04 April, 2013

Vikinger og wanna-be's i vingården

 
Posted by Picasa
De seneste uger har vi mærket påskeferien. Det vil sige, vi har mærket jeres påskeferier.

På vej videre, på vej hjem, på vej rundt i Champagne. Parferie, venner på tur eller børnefamilie. Forholdene veksler, men interessen for at høre om vindrift og om vores særlige forhold i Champagne har været stor.

Som tirsdag, hvor to par var med på en rigtig vikingtur i Belles Feuilles-parcellen.

Vindblæst parcel
Her vokser Chardonnay til højre og Pinot Meunier til venstre. Udsigten er upåklagelig. Med Soulières til den ene side og nabolandsbyen Givry-les-Loisy til den anden og det vidtstrakte sletteland så langt øje rækker lige frem.

Det er også præcis dette nærmest uendelige perspektiv, der giver vinden gode muligheder for rigtigt at strække ud. Når den er fremme hos os, kan den med et beskedent pust sende både solens varme og termometerets fulde to grader til tælling og lande den oplevede temperatur et sted nede omkring de minus 10. Bemærk Alains påklædning.

Kun i Belles Feuilles oplever vi normalt så kold vind.

Koldt forår
Men et vingårdsbesøg kræver jord under skoene, vi taler nu engang bedst om vinstokke, hvor de bor. Det er ikke et lumsk trick for at sortere de rigtige vikinger fra omkomlingene.

Selvom det måske godt kan føles sådan i et forår, som Meteo France aldrig har målt koldere. Til gengæld sprang vi gårdens udendørs faciliteter over, og gik direkte ind for at sidde på radiatoren. Og tale videre over et glas champagne.

Lyder det godt? Det er ikke kun mig, der siger det. Læs mere her.


No comments: