30 May, 2008

Krisen kommer... måske

Vi blev advaret til en fin frokost for nogle måneder siden: Salget af champagne til USA er dykket i 2007, og det ser ud til at fortsætte i 2008. Underforstået: Hvis I sælger jeres druer til os, har I sikret jer. Hvem ved, om amerikanske middelklassekøberes problemer med at betale deres huse, vil sprede sig til resten af verden?

Champagnesalget i USA er i årets første to måneder faldet med 12 procent. I 2007 nåede det samlede fald op på 6,2 procent. Modsat 2006, hvor stigningen var 12 procent. Men det var også inden det med husene.

Og så er priserne på champagne i USA endda steget mindre i USA end på de øvrige markeder. Et faktum, som CIVC's kommunikationschef, Daniel Lorson, forklarer med, at firmaerne gør sig umage for ikke at straffe den amerikanske forbruger - i forvejen hårdt ramt af den historisk svage dollar - yderligere med store prisstigninger.

Et stort marked
Interessant nok er det de billige champagner, der er ramt af recession. De dyre special-cuvéer sælger lige så godt som hidtil. Deres aftagere har under alle omstændigheder råd til de, de vil, lyder forklaringen. USA er et af de største markeder for disse de dyreste champagner. USA er i det hele taget et stort marked, tredjestørste eksportmarked, og derfor holder man naturligvis vejret på direktionsgangene rundt omkring i regionen. Blæser det over, eller bider det sig fast?

Frokostværten var dog ikke mere nervøs, end at han stadig gerne ville købe druer, så mon ikke han selv tror på, at det hele nok skal gå alligevel. På det tidspunkt kan han også knapt nok have kendt ikke engang sine egne salgstal for januar og februar.

Vi valgte at overhøre opfordringen, og beholdt så mange druer, som vi har råd til at lagre.

28 May, 2008

Vingårde sætter ny prisrekord

 
Posted by Picasa
Vingårde i Marne. Den hidtil rekord per hektar er - så vidt vides - 1,35 millioner euro.

Vingårdenes økonomiske himmelflugt fortsætter.

For halvandet års tid siden sad Alain og jeg hos en notar, der netop havde været behjælpelig med at handle en hektar vin et sted i Côte des Blancs for en million euro. Forleden skrev vores avis, l'Union, at de dyreste hektar i 2007 gik for 1,35 millioner euro. Gang med 7,5 for at nå frem til prisen i kroner. Det er en velvoksen pris selv for departementet Marne, der huser de fleste af Champagnes vingårde.

I øjeblikket går ikke bare vingårde men også visse landbrugsjorder for væsentligt højere priser end almindeligvis. Det er udvidelseseffekten. Ifølge Alain Le Parc, direktør for Safer, som er en myndighed, der beskæftiger sig med fordelingen af jorder, befinder vi os midt i en "spekulationsboble". Nogle håber at kunne score kommende vinjord til billige hvede- og sukkeroepriser.

Den del af Champagne-regionen, der huser vinstokke, er i færd med at blive udvidet. 38 nye landsbyer er blevet navngivet, men endnu ved ingen - formoder jeg - hvilke jorder, der vil komme med i den nye delimitation. Men når det sker vil prisen på disse jorder naturligvis også ramme op i det velvoksent dyre felt.

Gennemsnitligt set krøb priserne på vingårde 17 procent i vejret fra 2006 til 2007. Det giver en hektarpris på 733.900, altså cirka det halve af toppen.

24 May, 2008

Ok ébourgeonnage

Posted by Picasa
Vinene har skudt godt i Loisy-en-Brie, vi forventer at kunne gå i gang med at løfte tråde om en uges tid. Den 24. maj.

Alain har holdt eftersyn i vingårdene i dag.

Han var ikke specielt tilfreds med at bruge arbejdsdagen på at reparere ødelagte wirer. Traktorførere, der har for travlt, er en irriterende del af vores liv med vinen.

Men konstaterede til gengæld, at ébourgeonnagen har været god. Der er meget lidt arbejde til os med at fjerne stængler udover amerikansk vin, der skyder i bunden af planten. Sidste år var vi nærmest begravet i grøn beskæring det meste af både maj og juni, men i år ser det bedre ud. Naturen har vejrmæssigt opført sig mere normalt, og det kan vi godt mærke.

Han regner med blomster om to-tre uger, og at jeg kan tage til Loisy-en-Brie for at løfte den første tråd omkring d. 1.-2. juni.

Posted by Picasa
Disse endnu lukkede blomsterkroner vil blomstre om nogle uger, og dem, der bliver lykkeligt bestøvet, vil siden udvikle sig til vindruer.

22 May, 2008

Måååååål... for Cattier

Når bolden bliver givet op for UEFA-cuppen den 7. juni, står champagnehuset Cattier med på sidelinjen.

Skægt nok har store fodboldbegivenheder også egen officiel champagne, og det er altså i år faldet i det lille, familieejede hus' lod. Af økonomiske men også "følelsesbetonede" grunde, skriver vores regionale avis, l'Union.

Huschef Jean-Jacques Cattier forklarer til avisen, hvordan hans forældre cyklede til stadion under krigen, og at han selv er fodboldfan.

Cattiers fodbold-cuvée - "Euro 2008", klædt i sort og guld - vil blive skænket i forbindelse med de officielle receptioner, men også solgt i de lande, hvor kampene bliver spillet. Det er en BSA'er - brut sans année - der er blandet af 40 procent Meunier, 35 procent Pinot Noir og 25 procent Chardonnay.

Fodboldleverandøren holder til i landsbyen Chigny-les-Roses i Montagne de Reims.

20 May, 2008

Oversæt Bobler

Jeg er ikke ret hurtig til at oversætte disse blog poster til engelsk. Jeg ved det. Det tager lang tid, som jeg ikke har.

Derfor har jeg nu lagt Googles oversætter værktøj på siden. Det er ikke perfekt, og det hjælper heller ikke, at jeg elsker at opfinde egne ord og særlige sammensætninger af ord.

Det vil jeg derfor stoppe med nu, så Google kan få en chance.

Så kan Alain - og andre - også læse med.

19 May, 2008

Pædagogik for vinbønder

 
Posted by Picasa
Meunier-vinstokke i Loisy-en-Brie, 11. maj.

Udvidelsesplanerne i Champagne går ikke stille af. Kommuner, der også gerne vil have en bid af delimitationskagen, melder sig med deres ønsker i forbindelse med den offentlige høring, der løber frem til den 21. juni. Men der spreder sig også en vis nervøsitet blandt visse af de nuværende drueleverandører.

Det går nemlig rigtig godt i Champagne. Det store forkromede spørgsmål, der rejser de små nakkehår, er selvfølgelig, om ikke det ødelægger forretningen for de nuværende vinbønder, hvis flere kommer til med flere vindruer.

Faktisk bliver der mumlet så meget, at forklaringerne ankommer i en ret lind strøm ud fra foreningen af vinbønder i Champagne, Syndicat Général des Vignerons de la Champagne (SGV). I breve til medlemmerne og i de professionnelle tidsskrifter især.

Er det virkelig nødvendigt at udvide delimitationen, det vil sige det område, hvor man har lov at dyrke druer og kalde produktet champagne?

Organisationens overordnede svar i fede versaler og med streg under er OUI.

Undgå brecher
Forklaringen lyder, at en revision var på allerhøjeste tid. I 1995 fik landsbyen Fontaine-sur-Aÿ lov at komme med blandt champagnebyerne, og siden har andre forsøgt sig. Blandt andre SGV har derfor ønsket en stor overordnet revision for at stoppe det, de kalder brecher i den nuværende delimitation, for at bevare og beskytte champagnens image og kvalitet. Det arvegods, den produktion af råvarer, som alle vinfolk her lever af.

Salget af champagne er vokset med flotte procenttal hvert år det seneste 10-år. I løbet af de 10 år, der vil gå, inden nye vinplanter leverer druer, vil man nå eller måske endda sprænge loftet for, hvad de nuværende planter overhovedet kan producere.

Højere kvote
De seneste år har CIVC hævet druekvoten, sådan at den nu er oppe i 12-13.000 kilo per hektar mod tidligere tiders godt 8.000 kilo. Det betyder ikke, at der vokser flere druer per plante end før. Det autoriserede antal knopper per gren er det samme i dag, som det har været hele tiden. Det betyder blot, at vi plukker flere af de druer, der vokser på planterne.

For vores eget vedkommende ved jeg, at der ikke sidder meget tilbage, når vi er færdige med at plukke. Personligt har vi altså ikke mange muligheder for at levere flere druer.

Med mindre at vi får lov til at lade flere knopper blive siddende, når vi beskærer vinstokkene i vinterhalvåretg. Den mulighed berører ingen og med god grund. Flere knopper betyer flere grene og flere druer og dermed mere arbejde for den samme plante. Det ville højst sandsynligt gå ud over kvaliteten.

18 May, 2008

Kongelig bryllups-Bollinger

En britisk studerende har udbudt en flaske bryllups-Bollinger på eBay.

Champagnen blev i sin tid tappet til det kongelige bryllup, men Bollinger solgte også nogle kasser på det åbne marked, og det er altså en af disse flasker, der er til salg. Om champagnen har klaret sig bedre end ægteskabet mellem Lady Diana og prins Charles, indgået i 1981, afsluttet i 1996, er ikke nemt at vide.

Sælgerens mor købte den i sin tid til sælgerens far for godt 30 pund, og hvor den har tilbragt alle årene siden, melder BBC ikke noget om.

Netauktionen slutter mandag over middag.

16 May, 2008

Haute-Marne vil også udvides

Champagne udvider som bekendt. 40 nye kommuner er valgt ud, to er valgt fra og en stribe sidder godt nok med en lang næse, men ikke på hænderne. De er i gang med at formulere et svar.

I departementet Haute-Marne er kun kommunerne Buchey, Harricourt et Champcourt kommet blandt de udvalgte 40. Kommuner som Laferté-sur-Aube, Lanty-sur-Aube, Villars-en-Azois, Silvarouvres, Dinteville og Rennepont i Aube-dalen samt Beurville, Bouzancourt, Guindrecourt-sur-Blaise, Daillancourt ved Colombey forsøger sig nu med en indsigelse overfor INAO, som er den myndighed under det franske landbrugsministerium, der tager sig af AOC'er som blandt andet champagne.

Op imod 30 kommuner i Haute-Marne har ønsker om at blive optaget i den nye delimitation, men folk i spidsen for indsigelsen, den lokale landbrugsorganisation, Chambre d'Agriculture i Chaumont, og senator Charles Guené fra departementet Haute-Marne, ønsker at spille klogt, siger de selv. Herunder hører at man ikke sniger kommuner med, der indlysende for alle ikke har de jorder, der skal til. De kommuner, der ikke kommer med på den fælles liste for Haute-Marne, kan til gengæld selv henvende sig til INAO-s repræsentation i Épernay. De udvalgte 11 kommuner vil til gengæld få hjælp til at præsentere deres sag.

Høringsperioden begyndte den 21. april og slutter to måneder senere, den 21. juni.

Læs mere: Udvidelse i Champagne i vente
"Vi kan ikke gøre alle tilfredse"

14 May, 2008

Knopperne er væk

 
Posted by Picasa
Et ungt Meunier-skud i Loisy-en-Brie, 11. maj.

Afknopningen er slut i vores vingårde.

Det er en anelse spændende. Alain mener - selvfølgelig - at vi har gjort det på det bedst mulige tidspunkt. Hans fætter, der står for familiens øvrige hektar, mener, det er for tidligt. Endda selvom vi har Meunier, der typisk er sene, og fætteren primært driver Chardonnay, der normalt er tidligst på den.

Hvis ébourgeonnagen bliver udført for tidligt er risikoen, at der skal fjernes knopper endnu en gang, når sent udviklede knopper er synlige. Gør man det for sent, skifter arbejdet navn til épamprage og tager længere tid.

Vinarbejderne i Verzy er i øvrigt også i gang med at pille overflødige knopper af, og det har været en varm affære de seneste par uger med 25 grader ved middagstid. Ikke mindst de mest skrånende af vingårdene er mildt sagt bagende varme, siger en af vores naboer, der også begynder at være godt brun.

 
Posted by Picasa
De nyudsprungne vingårde er et skønt synt.

07 May, 2008

Verzys vinstokke i fuldt firspring

 
Posted by Picasa
Chardonnay i en af vingårdene nedenfor Verzy.

Sommervejret er omsider landet, og det bekommer vinen vel.

Jeg gik tur i går for at tælle knopper og blade. Det er to uger siden, det allerførste blad på den allerførste knop var på nippet til at folde sig ud. I går havde vinstokke i samme område alle knopper fremme. Den tidligst udfoldede knop havde allerede fire blade.

Konstaterede i øvrigt også, at vinfolkene her er yderst præcise. Jeg tjekkede flere planter i forskellige vingårde - man er vel emsig - og fandt ikke en eneste, der overtrådte reglementet, hvad knoppers korrekte antal angår. Enkelte overflødige knopper har skudt ved foden og på det mere end etårige træ, men de har formentlig været umulige at se i vinter.

 
Posted by Picasa
De spæde blade er på vej ud i lyset.

Hver af knopperne udvikler nu en grøn stængel med det hele: Blade, kommende blomsterstande og siden druer, slyngtråde. Disse stængler bliver siden til rigtige grene, og de fleste af dem forsvinder til næste vinter, i næste beskæring. Lige nu er alt så grønt og skønt, og hvis dette vejr fortsætter, som det ser ud til, vil vi kunne følge vinen vokse næsten fra dag til dag.

06 May, 2008

Afknopning udskudt

Afknopningen er alligevel udskudt nogle dage. Alain var forbi vores parceller i gårg ved frokosttid, og vinstokkene er ikke nær så tidligt udviklet, som dem vi ser dagligt her i Montagne de Reims.

Forskellen er nogle. Der er som regel forskel, op til 10 dage mellem den tidligst udviklede Chardonnay og den seneste, Meunier.

Nemt at overse
Problemet med at stryge de overflødige knopper af for tidligt er at overse noget, som i stedet vil skulle fjernes på et senere tidspunkt.

Alligevel meget pudsigt, at der er så forholdsvis stor forskel. Her i Verzy vender vingårdene nordøstligt, vores egne ved Loisy-en-Brie er sydøstligt orienteret, så egentlig skulle man tro, at de var godt eksponeret for at være tidligt på den.

Forskellen kan ligge i, at vores vingårde har den enorme Champagne Crayeuse for fødderne. Et sletteland af store, flade marker, hvor skrænten med vores vingårde udgør det første højdedrag i løbet af virkeligt mange kilometer.

Verzys vingårde vender mod Vesle-dalen, der på den anden side af vandløbet Vesle er begrænset af et andet højdedrag. Det kan meget betyde et lidt mildere klima. Og så giver det selvfølgelig også et par dage, at der primært vokser Pinot Noir i Montagne de Reims. De er typisk nogle dage tidligere ude end Meunier.

05 May, 2008

To flasker af Shahens champagne

To flasker af shahens champagne er netop blevet solgt på en auktion i New York.

Det drejer sig om Dom Pérignon rosé champagne årgang 1959, der ifølge husets mesterblander, Richard Geoffroy, er en "sjælden" og "mytisk" årgang.

Champagnen er kendt som shahens, fordi Irans daværende enevældige hersker i 1971, da årgangen blev sendt i handlen, købte alle 306 flasker for at fejre 2500 året for grundlæggelsen af Persien. Han må jo have forregnet sig, hvad folks tørst angik.

Nu har den legendariske Dom forunderligt nok overlevet både shah-institutionen og det daværende sekulære Iran.

Prisen nåede op i 54.300 euros. Det fremgår ikke om det er per styk.

Væk skal de unyttige knopper

I morgen begynder arbejdet med at fjerne overflødige knopper på vores Meunier-vinstokke. Alain vurderer, at risikoen for forårsfrost er så slut, at det er vigtigt at komme i gang med næste arbejdsopgave, inden vingården vokser for vildt.

Ébourgeonnage - eller afknopning - er den første del af den såkaldte grønne beskæring.

Vi begrænser plantens vækst, mens den vokser, modsat den egentlige beskæring om vinteren, hvor planten er i dvale. Når vi ikke at fjerne knopper i tide, vokser de ud til stængler, og det går stærkt. Sidste år med den uhyrlige vækst nåede vi aldrig knopperne. I stedet måtte vi fjerne stængler, som stadig er nemme at fjerne. Det tager bare længere tid.

Væk fra ekstra knopper
Arbejdsopgaven er udliciteret til en ung mand fra Vertus. Den samme, som hjalp os med at beskære og binde op i vinter. De kommende dage skal han fjerne alle de knopper, der ikke tilhører de reglementerede.

På den øvre parcels cordon-beskårede vinstokke drejer det sig om syv plus to knopper per courson. Altså de korte sporer, der sidder på ryggen af den vandrette stamme med 10-15 centimeters mellemrum.

På den nedre parcels Vallée de la Marne-beskårede planter er i alt 18 knopper per plante det autoriserede antal.

Resten knipser han af for at undgå, at de udvikler unyttige stængler, der alligevel kun vil sætte ingen eller meget få og små drueklaser. På den måde styrer vi temmelig benhårdt vinstokkens forbrug af energi.

02 May, 2008

Forårsfrost i Champagne

Frost har ramt en formentlig mindre del af vingårdene i Champagne i april. Vi må vente på drueklaserne for at afgøre, hvor galt det er gået.

I Vallée de l'Ardre og Riceys i Aube viste de lokale termometre mellem -0,5 og -5,1 grader den 7. og den 8. april. Den 16. og den 17. april blev der også målt ned til 5,8 minusgrader.

Næppe store skader
CIVC's tekniske chef, Dominique Montcomble, vurderer overfor avisen l'Union, der også har rapporteret gradtallene, at vinstokkene heldigvis ikke har været mere udviklede, end at langt de fleste ikke har fået skader. Chardonnay, der oftest er tidligst udviklet, har mere været i risikozonen, end rødvinssorterne Meunier og Pinot Noir.

Dominique Montcomble vurderer, at højst fem procent af vingårdene er berørte, og at højst en femtedel af planterne i disse vingårde kan have taget skade.

Den del af vinknoppen, der rykker ud, når den primære del glipper - f.eks. p.g.a. frost - kan stadig nå at kompensere for frosten, og derfor er det for tidligt at sige noget endeligt om et eventuelt tab.

Grøn beskæring
Selv har vi ikke besøgt vores Meunier-stokke i et stykke tid. Men da de gerne er forholdsvis sene, regner vi ikke med, at der er sket nogen skader.

Nu hvor vi er inde i maj og stærkt på vej frem mod skæringsdatoen, hvorefter vi ikke længere venter frost, går overvejelserne i retning af ébourgeonnage - afknopning - som er en del af den såkaldte grønne beskæring, som vi oftest tager os af i midten af maj.

Forårsfrost er i øvrigt så langt fra alene et problem i Champagne. Også vingårde i Loire og Bordeaux er ramt af frosten, men også her er det stadig for tidligt at gøre skaderne endeligt op.