I England er priserne på visse champagner på vej ned mod de drømmeniveauer, som oftest engelsksprogede medier har luftet i deres mange historier om champagnekrisen året igennem.
Fra mandag er to flasker for en flaskes pris aktuelt i en britisk supermarkedskæde, skriver Decanter. Det er kendte mærker, hvis man er til Lanson, Veuve Clicquot, Bollinger og Nicolas Feuillatte og den slags, der sælges billigt.
Her i Frankrig bærer julekatalogerne endnu ikke præg af voldsomme prisfald. Der er langt mellem champagner til 10 euro per flaske, og de store champagnehuse ligger som oftest et godt stykke over 20 euro per flaske. Ganske som de plejer.
Vi hører ellers i den almindelige rygtestrøm om producenter, der forærer forhandlere en flaske, hver gang disse køber en. Foreløbig ser det bare ikke ud til, at forbrugeren får dette tilbud. Eller også er det endnu en and til den dam, hvor det virkeligt sejlivede rygte om et forestående salg af Moët & Chandon stadig basker rundt. Der er selvfølgelig stadig god tid til jul. God tid til at dumpe priserne også i Carrefour, Cora og cie.
No comments:
Post a Comment