19 May, 2008

Pædagogik for vinbønder

 
Posted by Picasa
Meunier-vinstokke i Loisy-en-Brie, 11. maj.

Udvidelsesplanerne i Champagne går ikke stille af. Kommuner, der også gerne vil have en bid af delimitationskagen, melder sig med deres ønsker i forbindelse med den offentlige høring, der løber frem til den 21. juni. Men der spreder sig også en vis nervøsitet blandt visse af de nuværende drueleverandører.

Det går nemlig rigtig godt i Champagne. Det store forkromede spørgsmål, der rejser de små nakkehår, er selvfølgelig, om ikke det ødelægger forretningen for de nuværende vinbønder, hvis flere kommer til med flere vindruer.

Faktisk bliver der mumlet så meget, at forklaringerne ankommer i en ret lind strøm ud fra foreningen af vinbønder i Champagne, Syndicat Général des Vignerons de la Champagne (SGV). I breve til medlemmerne og i de professionnelle tidsskrifter især.

Er det virkelig nødvendigt at udvide delimitationen, det vil sige det område, hvor man har lov at dyrke druer og kalde produktet champagne?

Organisationens overordnede svar i fede versaler og med streg under er OUI.

Undgå brecher
Forklaringen lyder, at en revision var på allerhøjeste tid. I 1995 fik landsbyen Fontaine-sur-Aÿ lov at komme med blandt champagnebyerne, og siden har andre forsøgt sig. Blandt andre SGV har derfor ønsket en stor overordnet revision for at stoppe det, de kalder brecher i den nuværende delimitation, for at bevare og beskytte champagnens image og kvalitet. Det arvegods, den produktion af råvarer, som alle vinfolk her lever af.

Salget af champagne er vokset med flotte procenttal hvert år det seneste 10-år. I løbet af de 10 år, der vil gå, inden nye vinplanter leverer druer, vil man nå eller måske endda sprænge loftet for, hvad de nuværende planter overhovedet kan producere.

Højere kvote
De seneste år har CIVC hævet druekvoten, sådan at den nu er oppe i 12-13.000 kilo per hektar mod tidligere tiders godt 8.000 kilo. Det betyder ikke, at der vokser flere druer per plante end før. Det autoriserede antal knopper per gren er det samme i dag, som det har været hele tiden. Det betyder blot, at vi plukker flere af de druer, der vokser på planterne.

For vores eget vedkommende ved jeg, at der ikke sidder meget tilbage, når vi er færdige med at plukke. Personligt har vi altså ikke mange muligheder for at levere flere druer.

Med mindre at vi får lov til at lade flere knopper blive siddende, når vi beskærer vinstokkene i vinterhalvåretg. Den mulighed berører ingen og med god grund. Flere knopper betyer flere grene og flere druer og dermed mere arbejde for den samme plante. Det ville højst sandsynligt gå ud over kvaliteten.

No comments: