Spaliering slut

 

Rene, ryddelige rækker med Meunier-vinstokke, Loisy-en-Brie.

Slut.

Vi er færdige. Alle fødder er rene, sådan da. Alle stængler sidder smukt i spalier, sådan da. En vinstok i vigør gror som død og helvede ved denne tid. Nye skud, mens De venter, stort set. Oups, vi er også færdige med hægterne. Altså fred og ro den næste uge, hvis uvejrene blæser udenom os, hvad de indtil videre har gjort.

Alain klarede de sidste 600 meter søndag.

Han har dog allerede noteret sig, at folkene her i Verzy nu er ude at stikke stængler på plads for tredje gang. Deres Pinot Noir er nogle dage tidligere på den end vores Meunier i år. Det skifter, som vinden blæser. Alle gode gange tre. Det kunne vi også gøre. Vel kunne vi så.

Men i dag puster vi ud.

Druerne

 

 

Øverst Meunier-druer, nederst Chardonnay-druer, som de ser ud umiddelbart efter blomstring og bestøvning.

Spritnye billeder af de bittesmå druer. Dette er, hvad der er kommet ud af de seneste ugers blomstring og bestøvning.

Jeg har endnu ikke mødt nogen fra disse kanter, der klapper i hænderne. De snakker om små klaser, medgiver at der til gengæld godt nok er mange.

Det er stadig tidligt at sige ret meget. Bønder - også dem med vin - stiller aldrig forventningerne højt, før de ved, hvad der ender i kasserne. P.t. er de ret sikre på, at det bliver sidst i september. Business as usual.

Vi mangler forresten stadig seks rækker. 600 meter. Jeg klarer en række på fem kvarter. Stænglerne er ikke alt for håbløst lange og uregerlige. Fødderne er ikke alt for uordentlige, og ikke alt for meget har forladt dobbeltrådens trygge favntag. Nu er det mest sideskuddene, der har fuldt fart frem, som skaber uro og uorden. Mange af stænglerne er også lidt mere hærdede, hvilket betyder, at jeg bedre kan rumstere rundt med dem, uden at de knækker. Øvelsen går ud på at sprede grenene, så de fordeler sig jævnt langs hegnet.

Endnu ingen beslutning truffet om, hvem der vinder de 600 meter i weekenden. Men siden det er min onkel, der kommer på besøg, bliver det vel Alain.

Generationers grønne bælte

 

Mit mavebælte, som kører på anden generation uden mindste tegn på træthed.

Vinbondens erhverv er gammelt og her i Champagne røgtes det stadig på yderst traditionnel vis. Selv taskerne holder flere generationer.

Jeg har arvet min svigermors mavebælte til at opbevare hægter i. Det er en slags stor lomme, lavet i meget kraftig lærred, som jeg kan binde fast om maven med et stykke tyndt reb. Den er nem at dykke efter hægter i, når jeg palisserer. Tasken er fin nok, man skal bare huske at tage højde for den og dens indhold, når man bukker sig for at fjerne stængler ved plantens fod. Ellers er der dømt opsamling af hægter.

Nu har jeg efterhånden boet her i fem år, så derfor undrede det mig ikke spor, da jeg forleden kørte gennem Verzenay og passerede en mand med nøjagtig samme model som svigermors om maven. Jeg troede, den var hjemmelavet, men tvivler på, at der findes to hjemmelavede tasker af dén model i dén farve.

Det må være mindst 15 år siden, hun gik på pension, men der er åbenbart ikke kommet noget bedre system til hægterne på markedet endnu. Hvorfor også opfinde den dybe tallerken to gange.

Meldug i vinmarkerne

Sygdommen meldug hænger igen i år som en mørk skygge over Frankrigs vingårde.

En forholdsvis lun vinter efterfulgt af en kombination af varmere vejr og forårsregn er optimale forhold for den lede svamp. Det hjælper heller ikke, at melduggen også sidste år havde alt for fine forhold, og derfor har kunnet efterlade sig masser af æg.

I Rhône-dalen, Languedoc og Bordelais taler profferne om en høj risiko. Også i Champagne lurer melduggen, og den priser sig glad, der har nået at behandle vinstokkene imellem de mange regnbyger.

Sommeren igennem er her et rend af traktorer i vingårdene. En gang om ugen beskærer de hækkenes top og sider. Hver gang det har regnet, sprøjter de imod blandt andet sygdommen meldug, der både ødelægger druerne. Det traditionelle middel imod svampen er svovl, der også er tilladt økologiske vinbønder.

Klaserne

 

Blomster og befrugtede bær i klaser i Loisy-en-Brie, den 22. juni 2008.

Blomstringen er ikke slut. I vingården vælter det rundt med gult støv. Nogle er bærrene er befrugtede nu. Nogle dage efter at det er slut kan vi se, om bestøvningen er gået godt.

I går i Vertus hørte jeg, at der generelt er mange, men små klaser i år. I Verzy siger folk omvendt, at klaserne er store. Vi siger selv ingenting, før det er fuldbyrdet.

Flere stængler

 

 

 

 

Sådan ser en del af vores dage ud for tiden.

Vi ordner stængler. Sørger for, at de sidder så fint som muligt, hvilket giver den jævneste bladvæg. Anbringer de små hægter - lavet af majs, selvom de ligner plastic - der holder trådene sammen. Ordner fødder, det vil siger, fjerner alle stængler, der ikke bærer druer. Sætter stængler, som ikke var lange nok, sidst vi var forbi, på plads mellem trådene.

Hold da op. Det føles som evigheder. Men vi har faktisk kun lavet det her siden først i juni. Vi regner med at slutte jobbet i løbet af den kommende uge.

Det betyder ikke, at stænglerne holder op med at vokse og vokse sig uregerlige og viltre. Blot at det primært bliver traktorerne, der kommer til at tage sig af det i juli måned.

Smagen af Champagne-Ardenne

En fin lille samling af links til diverse producenter af god smag fra vores region Champagne-Ardenne har set dagens lys.

Jeg kender langt fra dem alle. Men f.eks. Clovis-sennep og -eddike (vinaigre) fra Reims er rigtig godt til en god olie-eddike-dressing (vinaigrette) og i Frankrig kommer den grønne salat ikke ret langt uden.

Alain og jeg fik begge øjne på stilke, da vi i en ferie fandt en flaske hindbæreddike fra dette Reims-firma i en fiskeforretning i Svendborg. Vinaigren fra Reims kommer, tilsyneladende længere omkring, end man lige går og tror. Jeg gjorde forresten også store øjne, da jeg mødte indehaverens kone i gummistøvler hos en dansk veninde, der bor på en gård et godt stykke vest for Reims. Konen lignede bestemt en, der oftere færdes på bonede gulve end i gummistøvler. Hvilket også er meget muligt, men hun viste sig også at være overraskende godt hjemme i gummistøvlerne.

Her er smagen af Champagne-Ardenne. Værs'go og bid til.

Blomst

 

Vinblomst i Loisy-en-Brie, den 16. juni 2008.

Vingården er endnu ikke i fuld blomst. Men vi nærmer os.

Når vi manipulerer wirerne - det er vi desværre nødt til, efter løft følger palissage - drysser blomsterdragernes pollen ned akkompagneret af mine bønner om, at noget af tryllestøvet alligevel finder vej ind i blomsten.

I Vertus er vinstokkene allerede blomstret af. Vi er også - usædvanligt nok - efter Verzy. Det er ganske fascinerende, som naturen spiller sine kort i nye hænder fra år til år. Vi er vant til at ligge efter Vertus - blot ikke sidste år - men efter Verzy prøver vi ikke ofte.

I dag stifter jeg i øvrigt hele tiden nyt bekendtskab med mavemuskler, jeg end ikke anede at besidde. En hel tirsdag i vingården må slå et motionscenter med mange længder.

Stængler op og stængler ned

 

Toppen af de højeste af vinstænglerne i Loisy-en-Brie, den 15. juni.

Det er svært ikke at føle sig en lille bitte smule fortvivlet. Også selvom vinens vækst som sådan er business as usual.

For præcis en uge siden forlod vi to nydelige, ryddelige vingårde, hvor alt var i orden. Vi genfandt dem i går som umiddelbart atter underlagt det kaos, som de viltre vinstængler skaber ved denne tid i løbet af nul komma niks. Nogle få rækker minder om det vildnis, vi mødte forrige uge, andre er mindre langt fremme. Men de kan nå det, mens vi arbejder med de første.

Stænglerne knækker stadig, når vi flytter med dem. Der er også stadig alt for meget grønt ved fødderne. Selv om de overflødige knopper blev fjernet i april/maj, har nogen af dem alligevel været snedige nok til at gøre sig usynlige lige til nu, hvor de stadig er lette men mere tidskrævende at fjerne.

Grønt kapløb
Nogle få dage med god varme og ellers tilbage i gråt og vådt har været nok til, at nogle af stænglerne igen har kurs i gale retninger. Andre af de stængler, vi brugte forrige uge på at proppe ind i spalieret, har brevet sig løs i vinden. Det er først nu, vi anbringer de nedbrydelige plasticklemmer, der stopper den del af cirkusset.

I dag nåede vi tre af de lange rækker på 200 meter, i går nåede Alain en enkelt, samt to af de korte på 100 meter samt enderne. Hold da op, så mangler vi kun 20 200 meters rækker, 40 100 meters og 12 af varierende længde mellem fem og knapt 200 meter.

Alle stængler er endda endnu ikke så lange, at de kan nå med i hækken. Dem må vi tilbage og ordne bagefter. Hmmm... Vekslede et par ord med genboen i morges. Hun spurgte mig, om jeg kan lide arbejdet i vingården, og jeg svarede ja. Det var hende, der optrådte i vores avis for et par år siden, da hun gennemførte sin vinhøst nummer 50. Det gav hende temmelig mange street-points fra mig.

Jeg kan godt lide det. Men jeg begynder bedre at forstå, hvorfor Alain er så gennemført pirrelig, når pallissage - hækkificeringen - står på programmet. Vi gør det jo. Gennemfører. Men aldrig uden en følelse af, at det kunne have været gjort bedre, hvis bare lige... det stopper nemlig aldrig. Der er altid noget, man kan gøre lige lidt bedre, hvis man har tid. Har foreløbigt sat mandagen af.

Danskere drikker mindre champagne

Danskere drikker mindre champagne men mere mousserende vin.

Sådan stod der forleden på nettet - i Jyllands-Posten - med belæg i tal fra AC Nielsen (Læs resten her.)

25 procent flere vine med bobler blev skyllet ned i 2007 end året før. Det er selvfølgelig fint, at bobler er populære. Men ærgerligt, at danskerne går uden om champagnen. Også for os, selvom vi kan godt finde andre markeder, vil vi selvfølgelig særligt gerne føre flaskerne frem i Danmark.

"Man gider åbenbart ikke rigtig den traditionelle champagne, eller også vurderes den simpelthen for dyr i forhold til de stadig flere alternativer, der tilbydes," står der i artiklen.

Prisforskellen - som er stor - har flere forklaringer:

Metoderne i Champagnes vingårde er primært manuelle

Boblerne fødes i flasken, ikke på tank eller i form af et skvæt kulsyre.

Champagne lagrer i mindst 15 måneder, crémant'er normalt mindre,

Læs mere her.

Omkring hver anden flaske champagner popper i Frankrig.

Nu er det ikke fordi den almindelige franskmand har flere penge mellem hænderne end den almindelige dansker. Den største forskel er nok, at franskmænd køber én flaske god vin i stedet for tre-fire flasker halvdårlig, og så lander udgiften på det samme.

Branderten bliver selvfølgelig ikke den samme - selvom champagne har særlig kvik effekt qua sin kulsyre - men det er under alle omstændigheder ikke velset at blive fuld her. Tro mig, jeg har været der. I Frankrig må man udvælge den slags lejligheder meget nøje og føre regnskab med tid, åsted og eventuelle vidner.

Noget helt andet er, at det i Danmark formentlig ofte ikke giver nok bonuspoint i forhold til prisen at servere champagne i stedet for f.eks. cava. Det er selvfølgelig ikke muligt her. Jeg kan købe crémant i de store supermareder i Reims, men jeg er ikke sikker på, at cava overhovedet fås. Må hellere tjekke.

Det er under alle omstændigheder aldrig aktuelt med hverken cava eller crémant. Når man bor i en vinproducerende landsby i Champagne, giver den slags produktert nødvendigvis så mange minuspoints, at man er i overhængende fare for at ryge ud af skalaen.

Den store fordel er, at man altid får champagne. Det smager næsten altid godt. Af og til sublimt.

Champagnemuseum til Reims

Reims skal have et museum for champagne. Det mener en af de nye viceborgmestre i Reims, Jacques Cohen, med ansvar for kultur ifølge avisen l'Union.

Det, synes jeg jo, er en fantastisk idé. Det eneste, der findes i dag, er et vinmuseum i Verzenay, der lidt tilfældigt viser årets gang i vinmarkerne og så champagnehusenes egne samlinger af gammelt værktøj.

Når jeg spørger folk, der har et ben hist og her indenfor i områdets mere beslutningsstærke forsamlinger, siger de altid, at det ikke interesserer f.eks. champagnehusens, fordi det ikke er nødvendigt.

Champagne sælger sig selv.

Det er meget muligt. Men for byen Reims er champagne ved siden af katedralen det helt store turisttrækplaster. Og man gør sørme ikke meget for at sælge det. Særligt interesserede turister finder vel selv ud af at besøge et champagnehus' kælder, og det er så det.

Nu har bystyret har netop skiftet kulør: Fra et mangeårigt, borgerligt - forstenet, vil nogle mene - og maskulint styre til et socialistisk, tilmed under kvindelig borgmester. Lad os se, hvad det bliver til.

Katedralen, et af Frankrigs gotiske vidundere, har byens Reims, den katolske kirke, den franske stat eller hvem man nu kan sende aben til, endnu aldrig magtet at restaurere komplet.

Fra gråt til gult vejr

Vejret er skiftet. Fra gråt og fugtigt til solrigt og varmt. Hurra.

Endnu mere hurra, fordi vi er færdige med at løfte tråde, for varmen skal nok sætte ny fut i vingården.

Vi mangler stadig at stikke de korteste stængler på plads mellem den dobbelte tråd, og bagefter at tvinge de to tråde sammen med en nedbrydelig plastichægte, den såkaldte agrafe.

Først skal stænglerne lige lægge nogle flere centimeter til deres nuværende længde, så de kan nå med ind bag tråden. I dén henseende skal varmen - omkring 28 grader - nok bekomme dem vel.

Bagefter kommer blomsterne.

Løftet er slut

 

Vilde stængler på vej over mod naboen.

Alain sluttede i dag de nødvendige løft i vores to parceller. Det har altså taget os seks arbejdsdage at løfte dobbelttråden på en hektar med vin samt efterrense fødder og til dels krop. Det vil sige hive de stængler af, der ikke er frugtbare, og som kun har fået lov at vokse ud, fordi vi ikke allerede har fjernet dem som knopper.

Anden halvdel af jobbet er at sætte agrafes på. Det er små nedbrydelige plasticklemmer, der holder sammen på dobbelttråden. Det er stærkt nok til at kunne forhindre vindstød i at lege stængler ud af trådburet. Vi skal også have anbragt de stængler, der ikke har været lange nok til at blive hevet med op, mellem trådene. Det er heldigvis ikke alt for mange. Det er et skrækkeligt stykke arbejde, fordi stænglerne knækker meget let.

Det er rigtig ok at være færdig med første del af arbejdet. Vejret skiftede ved middagstid fra køligt, gråt og fugtigt - sådan har den seneste uge set ud - til smukt og solrigt. Hvis det holder, skal vinen nok sætte væksthastigheden op, og så er det sørme rart at have været lidt på forkant. Jo længere stængler, jo vanskeligere er de at manipulere uden problemer.

Vokseværk

 

Nogle vintraktor kan sprøje flere af gangen. Det mindsker ødelæggelserne, at de ikke kører i hver række. Loisy-enBrie, den 5. juni.

Vinen vokser godt. Det gør svampene desværre også.

Vejret er forholdsvis lunt, men også temmelig vådt. Nogle dage regner det, meget eller lidt, andre dage hænger fugten tungt i luften. Ikke mindst mellem vinstokkene, og det giver meldug gode forhold.

Vintraktorerne kravler dagligt afsted. De sprøjter for sygdommen, hvilket er den eneste måde, man p.t. kan bekæmpe den på. Denne her har da i det mindste kunnet aflevere sin ladning i fred og ro for regnen. Der skal helst følge to tørre timer, hvis behandlingen skal virke ordentligt.

Men når jeg tænker tilbage på andre juni måneder i Champagne, forekommer denne mig ikke væsentligt anderledes. Juni - eller i hvert fald den første del af juni - er altid ret grå, overskyet og ofte også fuld af regn. Men - vi kan være heldige og få varme sidst på måneden, hvor vinen blomstrer.

Jeg så i øvrigt de første to vinblomster helt nede ved stammernes fødder, hvor blomstring gerne begynder. Jeg løfter stadig tråde. I dag ny personlig rekord: 1.600 meter på seks timer. Der vil gå omkring et par uger, før blomstringen er generel, vil jeg tro.

CIVC - der ved det hele (næsten) - siger, at vejret er som det plejer, og at alt er godt.

Så løfter vi tråd

 

Alain putter en stængel ind mellem den dobbbelte jerntråd på spalieret.

Mandag begyndte vi at løfte trådene. I år direkte til øverste krog. Det er den midterste, den dobbelte tråd i hegnet, som vi samler op fra jorden og parkerer i en dertil indrettet krog på hver pæl.

Dette smarte system samler planternes stængler, der ellers skyder hulter til bulter, op og presser dem ind mod midten af rækken fra begge sider. Det øger ordenen betragteligt, og beskytter desuden mod de tordenvejr, der også hører sommeren til.

Sidste år havde vi - og alle andre - meget svært ved at følge planternes sindssyge vækst, hvilket gjorde dette arbejde rædselsfuldt. Lige meget hvornår vi kom, var det for sent. Stænglerne var for lange og knækkede for et godt ord.

For en sikkerheds skyld lagde Alain ud i sydende og ond stil med den ene salve putain'er efter den anden. Han har været så stjernenervøs for, at det skulle ske igen, at der går en time, før han slapper nogenlunde af.

Faktisk er der kun rod og uorden i den sidste del af rækkkerne i den øverste parcel. Som om de er nogle dage længere fremme end resten. Forskellen er markant. Vi bruger væsentlig mere tid, og knækker flere stængler heroppe.

 

Alain igang med stænglerne.

Ellers går løftet næsten som en leg, sådan som det skal ifølge teorien, hvis man timer sit løft ordentligt. HVis ikke er for mange stængler for korte, og må stikkes tilbage manuelt.

Samme princip som med hestehaler. Hvis hårstråene er for korte, ryger de ud af elastikken, og må gøres fast med spænder i stedet. Det tager længere tid, og når det drejer sig om vinstængler øges risikoen for at de knækker meget betragteligt. De er virkeligt skøre. På grund af for meget regn, siger svigermor.

Alt godt for svampe
Tordenbrag rumler også om ørene på os. Men stormene slår sig ned andre steder. Vi arbejder hele dagen, og når at løfte to tredjedele af den øverste mark. Dagen efter klarer Alain den sidste tredjedel samt de rækker i den nederste, som traktoren kører igennem.

Vejret er i øjeblikket ret skrækkeligt, fordi det er fugtigt og forholdsvis varmt. I selve vingården hænger den varme fugt tungt. Skønno for svampe af enhver art.

 

Den løftede wire tæmmer eventyrlystne stængler, der ellers vil prøve at gribe fat i naborækken med sin gribetråd.

Traktorerne har travlt, hvilket vi desværre tydeligt sporer i form af knækkede stængler. Det hjælper først, (1) når vores serviceleverandør får mindre travlt - glem det - eller (2) når vi får løftet trådene, puttet de sidste stængler ind og lukket af med klemmer, så vindstør ikke kan presse dem op igen.

Resten af ugen kommer til at gå med det her, men så bør vi også være færdig med at løfte søndag.

Årgang 1921

 

Sjovt nok skal man åbenbart tage til Bourgogne for at se champagne.

Egentlig skulle vi bare have noget Puligny-Montrachet - det smager nemlig godt, venner - så kom vi også en smule i snak med caveau'ens bestyrer, og da vi så sagde, vi dyrkede vin i Champagne, skulle han faktisk ikke snakkes ret meget mere med, før han viste os disse flasker.

Han var lige kommet tilbage fra Épernay med dem: Mine damer og herrer, en Bollinger jéroboam (4 alm. fl.) årgang 1921 ser og rører man formentlig kun én gang i sit liv. I det næste liv kunne jeg til gengæld også godt tænke mig at smage. Den her var jo ikke kølet ;-D

Flaskerne skal videre til USA, hvor der er et købedygtigt marked for den slags.