Knopspisere eller mange-bourgeons er små orme, der kravler op af jorden, når de ikke finder mad nok dernede. Når de er mætte, kravler de åbenbart ned igen, for vi har intet set til dem.
Det kom som noget af en overraskelse at arbejde i den øverste parcel i Loisy-en-Brie. Rigtig mange af de vigtige knopper, der skal give vindruer, er væk. De er simpelthen væk, hule. Kun en tom skal er tilbage.
Selv fætteren, der har parcellen ovenover vores, og kommer ned og besigtiger skader med kendermine, synes, vi har mange. Hver fjerde er ikke noget problem ifølge ham, men vi mangler snarere hver tredje. Hver anden er det trods alt ikke.
Det er les mange-bourgeons værk, og jeg har aldrig set det før.
Måske fordi vi normalt altid er færdige med at binde op, når denne slags vejr - vidunderligt, varmt, sommerligt - sætter ind oftere i anden halvdel af april end allerede sidst i marts. Det kan man jo sætte sin lid til.
Den anden mulige forklaring er, at vi ikke har haft dem tidligere.
Uanset hvad er synet højst deprimerende.
Et eller andet har gravet knoppen ud, sådan at kun dens beskyttende skal sidder tilbage. Et indtørret og brunt krater er tilbage. Vidste vi ikke bedre, ville vi tro, at det var frostsvedne knopper.
Jeg binder grenen op alligevel, også selvom alle fem knopper mangler. Pinot Meunier er ikke sådan at gøre kål på. Måske er der ved et eller andet over-utroligt mirakel efterladt en stump knop, der kan give en enkelt lille klase druer?
Jeg tjekker med Alain efter arbejdstid. Han har tænkt det samme. Selvom det godt nok ligner et mere end lønligt håb, tæller den slags også i det store regnskab. Og det er ganske vist, dagen derpå ser jeg faktisk en del Pinot Meunier-knopper - der ofte optræder i trilling-facon - hvor de to er spist og den sidste lever.
No comments:
Post a Comment