Vinturisme

Vinruten gennem Champagnes små landsbyer er et af de få men fine tiltag rettet mod turisme, der rent faktisk eksisterer..

Noget, der har undret mig, lige siden jeg kom hertil for knapt tre år siden, er hvor tilbagestående Champagne er, hvad angår vinturisme.

Vi bor i et af de helt store områder, og sommeren igennem kører der masser af turister igennem vores krogede gader - især englændere, belgiere og hollændere ser vi mange af - og jeg undrer mig over, at der bliver gjort så lidt dels for at holde lidt på dem, dels for at trække nogle flere til.

Ok, her er et par forkølede vinmuséer, og slet ikke så få "Accueil" eller "Vente directe". De store huse har selvfølgelig deres udstillinger og rundvisninger, der munder ud i et glas eller to, alt efter hvad man har betalt for. Men muligheden for selv at prøve lidt hands on har jeg endnu ikke set.

Og jeg kan slet ikke fatte det, fordi det forekommer så indlysende at kombinere en uges ferie i Paris med muligheden for at komme herud og smage på noget champagne, lære lidt om at dyrke vin og så tilsætte et par solide runder fra det franske landkøkken.

En umådeligt rig arv
Omkring 19.000 vinbønder beskæftiger sig direkte med at dyrke stokkene på de godt 32.000 hektar, der er beplantet med vin i Champagne. De ejer det mest fantastiske arvegods, man kan tænke sig, men jeg gad nok vide, hvor mange af dem der er klar over det.

Nu tjener de selvfølgelig glimrende på deres champagne, så det er næppe mange af dem, der er på jagt efter alternative indtjeningsmuligheder, sådan som en stadigt mere trængt vinbranche i resten af Frankrig kan være mere eller mindre tvunget til.

Champagne har til gengæld så rige skatte, at det nærmer sig en forbrydelse ikke at gøre noget ved det. Men de ligger ikke ligefrem og flyder i vejkanten, som i Alsace, hvor man skal være både døv og blind og langt på den anden side af skindød for ikke at se, hvor smukt og nydeligt det hele er. I Champagne må man stort set selv grave guldet frem. Men jeg vil da gerne give den interesserede turist en håndsrækning.

Guldet i Champagne
Vinruterne gennem de små landsbyer - der er mange hundrede kilometer - er til at finde ud af, og de er fine. Rigtig mange af landsbyerne, skovene i mellem dem eller andre steder gemmer på virkeligt gode spisesteder.

Man må unde sig selv et par besøg i de store huse. I Reims skal man se et af de huse, der har crayères, de ældgamle kridtbrud fra romertiden, der siden er udvidet og i dag altså bruges til at lagre champagne. Man skal selvfølgelig også se domkirken, en af Frankrigs store, gotiske katedraler.

Store kendte mærker er imidlertid ikke nok, hvis man vil have en idé om, hvad champagne også er. Der er ingen vej uden om et besøg hos en af de ofte uanselige steder med deres vente eller accuil. Problemer er sprog. Der findes selvfølgelig mennesker - selv i Champagne - der behersker andet end fransk. Men tro mig, de er få. De bedste af stederne vil også vise rundt i deres presserier og kældre. Det er muligt, man også kan finde nogen, der vil vise en nogle vinstokke, men man må nok forberede sig på, at det foregår på fransk. Undtagen hos os...


Mont Aimé er i dag en markant bakke i landskabet med lidt murbrokker, en informationstavle om de 200 katharer, der blev brændt levende af dronning Blanche i 1200-tallet, og resterne af en eneboers ydmyge hule.

Og så er der den historiske del. Champagne er et gammelt grevskab. Greverne havde blandt andet en borg på Mont Aimé på den anden side af Vertus med glimrende udsigt fra min svigermors gårdsplads. Et eller andet sted på ejendommen skal der findes en skjult tunnel, som beboerne i sin tid kunne benytte sig af for at nå i sikkerhed på borgen. Denne blev ødelagt under 100-års krigen, så historien har været i omløb i en del hundrede år efterhånden. Hunnerkongen Attila mødte sit Waterloo uden for vores dages Chalons-en-Champagne, og 1. Verdenskrig har trukket et dybt og blodigt spor gennem hele dette område. Efter hver krig gav den efterfølgende fredstid salget af champagne et boost.

Sådan er der så mange historier... romerne bragte efter sigende vinen med sig til Avize i Côte des Blancs og Verzenay i Montagne de Reims. Man har dateret fund helt tilbage til det 4. århundrede. Når vi derfor går og beskærer, er det derfor mere end vanskeligt ikke at føle sig i pagt med både naturen og historien. Også selvom vintyperne er nogle andre i dag, og man næppe heller havde fundet ud af fordelene ved at beskære på dette tidlige tidspunkt-

Ret uændrede arbejdsopgaver
Vi dyrker vin stort set på samme måde som Alains bedstefar. Lidt moderne hjælpemidler er kommet til, det er slet ikke fordi vinbønderne her er nostalgiske, de tager moderne midler i brug, hvor det er muligt, og forsker vidt og bredt i ny viden, der kan bruges til at forbedre produktet.

Vi høster også vindruer på stort set samme måde, som man altid har gjort. Blot er hestevognen skiftet ud med en hvid varevogn, og druekasserne er ikke længere flettet af tykke, stærke rafter men af plastic.

Det meste af årets arbejde med vinstokkene er stadig manuelt, og vi er ligeså udsatte i vinterens frost og under sommerens sol som folk altid har været. Alligevel er den store hvide kvindekyse til beskyttelse i solen gået af mode og stort set ikke i brug længere undtagen til Saint Vincent.

Vinhøst i det franske
Da jeg blev færdig med gymnasiet i midten af 1980'erne var det populært at rejse til Frankrig og høste druer. Den mulighed findes stort set ikke i dag, hvor alle, der kan slippe af sted med det, høster med maskiner. Det er billigere og enklere end et folkehold, der både skal have kost og logi, og får ondt i ryggen. Til champagne er det afgørende, at drueskindet er intakt, og derfor foregår høsten stadig per håndkraft.

Også her er den gamle høstkultur imidlertid på stærkt retur. Mange vinbønder hyrer en gruppe sigøjnere eller andre, der får højere betaling for til gengæld selv at stå for kost og logi. En udvikling, der er kommet i takt med, at myndighederne stiller større krav til indkvarteringen. Et bestemt antal toiletter og brusebade til et bestemt antal mennesker.

I takt med at færre vinbønder selv indkvarterer folk, vil også denne sidste rest gammel høstkultur med sæsonarbejdere, solider mængder fransk bondemad og lidt guitar og en tår over tørsten inden sengetid gå i glemmebogen. Med mindre måske man kan redde den ad anden vej... for eksempel også åbne for en form for høstturisme.

Det ville jeg jo elske at gøre... andre sikkert også... når det mig bekendt stort set ikke findes, hænger det uden tvivl sammen med, at vinhøsten i forvejen er en virkelig travl tid, hvor man næppe ligefrem jagter nye arbejdsopgaver. Men hvis det nu var ens opgave at tage sig af et hold turister, der har betalt et eller andet for at prøve at høste druer, smage et glas friskpresset druemost og spise fem retter bondemad sammen med de andre, var det måske en anden sag.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.