06 June, 2006

Nu står vinen skøn og grøn


Veuve Clicquot-vin mellem Verzy og Verzenay primo juni.


Vinstokkene ved Verzy primo maj.

Vinen er spurtet derudaf, siden de allerførste blade begyndte at folde sig ud i slutningen af april. Hvad der i begyndelsen af maj var det første blad og en smule stilk har nu skudt til lange stængler med godt syv blade på hver. Fem har samme - store - størrelse og er fuldt udvoksede, de sidste vil vokse sig til fuld størrelse i løbet af den næste måneds tid.

Drueklaserne er synlige. Små, grønne og stenhårde naturligvis og et udseende, der mere minder om brombær eller hindbær end om vindruer. Men de er også på et meget tidligt stadie. I løbet af denne måned vil de blomstre, siden vokse sig større og først derefter vil vinstokken ændre sit indre kraftværks funktion fra øjeblikkets meget store vækstiver til fordel for modning af drueklaserne.


De spæde drueklaser minder mere om brombær end om vindruer.

Sen udfoldning
De spæde Pinot Noir-klaser her på marker mellem Grand Cru-landsbyerne Verzy og Verzenay i Montagne de Reims er store, vurderer Alain. Store og også større end vores Meunier på den anden side af Vertus i Côte des Blancs. Det kan hænge sammen med, at Meunier-vin normalt udvikler sig lidt senere end Pinot Noir. Chardonnay er tidligst på den, hvilket også fremgår af dette års gennemsnitlige datoer for débourrement, altså hvornår det første blad er fremme:

  • 22. april: Chardonnay
  • 24. april: Pinot Noir
  • 25. april: Meunier

    Det har ellers været et usædvanligt koldt forår. Faktisk så koldt at de gamle begyndte at tale om høst til oktober. Som i gamle dage, hvor det var nødvendigt at overdække markerne med net for at ikke stæreflokkene fra nord skulle gøre kål på årets høst.

    Nu skriver vi juni, og efter en kold start ser det nu ud til, at vi skal have nogle dage - kan man tillade sig at håbe på uger - med varme over 25 grader og mulighed for at spise ude morgen, middag og aften. Det vil fremme vækst, blomstring og formentlig også de høstgæt, der hvert år er fremme endnu inden vinens blomstring. Meget kan jo altså stadig ske henover sommeren. Det klassiske eksempel er hedebølgen i 2003, der flyttede høsten flere uger frem med meget kort varsel.

    Et koldt forår
    Foreløbig har det dog ikke ligefrem været situationen i 2006. Den gennemsnitlige udfoldningsdag - débourrement - er ifølge det professionnelle blad Le Vigneron Champenois udgave i maj seks dage senere end gennemsnittet for de sidste 25 år.

    Bladene kom - endelig - under en kort varmeperiode i anden halvdel af april. Vejret slog dog tilbage igen i en sådan grad, at vi deltog i Verzys årlige loppemarked den 1. maj iført vinterfrakker. Siden har det regnet, regnet og regnet, og først nu en uge ind i juni ser vi for alvor solen igen, mærker dens varme.


    De grønne stængler er bløde og lette at hive af.

    Afstilkning og - knopning
    I maj har vi brugt nogle timer på at fjerne overflødige knopper og skud på vinstokkene. Det hedder ébourgeonnage - afknopning - og épamprage - afstilkning. Man går simpelthen gennem rækkerne og fjerner de stilke og knopper, der er ubrugelige manuelt.

    Faste læsere vil måske huske, at vi under beskæringen af vinstokkene brugte ganske meget tid på at sikre at kun et bestemt antal grene med et bestemt antal knopper sad tilbage på vinstokken bagefter. Der er imidlertid altid knopper, man ikke kan se, og det er dem, man fjerner nu i stedet for. Formålet er som altid at lade vinstokken bruge sin kraft på lige akkurat den nødvendige vækst og ikke sprede den ud på eksempelvis skud, der ikke vil give druer, fordi de ikke er etårige.


    Den dobbelte række tråd løftes fra jorden op på en krog på jernposten. På det vinterbillede bliver tråden lagt på jorden inden beskæringen. Man kan ane sidste års skud i form af brune grene mellem den dobbelte tråd.

    Trådene løftes
    De nye skud på vinstokkene har nu vokset sig så lange - med deres syv blade - at en hel del allerede har løftet trådene. Både i Côte des Blancs og i Montagne de Reims. Vores kusine gik i gang pinsemandag på sine marker ved Dormans i Vallée de la Marne. Selv skal vi ud at tjekke, om det er tid i den kommende weekend. Alains fætter har allerede løftet tråden på familiens Chardonnay, der er tidligere fremme end vores Meunier.

    Halløjet med den dobbelte tråd har flere formål. Vinen er en slyngplante, dens skud bliver lange, de er også tynde og for at beskytte dem mod ødelæggelser i uvejr binder man dem op til et hegn. Det øger også den almindelige orden i vingården, hvilket er vigtigt for, at de traktorer, der sprøjter vinen og klipper den om sommeren, kan komme igennem.

    Den dobbelte trådrække kan sidde flere steder. Vi har den siddende omkring 20 centimeter under øverste tråd i 100 centimeters højde. På jernposterne sidder kroge i to højder. Når vi løfter tråden op at sidde i den første krog - den nederste af de to - er princippet, at den skal samle så mange som muligt at de nye skud op og tvinge dem ind mod hegnet. Når de er vokset mere endnu, vil tråden blive løftet op i den højere position til 110 centimeters højde.


    For mange skud hænger ved siden af, fordi tråden er løftet for tidligt.

    Kunsten er at gøre dette på dét tidspunkt, hvor flest mulige stængler bliver løftet med af tråden. Alt, hvad der falder ved siden af, fordi det ikke har vokset sig langt nok, skal anbringes per håndkraft. Det er derfor ret vigtigt at have blik for, hvornår tidspunktet er godt for at udføre denne palissage. Det roser Alain sig af at have... han hader unødvendigt arbejde, så jeg tror ham... men lad os alligevel se den kommende weekend.

    In English

    Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.




    Alain tæller bladene. Der er syv per stilk, heraf fem voksne.
  • No comments: