Skål for 2010

 

I dette glas bruser Blanc de Blancs 2002 lystigt op.

Velkommen herhid med pigekor og champagnepop.

Jeg glæder mig og ønsker alle jer andre et dejligt nytår.

En særlig hilsen til Sif og Astrid, der fylder 25 år i dag, og skal fejre den med blandt andet champagne.

 

Sne i Soulieres

 

 

Sneklædte vinparceller i landsbyen Soulieres, lige uden for Vertus, hvor nogle af vores vinmarker ligger.

Juleferie

 

Flasker på parade, mens etiketterne tørrer på langbordet i vores vendangeoir.

Bloggen har været tyst, men det betyder ikke, at her har været stilstand. Vi har haft meget travlt med at forberede flasker og levere dem rundt omkring og af og til har vi da også været afsted for at beskære i Belles Feuilles-parcellen.

Status lige før juleferien er:

1) Vi blev ikke færdige med Belles Feuilles, hvilket ellers var planen. Mangler stadig fire-fem rækker. Efter min mening har været også været for koldt. Enkelte har beskåret alligevel, men det er ikke efter bogen, når temperaturerne er minus to eller mindre endnu.

2) Til gengæld har vi haft et godt år, og solgt væsentligt flere flasker, end vi først havde regnet med. En tredjedel mere end først forventet. Vi har også holdt en stribe champagnesmagninger, haft besøg her, i vinen og selv besøgt i tre lande. Til næste år regner vi med at udvide med England og Holland.

3) Jeg har skrevet flere korte artikler om champagne og vores arbejde med den til forskellige mindre blade for danskere i udlandet, vinklubber med flere, og regner med at gøre dette mere fast. Min bogtekst, som flere har hørt om, venter på, at krisen driver over.

4) De kloge - eller dem, der udtaler sig - taler allerede om, at 2010 bliver ligeså slemt eller værre end 2009. En onkel er i tråd med de værste grædekoner og spår en kvote på 7.500 kilo til den næste vinhøst.

Vores første år er næsten på falderebet. Som mand og kone har vi været fælles om at have alle kasketterne på. Det har jeg aldrig prøvet før, og jeg kan i hvert fald konstatere, at selvom vi arbejder ligeså mange eller flere timer end før, så føles det ikke som arbejde på samme måde. Det er åbenbart forskellen på at indtræde i en struktur og at lave sin egen.

Vi tager et år mere.

Årets sælger

 

Der hersker amerikanske tilstande i firmaet, og jeg har derfor modtaget prisen som årets sælger. Den er jeg naturligvis meget glad for, da jeg egentlig er for ærlig til at være sælger.

Præmien er en magnum med assemblage fra 2002. Den har kunstnerisk udformet etiket, malet direkte på glasset, da vi endnu ikke har fået lavet store etiketter.

Mon ikke indholdet vil egne sig fortrinligt i selskab med Dronningens nytårstale?

Firmaet har fået julegave

 

Vores champagnefirma kan snart fejre sin første fødselsdag.

Problemet med at have sit eget firma er at man selv skal gøre det hele og derfor har ret dårligt tid til sociale forpligtelser som for eksempel julefrokost. Men julegaven holder vi dog fast i, og den og dens anvendelse ser I her.

At lime etiketter med tapetklister - eller i hvert fald noget, der ligner - er ret pladskrævende. Se bare her, hvordan vi har klistret hele året.

Nu ser det sådan her ud:

 

 

 

Med den lille maskine kan vi tilmed bedre styre, at der ikke kommer for meget lim på etiketten.

Vi er stadig nødt til at placere etiketten på øjemål og af og til er det nødvendigt at skubbe den lidt rundt for at centrere den bedre. Det giver et grimt spor af limrester, som vi er nødt til at fjerne med vand og skrubbesvamp, når etiketterne er tørre. Et lidt dumt og irriterende ekstra arbejde.

Det gør ikke noget, at man kan se, at vi har sat etiketter på manuelt. Men der må ikke sidde limrester rundt omkring på flasken er grimt, så dem bruger vi en del tid på at fjerne, inden vi pakker flaskerne.

En opgave, vi forhåbentlig kan skære toppen og lidt til af med firmaets lille, nye medhjælp.

(Skøn)skrevet lot-nummer

 

Vi prøver at gøre tingene ordentligt i den her mand og kone-forretning.

Derfor har vi lavet bagside-etiketter i de rigtige farver og med - da-dum - plads til at skrive et referencenummer, der betyder, at vi kan spore flasker med eventuel fejl tilbage til tiragen. Og dermed mulighed for at fange andre fejlflasker måske endda på forhånd.

For et par siden - altså før vi selv solgte flasker i større målestok - oplevede vi to tilfælde af en formentlig forkert dosering. Det er klart, at fejl kan forekomme, og ligeså klart, at de så må udbedres. Hvilket denne lille reference på den bag-etiketten gerne skulle hjælpe med.

Måske vi lige skal smutte et par 100 meter ned ad gaden og få et lille kursus i skønskrift af tal hos maitresse Sylvie i 1. klasse først.

Fragtfly

 

Vi oplever jo ikke alverden i vinen. Det giver mulighed for virkelig at stille ind på de helt fine detaljer, for man bliver ikke sådan forstyrret i sine sansninger.

Undtagen af og til, hvis en mariehøne eller et fragtfly kommer forbi.

Når flyet brager henover vores hoveder for anden gang, bliver det ligefrem en begivenhed. Indtil jeg slapper af igen og indser, at der kun er ét fly. Det cirkler blot før landing.

Jeg spørger mig selv, om to fly virkeligt ville rydde forsiden, og er ikke helt sikker på svaret.

Vinstokkens fod før og efter

 

Vinstokkens fod før beskæring. Belles Feuilles den 7. december 2009.

Det allervigtigste når man beskærer en vinstok er at forberede fremtiden.

At sørge for at der også de næste år vil være gode grene, der kan sætte ditto druer. Sikre kan vi jo ikke være, men vi gør, hvad vi kan for at skabe et godt udgangspunkt.

Dette udgangspunkt er det, der på fransk hedder rachet og på dansk for eksempel kan gå under betegnelsen kort spore. Det er en gren fra i år, der er skudt fra foden. Vi klipper den af i to eller tre øjnes højde. Fra hver af disse knopper vil skyde en gren til sommer, og hver af disse grene kan vi bruge året efter til at lave en ny hovedgren.

 

Vinstokkens fod efter beskæring. Belles Feuilles mellem Soulières og Givry-les-Loisy, den 7. december 2009.

I denne form for beskæring udskifter vi hvert år den gamle hovedgren med en ny, og det er derfor vigtigt, at der hele tiden er noget at skifte ind med.

Denne fremtid, denne korte spore er det vigtigste valg på hele vinstokken. Den skal helst klippes af en god og stærk gren, men det hænder også - som ovenfor - at der ikke er det store valg. Så må jeg enten tage, hvad der er, eller satse på bedre tider næste år.

På de to billeder optræder to gamle grene i stedet for den foreskrevne ene. Til gengæld mangler der en ung indskifter. Jeg har truffet det valg at lade den ældre gren overleve endnu et år i stedet for at tage den fra sidste beskærings korte spore, der ellers ville skulle levere både fornyelse og produktion fra samme oprindelige gren, hvilket forekom mig for meget.


 

På vej til at fjerne den ene af de gamle grene. Her er der nemlig en lang spore, som skal erstatte den ene gamle gren. Belles Feuilles, januar 2009.

Jeg kunne også have valgt at fjerne den ældste af de gamle grene og i stedet klippe både en kort og en lang spore af sidste beskærings korte spore.

Et eksempel fra en vinbeskæeres verdensbillede i løbet af en dag, og så simpelt det lyder, er mit hoved forholdsvis opfyldt af alle disse mange valg. Jeg kan med andre ord fint høre P1 på podcast, når jeg klistrer etiketter, men ikke ret godt, når jeg beskærer. Men det kan vel komme.

Beskæring à la bz

 

Fredag var vi begge afsted for at beskære vinstokke og klæde flasker på. Mandag ligeså. Lejlighed til at eksperimentere med ny og desværre nødvendig hovedbeklædning for mit vedkommende.

Landskabet henlå i farver, jeg endnu aldrig har set helt på lige dén måde. Vi kører jo 50 kilometer mellem vores hjem og vores vinmarker, og har derfor god lejlighed til at se landskabets små skift fra dag til dag.

Efter seks år har jeg endnu ikke set det hele.

Fredag var ugens flotteste dag. Sol og blide vinterfarver i grønt og brunt og med tung, blågrå morgentåge over store dele af côten i Côte des Blancs. Den langstrakte skrænt, der er beklædt med hele have af Chardonnay-vinstokke.

Det var den der tungtfarvede morgentåge, jeg endnu aldrig har set. Tåge plejer at være hvid og enten hænge foroven eller hylle vej og marker i ærtesuppe for neden. Men denne morgentåge mindede mere om en tordenskylle, hvilket den altså ikke var.

Typisk nok var den emnet for smalltalken på kooperativet, da vi hentede dagens ration af flasker. Og så mig: Alors, Solweg, pas de dégustation cette année? Jeg har endnu ikke smagt den nye vin.

Jeg kan ikke få mig selv til at sende den yngste på ikke engang tre et halvt afsted på en ni timer lang dag med frokost i kantinen og efterfølgende pasningsordning. Det er ikke hende, der ikke vil, men mig, der synes, det er alt for mange timer, når man er så lille. Så det ser ud til, at mændene og Isabelle må degustere uden mig i år. Det er ellers ret interessant, og Alain er da også med hver gang.

 

 

Nå, vi har fundet ud af, at det er smart at sætte toppe på flaskerne, mens vi og de stadig er på kooperativet.

Deres maskine er en hel del årtier bedre end vores, og det kan vi lige så godt udnytte.

 

Sådan en lille fætter her fungerer med trykluft, og sætte toppene på så vi ikke får de grimme folder, den antikke model, vi selv råder over, af og til udstyrer flaskerne med.

Snart har vi en kassefuld assemblage og nogle millésimer og Rosé de Saignéer med i druekasserne. Flaskerne skal gøres rene, og derefter kan vi klistre etiketter på.

 

 

Alain har allerede klistret en god ladning assemblage - hos os hedder den Tradition - og dem går jeg i gang med at rengøre én gang til.

Limen sætter af og til mærker, og dem fjerner vi, så godt vi kan, inden vi pakker flaskerne i kasser. Det er ganske meget ekstra, og vi pønser på at købe et lille apparat, der fordeler etiketklister på en måde, der skulle eliminere dette problem med overflodsim og dermed forhåbentlig og formentlig spare os en hel del ekstraarbejde.

 

 

 

Efter frokost kører vi til den vinmark, der hedder Belles Feuilles. Den er beplantet med Pinot Noir, og vi beskærer dem efter Vallée de la Marne-systemet.

Vi beskærer denne parcel for anden gang. Første gang var i januar måned.

En stor forskel er, at forvedningen ikke er gået nær så godt. Hvor vi ved sidste beskæring havde masser af gode, stærke grene at vælge i mellem, sidder der nu forholdsvis få og af og til så skravlede grene, at kvist nok er en mere korrrekt betegnelse. Næppe det gode udgangspunkt for sunde vindrueklaser, og derfor vælger vi da også meget ofte at køre videre med grene, vi ellers normalt ville have klippet af for at erstatte med andre, sådan som Vallée de la Marne-modellen foreskriver.

Vejret har været varmt og overraskende frostfrit, og det er en faktor, der kan have betydning for fænomenet. Det er rimeligt at nævne, at grenene ved den seneste beskæring var af den hidtil bedste kvalitet, jeg har set, hvilket sikkert gør en sammenligning ekstra grel. Mere om beskæring af vinstokke.

Det er dejligt at være tilbage igen.

Om vinteren har jeg oftest haft få ærinder udendørs. Når jeg beskærer vinstokke, finder jeg ud af, at jeg iklædt det rette tøj har det meget behageligt.

Hvad der om morgenen føles som begyndende ondt i halsen, forkølelse og lignende vinterirritationer forsvinder meget ofte i løbet af nogle timers ophold i det fri, og jeg når at få nok lys og luft til at holde vinterdepressive tendenser helt i skak.

Jeg kan simpelthen godt lide det. Men arbejder stadig på den gode beklædningsløsning i ansigtet. Min hud har nemlig ikke reageret ret positivt på det første år fuldstændigt i det fri, og jeg har bemærket, at vinterens vind tilsyneladende er næsten hårdere end sommerens sol.

I første omgang pakker jeg mig ind som en BZ'er eller som en bankrøver. Men det er ingen indlysende løsning, da det begrænser udsynet så meget, at det faktisk bliver ret svært for mig at gennemskue visse grenes placering på stammen, og det forsinker mig ret markant.

 

Denne elefanthue fra farmershoppen er forkastet.

 

Jeg har også arbejdet med en kombi med tørklæde, der heller ikke er indlysende god, omend bedre. Jeg skal selv kunne se, og mine kinder og næse helst intet se eller mærke af hverken sol eller vind. Gode råd modtages. Gerne inden fredag.