24 November, 2014

Vikardag

I dag begynder vores nye vikar.

Vi har en ansat, der arbejder tre dage om ugen, og hun er netop blevet sygemeldt i foreløbigt en måned. Vi regner nu ikke med at se hende igen før et godt stykke tid efter, at hun er blevet mor til sit tredje barn. Vinmarksarbejde er hårdt, så det er egentlig fint nok.

Og heldigt for os, at vi mødte hendes kusine til vinhøsten, og at denne umiddelbart kan og vil træde til i stedet for. I sin tid - det vil sige for et par år siden - var det ikke helt nemt at finde en.

Det tager altid lidt tid at køre nye folk ind, og det har vi egentlig aldrig tid til, men lige i denne forbindelse har vi heller ikke tid til at lade være. Det siger sig selv.

På denne kusine sad imidlertid vinhøsten 2014's ubestrideligt hurtigste sæt hænder, så nu håber vi selvfølgelig, at hun er ligeså kvik til at beskære vinstokke, og til at gøre det på vores måde.

Den lønner sig nemlig. Vinmarkerne i Loisy-en-Brie, hvor Alain arbejder i øjeblikket, er mærkbart hurtigere at arbejde sig igennem i år, hvor vi nu begynder at mærke fordelen ved selv at kontrollere det hele. Siden alt var bedre beskåret også sidste år og endda også forrige år, vokser der simpelthen færre uinteressante grene på vinstokkene, og det betyder, at der er mindre arbejde. Sådan en god tredjedel, og det kan godt mærkes, når processen strækker sig fra november til en gang i marts.

Så bliver der måske alligevel et par dages vinterferie. Altså alt andet lige, hvilket det af en eller anden grund aldrig er... men mon i hvert fald ikke kusinen til en begyndelse møder op i Loisy mandag morgen i det mindste.

No comments: