dem, vi kom fra i Belles Feuilles. Det er fordi, at vi har beskåret denne parcel for anden gang, siger Alain. Han mener simpelthen, at planterne reagerer på at blive beskåret på en anden måde end de har været vant til, og at vi vil se det gode resultat i løbet af et år eller to også der. Jeg kan godt vente.

Dagens mark i Loisy-en-Brie, som vi ville have genplantet for få år siden, har det glimrende udover de mange huller, hvor syge planter har stået. Det eneste, vi kan gøre, er at brænde dem af, så der ikke bliver for mange flere. I røg og damp vinteren igennem.

Vi har nået 17 rækker nu. 16 en halv helt præcist, og med over en tredjedel gennemført, er næste mål nu halvdelen. Der er i alt 42 rækker af 100 meter.

Det blev nej til Unesco

 

Den gamle mølle ved landsbyen Verzenay i Montagne de Reims er et klassisk udsigtspunkt i Champagne.

Ingen Unesco til Champagne i denne omgang.

Vores og alle de andres forgyldte vinmarker tabte til tidligere tiders fattige mineland i nord. Kendt som le pays des Ch'stis efter en fransk blockbuster af rang.

For egen regning tilføjer jeg så lige, at det efter min mening er velfortjent. Men godt nok ærgerligt...

Jeg sidder jo altid lidt mellem stolene, uanset hvilket bord jeg tager plads ved. Ikke længere helt og 100 procent ved det danske bord men nok alligevel stadig kun med en kvart balle ved det franske. Det er en stor mental manøvre at skifte plads, og jeg giver den lov til at tage al den tid, der passer mig.

Derfor sidder jeg med mine danske forudsætninger uden på skjorten og synes, at jeg har haft svært ved at få øje på det folkelige engagement i denne proces. Det er helt sikkert også denne danske del af mig, der overhovedet finder et folkeligt engagement vigtigt, og det er omvendt udtryk for integration under udvikling, at jeg overhovedet kan få øje på, at forankring måske ikke er ligeså nødvendigt for en franskmand.

 

Mittelrhein har noget som Champagne rigtig gerne vil have: Unesco-anerkendelse. Her byen Bacharach ved Rhinen, maj 2009.

I mit objektiv er Champagne imidlertid alle indbyggeres, og derfor var idéen tilbage i 2005 om at skaffe dette område en mere officiel anerkendelse også noget, der måtte vedrøre alle. Jeg fandt idéen så god og spændende, at jeg endda tilbød mig selv som ulønnet kaffebrygger for at komme med på båden på den ene eller den anden måde. Det gav mig det mest høflige afslag, jeg nogensinde har modtaget i mit 40+-årige-liv. Jeg fandt på noget andet at lave i stedet for, og Champagne fortsætter nok også med business as usual og prøver igen til næste år.

Regionen er efter min danske mening kvalificeret. Denne natur, dette kulturlandskab, denne historie og det produkt, der er skabt og forfinet her gennem flere århundreder og fortsat udvikles af de mennesker, der er her i dag, er noget ganske særligt, der er kendt globalt og også sætter standard for mousserende vin globalt. Det er bare ikke helt det samme for mig, hvis det kun er pinger, der skal tegne sådan et engagement, selv om det er sådan, man er vant til det her.

Hvorfor det overhovedet er vigtigt? Blandt andet fordi denne region igen efter min danske mening sælger sit største klenodie - champagnen - dårligt. Vi ligger 45 minutter fra Paris med hurtigtog, og som en af verdens mest besøgte byer, undrer det mig, at der kommer så få turister her til for at besøge en af verdens kendteste vine.

Men det er selvfølgelig - igen min mening - fordi regionen ikke er god til at sælge sig selv. Synd. Fordi champagne hvordan man så vender og drejer er en fantastisk fest, og den findes ingen steder rigeligere, bedre eller billigere end her. Unesco skulle være den medalje, der kan flere anspore til at gøre noget ved det. Jeg håber virkelig, at denne udmærkelse kommer en anden gang. Hvem ved? Ch'tis'erne vandt trods alt først i ottende forsøg. Denne gang over Champagne og Bourgogne.

Mere om Unesco-forløbet.

Lysskift

 

Mandag forløb for det meste i selskab med en nærmest strålende januarsol. Lyset var virkelig skiftet fra skyer af gråt til intens bestråling.

Straks tænker jeg på forår. Jeg kan slet ikke lade være. Hvert år har sin dag, sin første lysintense dag, hvor tankerne altid galoperer i samme, i præcis denne retning. Her fra 2009 og 2007.

 

For sent modne druer i Loisy-en-Brie, 25. januar 2010.

Jeg undlader aldrig at glæde mig over, at dette magiske moment finder sted en måned, måske er det endda to måneder før den danske pendant. Det er bare så velgørende, når solen kommer tilbage.

Var det ikke lige fordi, at jeg skal passe på min hud, ville jeg hengive mig helt umådeholdent til solnydelsen på præcis sådan en dag. Mens jeg beskærer selvfølgelig... Vi er nu oppe på knapt 11 af 42 rækker, og regner konstant på, hvor mange vi kan nå op på, inden ugen rinder ud. Det bidrager nemlig også til arbejdsglæden at skaffe sig et blik over, hvornår det er slut.

Den chauvinistiske smag(er)

 

Smagsprøver fra 2009. Der er endnu lang vej til den færdige champagne.

Serien af smagninger går uigenkaldeligt mod deres afslutning, men kampen om smagen er alligevel ikke helt omme. Den er oven i købet superchauvinistisk. Men det er helt normalt.

Torsdag smagte vi fem serier med fire-fem bud på mulige blandinger af stille basisvine til fem forskellige champagner: Hovedproduktet brut uden årgang, Blanc de Blancs årgang 2009, Selection årgang 2009, en blandet rosé og det nye miks med en overvægt af Pinot-druer (60 procent Pinot og 40 procent Chardonnay).

Bordet var stort i dagens anledning - den årlige frokost fandt nemlig sted bagefter - og rundt om det sad tre gamle fyre, tre yngre fyre, tre kvinder i deres bedste alder og stedets ønolog, der udfører den tekniske del af arbejdet.

Vinen - det vil sige de seks forskellige typer, vi er oppe på p.t. - bliver smagt, gentænkt og besluttet omkring dette bord. Siden tappes den på flaske, og det er her, den udvikler sig til champagne. Nogle bringer dem hjem i egne kældre, og gør selv arbejdet færdigt. Andre gør som vi: Holder flaskerne på kooperativet, der har det nødvendige udstyr og plads.

 

En serie glas og en spytteskål til hver. Ellers kører smagsløgene for hurtigt træt.

De tre gamle fyre er ikke sådan at komme udenom til disse smagninger. De sidder tungt på smagen, for de har smagt og solgt gennem flere tiår, og før det lært af deres fædre, der sad ved samme bord før dem. De har med andre ord et overblik over de lokale vine, deres muligheder og sandsynlige udvikling, som er afgørende, og som man kun skaffer sig med den erfaring, som tid giver.

Den ene gentager sit altid evige mantra om at finde finessen, lede efter den, og han kan til hver en tid finde på at kræve alt omsmagt, hvis han har en dårlig fornemmelse omkring en af beslutningerne. Også selvom han tidligere har godkendt resultatet.

Det er anden gang, at Alain og jeg selv deltager i alle smagninger. Det vil sige, jeg har selv måttet springe en stor del over, fordi jeg ikke ville give vores yngste barn mange lange skoledage fra begyndelsen (her begynder skolen, når man er tre år gammel).

Med vores hver anden månedlige vinsmagningshold og et kursus i ønologi engang i den universitære fortid er Alain kommet ret godt fra start. Selv har jeg stadig svært ved at få genkende de mere komplekse dele af en sådan smagning og derefter knytte ord til. Det er simpelthen en kunst at gøre det, og det tager et stykke tid at vække sine sanser, kan jeg konstatere. Det hjælper selvfølgelig ikke, at jeg næppe mestrer så fine nuancer af fransk, som anvendes, fordi det netop er de ret fine detaljer, der ofte er afgørende.

Der går flere år, før vi smager resultatet af de vine, vi smagte sidste år. Først når man har dét spænd mellem stille basisvine og den færdige champagne, det giver, er man i virkeligheden ordentligt udstyret til mere præcist lede efter de rigtige grundvine til vores produkter. Mere om smagninger.

 

Smagerne er chauvinistiske. Man ender tit med at foretrække sit eget, måske fordi arbejdet med netop denne smag er så intens, at det ikke ret nemt levner plads til andre muligheder.

Disse smagninger af vine, der er ret ens, og alligevel kan være meget forskellige, handler virkelig om at spidde sine sansninger på velspidsede ord. Selvom nogle er indlysende bedre i disciplinen end andre, er det ikke 100 procent givet på forhånd, hvem der finder dagens vigtigste korn. Derfor gør de fleste smagere ret meget ud af at holde på ydmygheden. Så kan de altid bralre op til frokosten bagefter.

Dagens udgaver af brut uden årgang, som den hedder her, har et usædvanligt højt indhold af de ældre reservevine - op til 20 procent mod normalt højst 10 procent. Vinene fra 2009 har mindre syre, end vi for eksempel husker fra 2008. En ordentligt afbalanceret vin kræver god syre, og mangler den i årets vin, kan man prøve med mere reservevin. Bordet snakker om, at vinplanternes cyklus var usædvanlig og måske alt for kort i 2009. Det er måske forklaringen på den manglende syre.

Risikoen med meget reservevin er omvendt tyngde. At vinen bliver en helt anden. Her er idealet at finde en elegant, nærmest æterisk vin, der er i god, indre balance uden dens enkelte elementer smager for kraftigt igennem. Dette er hverken smagen af året, som det gik i vingården, og heller ikke af rustik terroir, og de forhærdede smagere skyer alt, hvad der er anderledes.

Personlig har jeg meget ofte en svaghed for Pinot Noir, og vælger meget tit de miks, der har et højere indhold af den røde drue. Dermed ender mine yndlingsmiks også meget ofte i direkte modsætning til stedets stil, der oftest er en lettere og elegant Chardonnay-stil. Sådan som vin smager i Vertus.

Typisk nok vækker frokostens champagne da heller ingen begejstring. Så kan den være nok så meget Mesnil og Grand Cru. De bryder sig ikke om den, og den er også alt for ung, hvilket er en fair indvending, når man selv kun lige er begyndt at sælge 2006, og i øvrigt ved, hvor stor betydning alder har for en champagnes smag.

Jeg har nu heller aldrig mødt nogen vinbønder fra Champagne, der ikke var chauvinister. De kan bedst lide champagne, og helst deres egen eller til nøds landsbyens, men så rækker tolerancen heller ikke længere. Jeg forstår stadig ikke helt denne chauvinisme, fordi der er så mange dejlige champagner fra hele regionen. Til gengæld er det optimal reklame for eget produkt, og det er næppe tænkt sådan. Det er bare sådan. Hvor svært kan det være?

Den næste smagning er om halvanden uge. Læs om vinen i 2009 her

Årets fest for vinen

 

I dag er Saint Vincent, og det betyder, at alle byens bønder i dag i stedet for at arbejde holder fest i selskab med arbejdets frugt, og det er primært champagne her i byen.

Festen begynder i kirken.

 

I år har jeg min egen personlige aktie i processionen. Han hedder Clement, og da han nu går i første klasse, er han sammen med skolens andre børn blevet inviteret med i processionen.

Alle forældre til deltagende børn har aflagt besøg hos den af byens kvinder, der tager sig af tøjet: Blå bluse, hvidt forklæde og sort kasket til drengene og kyse, nederdel og sjal til pigerne. Samt intens moderlig formaning om at sidde stille i kirken og følge samme beskeder som de andre (vildbasser).

 

 

 

 

 

La Commanderie de Chardonnay hedder lauget af vinbønder fra nabolandsbyen Villers-Marmery, og de har det fine tøj og de store medaljer på i dag.

Under messen i kirken bliver vinen og brødet velsignet, og der er nadver og kollekt. Som i alle katolske gudstjenester, jeg har været til, ønsker man undervejs Guds Fred - eller noget i den stil - til de mennesker, der sidder omkring én i kirken, hvilket er en del af ritualet, jeg altid har syntes godt om.

Bagefter stiller børnene og vinbønderne op i række og geledder for at bære brød og vin gennem byen. Jeg har tænkt på det som Champagnes særlige sakramente, siden jeg så det første gang for fem år siden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Processionen bevæger sig gennem byen til det lokale kooperativ, hvor formanden for vinbønderne holder årets opbyggelige tale. Derpå uddeles der diplomer. For nogle år siden fik Alain og jeg vores diplomer overrakt i selskab med en ordentlig skylle vin ved samme lejlighed.

 

Det er dette øjeblik, der kroner dagen. Champagne ad libitum fra byens vinbønder og fra de champagnehuse, der køber lokale druer. En af årets gode skåle er altid den med vores naboer og deres venner, hvoraf en af de mere festlige få øjeblikke efter billedet udløste festen med et højt "Er der nogen, der giver en omgang?"

Nogen sagde, at der kommer mange flere næste år, når Saint Vincent falder på en lørdag. Men egentlig gik det vel meget godt. Der var i hvert fald ikke mange ledige kvadratmeter gulvplads.

PS Genbrugsindlæg fra 2010... Champagne er en meget traditionnel region, så jeg tør godt på forhånd love, at alt vil gå til på samme måde i 2012. Blot er Clement og hans venner blevet to år ældre.