26 November, 2000

Fine og Marc de Champagne

Fine de Champagne og Marc de Champagne.

Mindre kendte end kolleger fra Bourgogne eller den italienske grappa, men trods alt to alen af et stykke.

De to lokale spirituosa bliver destilleret af forskellige ting fra druerne: vin, bærme, presseresterne, frugtkød og/eller kerner. Finens udgangspunkt er normalt vin og Marc'ens er druerester.

Man kan snuppe sig et lille glas Fine i stedet for en cognac, armagnac eller hvad man nu ellers kan finde på at parre en kop kaffe med efter en god middag.

Her i huset drikker vi meget lidt spiritus, og hvis det endelig er, så er det oftere en god skotsk whisky, der ryger på bordet. Men jeg har nu altid en flaske Fine stående til hvis det nu skal være.

Hvorfor hører man sjældent om Marc eller Fine du Champagne, når nu Marc du Bourgogne og grappa har opnået pæn popularitet? Mit gæt er, at den mousserende vin løber med den primære interesse. Til dem, der vil på jagt, hedder en af de store producenter i Champagne Goyard, hvis Fine holder 40% og Marc'en 60%.

Et enkelt destilleri har dog fundet vej ind i Montagne de Reims' dybe skov, og dets whisky støder jeg faktisk af og til ind i i Danmark. Men jeg har nu nok i at smage whisky fra Skotland eller cognac, hvis det endelig skal være, og holder mig ellers til Finen fra Champagne, når der skal procenter på bordet eller i gryden.

No comments: