Mens vi venter på tallene for 2005, der formentlig vil bekræfte et fortsat stigende salg af champagne fra første til anden halvdel af året, komme her mit klasseeksempel på, at nye luksuriøse tider er rykket ind i visse dele af Danmark.
Ændrede forbrugsmønstre
Stor var således min forbavselse, da man i Kvickly på Amager kunne erhverve sig en kasse champagne formedelst knap 1.000 kroner. Siden trumfede man med en pris på knapt 650 kroner for en kasse. (Mere hos Coops Nettorvet).
Champagnens kvalitet ufortalt - jeg har ikke smagt den - fortæller det mig, at forbrugsmønstrene på Amager har flyttet sig over i en helt anden galakse, end dengang jeg boede i samme kvarter i de depressionsramte slutfirsere.
De seneste tal fra vinhandlernes forening, Vin og Spiritusorganisationen i Danmark (VSOD)bekræfter tendensen. Danskerne købte 25 procent flere flasker i 2004 end i 2003, og i første halvdel af 2005 var stigningen på syv procent sammenlignet med samme periode året før, skrev Nordjyske og Fyens stiftidender i forbindelse med årsskiftet for nylig.
Danskere skyller friværdien ned
DR's livsstilsekspert Christine Feldthaus forklarer overfor DR Penge den nye, dyre interesse med, at mange danskere qua store friværdier og gode pensionsopsparinger har så mange penge mellem hænderne som aldrig før.
Ifølge formanden for VSOD, Peter Schaltz, er højsæsonen for champagne stadig nytår, men også i forbindelse med store midsommerarrangementer som Sankt Hans og studentergilder er salget vokset, siger han til Nordjyske og Fyens stiftidender.
Champagne overhaler baked beans
Tendensen gentager sig i Storbritannien, der godt nok også er the bubbly nation par excellence - det suverænt største eksportmarked for champagne - men alligevel.
I hvert fald den rigeste del blandt briterne - herunder middelklassen - har oplevet en stor stigning i den almindelige velstand gennem de senere år. Kort før jul skrev avisen Daily Telegraph, hvordan champagne på hylderne hos supermarkedskæden Sainsburys nu omsætter for flere penge end dåser med bagte bønner.
I årets første ni måneder importerede briterne over 22 millioner flasker champagne, en stigning på ni procent sammenlignet med året før, meddeler Comité Interprofessionel du Vin de Champagne.
In English
Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.
No comments:
Post a Comment