28 June, 2007

Haglskudt

 
Posted by Picasa
Nogle af bærrene er allerede syge eller rådne, få dage efter en omgang sommerhagl.

Franske sommerhagl er store og ødelæggende. Jeg har skrevet om det før. For det meste i teoretiske termer, fordi isklumperne ikke angik os personligt. Det gør de nu.

Et ødelæggende bælte af hagl gjorde mandag aften turen fra Vert-Toulon til landsbyerne Bergères-les-Vertus, Vertus, Voipreux og Trécon. Undervejs passerede uvejret også Loisy-en-Brie, og det bærer vores vingårde desværre mere præg af, end vi bryder os om.

Ødelæggende isklumper
Isklumper i fri dressur i Vorherres grønne natur er skarpe som glasstykker og kan falde med så stor styrke, at de nærmest skærer sig ind i de små druer. Især de druer, der ikke er beskyttet bag blade, er meget udsatte i uvejr.

Går der først hul på bærrenes beskyttende skind, er der fri bane for sygdomme som meldug og botrytis - råd - og de første, brune og skrantende bær var da også tydelige, da Alain onsdag kørte til Côte des Blancs for at bese skaderne.

Forsikringssag
Nu har Alain anmeldt haglskaden til forsikringen, hvis mand i Vertus vil vurdere omfanget. Vi betaler selv de første 10 procent. Kald det en selvrisiko. Et sted deromkring befinder sig også skaderne fra i mandags, hvilket ret sandsynligt betyder, at vi kommer til at betale det meste selv.

I forvejen kan det blive lidt knapt med druer, fordi vores øverste og senest overtagne parcel ikke giver alt for mange druer i år. Blandt andet på grund af sygdom, generelt dårlig tilstand, og fordi vi har måttet beskære virkelig hårdt for at bringe planterne tilbage til noget, der minder om kravene til en parcel med druer til champagne. (Mere om druekvoter her).

Skaderne betyder, at vi får brug for vores traktorfører til at sprede et kemikalium, der skal forhindre de sygdomme, der allerede har ladet sig byde velkommen i de åbnede bær, i at sprede sig yderligere.

 
Posted by Picasa
Godt 10 procent af bærrene i vores drueklaser er ramt af mandagens hagl.

No comments: