17 February, 2008

Der er noget farligt indeni

Jeg skriver om vinstokke og champagne på nettet. Mit værktøj hedder Blogger. Noget af det står på fransk, noget på engelsk og noget på dansk. Mine tekster - på dansk og på engelsk - er gemt på en server. Om den fysisk står på Månen eller i Californien har jeg ingen anelse om. Indtil i dag har det aldrig betydet noget for min virksomhed. Fra i dag håber jeg, at den i hvert fald ikke er i Frankrig. Omend jeg stadig ikke ved, om det er godt nok.

En fransk appelret har netop stadfæstet en dom fra begyndelsen af januar i år, som det hollandske bryggeri Heineken siden ankede. Selskabet reklamerede for sin øl på nettet, med stadfæstelsen tabte det, og har nu tre uger til at fjerne al reklame eller betale dagsbøder på 3000 euro.

Frankrig er berømt og berygtet for den såkaldte Evin-lov fra 1991, der rimelig rigidt vogter al form for reklame for alkohol og tobak. Det er den franske forening mod alkoholisme og afhængighed (ANPAA), der i december og januar i år har vundet foreløbigt tre sager.

Alle gode gange tre
Først mod bladet Le Parisien, der i et redaktionnelt tillæg havde skrevet artikler om champagne uden at bringe den i reklamer lovpligtige oplysning om, at alkohol er farlig for helbreddet. I øjeblikket - siden - står denne sætning i bunden af alle artikler, jeg har læst, som en klar konsekvens af dommen.

Moët & Chandon tabte en sag omkring en reklamekampagne for rosé champagne, som firmaet kørte sammen med et brasserie i Paris. Nu har Heineken så tabt ankesagen om reklame for firmaets øl på webben.

Det afgørende punkt, har dommer Louis-Marie Raingeard de la Blétière oplyst til Decanter, er, at nettet ikke optræder i den oprindelige opremsning af medier, der har ret til at omtale alkohol. I en lovændring fra 2005 tænkte ingen på at opgradere listen over nævnte medier med internettet, og derfor har det stadig samme status. Det vil sige ingen.

Dommen kan få vidtrækkende konsekvenser.

Nettets natur er global
De hjemmesider, der sælger vin og spiritus, kan blive tvunget til at flytte til udlandet, sådan som Patrick Bernard fra den Bordeaux-baserede vinforhandler Millesima overvejer.

Millesima sælger en fjerdedel af sine vine over nettet, og kan hurtigt flytte den del af forretningen til et andet europæisk land, siger han til Decanter.

Diverse blogs - vinbønder, vinsalg, vinsmagninger - befinder sig også på den forkerte side, må man formode. Jeg er faktisk ikke helt klar over, om det er godt nok i bunden af sine historier af anbringe den krævede sætning om misbrug af alkohol. Om det overhovedet er lovpligtigt, hvis man ikke sælger noget direkte. Eller om man for den sags skyld er på den sikre side, hvis blot ens udbyder og server befinder sig udenfor Frankrig. Er det også nødvendigt at spærre siden for franske IP-numre.

Det letteste ville nok være, hvis de franske lovgivere kunne ekspresopdatere deres forældede lov. Men det ville nok være at bede om julegaver i utide. I første omgang har jeg skrevet under her.

Og for en sikkerheds skyld - skulle nogen være i tvivl - L'abus d'alcool est dangereux pour la santé.

No comments: