Snebær

 

Mandag morgen stod vi op til fem centimeter sne. Årets første. Meget begejstrede børn. Min glæde var nu til at overse.

Årets første beskærerdag på programmet for mit vedkommende, og lige meget hvor fint sneen lægger sig på vinstokke, wirer og så videre, så er den også kold at placere sine støvler i. Jeg bevæger mig jo ikke så hurtigt, og da især ikke de første dage, hvor jeg er lidt stiv og uvant med at røre mig i tre lag tøj.

Altså kolde fødder trods to lag tykke uldne sokker indeni perfekt indfedtede læderstøvler. Det kan jeg roligt skrive, for det er ikke mig, men støvlernes glade giver, der har fedtet dem. Men lige lidt hjalp det.

 

Handskerne kan til gengæld noget. Selvom jeg må børste sne af hver eneste plante for at finde ud af, hvilke grene jeg skal klippe af, bliver handskerne ikke våde og fingrene indeni ikke kolde. På billedet ligger der jo ikke sne på plantens grene. Når jeg beskærer er det også primært dens bund, der interesserer mig. Det er nemlig her, jeg skal finde en gren, der kan være fremtidens vandrette stamme. Den er allerede sat i gang ved sidste beskæring, og jeg er derfor nødt til at finde den rigtige. Som altså i løbet af natten er begravet i sne.

Men det er trættende at manøvrere den lille vogn, jeg sidder op, op igennem snelaget. Sådan er der så meget, det skal jo gøres, og når jeg først sidder der, skal der alligevel meget til ikke at blive ved, til klokken ringer fyraften.

 

Det er lige der omkring, jeg får øje på disse fine snebær, og det er da lige ved, at de er hele dagen værd.

Mandag aften har jeg derfor slået mig sammen med Alain om at falde i søvn under sengelægning af børn. Det er jo altid fristende at falde i søvn sammen med dem. Næsten umuligt at modstå, når man har indhaleret den gode friske frostluft det meste af eftermiddagen.

Jeg modstår i hvert fald ikke.

To Blanc de Blancs champagner fra 2004

Smukke Chardonnay-klaser fra Belles Feuilles-parcellen mellem Soulières og Givry-les-Loisy i 2004.

Vi nyder at smage andre champagner, og især hvad vi ikke i forvejen kender.

Forleden drak vi og gode venner en flaske Mandois Blanc de Blancs årgang 2004, og den interessede os rigtig meget, fordi vi selv sælger en tilsvarende flaske.

Vores egen har stadig masser af syre, som vil få den til at udvikle sig yderligere i årene fremover. Mandois' version har ikke samme syre, hvilket gør den umiddelbart lettere at drikke nu. Til gengæld har den næppe samme potentiale.

Lidt af en pleaser faktisk, uden den store kompleksitet, men med en sødme, der inviterer til mere, hvis man er til den søde side. Bagetiketten oplyser, at den er lavt doseret. Vores Blanc de Blancs kender vi doseringen af, og dens lette anstrøg af sødme lander anderledes i munden. Duft og smag af honning er i øvrigt et typisk kendetegn for netop Chardonnay-druer med nogle års lagring.

En af vores smagere nævnte, at han kunne mærke champagnen hele vejen ned, hvilket kan betyde enten godt med syre eller godt med svovl (de sulfitter stort set alle vine indeholder, men i stærkt varierende mængde ).

Da året og druetypen er ens, må den ret store forskel findes i druerne og/eller vinificeringen. Vores druer kommer fra Vertus og nærmeste omegn - altså fra Côte des Blancs - og Mandois henter sine druer i området ved Épernay, i Côte des Blancs og ved Sézanne lidt længere sydpå.

2004 var i øvrigt et godt år med så utroligt mange druer, at man næsten kan undre sig over den kvalitet, der alligevel blev hentet hjem. Forklaringen på den overdådige mængde er formentlig 2003, hvor frost kostede næsten halvdelen af det potentielle udbytte. Derfor blev alle klaser af både første og anden generation druer høstet i to omgange, hvilket kan have fået vinstokkene til at give den en ordentlig skalle året efter. Selv naturen efterkommer loven om udbud og efterspørgsel.

Og hvad kan man så lære af det? At det er vigtigt at smage mange forskellige champagner for at lære sine egne smagsløg at kende og at udfordre dem. Hvem ville finde på at holde sig til en enkelt rødvin?

Mere delimitation

 

De bløde bakker mellem landsbyerne Soulières og Etrechy. Kommer her mon flere vinstokke i løbet af de næste 10 år?

Champagnes vinmarker er så godt som fuldt udplantet.

For nogle år siden besluttede et lille flertal på den årlige generalforsamling i foreningen af vinbønder at bede INAO gå i gang med det omfattende arbejde at finde nogle flere. At udvide den såkaldte delimitation, hvilket betegner det område, hvor man må dyrke vindruer til champagne.

Beslutningen kom, fordi det ikke længere var muligt at udvide yderligere, samtidig med at salget siden årtusindskiftet havde været både godt og stigende fra år til år. Selv den økonomiske krise ser ud til at blive en ret kortvarig parantes i Champagnes økonomi, også selv de små vinbønders champagnesalg i statistikkerne stadig er langt nede. EU's vinreform ligner umiddelbart en større sten i skoen,

Fri vin
Reformen betyder, at alle får lov at plante vinstokke frit overalt i EU, også i Champagne, hvilket uundgåeligt må få betydning. Derfor mobiliserer alle gode kræfter sig i øjeblikket for at skaffe sig en eller anden kattelem. Fraktionen af unge vinbønder vil endda have præsident Sarkozy til at gøre noget. Foreløbig har kun den tyske kansler Angela Merkel støttet fortsat styring af retten til at plantevinstokke som hidtil.

Det er klart at udsigten til at kunne plante vinstokke frit, umiddelbart kan få en udvidelse til at tage sig ret ligegyldig ud. Men i virkeligheden er den vigtigere end nogensinde, for hvordan kan man bedre bevare champagnens særlighed end at styre hårdt, hvor den kan laves og af hvem.

 

Parceller med vin i Champagne er umådeligt værdifulde. Nu er flere på vej.

Udvidelsesarbejdet fortsætter da også. I øjeblikket er Champagne på størrelse med Bourgogne, begge blot omkring en fjerdedel af Bordelais. Godt 34.000 hektar er alt for Champagnes vdkommende, og hvor meget der så kan komme til med en udvidelse, er ikke defineret på faste tal. Men jeg har set godt 4.000 hektar nævnt.

Sikkert er, at 40 nye kommuner er udnævnt, og to forlader appellationen. Næste skridt er at definere de parceller - jordstykker - der skal med. Man går ganske grundigt til værks i Frankrig, og det kan godt virke vanvittigt, når man som jeg er ufransk. Men jeg kniber mig i armen og husker på, hvor mange vidunderlige vine og madvarer dette land fremelsker. Jeg tror på en sammenhæng. Jeg tror også på, at slow er godt for sjælen i det hele taget, og så lever jeg bedre med detaljegraden.

At fastsætte de præcise parceller er anden halvdel af arbejdet. Det begynder i 2011, og man venter at det vil vare flere år. Jeg behøver vel ikke nævne, at mere end en jordejer venter mere end interesseret på resultatet.

Proces i to tempi
Første halvdel af arbejdet - at finde kommunerne - er blevet gennemført i de seneste år af et hold eksperter. De opfylder alle et eller flere af tre kriterier:

1) historisk tilhørsforhold til Champagne Viticole:
2) de tilhører en af de store geomorfologiske strukturer, der samler vinmarkerne (f.eks. Montagne de Reims og Côte des Blancs)
3) Møder en kombination af favorable faktorer

Resultatet kom for over to år siden.

Men hvem skal så bestemme noget, der vil få så stor betydning for mange menneskers økonomi? Vindruer fra Champagne er dyre.

Det skal en kommission, der består af vinbønder fra andre områder end Champagne og et hold eksperter i felter som geologi, geografi, landbrugsvidenskab og vindyrkning. Alle udnævnt af INAO, som er det statslige organ, der bestyrer blandt andet AOC'erne.

De skal sigte efter at finde parceller efter kriterier, der tager udgangspunkt i en analyse af de ni såkaldte terroir-kerner. Der er altså ingen absolutte kriterier for samtlige parceller. Kommissionsmedlemmerne vil kigge på faktorer som det øvre jordlag, det nedre jordlag, hældning, antal solskinstimer, højde (over havet), plantevækst.

Arbejdet ventes at vare flere år. 2015 har tidligere været nævnt som muligt første år med en udvidet delimitation. Man må forvente, at rettigheder til at plante vinstokke vil blive givet i et tempo, der matcher økonomien. At nye ejer af jord indenfor appellationen med andre ord først vil kunne plante vinstokke, når de får lov.

Med mindre selvfølgelig, at alt virkelig bliver frit, når EU's vinreform bliver fuldt gældende.

Læs mere om Delimitation og om ret til at plante vinstokke.

2010 i tal

 

Chardonnay-druer fra vinhøsten sidst i september.

Tal er dejlige at have liggende i bloggen, fordi de tillader enkle sammenligninger mellem årene.

Visse fakta skal nok blive hængende - 2010 vil være svampeåret, vil jeg umiddelbart tro - tal bliver til gengæld hurtigt trængt i defensiven af nyere.

Derfor et par gennemsnitstal fra 2010:

11.100 kilo druer landede i kasserne. Kvoten var 10.500 kilo.

Det er nok til at fylde 319 millioner champagneflasker, hvor de 17 millioner er en del af den såkaldte individuelle reserve. Det er vin, vi ikke har lov at røre uden en særlig tilladelse.

33.200 hektar er i produktion, hvilket er 112 hektar mere end i 2009.

Det vigtige forhold mellem sukker og syre er gennemsnitligt 9,8 og 9,6 i henholdsvis departementerne Aube og Marne. Vi stræber efter at nå så tæt på 10,0 som muligt.

Glædelig gløgg

Jeg glæder mig i denne tid... den første søndag i advent får vi hele huset fyldt af venner og bekendte, og de kommer til at stå tættere end sild i en tønde. Hvad gør det, når blot gløggen er god og rigelig, og børnene leger på en øverste etage?

Et par dage i forvejen forbereder jeg min egen gløggmix. Nu lægger Reims opland til endnu en Ikea, og det er dermed muligt at indkøbe en færdig pakning. Men jeg har vænnet mig til at lave den selv, det er ikke svært, og det tager altså min opfattelse af gløgg ved vingebenet på den gode måde. Modsat Ikea og co.

Altså: Hæld en dl rødvin i en kasserolle og tilsæt 2 stænger hel kanel, 4 kapsler kardemomme og 2 nelliker og bring det i kog. Lad blandingen simre i 30 minutter, tag det af ilden, og lad det derpå trække natten over i køleskabet.

Sådan set kan man vel også vove at lege videre med allehånde, ingefær og stjerneanis, der i mine næsebor tilhører samme kategori af julekrydderi.

Præstationsangst
Det kan godt give præstationsangst at præsentere franskmænd for danske opskrifter. I hvert fald i årene før Noma. Den frygt har jeg valgt at se i øjnene, og gøre en dyd af at servere danske specialiteter - for det meste med stor succes - eneste overvejelse er egentlig at sørge for at ikke alt flyder over i kompleks julekrydning, som ikke alle smagsløg kan klare en hel eftermiddag. Alains er for eksempel noget mere fintfølende end mine.

Men i gløggen er der ingen vej udenom krydderier. Et enkelt touch fra Champagne får den også altid. Jeg laver den på vores egen rødvin, som ikke nødvendigvis er den mest velegnede til gløgg, men det lever jeg fint med, da kælderen er fuld af den.

Rosinerne får til gengæld lov at søbe rundt i rigelige mængder af Fine de Champagne, og der har de det rigtig godt. Det er ikke mindst de mandlige gæster og jeg enige om. Franske kvinder er ret tilbageholdende med deres indtag af 40% alkohol.

På søndag varmer jeg min ekstrakt op i en flaske rødvin tilsat de dejlige rosiner, mandelsplitter og rørsukker efter smag og behag. Bagefter falder julesneen hvid.

Slut med gamle grene

 

Loisy-en-Brie på en novemberdag.

Nu er alle gamle grene fjernet i den nederste parcel i Loisy-en-Brie. Det skulle gerne give os i hvert fald en uges mindre arbejde.

Det har taget otte arbejdsdage at fjerne de ældre grene.

Fra på mandag tager jeg med, og masterplanen er at begynde at beskære planter i den øvre parcel, fordi vi her mister mindre i tilfælde af frost. Tidligt beskårede planter er tidligt udviklede planter, og derfor er de sårbare overfor frost i en længere periode.

Hvorfor skriver jeg overhovedet det her? For at have eget vidnesbyrd, når vi til næste år ikke kan huske præcise detaljer. Alain fører også egen logbog.

I øvrigt lover vejrfolket sne.

Heidsieck til salg

Af og til bliver jeg spurgt om det er muligt for andre end lokale at dyrke vin og lave champagne i Champagne. Svaret er ja, bestemt. Den primære forhindring er penge.

Hvis det ikke er noget problem, er der to champagnehuse med gode vine til salg: Det er de to gode af de tre Heidsieck'er: Piper Heidsieck og Charles Hiedsieck. Prisen er formentlig omkring 300 millioner euro. Vi er dermed ikke med i opløbet.

Mærker til salg
Champagnehuse, der bliver sat til salg, og opkøbt af andre er ikke noget usædvanligt syn på disse kanter. Dem, der klarer økonomien bedre, får mulighed for at købe dem, der klarer det dårligere. Sådan går gamle navne ned, og nye kommer op.

Sådan er grupperne BCC, Vranken og i lidt mindre grad Thienot opstået gennem de seneste par tiår. Sådan er gamle hæderkronede navne rykket et skridt ned af magtstigen og blevet en del af opkomlinges grupper.

Tænk bare på Lanson eller Pommery, der har været et af de helt store navne. Nu er Pommery en del af belgiske Vrankens portefølje, som så bliver passende forgyldt af Pommery-navnet. Der er heller ikke meget andet tilbage, hvilet hænger sammen med en meget brugt manøvre i forbindelse med køb og salg af champagnehuse.

Sælg videre, men behold vinen
Et stort, sultent og velhavende champagehus, imperium (à la Pernod-Ricard eller Remy-Cointreau) eller en forretningsmand som Bernard Arnault, hvis LVMH (Louis Vuitton Moët Hennessy) styrer en imponerende del af luksus-Frankrig, køber et champagnehus i økonomisk bund efter strejker, krise med mere. Lad blot LVMH tjene til eksempel, det er det seneste, jeg kender.

LVMH købte huset Montaudon under den økonomiske krise og opnåede to ting. At kunne sælge Montaudon champagne billigt og derved få likvide midler uden at dumpe prisen på husets mere prestigefyldte mærker. Desuden fik man et antal hektar vinmarker, og da ens antal hektar altid er grænsen for, hvor mange flasker champagne man kan sælge, fik man hævet den på sigt. Selv 30 hektar tæller, også selvom man har 1.000 eller 2.000, eller hvor mange det nu er. For kort tid siden læste jeg, at Montaudon er solgt videre uden vinmarker forstås. Dem har LVMH beholdt.

Champagne eller penge
Heidsieck-husene har nogen og 60 hektar med vinmarker foruden kontrakter på meget mere, men de løber jo ud på et tidspunkt. Dertil kommer mærkernes immaterielle værdi samt nyopførte faciliteter i udkanten af Reims.

Nu smager Charles Heidsieck jo altså rigtig godt. I husets kældre befinder sig en respekteret chef de cave, og de to ting hænger selvfølgelig sammen. Jeg håber, at de to mærker finder en seriøs køber, hvis primære mål er at lave champagne og det sekundære at tjene penge. Det er ikke godt for Champagne, når det modsatte er tilfældet.

Seriøse købere, der har passeret de første forhindringer, har endelig også brug for en person med Frankrigs svar på det grønne bevis til at tage sig af de nogen og 60 hektar vinmarker. Men det er nok ikke den primære forhindring.

Denne ikke helt opdaterede liste giver en idé om, hvem der ejer hvem.

Vinhøst i den sorte nat

 

Månen ved Soulières kan være nydelig, og sådan en sen januar-eftermiddag trækker den godt afsted med én. Man vil nemlig gerne ind til pejsen og varme fingrene.

Månen er i tidens løb blevet tillagt masser af egenskaber.

En stribe dyr agerer anderledes i fuldmåne end ellers. Tidevandet ditto. Men der er for lidt vand i søer, til at deres vandmasser bliver hevet rundt af den fulde måne. Ditto for mennesker, og jeg tillader mig så at slutte, at også druers indhold af vand er for ringe til, at månelyset eller mangel på samme kan have den store betydning.

Men skidt med det, hvis bare historien er god, og det må være en oplevelse at plukke vindruer ved nymåne iført pandelygte for at have skyggen af chance for se noget. Vi spærrede i hvert fald øjnene op, da vi så denne reportage om vinhøst i den sorte nat.

En anderledes form for vinhøst - uden tvivl - men jeg gad nok vide, om nogen kan smage forske på den sorte og den solbelyste vin.

Stregkode generation smartphone

Du sidder på restaurant, flotter dig og bestiller champagne, og vil egentlig gerne vide lidt mere. Okay, du må fiske den op af ispanden og tørre den af med det medfølgende hvide viskestykke, men så får du også adgang til det hele takket være den smarte, lille dims på bag-etiketten.

Du kan oven i købet vælge sprog, og undviger dermed elegant for og imod fransk og engelsk som anvendt sprog på etiketten. Du vælger da bare det sprog, der passer dig. Eneste krav er en smartphone.

Nu bor jeg jo selv så indlysende på landet, og jeg skal være glad, hvis jeg modtager mine sms'er indenfor et par døgn. En smartphone har derfor ikke stået ret højt på min ønskeliste. Det vil sige indtil i sidste uge, hvor Alain kom hjem med en flyer, der fortæller om den nye dims til vores etiketter.

Når vi har denne stregkode på vores etiket, kan vores kunder scanne den med en gratis læser til deres smartphone. Det giver dem adgang til et mobilt univers, hvor vi kan stoppe alle de informationer og billeder ind, som vi har tid og råd til, og på alle sprog, der interesserer os. Det er da ikke til at stå for.

Jeg er ganske solgt, men jeg har jo også siddet og talt karakterer på vores nuværende bagsideetiket, og endda været ude i noget med, hvilke bogstaver, der fylder mest på en linje: Det er noget med at begrænse m'erne til fordel for l'er og i'er. Alligevel står tingene presset sammen i en sådan grad, at det nok ikke er specielt egnet til at blive læst i dæmpet hyggebelysning. og vi må nøjes med tale engelsk med vores kunder som det mindst dårlige valg.

Lige pludselig kan jeg i den grad se idéen i at anskaffe mig en Smartphone, og i at gå i gang med sådan et mobilt univers. Nyt legetøj til regnvejrsdage, men det tæller også.

Men ville I derude bruge sådan en mulighed? Fortæl mig om det her eller i en mail, mens jeg tjekker priser på dimsen.

Diverse links

Beskærerdage i skyerne

 

Sådan ser der ud i det her meget omtalte Loisy-en-Brie, det er henholdsvis øvre parcel for oven og nedre parcel for neden.

Vejret har været klamt og fugtigt det meste af ugen. Ingen regn men rendyrket november. Tågelommer hænger ud rundt om og nedenfor næste hjørne, hvert andet øjeblik er det som om man kører gennem skyerne. Sådan helt kortvarigt.

Men sådan er november som sagt, og man kan sagtens arbejde udendørs alligevel. Fra om en uge skal jeg også med, og jeg glæder mig faktisk til at blive luftet hyppigere igennem. For det meste er det rart at være udenfor en halv dags tid, ikke mindst om vinteren, hvor livet hurtigt bliver ret indelukket.

 

Vin-stokken efter at den har fået fjernet den ældste del.

Alain har til gengæld været afsted de fleste dage for at klippe de tykke stammer af vores Vallée de la Marne-beskårne Pinot Meunier - det er jo den nedre parcel - og han er faktisk nu halvvejs igennem denne halve hektar.

Det betyder, at jeg kan arbejde meget hurtigere, når jeg kommer med fra næsten uge, og vigtigere endnu også længere. Det kræver flere kræfter at klippe de tykkere grene, og jeg mærker hurtigt forskellen i arm og hænder.

 

Den tykke gren skifter status fra veteran til grenaffald på næsten ingen tid.

Halvvejs gennem den ene Loisy-parcel er faktisk rigtig godt. Vi bider os stålsat fast i den gode begyndelse og glæder os.

Efterår i glas og på tallerken

Det bliver sværere og sværere for mig at holde fast i en ellers årelang modvilje mod selleri, og hvis man endda også kan kombinere med champagne, må den sidste rest da forføje sig bort med novembervinden.

Selleri er ellers en knold, hvis smag jeg simpelthen ikke bryder mig om.

Men da dens slags er sunde, billige, og grøntsagsudvalget bør variere, er den svær at komme udenom i efteråret. Børnene sorterer uden mindste besvær sellerifritterne fra dem af kartofler, så det er nødvendigt at tilberede klumpen på en mere uundgåelig måde. Som suppe for eksempel. Hvilket til min overraskelse er rigtig godt. Der er også lidt andre knolde i gryden, et par spiseskefulde fransk crème fraiche, som ikke har helt samme syrlige yoghourt-smag som den danske, lidt revet muskat og en smule citronsaft.

Let-blancheret revet selleri rørt med dijonsennep og samme crème fraiche er heller ikke dumt, og i hvert fald et af to børn her i huset hopper på den.

Skal det være mere avanceret, er der både svung og klassisk, fransk enkelthed over denne opskrift fra en ny restaurant, der er åbnet ved Nyborg.

Det er nogle måneder siden, vi hørte, at den mangeårige køkkenchef på den fynske Falsled Kro og hans søn stod for at åbne et sted. I fredags stødte jeg på denne opskrift i madbladet Gastro netop herfra.

En forret, der bygger på kammuslinger, selleri, æble og hasselnød, og den beder da om selskab af dejlig champagne. Jeg har tænkt mig at prøvekombinere med vores Blanc de Blancs champagne, Selection. Den er efteråret selv på flaske, og hvad kan være en mere passende makker for efteråret på en tallerken?

De grove stammer

Den grovere del af vores beskæring er virkelig i gang.

Det regner ikke i disse dage, så Alain tager afsted hver morgen for at fjerne de tykke, de ældste stammer. Han når fire rækker à 200 meter om dagen. Hvis vejret og tempoet holder, kan han være færdig med den nedre parcel i Loisy med udgangen af november.

Planen er så, at vi sammen tager fat i den øvre parcel i Loisy. Tidlig beskæring betyder også tidlig vækst og dermed større fare for forårsfrost. Da den øverste parcel nu er den, vi regner mindst med, må den hellere være udsat end nogen af de andre. Derfor denne prioritering.

I år får vi udover parcellen Belles Feuilles også halvdelen af Crochettes. Dertil kommer hele arbejdet med at vedligeholde hegn og gødning, når foråret kommer.

Alain har allerede taget fat i den rituelle stress. Når vi det, når vi det. Vi er så afhængige af vejret og af at vi selv og børnene er raske, så vi ikke får for mange sygedage. God planlægning og inddragelse af weekenderne er vejen frem igen i år.

Ålands-champagnen igen

Den 200 år gamle champagne fra havbunden ved Ålandsøerne blev senest smagt den 17. november.

To flasker blev åbnet i selskab med professionelle smagere. Det franske nyhedsbureau AFP beskrev duften - eller lugten - som stram, bitter og kraftig nok til at kildre de tilstedeværende i næseborene, også selvom de ikke stod ved siden af flaskerne. Bobler er der kun meget få tilbage af.

Den svenske champagne-ekspert Ricard Juhlin beskriver vinene sådan her:

Juglar er den mest kraftige og intense vin med sine noter af svampe. Clicquot'en har noter af lindeblomst og citrusskal. Farven er i øvrigt også usædvanligt gul, hvilket formentlig hænger sammen med dens høje alder.

Læs mere i Decanter.com.

Clicqot afviste først
Skibslasten indeholdt champagner fra to huse: Veuve Clicquot-Ponsardin, der den dag i dag holder til i Reims, og desuden Juglar, der havde hovedsæde i vore dages Chalons-en-Champagne, men ikke i længden stod distancen.

I første omgang afviste Clicquot, at huset havde flasker i den gamle last, men har nu ombestemt sig og vedkender sig tre-fire af flaskerne. I alt er fundet 168 flasker.

Åland vil blande vin
Ifølge det franske nyhedsbureau AFP har myndighederne på Ålands-øerne tænkt sig at blande den ældgamle champagne med mere nylige årgangschampagner for at sælge det. Læs mere her.

Gammel champagne må dermed være næsten lige så godt som at finde olie i Nordsøen. Det gælder bare om at strække dråberne. Det bringer desuden en udover et muligt forklaringsproblem med hensyn til, at champagnen er uden bobler.

Mere om selve opdagelsen her.

Vi er blevet talt

Vi har haft besøg af Agreste.

Et kontor under det franske landbrugsministerium, der laver statistik. De tæller med andre ord, hvor mange hektar vi dyrker, hvor mange vi er i firmaet og meget mere.

Vi deltager dermed for første gang i den statistik, som blandt andet fortæller, at Champagnes vingårde er Frankrigs gennemsnitligt mindste.

I alt knapt 300.000 parceller fordelt på godt 34.000 opdyrkede hektar.

Tilsyneladende stilleben med saks i ærtesuppen

Vinteren er i gang i vinen

Helt ærligt, da jeg kørte ungerne i skole før kl. 8 i morges var jeg for træt til at bemærke, om der stadig sidder enkelte blade tilbage på vinstokkene. Det kan nu ikke være mange. Bladene falder med frosten.

Tåge tyk som ærtesuppe
Stemningen som sådan var rimelig spooky. Tåge så tyk som ærtesuppe.

Men jeg spottede da enkelte spøgelses-lignende krumryggede morgen-sig-skuttende varmt-klædte væsener i enkelte af vingårdene langs vejen. Med langsomme bevægelser arbejdede de deres beskærersakse - både manuelle og elektriske - op i omdrejninger.

Nu er Verzenay altså også i gang med vinterens tour de force: Beskæring af vinstokke.

I Danmark tror folk hyppigt, at vi triller en maskine igennem vinrækkerne og så er den vinstok barberet. Sådan er det ikke helt. 20-30 klip per plante med den ene eller den anden slags saks, og 8.000 planter per hektar ligner vores virkelighed om vinteren - fra januar til marts på fuld tid - noget mere.

Veteran får snit
Lige nu klipper man normalt kun den ældste del af planten, der bliver klippet helt af til fordel for en yngre gren, der så bliver veteran. Den frugtbare del af planten - de yngre grene - gemmer vi til efter nytår, så vidt muligt ihukommende reglen om at den bedste beskæring finder sted efter Saint Vincent, den 22. januar.

Det betyder, at vi - det vil sige Alain - når to gange igennem det hele. Først det gamle og tykkere træ og siden de yngre grene. Vi er nødt til at fordele indsatsen ud for at nå det hele inden marts. I år får vi en bid mere at tage os af, men det passer os fint, fordi det bliver en del af parcellen Crochettes, som vi besøger med gæster, fordi den ligger tættest på huset.

Nu hvor tågen er lettet - i hvert fald i landsbyen - har den afsløret en smuk novemberdag med blå himmel og solsorte, der snupper de sidste bær på vores vigne vierge i gården.

Store flasker og høje horn

I vores familie står familiefesterne i øjeblikket i kø, og til den næste har vi på forhånd anbragt en Jeroboam med 3 liter Tradition indeni på køl.

Det er en flaskestørrelse, der svarer til fire af de almindelige 75 centiliters af Champenoise-typen, og hvorfor de store flasker har fået bibelske navne, er uvist.

 

Huset Lanson fører flasker i alle størrelser, og den glade mand kom hele vejen fra Danmark sammen med en flok andre journalister for at besøge Reims, champagnen og undertegnede. Foto: En anden deltager.

Efter magnum og Jeroboam finder man både Melchior, Nebudkanezor og Baltzar, og der er mange flere på wiki.

Vi forhandler i øjeblikket hverken de store eller de små, men går og tygger lidt på de halve flasker. Godt nok er de lidt dyrere per centiliter, men måske kunne en halv flaske champagne få flere til at nyde et glas også på en helt almindelig onsdag.

 

Otte horn dukkede op i fine veste i Gionges, og det gjorde vi sørme også.

Hvis man ikke lige har fået en Jeroboam smidt i køleskabet, gør et jagtorkester med otte på horn også lykke, skal jeg hilse og sige.

Disse otte godt blæsende herrer i smukt afstemte veste opholdt sig i rummet ved siden af vores i søndags, og vi hørte, hvordan det lyder, når de har jagt på lidt af hvert, skal jeg hilse at sige.

Til sidst gav de også et par numre i vores afdeling af etablissementet. Mon ikke de gav "hjort" og "lommelærke", som jo er et meget efterspurgt trofæ før og efter jagten.

Vi fik i øvrigt Rosé d'Assemblage i brut-form med desserten. Da denne imidlertid kom temmelig sent, drak jeg mit glas helt på egen hånd efter hovedret - altid and på dette sted - og ost, og det var faktisk et rigtigt godt glas. På fuld mave og uden andre forstyrrende smagsindtryk.

Bladgrænse

 

Bladgrænsen denne 8. november i Vertus i Côte des Blancs.

Nu har næsten alle vinbladene måttet overgive sig.

Det er nattefrosten, der tvinger dem til at forlade den gren eller kvist, de har holdt til på siden foråret. Og den tager først fat for neden.

I kan tydeligt se bladgrænsen på mit billede fra Vertus mandag morgen. Det ser nu lige sådan ud i Montagne de Reims. Det gule efterårsløv hænger stadig i sporadiske pletter fast på de øverste planter, hvorimod de nederste står brune og bare tilbage.

Hvorfor så det? Jamen, det er ren fysik: Varm luft er lettere end kold, og derfor har de lavtgroende Chardonnay-planter det koldere om fødderne end dem i de højere luftlag. Samme princip hele vejen igennem: De lavt-groende er også mere udsat for frost til foråret end de andre.

Jeg indrammer til gengæld blankt, at stedet ikke er det mest pædagogiske, idet de bladløse planter også er få år gamle vinstokke, der typisk ikke bevarer deres løv lige så længe som de ældre. Men skidt med det, ikke sandt? Princippet er tydeligt nok alligevel vel, håber jeg.

Hvis regn og led novemberrusk fortsætter med at regere som mandag eftermiddag, kan det ikke vare længe, før alle blade er væk for i år.

Farven fra de fine detaljer

 

November kan godt forekomme ret farveløs. Anden halvdel af oktober har i råd gået den 11. måned i bedene.

Lige netop oktober kan ellers her i vores hav af vinmarker være ganske fantastisk. Men i år har løvet nu mistet gløden meget hurtigt. Hurtigere end jeg har set noget andet år.

Derfor måtte jeg selv tilbage i oktober ind blandt planterne på min jagt for at finde farver i de finere detaljer, når nu ikke den samlede helhed bød på andet end grunt og bråt.

 

Denne novembers farvepalet er ikke så prangende som sædvanligvis sent i oktober. Men de støvede nuancer i grønt og violet tilsat enkelte stænk af kraftig rød eller grøn er da ikke til at stå for.

Den blå baggrund er Montagne de Reims indhyllet i et tåget morgenlys. Så lux-svagt at man nok er nødt til at søge helt herud, hvor himlen er høj for at opdage, at dagen overhovedet er belyst.

 

Hvad ligner det at komme med sådan nogle flere uger gamle billeder?

Jeg kan rigtig godt lide disse billeder. På grund af et problem med billedprogrammet kunne jeg ikke blogge dem før. Derfor måtte de komme siden.

Men jeg skal sørge for et aktuelt billede i løbet af ugen.

Den ternede skjorte

 

Vinhøst i Belles Feuilles i 1971.

Vi har været til fest her i weekenden.

Det er den unge mand med den ternede skjorte, der er blevet ældre. Faktisk så gammel, at pensionen står for døren. Han slutter til nytår.

Det betyder, at vi overtager administrationen og driften af yderligere to hektar vin.

Endnu et skridt ad den lange vej mod at dyrke, fremstille og sælge champagne af vinstokke fra familiens tre hektar vingårde.

Den unge mand er blevet ældre. Skjorten er dog stadig ternet.

 

Vinhøst 2009.

Smag og behag

Forleden holdt vi en champagnesmagning i København i en vinklub for kolleger.

Normalt plejer vi at blande fortællinger fra vingården, regionen og om vinen sammen med mere præcise detaljer om de vine, vi smager på.

Denne gang havde vores kunde bedt om at se billeder, så jeg brugte en masse tid på at grave ned i de 35.000 billeder, det er blevet til gennem mine første syv år i Champagne. Det er ikke vin altsammen, men de fylder nu alligevel en del, og det gik over stok og sten gennem vingårdens grønne, grå og hvide tilstand, det indendørs arbejde og så lidt hist og pist om landsbyer, landet og dets fester.

Stedets kok havde lavet en tre-retters menu, der akkompagnerede tre af champagnerne. Helt sjovt at prøve det også: Meuniere-stegt fladfisk med tilbehør til forret, derpå kalv med grønne bønner, flødekartofler og fintrevet rødbedesalat og Creme Brûlée til dessert med champagnerne Blanc de Blancs 2004, Rosé de Saignée og Tradition demi-sec i glassene.

Jeg konstaterer at fisken fungerede fint, men at tilbehøret smagte i lidt for mange forskellige retninger med sauterede grøntsager, grøn sauce, citrus-værk og salt sprød kiks. Er jeg mon ved at udvikle en smag à la Alains. Han foretrækker typisk meget få smagsindtryk ad gangen, og spiser sædvanligvis mange af mine måltider i flere omgange.

Kalven gik fint til Saignéen omend der måske igen var lovligt meget smag i alle mulige retninger. Måske kunne man have kombineret rødbede-salaten med brombær eller lignende, droppet bønnerne og lettet kartoflerne. Men det bliver nok en smagssag.

Creme Brûléen fungerede fint med Tradition demi-sec. Det er længe siden, at jeg har fået sådan en. Måske skulle jeg se at få fat i en gasbrænder selv.

Som sædvanlig var aftenen en god oplevelse.

Jeg finder det altid interessant at møde folk og høre, hvad de synes. Disse mennesker hæftede sig blandt andet ved vores arbejde, som de jo fik præsenteret helt anderledes, end vi har gjort før på grund af billederne: "Det ser hårdt ud", sagde ham, der også er tidligere landmand, og det er det jo. Der er masser af ensidigt gentaget arbejde, og man skal tænke sig godt om, hvis man ikke vil have nedslidte knæ, dårligt ryg eller andet skidt.

Et af midlerne er variation. Så også er kan en smagning være en kærkommen oplevelse.

Champagnestrejke

Strejker er en del af livet i Frankrig. Også i Champagne.

Vores danske familie på besøg fik alligevel øjnene op på stilke, da de så strejkende på gaden i Épernay slukke tørsten i champagne.

Hvad ellers?

Fugle 2010

 

 

De kom i oktober, stærene. Jeg er netop vendt tilbage, og jeg ved endnu ikke, om de stadig er her.

En enlig stær gør ingen sky, men efterhånden som efteråret skrider frem samler stærene sig i flokke så store, at man rent ud sagt træder udi et helvedes spektakel, hvis man absolut - som mig - skal fotografere. Et inferno af utrættelige vinger, der basker snart den ene vej, snart den anden.

Som styret af en fælles vilje, for de fordeler sig hen over samme del af el-kabler og ditto master, eller styrtdykker ned over de samme få kvadratmeter Pinot Noir, i stedet for at sprede sig over flere af årets druerige vingårde i Montagne de Reims.

 

Andre års historier om og billeder af de baskende, skrigende sorte skyer:

Fuglesky

Sort sky i byen

Larmende stæresky

Blændet op for stæreballet

Kunsten at styre sit lager

En af de vigtigste discipliner for folk, der sælger champagne, er at styre deres lager. Uanset om de råder over få tusind flasker som os eller et antal millioner som de kendteste champagnehuse. Denne kunst er overraskende højt udviklet, også på mikroplanet. Vi har således fået et godt tip fra en lille nabo, der altså har en ræv eller to bag øret.

Vedkommende har bestemt fået os til at overveje, om idéen med at genplante til næste forår er særlig smart. Det vil sige, smart er det sikkert, men mon ikke denne her er lige en tand fiksere?

Ens lager kan svinge ganske betydeligt mellem den nederste bundgrænse og den øverste topgrænse, og kunsten er uanset kælderens indhold at have flasker nok til de faste kunder året igennem. Man skal derfor vide, hvornår man skal lægge sig i selen for at sælge, og hvornår foden på bremsen er en bedre taktik. Målet er jo, at alt går op i en højere enhed ved nytårstid.

Kælder og vingård
Vi tager det selv ganske roligt i tiden, da vi er på vej mod et år, hvor vi skal sælge den lave kvote fra 2009. Det hænger bedst sammen, hvis vi ikke har alt for travlt med at tømme kælderen i år.

Udover at styre vores kælder skal vi også planlægge de fremtidige års kvoter.

Vælger vi f.eks. at genplante en halv parcel til næste år, reducerer vi samtidig de kommende års kvoter med de 25 procent, der skal genplantes i første omgang. Med risiko for at disse minus 25 procent får vores fremtidige lager til - i første omgang - at blive endnu mindre end i nutidens lave kvoteår.

Højere enhed
Det smarte trick er først at genplante, når kvoten atter går mærkbart op for derved at holde vores nuværende mængde af flasker nogenlunde unændret. En taktisk form for lagerstyring, der betyder, at vi vil kunne holde vores nuværende mængde flasker nogenlunde stabil, selv når vi skal til at genplante.

Vi må så stadig vente på at vokse mærkbart, men kan forhåbentlig også undgå de udsving, der gør det meget svært at være salgsmæssigt stabil.

Det er muligvis logik for høns. Men ikke lige en idé, vi selv har spekuleret frem.

Jeg tror sørme, vi ender med at købe en af rævens unger. Så må vi se på, hvilken øreflip den skal bo bagved. Til gengæld holder jeg hårdt på, at denne smarte landsbybo må finde en anden køber end os til sin etiketmaskine. Den er muligvis smart, men da den kun kan lime halvdelen af vores udstyr, ville bagetiketten - på engelsk, dansk eller hvad som helst - stadig skulle klistres à la main, monsieur ved det franske langbord. Men mon ikke ræven har en anden udvej, det plejer de jo.