Først delte vi en flaske champagne med nogle gode venner i Reims. En flaske Blanc de Blancs årgang 2004. Vi har ikke så mange tilbage af dem, så de kommer kun frem af og til. Det er en champagne, der er på toppen nu. Den har elementer fra hele vejen: Duft og smag, der stamer fra druerne, mellemlaget fra de to gæringer, og endelig det tredje og mest komplekse lag, der dukker frem med tiden.
For tre år siden, altså i sommeren 2010, var denne Blanc de Blancs stadig noget ung i det. Den kom nu hurtigt efter det, allerede ved juletid havde den udviklet sig rigtigt meget i den mere sammensatte retning. Siden er den bare vokset yderligere. Nu regner vi ikke med, at der sker ret meget mere. Den har til gengæld stadig syre til at blive stående på dette meget behagelige sted i yderligere nogle år. Så ved du det, hvis du er en af dem, der stadig har nogle flasker liggende.
Brød og kage
Til champagnen fik vi to slags smurt brød: Baguette med en form for pesto, lavet på en meget grøn urt, værtinden ikke lige huskede navnet på. Det var hverken persille eller basilikum eller hvad man ellers lige kender i noget grønt og smørbart. På et finere og blødere hvedebrød frisk ost, rørt med en lille smile, nå nej smule men det smagte bare så godt, skalotteløg. Begge dele fint og helt enkelt.
Bagefter en smuk - andet ord findes ikke - chokoladekage. Biskuit med chokoladecreme og overtrukket med et tyndt lag god mørk chokolade, der desuden var arrangeret på toppen lidt i stil med den slags rosetter, man kan købe til at sætte på en gave. Meget smukt, og en af den slags kager, hvor man kører efter bageren i stedet for at købe det, bageren har.
Man skal lede grundigt for at finde en champagne, der passer til. Sød og chokolade rimer ikke umiddelbart med vores sortiment. Jeg drak min champagne til sidste gode dråbe og spiste kagen bagefter. Og ja, jeg nød den, og havde faktisk ikke lyst til at ændre øjeblikket ved at fotografere. Evigt må denne kage dermed leve sit liv alene for det indre øje.
Hummer, kid og kalv
Bagefter kørte vi på en restaurant, der hedder Le Jardin. Det er et brasserie, det vil sige et uformelt spisested, hvor man ikke behøver gå bagefter sine udsøgt gode manerer. Stedet er interessant, fordi det hænger sammen med Les Crayères, der er et af Reims' ifølge Michelin bedste spisesteder. For tiden vist kun med to i stedet for tre stjerner, da kokken rejste videre for nogle år siden.
Well, man går naturligvis blandt andet ind til naboen med håb om at noget af stjernedrysset har ramt ved siden af.
Indtrykket? Man går gennem et gårdmiljø - det var vejret ikke til - ind i et lokale af god størrelse og behageligt indrettet. Restauranten er godt fyldt, men der er også meget personale, der kommer opmærksomt men stadig i passende doseret mængde, der ikke bruger minutter på at fortælle om anretningerne.
Vi har i dén grad allerede fået desserten og nøjes med en forret og en hovedret hver. Alain får foie gras og jeg får ravioli med hummer i tilsvarende suppe og til hovedret får han kalv og jeg får gedekid, hvilket jeg aldrig tidligere har smagt. Lidt anderledes tekstur end andre former for kød og interessant at prøve.
Mere om le Jardin her
Hoved og hale
Det er ikke så tit, man ser ged i Reims, uddybede en af vores venner, der gerne køber et halvt dyr, når han ser et, og så skærer det op selv. Selvom han ikke er kirurg, har han vel stiftet bekendtskab med den slags gennem sin lægeuddannelse. Ellers i hvert fald helt sikkert i sit hjemland. Det gav lige anledning til at vende med vennerne, hvor højt grise kan skrige, og hvilke dyr man skærer halsen over på i stedet for at give dem en kugle for panden.
Den slags kender jeg kun fra anekdoter, og jeg foretrækker dyr større end rejer og krebs i mindre stykker og uden hoved.
Men tilbage til le Jardin og aftenens måltid:
Koncert og madkurvens kompleksitet
Vi indleder måltidet med et glas champagne hver, en Blanc de Blancs til Alain og en Rosé d'Assemblage til mig. Det er altid sjovt at smage andres mærker, de her kom fra landsbyerne Chamery og Ludes, og der er ingen grund til at smage nogen af dem igen.
Måske blandt andet på grund af alderen. champagne er helt anderledes interessant i sit fjerde eller femte år end i sit andet eller tredje. Det er til gengæld altid godt at kende feltet. Det får os til at huske på, hvorfor vi selv sælger ældre champagner.
Hvad maden angår, så var den 100% i orden, men også 100% uden overraskelser. To virkeligt veltillavede retter fra det store franske køkken for 29 euro. Skulle du gå hen og være i Reims den 23. juni kl. 18, er der gratis koncert i les Crayères' store have som på billedet ved moderrestauranten, og hvis du ikke har pakket dit designerdress eller fyldt pengepungen, kan du spise virkelig godt og i den væsentligt mere afslappede stil på Le Jardin.
Les Crayères har sin egen plads i champagnehistorien, oprindeligt bygget af Louise Pommery, der har gjort os allesammen så glade ved som den første at introducere brut'en sidst i 1800-tallet.
I sin tid - det er otte år siden - hørte vi firhændigt klaver i fru Pommerys have. I år spiller en stryger-sekstet inklusive elektrisk guitar blandt andet Shostakovitj, Michael Jackson og et Glenn Miller-medley. Det kunne vi godt finde på at stryge afsted til, muligvis endog med vennerne og medbragt madkurv, og så kan vi jo heldigvis selv styre champagnens alder frem mod en kompleksitet, der passer til lejligheden.
No comments:
Post a Comment