Seneste blomsternyt

 

De skal nok dukke op, når de er klar. Blomsterne. Foreløbig kan vi gå og studere detaljer på disse kunstfærdigheder.

De skal levere os blomster, når de altså er færdige med den tid, det nu kan tage. Vi tæller omkring 20 stykker af dem per plante, og det er fint antal, une belle montre, og et første tegn på hvor mange og hvor store vindruer, vi kan håbe på.

Alt kan selvfølgelig ske sommeren igennem, men udgangspunktet er i hvert fald godt.

Der er endnu et stykke tid til blomst. Tidsspektret er bredt: Blomst midt i juni i 2008. Blomst sidst i maj i 2011.

Vækst, løft og storm
Sidsen sidste uges kkolde, kolde mandag fik vi faktisk, hvad der lignede Champagnes første rigtigt varme, sommerlige uge i 2013.

Fem dages med op til 27-28 grader i de varmeste timer, og det har selvsagt sendt vinrankerne på arbejde. Under så gode forhold kan de vokse mellem fem og ti centimeter om dagen. Det er kun fint, de har flere uger at indhente.

 

Fredag så vi begge de første folk løfte i det ofte tidlige område i Côte des Blancs mellem landsbyerne Vertus og Oiry. Så lange er vores egne planter ikke, og det er de næppe heller helt i selv Côte des Blancs.

Store storme var imidlertid annonceret lørdag aften, risikoen for hagl er tit den faktor, der udløser det første løft, også selvom det egentlig er for tidligt, fordi vinrankerne endnu ikke er lange nok. Jeg har foreløbigt ikke hørt noget til eventuelle skader, men en storm passerede i hvert fald Verzy lørdag nat, hvor vi også har haft store mængder regn søndag.

Vi lod os ikke friste til løft. Vi er stadig i gang med anden runde af afknopningen. Det går fint fremad, nu i de sidste rækker i Loisy-en-Brie. Omend næppe mod det første løft før om en uge eller to, og mon ikke, vi begynder i Crochettes og i Belles Feuilles-parcellerne (nederst).

 

Sådan lukker man den store sneglefest

 

Snegle i vinen kan være et malerisk syn.

Andre gange bliver man bare så træt.

 

Denne bladlas skyldes nemlig ikke, at en sky, ladet med hagl, kom forbi.

Næh, en snegl på vejen var ej mæt.

Det blev den. Går jeg ud fra.

Sådan er forskellen på, om en snegl kom forbi eller blev hjemme.

 

 

De to vinstokke er genboer, men den ene er tydeligt sat tilbage, og det er altså parcellernes bløddyr, der har holdt fest.

Og de bliver flere og flere.

 

Det er kun lige nu, hvor bladene er lysegrønne, sprøde og spæde, at de tiltrækker sneglene. Når de første fire-fem blade er fremme på vinranken, finder de andre ædesteder.

Vi mindes ikke at have set så mange snegle som i år, og det mest oplagt måde at slippe fri, er at samle bløddyrene i en spand og køre dem langt nok væk til, at de må bruge resten af vækstsæsonen på at finde tilbage igen.

Det nordlige terroir

Dansk vin som i Alsace eller hvorfor ikke som i Champagne?

Altså om 30 år og med mere varme vil vinstokke kunne dyrkes længere nordpå.

Vi mærker tydeligt udviklingen i Champagne. Mest når perspektivet er tiår. Foreløbig har 2013 leveret os det koldeste forår meget længe, men en enkelt kold periode ændrer ikke den generelle tendens. En grad varmere på tyve år.

I dag har Alsace sit særlige klima, fordi dalen ligger mellem to bjergkæder. I Champagne har vi kontinentalt klima, der får hjælpende hænder af maritime indflydelser fra Den Engelske Kanal, der mildner ekstrem varme eller kulde fra kontinentet. Danmark har et rent maritimt klima, hvor vejret er mildt og skiftende.

Champagne: Regn: 680 mm pr år Sol: 1799 timer
Acquitaine: Regn: 707 mm pr år Sol: 2103 timer
Danmark Regn: 745 mm pr år Sol: 1495 timer

Alle tal er fra 2011, og der er stadig et stykke vej fra Bordeaux i Acquitaine til Danmark. Ikke mindst hvad soltimerne angår, og det er derfor de danske vinmarker i øjeblikket ofte ligger på små særligt solbeskinnede pletter. Vi stødte på nogle stykker en sommer på Stevns. Vi har i øvrigt stadig af og til hyggelig kontakt med vinlauget der.

 

Netop når klimaet ændrer sig, gør betingelserne det også, og her vil Danmark altså få betingelser som nutidens i Alsace.

Det har jeg personligt lidt svært ved at forstå - bjergklima og havklima - på den anden side er det tydeligt her i Champagne, hvordan betingelserne har ændret sig bare i løbet af min egen generations levetid. Det er også til at forstå, at forskere og myndigheder i Danmark holder øje med mulighederne, selvom de i øjeblikket er usikre på et mere generelt plan (se f.eks nederste grafik).

Helt sikkert er det til gengæld, at vi hver gang vi er i Danmark møder folk, der interesseret diskuterer vindyrkning, og det i sig selv er noget af et ryk på ganske kort tid. Og så har jeg endda slet ikke sagt noget om den spændende udvikling med frugtvin.

Champagnedunk med Den Gule

 

Stiv bliver man jo aldrig af champagne. Ikke sådan rigtig. Man bliver højst perlende glad i låget på den opløftende måde.

Stivelse bruger vi til gengæld i vingården. Det kan forarbejdes til et materiale, der ligner plastic, men som opløser sig selv i løbet af året. Klemmer til wirerne, klokker til små nye planter. Det er smart...


...så det er da til at forstå, at et upfront foretagende som Veuve Clicquot har taget stivelsen til sig på en aldrig tidligere set måde.

Reims-firmaet har ladet designe en dunk til at holde husets champagne indeni kølig i to timer. Dunken er lavet af stivelse, og derfor opløselig på samme måde som de produkter, vi bruger i vinen. VC oplyser også, at hanken er ergonomisk.

Se den her, og så kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre, hvad du synes om dunken.

Selv troede jeg lidt, det var løgn, da jeg så den. Måske påvirket af den henvisning, jeg fandt den på, som sammenlignede den med en mælkeflaske og med et rengøringsmiddel. Kunne et foretagende som VC ikke have valgt at lave en smartere model, hvis de ville?

Umiddelbart altså dømt ude. Men så kom jeg til at tænke på, at hvis man ønsker omtale, må man foretage sig noget, folk gider tale om. Og helt ærligt, hvem gider nævne, at et eller andet champagnehus har ladet designe endnu en eller anden stylet dims? Hvis man omvendt går stik modsat, og laver noget, som folk forbinder med alt andet end champagne, er der uden tvivl langt større chancer. Set i det lys skiftede min holdning så meget, at jeg ikke længere er helt sikker på, hvad jeg synes. Udover at dunken er grim.

Tak til en gammel dame

 

Kære gamle traktor.

Du har godt nok kun fulgt Alain siden 1997. Men det er jo altså kun en brøkdel af dit lange liv, der begyndte sidst i 1960'erne. Ligesom mit, der altså dermed også rækker frem mod de 50.

Nå, men dengang var du noget af det dyreste og smarteste udstyr, man kunne forestille sig i en vinmark i Champagne.

Du var alt for dyr en dame for sådan nogle som vores familie.

De kunne klippe med en hækkesaks, kunne de, og da det på et tidspunkt blev muligt at investere i en af dine kollegaer, blev det i mange år på deleplanet med resten af familien.

Med årene, med arbejdet, med udviklingen kom du ned i pris, og vi fik dig i stald. Du har været en trofast hjælper lige siden.

Selvom jeg må indrømme, at jeg af og til har fundet dig noget lunefuld,i hvert fald siden vi fik ansvaret og æren. De senere år har du haft det med at gå i stå de ubehageligste steder, og altid når Alain har været længst væk. Hvorfor kunne du for eksempel ikke have strejket i Soulières lige ved gården og bilen i stedet for i Loisy-en-Brie fem kilometer væk?

Nå, lad det nu ligge. Du skal ikke høre hårde ord fra mig på sådan en dag, du er blevet solgt som gammelt jern. Afskedens time er næsten talt.

Det blev til 50 euro.

Altså tak for alt. Vi snupper en skål for dig senere.

Sol, vind og vand

 

Nu skinner solen i Champagne.

Det øverste lag jord i vinmarkerne er krakeleret i nydelige geometriske former.

Det er vinden, der puster overfladen og i øvrigt også alt andet så tørt, at man næsten lige skal knibe sig en gang i armen for at huske, at vi altså i den grad har set vand dette kolde forår.

 

Det er ikke engang en uge siden, at jeg så vand på de flade marker mellem mellem floden Marne og landsbyen Oiry. Det er her, floden spreder sig, når den er fuld nok.

Den lille skov flere hundrede meter fra floden sopper i det tidlige forår i så meget vand, at det ser ud som om, at træerne vokser i vand. Mindre almindeligt er det at se vandet stå højt sidst i maj.

Floder oversvømmer
I Tjekkiet, Østrig, Tyskland og Schweitz er floderne så fulde af vand, at myndighederne har måttet evakuere mennesker, lukke metrostationer med mere. Flere mennesker har mistet livet i flere lande.

De store centraleuropæiske floder har ikke noget med os at gøre, men der har også været overraskende meget vand her.

Byen Troyes i den sydlige ende af Champagne var ramt af svære oversvømmelser for nogle uger siden, da Aube, en biflod til Seine, gik over sine bredder. Selvom vandet med problemer var varslet - man har vel ikke for ingenting en falckredder i familien - kunne tv vise knugende billeder af ulykkelige mennesker med oversvømmede stueplan. (Flere billeder.

Vinden sletter alle spor i vinen, og en lille spadseretur i rækkerne vil kalde ordet tørke frem før regn. Men det er blot vinden fra Palmesøndag, dimanche des Rameaux, årets vind, fortæller svigermor.

Ligesom de andre gamle holder hun øje med Palmesøndags vind, fordi den ifølge gamle vejrvarsler angiver det kommende års overvejende vindretning. Det er der også andre, der gør, og hvis personens optegnelser er korrekte, kan det godt betale sig at gøre ligesom de gamle. De sidste 10 år har fire år holdt 90%, tre år har holdt 75%, et år 50% og de sidste to år et rundt og rungende 0. Her i Champagne kommer vind fra vest overordnet set med maritimt og blidere vejr fra havet og vind fra øst med kontinentets excesser, det vil sige hedebølge om sommeren og hård frost om vinteren.

Den dag var vinden altså i øst, siger svigermor, og det kan meget vel være, at der er hedebølge i Moskva men mandag i Soulières var østenvinden så kold, at snottet hurtigt blæste op i næsen - en meget klar indikator på kulde - og sommergearet blev dækket under vinterens store fleecetrøje. Sol over Champagne eller ej.

 

Trådelevator

 

Det er ikke mange uger siden, jeg første gang stødte på det her.

En måde, hvor man gør det muligt at hejse eller sænke wiren ved slutpælen.

Den, der har en skrånende parcel, kan på den måde lægge trådene helt ned. Ellers kommer de til at hænge højt i den høje ende af parcellen. Det kan genere vinstænglerne, når de vokser.

Nok til, at Alain godt gider gå alle vores mange rækker igennem og anbringe dimserne. To per række.

Der er alligevel ikke så meget andet at lave.

Næh. Nogen ville måske finde noget uopsætteligt foran fjernesynet.

 

Chardonnay, gedekid og gardenparty

 

Vi fejrede min fødselsdagsaften på to dejlige måder.

Først delte vi en flaske champagne med nogle gode venner i Reims. En flaske Blanc de Blancs årgang 2004. Vi har ikke så mange tilbage af dem, så de kommer kun frem af og til. Det er en champagne, der er på toppen nu. Den har elementer fra hele vejen: Duft og smag, der stamer fra druerne, mellemlaget fra de to gæringer, og endelig det tredje og mest komplekse lag, der dukker frem med tiden.

For tre år siden, altså i sommeren 2010, var denne Blanc de Blancs stadig noget ung i det. Den kom nu hurtigt efter det, allerede ved juletid havde den udviklet sig rigtigt meget i den mere sammensatte retning. Siden er den bare vokset yderligere. Nu regner vi ikke med, at der sker ret meget mere. Den har til gengæld stadig syre til at blive stående på dette meget behagelige sted i yderligere nogle år. Så ved du det, hvis du er en af dem, der stadig har nogle flasker liggende.

Brød og kage
Til champagnen fik vi to slags smurt brød: Baguette med en form for pesto, lavet på en meget grøn urt, værtinden ikke lige huskede navnet på. Det var hverken persille eller basilikum eller hvad man ellers lige kender i noget grønt og smørbart. På et finere og blødere hvedebrød frisk ost, rørt med en lille smile, nå nej smule men det smagte bare så godt, skalotteløg. Begge dele fint og helt enkelt.

Bagefter en smuk - andet ord findes ikke - chokoladekage. Biskuit med chokoladecreme og overtrukket med et tyndt lag god mørk chokolade, der desuden var arrangeret på toppen lidt i stil med den slags rosetter, man kan købe til at sætte på en gave. Meget smukt, og en af den slags kager, hvor man kører efter bageren i stedet for at købe det, bageren har.

Man skal lede grundigt for at finde en champagne, der passer til. Sød og chokolade rimer ikke umiddelbart med vores sortiment. Jeg drak min champagne til sidste gode dråbe og spiste kagen bagefter. Og ja, jeg nød den, og havde faktisk ikke lyst til at ændre øjeblikket ved at fotografere. Evigt må denne kage dermed leve sit liv alene for det indre øje.

Hummer, kid og kalv
Bagefter kørte vi på en restaurant, der hedder Le Jardin. Det er et brasserie, det vil sige et uformelt spisested, hvor man ikke behøver gå bagefter sine udsøgt gode manerer. Stedet er interessant, fordi det hænger sammen med Les Crayères, der er et af Reims' ifølge Michelin bedste spisesteder. For tiden vist kun med to i stedet for tre stjerner, da kokken rejste videre for nogle år siden.

Well, man går naturligvis blandt andet ind til naboen med håb om at noget af stjernedrysset har ramt ved siden af.

Indtrykket? Man går gennem et gårdmiljø - det var vejret ikke til - ind i et lokale af god størrelse og behageligt indrettet. Restauranten er godt fyldt, men der er også meget personale, der kommer opmærksomt men stadig i passende doseret mængde, der ikke bruger minutter på at fortælle om anretningerne.

Vi har i dén grad allerede fået desserten og nøjes med en forret og en hovedret hver. Alain får foie gras og jeg får ravioli med hummer i tilsvarende suppe og til hovedret får han kalv og jeg får gedekid, hvilket jeg aldrig tidligere har smagt. Lidt anderledes tekstur end andre former for kød og interessant at prøve.

Mere om le Jardin her

Hoved og hale
Det er ikke så tit, man ser ged i Reims, uddybede en af vores venner, der gerne køber et halvt dyr, når han ser et, og så skærer det op selv. Selvom han ikke er kirurg, har han vel stiftet bekendtskab med den slags gennem sin lægeuddannelse. Ellers i hvert fald helt sikkert i sit hjemland. Det gav lige anledning til at vende med vennerne, hvor højt grise kan skrige, og hvilke dyr man skærer halsen over på i stedet for at give dem en kugle for panden.

Den slags kender jeg kun fra anekdoter, og jeg foretrækker dyr større end rejer og krebs i mindre stykker og uden hoved.

Men tilbage til le Jardin og aftenens måltid:

 

Koncert og madkurvens kompleksitet
Vi indleder måltidet med et glas champagne hver, en Blanc de Blancs til Alain og en Rosé d'Assemblage til mig. Det er altid sjovt at smage andres mærker, de her kom fra landsbyerne Chamery og Ludes, og der er ingen grund til at smage nogen af dem igen.

Måske blandt andet på grund af alderen. champagne er helt anderledes interessant i sit fjerde eller femte år end i sit andet eller tredje. Det er til gengæld altid godt at kende feltet. Det får os til at huske på, hvorfor vi selv sælger ældre champagner.

Hvad maden angår, så var den 100% i orden, men også 100% uden overraskelser. To virkeligt veltillavede retter fra det store franske køkken for 29 euro. Skulle du gå hen og være i Reims den 23. juni kl. 18, er der gratis koncert i les Crayères' store have som på billedet ved moderrestauranten, og hvis du ikke har pakket dit designerdress eller fyldt pengepungen, kan du spise virkelig godt og i den væsentligt mere afslappede stil på Le Jardin.

Les Crayères har sin egen plads i champagnehistorien, oprindeligt bygget af Louise Pommery, der har gjort os allesammen så glade ved som den første at introducere brut'en sidst i 1800-tallet.

I sin tid - det er otte år siden - hørte vi firhændigt klaver i fru Pommerys have. I år spiller en stryger-sekstet inklusive elektrisk guitar blandt andet Shostakovitj, Michael Jackson og et Glenn Miller-medley. Det kunne vi godt finde på at stryge afsted til, muligvis endog med vennerne og medbragt madkurv, og så kan vi jo heldigvis selv styre champagnens alder frem mod en kompleksitet, der passer til lejligheden.

Overflødighedsknopperier

 

For tiden piller vi knopper af. Det ser godt ud under sådan en sol som på et postkort, ikke?

Snyd for det meste naturligvis.

De fleste dage regner det, eller er i hvert fald i det mindste blygråt.

Men denne tirsdag var lige så vidunderligt fin, som den ser ud.

 

Vinen har skudt. Det ser I jo, der er både blade og de blomsterstande, der gerne skulle blive til vindruer.

På denne tid går vi ofte og overvejer, om vi snart skal i gang med at løfte. Det fortsætter vi så med igennem juni og måske lidt ind i juli, indtil alle grene sidder godt fast. Som I kan se på billederne, er grenene endnu så korte, at vi stadig er mange uger derfra.

Det ualmindeligt kolde forår har sat os tre-fire uger tilbage, og vi går faktisk og snakker om vinhøst sidst i september og måske ligefrem først i oktober. Men løbet er selvfølgelig først kun lige begyndt at køre. Vi får se.

Prøv alligevel lige at sammenligne med 2012, noget af en forskel.

 

 

 

Det er fint tidspunkt at pille overflødige knopper af. Vi er jo som altid kun interessant i den del af væksten, der giver os vindruer.

Jeg ser dem enten som små lyserøde knopper mod den gamle stamme. De tidligste af dem har nået at vokse lidt, og der kigger jeg noget grundigere efter før jeg rykker for at være helt sikker på, at skuddet ikke vil sætte druer.

Vinstokkens fod rydder jeg temmelig grundigt op. Er der for mange skud fra bunden, vil planten være langt mere uoverskuelig, når vi kommer for at binde hækken. Et tidspunkt, der med væksthastigheden i år forekommer fuldstændig urealistisk langt væk. Men det bliver vel varmt med ordenglit vækst en gang igen.

Når vi næste gang vånder os over et ekstremt tidligt forår og global opvarmning, så husk mig venligst eftertrykkeligt på 2013. Det koldeste i næsten 30 år.

 

Vinrækkerne her er 100 meter lange, og det tager mig en times tid at pille knopper af til højre og til venstre.

Det værste er at trække vognen op og begynde forfra. 42 rækker i det hele i denne parcel. Ryggen har det rigtig godt efter at gjort gymnastik hele dagen og nattesøvnen er uforlignelig, kan jeg godt fortælle jer. Ikke mindst ved udsigten til, at i morgen venter en ny række, og i næste uge - eller næste måned - er nye knoppper vokset frem til at blive pillet af.

 

Det fortsætter sommeren lang - eller skal jeg hellere sige gennem den grønne vinter - blot ikke i dag, hvor jeg i stedet har tænkt mig at nyde vinens frugt. Det er jo nemlig i dag den hellige trio af både fredag, weekend og fødselsdag.