Sne i marts

 

Sådan her kan en mandag i marts se ud i Champagne. Eller en tirsdag.

Ikke at den gør det. Billedet er fra 2010.

I 2013 har vejret besluttet at skære tænder én gang igen, og mandag var der derfor skruet helt ned for lux'en.

Efter temperaturer på femten-seksten grader flere gange i sidste uge og også søndag - siger de - begyndte mandag morgen med sne. Alain fortalte om enorme snefnug med et omfang - ikke rumfang - på størrelse med en bordtennisbold. Det er alligevel stort. Han nåede desværre ikke at fotografere dem. Her i Verzy havde de helt normal størrelse for den slags fænomener. Jeg gad ikke. Jeg synes ikke om snefnug i marts.

Siden slog vejret i stedet over i regn kombineret med kulde.

Sådan har det tænkt sig at fortsætte de kommende dage: Ned til minus otte grader om natten og op til et par grader om dagen. Med ny måne mandag kan trenden fortsætte ugen ud og måske den næste med. Hvis vejret omkring nymåne er stabilt nogle dage, vil det ofte fortsætte i to uger, lyder den bondelærdom, vi følger, og som ofte passer ganske godt.

Det ligner vinteren, der ikke vil stopppe. I 2005 besøgte jeg katedralen i Reims med en veninde, og det gjorde et vist indtryk at aflæse bygningens indre temperatur til minus syv. Om dagen. Mindre end to uger senere var alle forårsblomster sprunget ud og sommerfuglene fløj i min have. Man kan vel altid håbe på et lignende mirakel.

Også i år har flere dage har været solrige og allerede lune. Vinen er så småt ved at gøre sig klar. Det indre af grenene er grønt af saft i stedet for vinterens brune og grå. Det betyder, at jordens temperatur er på vej op, og at det har sendt saften samme vej. Lige meget hvad vejret byder os. Selv sne.

Og det er jo meget betryggende, når man trækker vinterfrakken, lufferne og den uldne hat på én uge mere. Eller to.

Enden bliver sort på hvidt

 

Vi er på vej med vores egne kasser.

Det vil sige vinkasser af pap med plads til seks og solide nok til transport på en lille palle.

Navn og egen stjerne nydeligt stemplet på siden. Ikke et øje er tørt. Ikke vores i hvert fald.

Nu skal vi bare vælge farver. Det ender nok som sort på hvidt.

Der er godt nok nærmest ingen grænser for opfindsomheden, når det gælder lækkert designet indpakning af champagne. Og jo, det er forførende.

Men vi holder nallerne væk. Vi synes nemlig, at du først og fremmest skal have champagne for alle pengene. Eller så næsten da.

Kunstens champagne

 

For nogle år siden fik jeg selv en genial idé, mente jeg.

Vi sad hos toldvæsenet i Épernay, og skulle have registreret et eller andet til vores nystartede salg af champagne. På døren i det 50'er-agtigt udseende kontor var klistret en af de udødelige grafiske champagneplakater. En af de vilde damer fra sidst i 1800-tallet.

Vi skulle da også have vores egen champagne-kunst.

Champagnen er stærkt indskrevet i kunstens historie, og på den måde kunne vi både række tilbage til en skønhedens fortid og selv bidrage til at fortsætte værket ind i fremtiden. En dansk kunstner selvfølgelig, der kunne forbinde linjerne mellem Champagnes vildt voksende finurligheder og den strenge linjer fra det høje nord.

En ret stærk idé, syntes jeg selv. Og vi gik også i gang med forhandlingerne med en dansk kunster, der var med på idéen. Men jeg var alligevel ikke helt stærk nok i hveken ånd eller økonomi, da jeg fik stillet diverse pågående spørgsmålstegn.

Indtil videre strandede den dér.

Men... derfor kan jeg da godt dele lidt af fortidens overflod (PDF-fil) videre. Billedet foroven var helt ukendt for mig indtil for nylig. Det er det heldigvis ikke mere. Det befinder sig p.t. sammen med andre fine sager fra boblernes verden på kunstmuséet i Reims. Kig ind, hvis du vil se kunstens bobler eller boblernes kunst eller hvordan den vender sig bedst.

Udstillingen fortsætter til den 26. maj i år.

En lille pille til at vokse på

 

Nogle gøder på den store måde.

Andre råder over et mere beskedent udstyr.

 

Resultatet er under alle omstændigheder det samme.

Vinstokkene har som andre grønne planter brug for lidt starthjælp. Det har ikke ændret sig væsentligt, siden jeg skrev om det for fire år siden.

Tre halve dages indsats er lige nok til at nå gennem vores tre hektar.

Det giver færre løft per dag. Men først og fremmest er det så muligt at arbejde om formiddagen, hvor jorden er køligere - måske ligefrem frossen - og derfor bedre klarer maskinens vægt. Det sidste er især væsentligt for traktorer. Men det er lettere at manøvrere på et nogenlunde hårdt underlag.

Endnu en af det tidligere forårs opgaver klaret.

 

Mudderriller

 

Frost har hørt til nattens kolde orden siden sidst i januar.

Nu har vi marts, og i næste uge er der meldt 16 grader.

Et skift, der er til at mærke. Det betyder blandt andet også, at den frosne jord løsnes. Skifter tilstand fra hårdt underlag til mudret masse, som tunge køretøjer bør holde sig fra.

Ellers får man den slags spor, og de kan med tiden blive vanskelige at manøvrere i.

Derfor vrimer vingårdene med traktorer på de kolde frostmorgener, mens de varmere eftermiddage ligger mere maskinstille hen.

 

Dytten-båtten

 

Jeg er så heldig.

Jeg har fået lov at køre en tur til Danmark sammen med min mor, mit manuskript og nogle kasser champagne.

Helt herligt. Det er så luksuriøst at være solo i Danmark. Og så med champagne.

En bid af den franske fortid

 

Jeg synes generelt vi bruger alt for lidt tid på at besøge franske châteaux. Forleden var vi forbi Etoges. Billedet her er godt nok fra Normandiet, beklager, det er altid mørkt, når vi er i Etoges. Stemningen rammer under alle omstændigheder meget godt.

Jeg mener ikke, at det er nogen undervurderet aktivitet at sidde i en dunkel salon med passende ild i passende højde og bredde i dertil indrettet, åben kamin. Jeg gør det bare for lidt. Må konstatere, at jeg ser væsentlig mere ild under åben himmel end i højloftede, parketknirkende og hyggeligt halvdunkle sale.

I februar fik vi lige klemt en enkelt slotsmiddag ind ledsaget af un petit café foran bemeldte ild. Vi besøgte samme sted for næsten 10 år siden, og så længe skal der ikke gå igen. Det har været renoveret siden 2006, og selvom det ligger højst fem kilometer fra Soulieres, så vi det altså først igen forleden uge.

Stemning af fortid
Slottet er stadig helt rigtigt. En lettere skramlet blanding borg med slotselementer, der bringer os frem til Louis Treize og hans tre musketerer. Delvist omgivet af en voldgrav, toppede brosten bien-sur og en vis patina af Solkongen der engang for længe siden overnattede her på vej østpå. I dag kan almindelige, dødelige prøve at fylde fodsporene.

Min erindring om restauranten bestod i små, intime rum med to-tre borde i hver.

Vi sad i den blå stue. Dunkel belysning og gulvet kan have været slidt skakternet. Maden husker jeg ikke længere. Men stemningen sad meget mere effektivt i mine sideben, end jeg på forhånd var klar over, for jeg blev mere end almindeligt skuffet, da vi forstod, at restauranten nu befinder sig i slottets orangeri. En lang, rektangulær sidebygning, som et fransk slot med respekt for sig selv og fra andre bruger til at overvintre sarte appelsin- og citrontræer.

En karakter i orangeriet
Orangeriet indeholder en smuk sal med 20-30 borde, en monumental kamin, gevir, gobeliner, kandelabre og hvad der ellers hører til et château på det franske land. Behageligt oplyst og en god atmosfære, hvor vi følte os godt tilpas og taget os af, uden at det blev for fint eller for meget.

Sommelier'en viste sig at være lidt af en karakter, meget tilbageholdende indtil han havde forvisset sig om, at vi gerne ville have både hans råd og kommentarer, og også gerne besvare spørgsmål. Ellers påtager jeg mig nu uden videre rollen som den mystiske, engelske dame.

Champagne til en menu
Han hjalp os frem mod en flaske champagne fra Avize. En sjov type. 2002'er og et miks af sort og hvidt. Eller Noirs og Blancs, som vi siger her. Denne her var meget tydelig i smagen. Formentlig ikke mange år fra sit endeligt, men jeg vælger efterhånden nærmest ufejlbarligt den vin, som andre her dropper for dens pruneaux (svedske), portvinspræg eller andre tegn på at toppen enten er slut eller umiddelbart forestående. Tilfældigvis passer den smagskategori mig godt.

Denne champagne skulle matche lidt af hvert:


Quenelles de sandre i en skum med svampe.

Foie gras-escalopes. Jeg mindes ikke nogensinde at have smagt det bedre.

Risotto med urter og stegt bars.

Og en kødret mere som jeg ikke lige har in mente.


Under alle omstændigheder noget af et spænd for én flaske. Men vi havde ikke lyst til at drikke huset på glas, den blev derfor kompromis'et. En interessant champagne fordi den var så anderledes, end hvad vi selv har, eller i øvrigt smager. Vi skal tilbage til en flaske fra Ambonnay eller Trépail, som vi smagte for nogle år siden, for at finde noget lignende. Ikke i smagen som sådan, men snarere i ekspressiv voldsomhed.

Interessant, omend jeg foretrækker vores egen Blanc de Blancs 2002. Hvem ville også have troet andet?

Den ville til gengæld aldrig have klaret den afsluttende chokoladedessert. Ingen ringe præstation, så vidt jeg husker har vi aldrig selv gjort forsøget. I det hele taget holder vi os normalt langt væk fra champagne til desserten.

Slotskaffe
Helt kunne jeg ikke dy mig for at lufte min skuffelse over restaurantens ændrede beliggenhed. Oplevelsen var god, maden dejlig, alt var fint udover at det ikke kunne matche mindet af engang.

Måske derfor foreslog personalet, at vi drak kaffe i salonen på slottet. Malingen på væggen skaller hist og her, men hvad gør det, når patinaen er ægte gammel, stilmøblerne mange og magelige, og vi har det hele for os selv.

Det lignede altsammen mindet. Det være hermed æret.

Alt er endelig beskåret

 

En lille skridt for menneskeheden, men stort for os, hvert år. Årets beskæring er slut. Altid en lettelse.

2013 har været koldt. En af kollegerne mener at det vil vare en rum tid, før vinen er i vækst, fordi det har været koldt længe.

Han har tidligere haft ret. Det vil være rart for ham selv i år, hvor han ikke er tidligt på den.

Men i næste uge er der lovet 16 grader. Det er sikkert kun om eftermiddagen. Det kan sikkert stadig fryse om natten, og alt det der.

Vi er glade for at være færdige med at klippe. Helt præcist torsdag eftermiddag. Resten skal nok blive klar, inden knopperne rigtig rører på sig.

De sidste måneders indsats er naturligvis fejret med den helt lokale valuta. Flydende skulle nogen være i tvivl. Noirs & Blancs.

 

Tidligt forår i tre lieu-dits

Et lieu-dit er et matrikel-navn fra gammel tid.

Lieu betyder sted, dit betyder sagt eller siger.

Vi tager os selv at et antal parceller på tre forskellige lieu-dit. Jeg refererer til dem hele tiden. Nu vil jeg gerne have lov at præsentere tre matrikler, der er klar til foråret. Beskæringen er slut, og det er første gang på denne tidlige side af den 1. marts.

Mine damer og herrer: 1) Les Crochettes.

Matriklen ligger i kommunen Soulières. Vi deler cirka en hektar med familien.

 

2) Belles Feuilles

Matriklen ligger mellem kommunerne Givry-les-Loisy og Soulières. Vi deler cirka en hektar med familien.

 

3) Vieilles Grandmères.

Matriklen ligger i kommunen Loisy-en-Brie. Vi dyrker cirka to hektar.

 

Sneen var knapt nok smeltet, før disse mælkebøtter allerede lyste op som bunddække i abildgården nedenfor Soulières.

 

Siden har vi haft endnu et snefald, der er stort set smeltet endnu en gang. Jeg tror stadig på foråret, endda selvom jeg stadig ser den sidste sne pudre parcellerne i Montagne de Reims hvide.

Vinteren har været lang denne sæson 2013. Men evig er den trods alt aldrig. Forår på vej.

Brændende kærlighed

 

Vores yngste er seks - undskyld seks og et halvt - vores nabo er over 60. Det er de vist allesammen. Mindst.

Men den ene, der har fortalt mig om sin opvækst i vinen, beskrev engang, hvordan det var vedkommendes opgave at følge faderen i vinen for at samle de afskårne grene sammen. Der blev ikke spurgt til lysten. De to søskende kunne gøre, hvad de ville. Dette var vedkommendes job fra de helt unge år. Begyndelsen på at blive vinbonde.

 

Vores børn synes, det er nærmest fantastisk at samle træ og smide det i brouetten's gløder.

Fordi de ikke skal, bliver muligheden for at komme med pludselig helt anderledes dejlig og interessant, end naboen beskrev sin tvangsudskrivelse.

 

Normalt er Alain ene om tjansen.

Vinterferien gør det imidlertid muligt for børnene at være med. De bruger gladeligt tre timer i bidende kulde på at samle grenstumper. Vi brænder det hele straks for at få grene og eventuelt smitte fra sidste sæsons sygdomme helt væk

En ryddet vingård er nemlig grønt lys til de næste arbejdsopgaver, og vi har nu næsten beskåret alle vinstokke. Målet er nær.