25 June, 2007

En ekstra palissage

 
Posted by Picasa
Loisy-en-Brie i Champagne, den 24. juni.

Egentlig er palissagen slut - det omfattende arbejde med at fjerne overflødige og skidt placerede skud - men arbejdet i en vingård slutter alligevel aldrig helt, heller ikke denne del af sommerens jobs. Så endnu en søndag eftermiddag er foregået i vingården. Denne gang i selskab med en grensaks.

En vingård er en levende og uprogrammérbar organisme, knopperne på en vinstok skyder netop ikke på kommando, vi lader bare som om, når vi beskærer om vinteren ;-). De, altså knopperne, følger deres indre ur, og vokser, som de er klar til det. Se, det lyder jo meget sundt...

Nye skud får et klip
Det betyder også, at der stadig er nye skud, der først sent vokser sig netop lange nok til at blive fanget ind af den dobbelt wire, jeg har skrevet ufatteligt meget om, fordi den har krævet så ufatteligt mange weekender efterhånden.

De skal stadig soigneres for at opretholde den orden, der er nødvendig for at holde vingården fremkommelig. Og det foregår nu på den hurtige måde - klip-klip-klip - med grensaks.

 
Posted by Picasa
Meunier-druer i den ene af vores to vingårde ved Loisy-en-Brie i Champagne.

Vejret er meget omskifteligt. Tordenvejr med voldsomme regnskyl - der er meldt om hagl i Alsace, Champagne har mig bekendt ikke været udsat for ødelæggelser endnu - solstrejf, tunge skydækker, en hel del vind - vi ser det meste (minus torden) de fleste dage. Det køligere vejr betyder, at vinstokkene og druerne ikke udvikler sig ligeså hurtigt som i begyndelsen af vækstsæsonen.

I øjeblikket peger høstpilen på perioden omkring den 1. september.

No comments: