Foråret kommer som dramaqueen

 

Få sekunder efter at en sky, ladet med drama, har hældt sit indhold ud over os, er jorden tæt besat med små gnistrende iskugler.

Vi lægger benene over nakken og løber i læ i Citroën'ens lastrum.

Få minutter efter den knaldhårde haglbyge fløjter solen uskyldig

Det er såmænd bare vinteren, der slår sig i tøjret. Og ikke rigtig vil lade foråret komme til.

 

 

Skyer ladet med jeg ved ikke hvad sejler afsted over vores hoveder som de luftige skuder, de er, og de fleste af dem slipper først deres medbragte bagage, når de har forladt vores kommune.

Der er kun en enkelt haglbyge og nogle få regndryp til os i dag.

 

Derfor kan man jo godt klæde sig fornuftigt på. I regntøj og røjsere.

Nu vil vi godt snart se enden på det her beskæreri.

Ugens afslutning har ikke været helt efter planen. Det vil sige, det har den, vi er en række over mandagens mål. Men når vi kan se, at vi sikkert når i hus, har vi en tendens til li-i-i-ge at sætte målstregen en tak op.

Vi kunne ikke tage højde for den orkan, der har huseret hele søndagen, og sat elektriciteten til tælling med jævne mellemrum. Fredag morgens heftige regnvejr heller ikke. Sådan mister man en dag, otte arbejdstimer og mindst to rækker.

Så nu er vi oppe på knapt 19 og udsigt til alligevel ikke at slutte hurtigere end i 2009. Men heller ikke senere.

I denne uge har jeg set adskillige mariehøner, et fantastisk fugletræk i stadigt skiftende kileformationer og dagligt hørt lærkens sang. Det lyder som sommer. Er det selvfølgelig ikke. Men jeg vil mene, at foråret er landet.

Røde mikroskjold på vinens fødder

 

Beskæringen afslører mange af disse små, røde skjoldting, der sidder direkte på vinstokkens stamme, ofte ved foden. De minder lidt om mariehøner uden prikker, bortset selvfølgelig at disse ikke rokker sig af stedet.

Det er de såkaldte cochenilles - skjoldlus på dansk. De udgør normalt ikke noget problem, og vi gør da heller ikke noget. Konstaterer blot, at de er der.

Se duften i glasset

Den tyske hjemmeside Aromicon har sin helt egen måde at præsentere vinens duft og smag på. Prøv at klikke på glasset.

Interessant eller hvad?

Jeg har faktisk aldrig set noget lignende, men for en sikkerheds skyld spurgte jeg også lige vores vinsmagningslærer. Han havde heller ikke set noget lignende.

Når vi lige sammen tænker på vores hver anden måned-lige vinsmagningsaftener, og deltagernes mange og mange forskellige skud på både duft og smag i mindst en serie hvide vine fulgt af en serie røde vine, kan man få den tanke, at bagmændene enten må være gudsbenådet sikre i deres aromabedømmelser. Eller også får de klippet en hæl i ny og næ. Men det kan godt være værd at tage med alligevel.

Jeg kan i hvert fald mærke, at jeg selv bliver vækket, når jeg ser i dette tilfælde aromaer fremstillet på en overraskende måde.

Forvirring skal hænges op til april

Den seksuelle forvirring er en realitet allerede i år i Loisy-en-Brie. Vi skal - sammen med de andre vinbønder der er med i projektet - anbringe de små
plastic-fiduser med hunhormon midt i april. Nu krydser vi alle fingre for, at det ikke skal foregå i påskeferien, som begynder at se forholdsvis besat ud med en kombination af anden form for arbejde og ferie.

Det glæder mig, at vi kommer med. Også selvom det viser sig at være dyrere end den konventionelle behandling. Det hænger blandt andet sammen med, at vores marker ligger sammen med en stribe andre, der er på forholdsvis få hænder. Lidt længere væk er der så mange forskellige ejere, at projektgruppen ikke har forsøgt sig.

Ingen kan nok forestille sig, hvad det vil sige at få en større gruppe franske jordejere til at enes. Lad mig blot afsløre, at omfanget af strid og diskussion nok ikke kan undervurderes. En udtalelser, der bygger på et projekt omkring udveksling af landbrugsjord for nogle år siden, der faldt til jorden med et gevaldigt brag efter mange anstrengelser for mange mennesker over lang tid. Nu må de i stedet alle fortsætte med at køre mange kilometer. Men det er en helt anden historie.

De nye er blevet gamle nok

 

For fire år siden plantede vi 425 små nye Pinot Meunier i den nedre parcel i Loisy-en-Brie. Mere her.

I disse dage og uger beskærer vi dem dermed for fjerde gang, og det betyder, at de nu er voksne. I princippet.

De tre første vintre har vi beskåret dem ind til benet, og kun ladet ganske få knopper overleve. Idéen er, at når væksten er minimal, kan planten i stedet bruge næsten alle sine kræfter på at udvikle et godt og dybt rodnet. Rødderne er afgørende for at om planten vil få et godt og langt liv. Rødderne er nemlig det sugerør, vinstokken bruger til at hente vand i tørre perioder men også de nødvendige mineraler i jorden.

Højden er cirka en meter og 20 cm.

 

Jeg fjerner den grønne plasticklokke, der har beskyttet de små vinstokke de seneste år.

Samler dem ind såmænd. Vi bruger dem igen næste gang, vi skal plante nyt.

 

Indeni klokken hænger stadig de drueklaser, den lille har produceret.

Den er ikke blevet høstet, fordi det er alt for besværligt at få fat i drueklaserne indeni klokken, og høstarbejdet går meget stærkt.

Nu hænger druerne så helt indtørrede sammen med visne blade. Ikke engang fuglene har kunnet få fat i dem. Næste sæson bliver anderledes, kan jeg godt love, mens jeg hiver skærmen af.

 

Jeg skal nu i gang med at finde hoved og hale i dét, den fireårige har præsteret i løbet af det sidste vækstår.

Hvis jeg skal følge teorien, skal jeg bruge en lille spore med tre knopper, en lang fyr, der vokser på sporen fra sidste år, med i alt ni knopper, og så en forlængelse på sidste års lange fyr.

Til sammen giver det en Vallée de la Marne-beskæring, som er det system, vi bruger her i parcellen.

Foreløbigt er jeg tilfreds med at finde på en forlængelse og en lang fyr. Min finger ligger på det stykke, der skal forlænges, som altså er sidste års lange fyr.

 

 

Den unge vinstoks fod har umiddelbart alt, hvad der skal til: En hovedstamme, en lille spore med grene, der er vokser ud af sidste års knopper, og som jeg nu kan bruge til en ny kort spore samt den lange fyr, der vil blive næste års hovedstamme.

Man kan også kalde det tre generationer af grene.

Grene i adskillige aldre er vigtige, fordi drueklaserne kun dukker op på de etårige grene. Kunsten går dermed ud på konstant at have etårige grene, således at der hvert år dukker druer i passende mængde op.

 

Det færdige resultat set fra oven ser sådan her ud. Det færdige resultat forneden er billedet oven over dette.

Og hvad er status så for disse 425 små vinstokke?

Nu har jeg jo ikke været dem alle igennem. Men to tredjedele af dem ser da helt fornuftige ud, og har det, der skal til. De er noget mere spinkle end de planter, der vokser i resten af vingården, og som er omkring 30 år gamle. De vokser sig nok til.

Den sidste tredjedel klipper jeg helt ned. Det vil sige jeg efterlader bare en enkelt knop. Resten af kraften må planten bruge på at vokse sig stærkere, før den bør kastes ud i den ædle kunst af sætte drueklaser. Vi må så krydse fingre for, at kaninerne lader disse skravlede vinstokke være i fred, så de får en chance for at komme lidt frem på banen.

Vi har ellers ingen planer om at genplante lige i øjeblikket.

Vinterens uendelighed

 

Set mod Loisy-en-Brie har vi arbejdet os ind på vinstokkene og klippet næsten ni rækker à 200 meter.

Det kan være, nogen synes, at jeg taler om beskæring af vinstokke i én uendelighed. Det er sikkert rigtigt, for sådan er det jo.

Vi begyndte i december, og nu her, hvor februar går på hæld er vi stadig i gang.

Fordi det er et arbejde, der tager tid. Fordi vi ikke er de allerhurtigste, især ikke mig, og så fordi vi jævnligt har været forhindret af vintervejret, af champagne, der skal pakkes eller leveres, eller af papirarbejde og møder.

Faktum er, at vi beskærer tre parceller med vinstokke. Alt i alt omkring halvanden hektar. De to første er færdige, og i sidste uge tog vi fat på den sidste og største på cirka 30 rækker à 200 meter. Status: 8,5. Altså nåede vi næsten målet på ni.

I den kommende uge, hvor skolen begynder, og vi dermed ikke også har to børn hjemme, skulle vi gerne nå endnu ni, således at vi om en uge er færdig med to tredjedele.

 

Set den modsatte vej mod landsbyen Etoges mangler 21 rækker stadig at få sat skik på sig. Det er cirka ved bilen. Der er altså endnu et stykke vej.

Når beskæringen begynder, forekommer arbejdet mig som et enormt hav, der ingen ende har. Men når jeg sidder på min lille vogn og klipper derudaf, er dagens mål altid brudt ned i en mindre bid. Jeg skal for eksempel klippe en eller to rækker for at være tilfreds med dagens indsats. Resten tænker jeg først på, enten når ugen slutter, eller enden nærmer sig. Har vi klippet i et rimeligt tempo eller ej? Hvis ikke, hvad er så forklaringen? Er den til at leve med eller ej? Hård frost om morgenen kan vi jo for eksempel ikke stille så meget op med.

Vi har imidlertid to ugers ferie til påske. Men kun hvis vi er færdige med at beskære og binde op, og desuden har skiftet alle knækkede wirer og gerne også jernpæle. Vi får se.

Discount er farligt

Salget af champagne endte en hel del bedre end først frygtet i 2009. Det franske hjemmemarked holdt stort set sit salg. Blandt andet på grund af juletidens champagne til under 10 euro i franske supermarkeder .

Men discount er en meget farlig vej at gå som svar på krisen, siger Steve Charters til Decanter.com. Han blev regionens første professor i champagne ved Reims Management School for nogle år siden.

Et frygtet salgsscenarie på 275 millioner flasker endte i stedet med 295 millioner solgte flasker i 2009. Blandt andet altså billige esupermarkedschampagner.

Ifølge professoren er problemet at få priserne op igen.

Supermarkedernes 10 euros-flasker er selvfølgelig ikke de kendte champagnemærker. Dem har man til gengæld kunnet købe billigt i engelske supermarkeder op til jul, og det salg gik strålende.

Coccinelle, tu es belle

 

Årets første mariehøne, Loisy-en-Brie den 18. februar 2010.

I denne uge så jeg årets første mariehøne. Solstråler lokker dem frem af vinstokkens barkede sprækker. Februarsol kan godt have sine varmende momenter. Jeg har snuppet en enkelt arbejdsdag uden skibukser.

Men, mariehøner eller ej. Vinteren er ikke omme, idag sneede det en halv times tid.

Ellers beskærer vi stadig vinstokke, det er der intet nyt i. Det har vi gjort siden nytår. Men vi er da avanceret til den nedre parcel i Loisy-en-Brie, og denne uges arbejde har også gjort et indhug, der er til at få øje på.

Vi regner med at være færdige om to-tre uger.

Coccinelle betyder forresten mariehøne. Det må vel være den franske kollega til Evigglad.

Morgenlys over Champagne

 

Morgenlyset i Soulières spiller på bordene. Den sag er vist helt klar.

Vi har pakket en ordentlig stak champagne, som vi godt kunne tænke os at ekspedere videre udi den vide Verden.

Nærmest fantastisk har vi flere interesserede personer af den nye type, der har hørt om vores vin, og gerne vil smage den. Fantastisk fordi det viser, at vores indsats altsammen nytter. Vi gør alt det, vi kan, for at fortælle om vinen, men vores tid er begrænset, og vi køber heller ikke lige en helsides i Børsens eller The Guardians livsstilstillæg for at fortælle verden om vores vin.

Da de gamle kunder i meget høj grad vender tilbage til åstedet for at få mere, giver det sammen med de nye en rolig vækst, som vi selv kan håndtere. Nærmest perfekt, og det er altså blandt andet også takket være families, venners, bekendtes og kunders venlige indsats. Ubetalelige indsats.

Nåja, ubetalelig... inden jeg bliver alt for rørstrømsk: Jeg giver da gerne en omgang ved lejlighed til gengæld, og satser i mellemtiden på, at det betaler sig at pakke videre.

På flad fod

 

Jeg ved godt, at jeg vælter mig rundt i snespor for tiden. Der er ikke så meget at gøre ved det.

Jeg finder disse enorme spor fascinerende og fotograferer løs. Jeg er jo fra byen, så jeg kan ikke sådan identificere dyr ved hjælp af deres fodstørrelse. Alain er omvendt fra landet og han hævder hårdnakket, at dette her er en hares flade fod.

Tjek den lige. Enorm. Jeg er endda vant til børn med store fødder. Barn. Jeg kan ikke lige overskue om den seksåriges fødder er større end harens eller omvendt.

At der er liv i vingården er forresten altid rart at se.

 

Det er lige før, det ligner fest.

Samlebåndsarbejde

 

Vinterferiens første uge har været fyldt med sne - jeg har i seks år endnu aldrig set så meget sne her i Champagne - og den er blevet liggende.

Vi har arbejdet alt for lidt i vinen. Det har været for koldt. Risikoen for frostskader på planterne er alt for stor. Alain har omsider overgivet sig efter fem dage med våde fødder og smidt et par hullede støvler ud.

I stedet har vi pakket en del champagne, og næste generation synes, det er fantastisk at hjælpe. Den ældste øjner allerede mulighed for at tjene lidt sous. Han tørrer flaskerne, inden Alain pakker dem. Mit job er at vaske eventuelle klisterrester fra etiketterne af, inden den yngste løfter dem hen til tørring. Hvilket teamwork.

Det er faktisk rigtigt rart at sidde i vores høsthus og lave noget sammen alle fire.

Hvid weekend

 

Lørdag i sneen. Vi beskærer stadig cordon'er foroven i Loisy-en-Brie. Målet er at blive færdig denne weekend. Vi mangler seks rækker à 100 meter, og det ser realistisk ud at nå det. Omsider

 

Men kors da, hvor er det koldt. Temperaturen når ikke over frysepunktet. Men vi kan se, at solen har fat. Noget af sneen tør, og visse af vingårdens små beboere er åbenbart ude at spadsere, når vi ikke er der.

 

 

Ét er hvad sneen gør oven for parcellen, hvor jeg ser tø. Fødderne er ret frosne efter tre stive timers beskæring. Alains er tilmed våde, og der er stadig den bidende kolde vind, der må sende den følte temperatur et godt stykke under de minus 1, vi konstaterer på bilens termometer.

 

Med seks rækker tilbage behøver vi imidlertid kun være i aktion tre timer lørdag og tre timer søndag, og det er til at overskue uden at fryse til is på forhånd.

Smukt er det jo, dette vinterland med dets lydspor af jagt i skoven og kragers spredte skrig.

Jeg glæder mig også til at skulle på Valentines-date.

Opgradering med masser af blinde vinkler

 

For den uindviede ligner denne lille serie billeder måske det rene ingenting.

 

Så jeg skynder mig at oplyse, at Alain og jeg i dag hentede champagne med nyindkøbt firmabil for allerførste gang.

Det er en Citroën med et ordentligt bagagerum, hvor vi snildt kan stoppe dobbelt så mange kasser med dobbelt så mange flasker ind, som vi derpå fragter hjem for at vaske dem, sætte etiketter på og pakke dem dér..

 

Vi er dermed nu forfremmet til at blive fyldt op med gaffeltrucken i stedet for at sætte rygstykkerne i sving, når vi løfter de ganske tunge kasser ind og ud.

 

Det er da noget.

Nu bliver der mulighed for at arbejde en ekstra dag om ugen for den enes vedkommende. Den anden befinder sig i fast rutefart i den anden bil mellem børn og deres fritidsaktiviteter hele onsdagen.

Måske er det derfor, Alain ser så glad ud.

De blinde vinkler? Ja, de befinder sig overalt omkring dén, der sidder i førersædet. Der er nemlig ingen vinduer i lastrummet.