10 September, 2008

Stille forventning før høststart

 
Posted by Picasa
Vores Meunier-druer i Loisy-en-Brie tegner godt.

Vi befinder os i dagene, før årets vinhøst åbner i Champagne.

Teknikere har siden sidst i august fulgt druernes modning i de fire departementer tæt. Med få dages mellemrum modtager vi CIVC's samlende statistikker fordelt på druetype, departement og en stribe tekniske resultater.

Jeg læser dem spændt som nogen krimi.

Vi tjekker vindruerne sideløbende, smager et bær hist, tjekker klaser under bladene her, og det bekræfter. Enten at se sine tanker skrevet sort på hvidt eller at få dem udfordret, hvis vores iagttagelser ikke passer med de generelle. Hvilket sagtens kan ske. Statistik fortæller om en generel tendens set gennem den gennemsnitlige og ikke den yderlige vinkel.

Nu passer sagerne imidlertid helt fint med, hvad vi selv har set gennem sommeren og især de seneste uger.

Druernes kvalitet tegner foreløbig rigtig fin. Nogle taler allerede nu om mulig millésime og enkelte vover endog at håbe på den helt perfekte balance mellem syre og sukker. 10/10. Hvilket refererer til mængden af sukker og syre Det er første gang nogensinde, jeg har set nogen ytre den slags før en vinhøst. Den seneste superårgang af denne type var i 1996.

 
Posted by Picasa
Chardonnay-klaser, som de tog sig ud den 8. september i Loisy-en-Brie.

Vi følger også den trend, der peger mod et lavere udbytte end de sidste par år, der ganske vist også åbnede med en rekordstor kvote. Flere huse forventer ifølge Decanter 10 procent færre druer. Flere store huse peger på Chardonnay som det svage led. I vores vinmarker er det Meunier, og vi sætter bl.a. vores lid til at have mere Chardonnay end nødvendigt.

Vi får se.

Den fastsatte kvote - 13.600 kilo druer per hektar - er ifølge CIVC nok til at fylde over 360 millioner flasker. Sidste års salg var knapt 339 millioner flasker champagne. Den første del af 2008 er salget bremset voldsomt op, sommerens salgstal har til gengæld pyntet gevaldigt på sagerne, og nu håber vinbøndernes formand, Patrick le Brun på at lande år 2008 på to passende procent. Passende, fordi det er en vækst, hvor vinbønder og champagnehuse stadig kan følge med efterspørgslen.

Vejret viser sig i øvrigt fra sin skønneste side. Vi har Indian Summer og håber vildt på, at den kan holde den ellers varslede regn stangen. På vinstokkene begynder de første blade at tage efterårsfarverne på. Skidt så med, at aftegningerne i virkeligheden fortæller en historie om sygdom eller mangel. Den første tåge hyller bakkerne i de tidlige morgentimer. Alt er med andre ord præcis som de andre år i dagene op til høststart.

No comments: