Showing posts with label Registration. Show all posts
Showing posts with label Registration. Show all posts

20 January, 2008

Vores kommende lager

 
Posted by Picasa
Denne weekend har vi besluttet, hvad vi gerne vil have hældt på de flasker, vi på et tidspunkt regner med at sælge under vores eget navn.

Det er vinen fra den seneste vinhøst fra den parcel, som jeg står for.

Jeg er stadig så grøn, at jeg finder det fuldstændigt fascinerende at læse sort på hvidt, hvor mange hektoliter vin, koop'en har presset af de druer, vi plukkede i slutningen af august 2007. Samt selvfølgelig hvor mange flasker de kan fylde.

 
Posted by Picasa
Vi sælger suverænt mest af standard brut'en, så den har vi bestilt mest af. Men både årgangs Blanc de blancs'en og de to roséer sælger også godt nok til, at vi ikke bare kan overse dem.

Endelig er der en ny assemblage på bestillingslisten med 30 procent blå druer mod normalt godt 10 procent i standard brut'en. Jeg synes ofte godt om champagner med det kraftigere præg som flere Pinot'er giver, så den vil vi også forsøge os med.

Et kvalificeret skud i tågen, da jeg ikke har ført statistik over, hvordan vores salg egentlig har fordelt sig gennem årene. Kvalificeret trods alt, da jeg alligevel godt nogenlunde ved, hvilke og hvor mange flasker folk køber.

Disse flasker skal lagre i mindst 15 måneder - millésimen mindst tre år - før de bliver sluppet ud til salg. Tirage finder sted i begyndelsen af marts, så de er med andre ord tidligst klar i slutningen af 2009.

Fint med mig. Vi får alligevel ikke egne etiketter i år. Men det er da muligt, at vi stadig har en chance for at nå det i 2009.

30 June, 2007

Jeg har fået mit druekort

 
Posted by Picasa


Jeg har modtaget mit kort som récoltant.

Dermed er alle formalia på plads, jeg har nu min egen vingård, og kan sælge de druer, der skal høstes primo september - som det ser ud i øjeblikket - på vores kooperativ.

Jeg er altså nu fuldt gyldig vinbonde i Champagne.

 
Posted by Picasa

27 June, 2007

Egen vingård

 
Posted by Picasa
Min halve hektar med Meunier-vinstokke ved Loisy-en-Brie i Champagne.

Dette indlæg er skrevet af en dansk kvinde med egen vingård i Champagne. Det er da alligevel noget, og under alle omstændigheder et ganske særligt skridt på den vej, der nok begyndte med det ene spørgsmålstegn efter det andet på mine mange og lange ture med barnevogn gennem de bløde bakker i Côte des Blancs for over tre år siden.

I tirsdags var vi derude igen. For at underskrive kontrakt.

Og fordi jeg har det særlige behov, at jeg godt kan lide at gøre tingene selv, og desuden også har brug for at stykke mig en identitet sammen i Frankrig, sad jeg sammen med min mand og min svigermor, sagføreren og mine børn. For at underskrive en lejekontrakt på et stykke vingård, som min mand ejer, som min svigermor lever af, blandt andet, og som jeg altså nu skal drive. I 17 år såmænd.

Langtidsinvestering
Og 17 år er da også en slags tid. Det er f.eks. stort set det tidsspand, jeg har befundet mig på arbejdsmarkedet i to forskellige professioner - journalistik og it - samt brugt på at orientere mig mod denne tredje. Så jeg kan godt blive en anelse forpustet, når jeg tænker på disse mange år.

Men sådan er vin. Man høster ikke i morgen, hvad man har sået i dag, som på avisen eller i radioen. Når man planter, høster man først efter tre år, og det giver ingen mening at arbjede med en vingård, hvis man kun gør det i to år. Eller fem for den sags skyld.

Venter på kort
Jeg har allerede fået mit toldnummer, er i gang med at få konto hos revisor og bank, og venter stadig på mit récoltant-kort, der betyder, at jeg må sælge vindruer i Champagne. (Mere om processen).

Alle disse krumspring gør livet stort set så administrativt besværligt for os som muligt. Til gengæld bliver jeg vinbonde med hud og franske hår. Og det er da alligevel noget... Næste store hug må blive eget navn på etiketten.

19 June, 2007

Rekordkvote i rekordår

 
Posted by Picasa
To tredjedele af druerne i Champagne er blå Pinot Noir og Meunier.

Rekorderne fortsætter i Champagne. Et rekordvarmt forår fulgte en ligeså rekordvarm vinter; en rekordtidlig blomstring vil formentlig føre til en ditto vinhøst til august. Selv druekvoten ser ud til at blive større end de senere år. Dog ikke fordi der er rekordmange druer, men på grund af efterspørgselen.

Organisationen for champagne, CIVC, har foreslået en høst på 14.000 kilo druer per hektar, og vinbønder og champagnehuse foreløbigt svaret ok og ja tak. I 2006 var kvoten på 13.000 kilo. Således en pæn stigning, der afspejler ønsket om flere druer til at mætte verdens tørst efter champagne.

Kvote, hvad for noget
Denne kvote kan godt give anledning til undren for ikke at sige decideret morskab blandt folk, der ikke er franske: "Hvad for noget, laver I ikke champagne af de druer, I nu engang har?"

"Næh, vi plukker den mængde druer, vi må", lyder vores svar. Resten, hvis der er overskud, rådner op på planterne.

For franskmænd giver reguleringer, forordninger, love og bekendtgørelser omvendt dyb mening. I hvert fald når jeg spørger omkring blandt familie og venner. Hvordan skal man ellers styre denne gennemført anarkistiske befolkning bare minimalt? Og når vinbønder i Champagne kun kan sælge eller champagnisere et bestemt antal kilo, har de ingen interesse i ikke at gennemføre den hårde beskæring, der giver sundere planter, færre men bedre druer og dermed højere kvalitet.

Reserve indgår i kvote
Et nøglespørgsmål er, om der overhovedet vil være druer nok til at nå den høje kvote. Vi har endnu ikke noget endeligt bud på bestøvningens større eller mindre succes, men både hos os og her i Montagne de Reims holder man øje med millerandage (drueklaser med bær af meget forskellig størrelse). Et fænomen, der er en ubehagelig mulighed i kølvandet på den form for ustadigt vejr, der akkompagnerede det meste af perioden med blomster.

Den foreslåede kvote er en kombination af 12.400 kilo nyplukkede druer og 1.600 kilo druer per hektar, der er enten blocage eller deblocage. Det betyder, at de 1.600 kilo enten kan leveres i form af en mængde vin fra tidligere år, der svarer til kilotallet, eller - hvis man ikke har den nødvendige reserve - kan man aflevere nyplukkede druer.

Der er med andre ord maksimal mulighed for flest for at kunne sælge eller selv champagnisere den tilladte kvote, som er stor nok til at fylde 395 millioner flasker champagne. De første af dem vil nu først se markedets lys i 2009. Sidste års kvote var stor nok til at fulde 360 millioner flasker, hvoraf de allertidligste vil blive solgt til næste år. I 2006 blev der solgt cirka 321 millioner flasker, 2007 tegner til at blive bedre.

Altsammen meget skønt. Dog mindst for nybagte vinbønder som mig, der ikke har adgang til den særlige 1.600 kilos blocage/deblocage. Nu er det godt nok heller ikke særlig sandsynligt, at jeg har frugt til den, så jeg lever med forskelsbehandlingen.

Jeg vil alligevel heller ikke syne af så meget, hvis jeg stiller op ved - skal-vi-sige - Porte Versailles for at blokere denne indgang til byernes by med 10 ton afklippede grene. Jeg har ikke nok rådne druer. Jeg har nok heller ikke helt det nødvendige temperament. Så jeg vil i stedet satse på, at dette års rundbarbering af vinplanterne har givet lidt mere saft og kraft til næste år, hvor jeg regner med at have fulde rettigheder som vinbonde.

17 June, 2007

51 61201440

En del af vores fremtidsplaner kom med posten i går. Brev fra den del af de franske toldmyndigheder, der tager sig alt vedrørende vin:

51 61201440 er mit numéro d'Exploitation Viti Vinicole. Nummeret er er den ene administrative halvdel af at være vinbonde i Frankrig. Den anden halvdel, det kort, der vil give mig adgang til at sælge druer til godkendte modtagere, er formentlig på vej.

Her er det så, et udvalg af brevet:

 
Posted by Picasa

04 May, 2007

Første skridt ad bureaukratiets lange vej

Vi har udfyldt et vigtigt stykke papir. Jeg har helt selv holdt kuglepennen, og Alain har fortalt mig, hvad jeg skulle skrive på min ansøgning til CIVC om at blive registreret som deltids vinbonde.

Hvis min ansøgning bliver godkendt, vil jeg få et kort, der giver mig ret til at sælge vindruer her i Champagne.

Den nye parcel, som jeg skal drive, er ikke bundet af nogen kontrakt, og det skal den heller ikke. Vores plan er kun at sælge den mængde druer, der skal til for at finansiere champagnisation af resten. Det skal blive begyndelsen på vores eget lager af flasker, der forhåbentlig vil blive solgt under vores navn.

Først skal papirarbejdet på plads - det store, franske bureaukrati skal næres - og det skulle naturligvis have haft mad for længst. Med andre ord, jeg skulle have været registreret per 1. januar. Nu skynder vi os, og når det forhåbentlig alligevel.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

05 March, 2007

Første legale skridt mod vinbonderiet

 
Posted by Picasa
En ny start. Et nyt led, der forener de to ender af en knækket wire i hegnet.

I dag har vi sammen trådt det første skridt mod vores fælles fremtid som selvstændige deltidsvinbønder. Sådan er Alains status i forvejen. Det nye er, at også jeg vil blive registreret som selvstændig vinbonde i Frankrig, og ikke bare medfølgende hustru.

Mit diplom i at beskære vin betyder, at jeg godt kan se mig selv i øjnene selv iført denne kasket. Resten af håndelaget vil komme med arbejdet og årene. Det tvivler jeg ikke på.

Planen er, at jeg skal underskrive lejekontrakten på den parcel, vi overtog i efteråret, mens Alain fortsat har den anden. En vingård, han har drevet i 10 år efterhånden. Familiens øvrige to hektar bliver i øjeblikket passet af en fætter.

Motiveret for papir
I praksis betyder det selvfølgelig mindre, da vi arbejder sammen om det hele. Det er mere en symbolsk handling. Og desuden en motiverende handling, idet jeg vil være langt mere interesseret, når det er mit eget navn står på dokumenterne.

Foran mig ligger derfor et år, hvor jeg kommer til at afkode regninger fra den maskinstation, der kører traktor på vores jord, betale skatter og afgifter til myndighederne fra min egen konto, aflønne vinplukkere til høsten med videre.

Jeg kan forestille mig en hel del riven i hår det kommende år, når jeg skal prøve at forstå, hvordan den juridiske tankegang er skruet sammen her. Men man kan jo i sidste ende altid bare lære stoffet udenad, og jeg er i bund og grund meget tilfreds. Denne kommende lejekontrakt - i dag har notaren hørt på os, først næste gang skal jeg skrive under - repræsenterer også et stykke tilbagelagt vej gennem de fire år, jeg har boet i Frankrig.

 
Posted by Picasa

I dag vil jeg derfor være tilfreds. Bare tilfreds.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.