Dette indlæg er skrevet af en dansk kvinde med egen vingård i Champagne. Det er da alligevel noget, og under alle omstændigheder et ganske særligt skridt på den vej, der nok begyndte med det ene spørgsmålstegn efter det andet på mine mange og lange ture med barnevogn gennem de bløde bakker i Côte des Blancs for over tre år siden.
I tirsdags var vi derude igen. For at underskrive kontrakt.
Og fordi jeg har det særlige behov, at jeg godt kan lide at gøre tingene selv, og desuden også har brug for at stykke mig en identitet sammen i Frankrig, sad jeg sammen med min mand og min svigermor, sagføreren og mine børn. For at underskrive en lejekontrakt på et stykke vingård, som min mand ejer, som min svigermor lever af, blandt andet, og som jeg altså nu skal drive. I 17 år såmænd.
Langtidsinvestering
Og 17 år er da også en slags tid. Det er f.eks. stort set det tidsspand, jeg har befundet mig på arbejdsmarkedet i to forskellige professioner - journalistik og it - samt brugt på at orientere mig mod denne tredje. Så jeg kan godt blive en anelse forpustet, når jeg tænker på disse mange år.
Men sådan er vin. Man høster ikke i morgen, hvad man har sået i dag, som på avisen eller i radioen. Når man planter, høster man først efter tre år, og det giver ingen mening at arbjede med en vingård, hvis man kun gør det i to år. Eller fem for den sags skyld.
Venter på kort
Jeg har allerede fået mit toldnummer, er i gang med at få konto hos revisor og bank, og venter stadig på mit récoltant-kort, der betyder, at jeg må sælge vindruer i Champagne. (Mere om processen).
Alle disse krumspring gør livet stort set så administrativt besværligt for os som muligt. Til gengæld bliver jeg vinbonde med hud og franske hår. Og det er da alligevel noget... Næste store hug må blive eget navn på etiketten.
No comments:
Post a Comment