15 April, 2013

Præget nummer er nyt på flasken

 
Posted by Picasa
Måske har du på det seneste lagt mærke til et næsten umærkeligt nummer, der optræder på vores flasker.

Det lille nummer er præget på glasset, og det refererer direkte til degorgeringstidspunktet. På den måde kan du altid hurtigt finde ud af, hvornår flasken er degorgeret. Det vil sige, hvornår vi har fjernet de sedimenter, der er tilbage fra andengæringen, og bagefter tilsat dosering, det vil sige tilsat sukker opløst i en smule vin.

Nummeret består først af årstallet, derfter af måned og dag samt et forløbende nummer.

Det ærværdige champagnehus Krug har tidligere brugt en del kræfter på at forklare, hvorfor denne dato ikke er interessant viden for champagnenyderen, men er alligevel begyndt at vise den. Jeg ved ikke, om du derude reelt kan bruge datoen til noget, men vi foretrækker at lade det være op til dig at bestemme, hvad der er interessant. Bloggen DrVino har argumenter for og imod

Vores nye nummer betyder også, at vi på et tidspunkt går over til at nummerere vores stadigt begrænsede flasker i stedet for at skrive degorgeringstidspunktet i form af et lot-nummer på den bageste etiket. Vi har generelt ret stor tillid til vores kunder, og derfor ud fra, at du ikke har brug for den samme information to gange.

13 April, 2013

Noirs & Blancs i festtøjet

 
Posted by Picasa
Denne weekend fester vi med gode venner.

Dengang jeg selv blev konfirmeret, fik man vist et glas kølig hvidvin som velkomst. Faktisk aner jeg det ikke. Selv skulle jeg i hvert fald ikke have vin. Men traditionerne har fået både skub og vrid, og det, vi spiser og drikker, har fået gastronomiske løft i alle ender og kanter. Dagens fest er bestemt ikke den eneste konfirmation, hvor hvidvinen er skiftet ud med bobler.

Nu er festens midtpunkt for ung til selv at synes om champagne. Ikke mange børn eller unge mennesker bryder sig om en champagnes krævende syre. Til gengæld kan han godt lide denne etiket, og lige præcis derfor skal der være Noirs & Blancs i det første glas. Jeg håber, at det bliver en vidunderlig dag.

11 April, 2013

Koldt forår skyder udvikling tre uger

 
Posted by Picasa
Hvis du af og til kommer forbi Bobler for at læse nyt fra Champagne, har du nok bemærket en hel del poster med henvisninger til det usædvanligt kolde forår, som 2013 foreløbigt har budt os.

Det er ikke fordi, at det som sådan generer vinen. Den holder sig bare i ro.

Os har vejret generet en del. Det har været så koldt, at det har været svært at arbejde nok. Vi er ikke færdige med at binde grene op, hvilket vi ellers plejer at være, når skoleferien nærmer sig.

 
Posted by Picasa
Kulden har sendt vinens udvikling cirka tre uger længere ud i fremtiden end normalt ved denne tid. Foreløbig har knopperne ikke vist synligt tegn på at de trods alt er i udviklingen. Men de er sprødere nu, knækker lettere, hvis de bliver generet for meget, så nogle dage med varme kan formentlig hurtigt få en synlig effekt.

Til den kommende weekend er der meldt 20 grader, og det er sandelig nye toner i Champagne i dette herrens 2013.

10 April, 2013

Champagne til Luxembourg

Vi har forberedt os på det i nogen tid.

En flok af vores champagner er nu blevet så store, at det var på tide at flytte hjemmefra. De skal oven i købet til udlandet. Ikke ret langt væk, men nok til at de skal have deres eget papir med på rejsen.

Heldigvis tegner alt til, at de kommer i de bedste hænder. Hos flinke folk, der vil passe på dem efter alle kunstens regler. Som er i fuld gang med at indrette frokostrestaurant, mad- og vin-butik med mere, og her skal vores flasker flytte sammen med andre herlige vine. Blandt andet flasker fra disse gode mennesker i Juliènas længere sydpå.

Men her taler vi altså nordpå. Nærmere bestemt Luxembourg, hvor dette sted med danske råvarer og danske madfolk altså er på vej til at åbne om nogle uger. Med vores flasker, og det bliver rigtig interessant at se, hvordan de vil kombinere champagnerne med dansk mad. Skidt så med, at vores lager indtil videre er tømt for Rosé de Saignée og Noirs & Blancs. Flere andre har også været på spil de seneste uger.

Vi kan lige nå at pakke nogle kasser, som vi kan tage med til indvielsen, og hvor vi da glæder os allerede.

09 April, 2013

Årgang 2012 kommer på flaske

 
Posted by Picasa
Tomme flasker klirrer højst. Det får en ende denne uge, hvor årets første tirage foregår på kooperativet i Vertus.

De nye vine fra 2012 har efter mange smagninger - læs om dem her og her - endelig fået lov at møde hinanden i større tanke end dem, de kom fra. I løbet af denne uge kommer de første vine fra 2012 endelig på flaske sammen med en cocktail af sukker og gær. Læs mere om flaskefyldning.

Flasken er den endelige champagneflaske, men vi lukker den foreløbigt med en midlertidig kronekapsel. Nu kommer flaskerne på et langt og mørkt ophold i kooperativets kældre, hvor prise de mousse vil finde sted de næste uger. Det er simpelthen boblernes fødsel, men deres vellykkede integration i vinen tager adskillige år. Vellykket integration tager nemlig sin tid. Det ved jeg, der ikke længere står til halsen i det, men måsken nok stadig af og til på hovedet i det. Det har jeg heldigvis fred og ro til at gøre, .

Om flere år vil vi hive flaskerne op igen, så de kan fortsætte færden frem mod endeligt at blive færdig champagne. Som I nok kan forstå er det altid et meget spændende forløb. Ikke mindst dette år, hvor der lige siden vinhøsten har været store forventninger til årgang 2012.

07 April, 2013

Champagne-tyverier er blevet almindeligt

 
Posted by Picasa
For nylig blev den kendte champagne-mager og vinbonde Jacques Selosse bestjålet. Flere tusinde flasker færdig champagne og desuden etiketter og halskraver forsvandt i løbet af natten fra faciliteterne i landsbyen Avize.

Han var det mest kendte offer, men ikke alene.

I Ambonnay blev en anden vinbonde samme uge lettet for en varevogn, fyldt med champagne, der var pakket til afgang næste dag.

Tyverier i Champagne er blevet almindelige. Hver uge bringer sin historie. Kun den letsindige er ikke forsikret i alle ender mod alle former for tyveri.

Det eneste usædvanlige er sådan set, at en kendt vinbonde ligefrem står frem i medierne og forklarer nærmere. I dette tilfælde giver det god mening.

Sjælden flaske
Jeg har tidligere fortalt, hvordan vi selv aldrig har flere folietoppe liggende, end vi hurtigt får brug for, og det er netop som en enkel måde at imødegå risikoen for tyveri. De rammer alle slags'er. Store og små. Kendte og ukendte.

Folietoppene bruger skumle personer til at gøre deres eventuelle ulovlige champagne lovlig. Toppen beviser at fransk skat er betalt. Vi har kun adgang til at købe et antal, der modsvarer det antal flasker, vi har haft lov til at producere. For et års tid siden blev et meget stort antal toppe stjålet hos en af producenterne i Champagne.

Selosse bruger sorte flasker, så det bliver ikke helt let for tyvene at bruge de stjålne etiketter. For en sikkerheds skyld har han fortalt om tyveriet til forskellige medier, og dermed formentlig kunnet stoppe eventuel misbrug af sit gode navn på den led.

Ulovlig champagne
Hvordan undgår du så at købe ulovlig champagne? Mit gæt er, at risikoen er størst i Frankrig. Gode indikatoer på lusk i affæren: Alt for billigt eller alt for lurvet.

06 April, 2013

Et spørgsmål om smag: En er god, seks er bedre

Vi bliver af og til spurgt, om vi holder champagnesmagninger. Det gør vi. Men af gode grunde er vores tid til at gøre den slags i Danmark ret begrænset, så det er kun ganske få gange om året.

Du må derfor primært indstille dig på at komme til Champagne for at møde os. Det er heller ikke helt ringe, selvom man af og til må grave perlerne frem selv. Og hvis du ikke lige står med den ene fod i Nordfrankrig, er der heldigvis også andre muligheder for at smage champagne. For 10 år siden var champagne i Danmark en godt bevaret hemmelighed for de få indviede. Sådan er det ikke længere. Vi møder en hel del, der ligesom os elsker champagne, og som ligesom os gerne vil have mere.

Det kan for eksempel lade sig gøre til et af disse arrangementer i København i næste uge:

11. April: Champagne-aften hos Leisner

13. april: Champagne og Hotdogs

13. april: Årgang 2002 smagning

Eller hvad med at lave et arrangement for vennerne i Århus selv:

Smagførst-smagning

Mon ikke der er flere endnu...

05 April, 2013

Årets røde måne

Forleden var jeg i byen for at spise fisk. Min ledsager og jeg drak for en sikkerheds og den gode stemnings skyld også et glas champagne. Men netop kun ét glas, for jeg skulle befordre mig selv hjem til bjerget uden at blive alt for omtåget.

Ganske klart så jeg derfor månen hænge lavt over kanalen. Abnormt stor og ganske rød. Omend på en formørket måde, som for så vidt er passende nok sent om aftenen.

Det kan ikke have været la lune rousse. Det afviser almanakken. Men helt ærligt: Det kunne det lige så godt have været så få dage før påsken. Den røde måne er nemlig årets første måne efter påske. Den begynder den 10. april og varer til den 9. maj.

Nu er det ikke fordi, at begrebet la lune rousse normalt skal forstås så bogstaveligt, som jeg så det dén aften.

Månen er ikke nødvendigvis rød i perioden. Det bliver til gengæld nogle af planterne, hvis de når at mærke et skud af den farlige, sene nattefrost. I år har det foreløbig været så koldt, at næppe det helt store kigger frem nogen steder overhovedet. Normalt er frost imidlertid en plage på denne tid, hvor planterne plejer at være på vej frem. Samtidig er der god chance for højtryk og derfor skyfri skønne nattehimler. Hvis de sidste rester af vinterens kolde vejrsystemer lidt forsinket suser henover himmelen, er der stor risko for frost. Og altså vissent-røde vækster.

Det er, hvad den røde måne handler om.

Havefolket kan for eksempel beskytte deres spæde udplantninger - skulle de have nogen i år - under et stykke plast eller lignende dække. De allermest udsatte vinstokke kan finde varme fra en lampe. Men de fleste må klare sig selv, og det gør de heldigvis også de fleste år. I år er der foreløbig ikke de store synlige tegn på aktivitet. Den pleurs, jeg så for nogle uger siden, har jeg ikke set meget til siden. Det har også været koldt.

Den aften, jeg så den helt bogstavelige røde måne, slænge sig over den blåsorte kanal netop ved slusehuset på vej mod Prunay, havde vi nydt et glas Philipponat Extra Brut. Uden sukker men bestemt ikke som sådan syrlig. Måske nok lovlig meget æble efter min smag. Interessant at prøve, men næste gang fortsætter jeg nok til månedens anden champagne på glas. Måske for at fejre frostmånens afslutning omkring Les Saints de glace. Men dem skal jeg nok spare dig for at møde i dag.

04 April, 2013

Vikinger og wanna-be's i vingården

 
Posted by Picasa
De seneste uger har vi mærket påskeferien. Det vil sige, vi har mærket jeres påskeferier.

På vej videre, på vej hjem, på vej rundt i Champagne. Parferie, venner på tur eller børnefamilie. Forholdene veksler, men interessen for at høre om vindrift og om vores særlige forhold i Champagne har været stor.

Som tirsdag, hvor to par var med på en rigtig vikingtur i Belles Feuilles-parcellen.

Vindblæst parcel
Her vokser Chardonnay til højre og Pinot Meunier til venstre. Udsigten er upåklagelig. Med Soulières til den ene side og nabolandsbyen Givry-les-Loisy til den anden og det vidtstrakte sletteland så langt øje rækker lige frem.

Det er også præcis dette nærmest uendelige perspektiv, der giver vinden gode muligheder for rigtigt at strække ud. Når den er fremme hos os, kan den med et beskedent pust sende både solens varme og termometerets fulde to grader til tælling og lande den oplevede temperatur et sted nede omkring de minus 10. Bemærk Alains påklædning.

Kun i Belles Feuilles oplever vi normalt så kold vind.

Koldt forår
Men et vingårdsbesøg kræver jord under skoene, vi taler nu engang bedst om vinstokke, hvor de bor. Det er ikke et lumsk trick for at sortere de rigtige vikinger fra omkomlingene.

Selvom det måske godt kan føles sådan i et forår, som Meteo France aldrig har målt koldere. Til gengæld sprang vi gårdens udendørs faciliteter over, og gik direkte ind for at sidde på radiatoren. Og tale videre over et glas champagne.

Lyder det godt? Det er ikke kun mig, der siger det. Læs mere her.


03 April, 2013

Plovtur

 
Posted by Picasa
Vand tegner af og til interessante spor ned gennem nogle af rækkerne i Loisy-en-Brie.

Er der nok af det, graver det render, som vi bestemt ikke ønsker. Vi vil faktisk slet ikke have regnvandet ned genmem rækkerne, for en vinstok er helst fri. Men vandet løber sine egne veje, så af og til er vi nødt til at hjælpe lidt på vej.

Mandag var Alain afsted med traktor påmonteret plov for at pløje jorden mere jævn efter vandets renden. Et lille eksempel på de mange små detaljer, der også indgår i en vinmatrikels generelle velbefindende.

Det har jeg ikke noget billede af, men ploven ser sådan her ud.

 
Posted by Picasa