Så binder vi op

Temperaturerne er akkurat oppe i det tocifrede. Vi - og vores yderst effektive medhjælp - er færdige med at beskære vores to vingårde, der alt i alt løber op i en smule over en hektar med Meunier-vinstokke. Jeg er i gang med at binde op.

I går tog Alain også lige en enkelt række for lige at afprøve formen, som han siger. Jeg er nødt til at kæmpe. Som sædvanligvis er han tre gange hurtigere end mig, der sidder med lieusen på en fuldstændig akavet facon. Som om der sidder 10 tommelfingre på min højre hånd. Eller storetæer. Det kører mildt sagt ikke rigtig for mig. Men jeg når da at binde knapt 200 meter vin op.

Alain bruger resten af lørdagen på at udskifte knækkede wirer. På høje tid, for vores medhjælp er som sagt effektiv, og da vinstokkenes grene skal bindes op, er det enormt nødvendigt med hel tråd. Ikke mindst fordi en kæreste hjælper med, og hun er åbenbart ikke klar over hvilken tråd, der tæller. At det for eksempel ikke er ret praktisk at binde grene fast til den tråd, der skal kunne løftes om nogle måneder. En stribe gennemtærede jernpæle skal også skiftes.

Hist og her støder jeg på planter, som jeg er nødt til at beskære færdig. Arbejdet er af en eller anden grund ikke gjort færdig. Det kan jo ske. I samme forbindelse konstaterer jeg, at safterne muligvis stiger i parcellen for neden, men jorden er åbenbart ikke varmet nok op foroven, for jeg så end ikke antydningen af rindende safter fra friske snitflader, sådan som Alain gjorde i sidste weekend.

Forskellen mellem vores to parceller er få meter og en svag skrånen for oven og ikke forneden. Så foråret er endnu på de meget små marginaler. Men der er ingen tvivl. Fuglene synger, så det er en fryd at høre, og jeg har set den første mariehøne sole sig i en gylden stribe uden for den sprække i vintræet, som den uden tvivl har overvintret i.