Stængler op og stængler ned

 

Toppen af de højeste af vinstænglerne i Loisy-en-Brie, den 15. juni.

Det er svært ikke at føle sig en lille bitte smule fortvivlet. Også selvom vinens vækst som sådan er business as usual.

For præcis en uge siden forlod vi to nydelige, ryddelige vingårde, hvor alt var i orden. Vi genfandt dem i går som umiddelbart atter underlagt det kaos, som de viltre vinstængler skaber ved denne tid i løbet af nul komma niks. Nogle få rækker minder om det vildnis, vi mødte forrige uge, andre er mindre langt fremme. Men de kan nå det, mens vi arbejder med de første.

Stænglerne knækker stadig, når vi flytter med dem. Der er også stadig alt for meget grønt ved fødderne. Selv om de overflødige knopper blev fjernet i april/maj, har nogen af dem alligevel været snedige nok til at gøre sig usynlige lige til nu, hvor de stadig er lette men mere tidskrævende at fjerne.

Grønt kapløb
Nogle få dage med god varme og ellers tilbage i gråt og vådt har været nok til, at nogle af stænglerne igen har kurs i gale retninger. Andre af de stængler, vi brugte forrige uge på at proppe ind i spalieret, har brevet sig løs i vinden. Det er først nu, vi anbringer de nedbrydelige plasticklemmer, der stopper den del af cirkusset.

I dag nåede vi tre af de lange rækker på 200 meter, i går nåede Alain en enkelt, samt to af de korte på 100 meter samt enderne. Hold da op, så mangler vi kun 20 200 meters rækker, 40 100 meters og 12 af varierende længde mellem fem og knapt 200 meter.

Alle stængler er endda endnu ikke så lange, at de kan nå med i hækken. Dem må vi tilbage og ordne bagefter. Hmmm... Vekslede et par ord med genboen i morges. Hun spurgte mig, om jeg kan lide arbejdet i vingården, og jeg svarede ja. Det var hende, der optrådte i vores avis for et par år siden, da hun gennemførte sin vinhøst nummer 50. Det gav hende temmelig mange street-points fra mig.

Jeg kan godt lide det. Men jeg begynder bedre at forstå, hvorfor Alain er så gennemført pirrelig, når pallissage - hækkificeringen - står på programmet. Vi gør det jo. Gennemfører. Men aldrig uden en følelse af, at det kunne have været gjort bedre, hvis bare lige... det stopper nemlig aldrig. Der er altid noget, man kan gøre lige lidt bedre, hvis man har tid. Har foreløbigt sat mandagen af.