21 September, 2010

Dagens høstmenu

Morgenmad:
Baguette, smør, syltetøj
Kaffe

 
Posted by Picasa

Formiddagspause:
Baguettes med pålæg
Sandkage, chokoladekiks
Kaffe, vand

Frokost:
Melon med skinke
Kylling med kartoffelmos
Ost
Chokoladekage og mirabelletærte
Champagne, rødvin, cider, vand, kaffe

Eftermiddagsmåltid:
Baguette med diverse pålæg
Sandkage, chokoladekiks
Kaffe, vand, cider

Apero:
Champagne

 
Posted by Picasa

Aftensmad:
Løgsuppe
Kold skinke med pasta
Grøn salat
Ost
Chokolade- og/eller vanillebudding
Ratafia, rødvin, cider, vand

Nu tænker du nok: Sikke meget mad... det kan jeg da godt forstå. Det siger da også i familien, at der er folk, der tager på under vinhøsten. Personligt spiser jeg alle disse måltider, og jeg tager to gange af alt, hvad jeg har lyst til, og alligevel er der normalt et par kilo mindre en tid derefter.

20 September, 2010

Halvvejs gennem høsten

 
Posted by Picasa

Midtvejs. Sådan lød vores status efter søndagens arbejde.

Vi høster tre hektar med Chardonnay, Pinot Meunier og Pinot Noir druer. Årets kvote er 10.500 kilo druer per hektar. Det betyder, at vi principielt er færdige, når vi har plukket 31.500 kilo druer. Principielt betyder, at vi under alle omstændigheder plukker, presser og vinificerer det hele, og bagefter beholder det bedste til champagne, og sælger eventuelt overskydende vin til andre formål.

Vi var på forhånd bekymret for udsigten til råd. Det er ikke forfærdelig slemt i vores parceller - "jeg har set langt værre, også i år", lød det for eksempel i går fra en fætter. Det har jeg ikke, men efter syv år har jeg jo også så langt fra set det hele.

Der er det hele: Druer, der rådner før de modner. Druer med en form for råd, der støver, når man rører ved det. Vi laver den værste halvdel hænge, og så kan vi stadig plukke mellem to tredjedele og tre fjerdedele af druerne. I Chardonnay-parcellerne henter vi godt 13.000 kilo per hektar, hvilket nok er en tredjedel mindre end normalt.

Det er vældig skønt at være halvvejs på blot tre dage, for jo længere vi når fremad, jo mere råd og skimmel vil vi møde. Hver dag, jeg har været i skoven gennem de seneste uger, har jeg mødt muntre par i gummistøvler og med pileflettet kurv og kniv. Svampejægere, og 2010 vil blive husket som svampeår. Det er der vist ingen tvivl om

 
Posted by Picasa
Disse Chardonnnay-druer er jo ganske nydelige, klaserne er ikke alt for tætte, hvorfor de lettere tørrer igennem efter regn og dermed er mindre udsatte for svampesporer.

Her er hestene

 
Posted by Picasa

Jeg indrømmer det blankt: Det er ikke verdens bedste billede, men hestene og deres betjente er ubestrideligt til stede.

De passerede os i Loisy-en-Brie lørdag eftermiddag, og det var der almindelig tilfredshed med på holdet. Når nu vi ved, de er der, hører det ligesom med til vinhøstens almindelige folklore også lige at se dem. Også selv om de desværre valgte at skridte forbi langs den øverste stribe parceller i stedet for den nederste, hvor vi arbejdede.

"Dem ville jeg godt have set," udbrød Annie med let skuffelse i stemmen. Hun har gjort alt i vinen i en 20 års tid, så der er ikke meget, hun ikke har set. De seneste fem-syv år hun passet køkkenregionerne, så foreløbig må hun altså nøjes med at have set det ridende politi på tur i landsbyen Oger på regionalt tv.

Vi så i øvrigt kavalleriet igen søndag eftermiddag på vej ned til vinpresserne i landsbyen Vertus. De når åbenbart igennem en større del af Côte des Blancs hver dag, og ser i øvrigt vældigt afslappede ud.

Ifølge den lokale presse deltager de i alt tre eskadroner rytterpoliti i vinhøsten, fordi de til hest lettere kan komme hen til de folk, der befinder sig i vinmarkerne. Det handler dog nok i høj grad også om præventiv virkning.

Jeg mener, man kan vel dårligt forestille sig politiet til hest galoppere efter flygtende vinfolk uden orden i papirerne. Men man ved aldrig helt: Dette er jo Frankrig, og hvis man bruger sin egen tankegang som målestok, når man ikke nødvendigvis frem til det rette facit.

Hos os er alle arbejdspapirer i orden, så vi vil faktisk godt se hestene på lidt tættere hold.

Læs også her.

18 September, 2010

Morgentåge

 
Posted by Picasa
Sluse ved Vesle-kanalen nedenfor Montagne de Reims.

Høstmorgenerne er tilsyneladende en studie i hvid røg. Men det er såmænd bare solens varmende morgenstråler, der møder nattens sidste kuldegysninger, sådan som vejret tit arter sig ved vinhøsttid.

17 September, 2010

Vores første druer bliver til rødvin

Vores første høstdag er kommet godt fra start. I første omgang Pinot Meunier fra den nederste parcel i Loisy-en-Brie, som normalt tager over en dag. Men 2010 er ikke normalt. I hvert fald hvad druernes sundhed angår.

Alain har briefet høstfolkene ordentligt, så de sorterer direkte ved vinstokkene. Det betyder, at en den rådne tredjedel af klaserne i første omgang bliver siddende på stokkene. De store klaser vel at mærke, fordi de er mere ramt af råd end de mindre.

Det er derfor også et større arbejde at fylde kurvene end normalt. Men sorteringen nytter. Vores hårde beskæring af planterne de sidste år har nyttet. De tilbageværende druer er både sunde og er flot modne med de 10,3 i potentielt alkoholindhold, der er meget tæt på optimalt.

Senere i dag vil de blive lavet til den rødvin, som vi bruger til rosé champagne, og som vi ellers - den generelle pessimisme over råddenskaben - næsten havde afskrevet os muligheden af i år.

Fra i morgen har vi lov at plukke Chardonnay og fra på mandag følger Pinot Noir trop.

La vache, endelig vinhøst

 
Posted by Picasa
Der er også stor interesse, når de store drenge og piger leger buksevand.

Vores syv-årige søn glæder sig helt vildt til at gense Aldo.

Den unge mand, der spiller fodbold, også med dem på fire år, også efter en hel dags drueplukning. Det er også ham, der lærte Clement at sige la vache - sådan noget som pokkers, halløjsa eller lignende - det er ikke et udtryk, børn normalt bruger. Det er heller ikke et udtryk, voksne normalt skrider ind overfor i et land, hvor bandeord er ligeså nogo som f-ordet i det store land på den anden side af Atlanten. Sejt, med andre ord.

I morges tog vi en runde om Aldo på vej til skole. Mor, tror du mon, han kommer igen, ham, der spiller fodbold og siger la vache?

Hvor bliver Clement stolt og glad, når jeg fortæller ham, at også Aldo har spurgt efter sin lille fodboldkammerat.

16 September, 2010

Esset i ærmet hedder reserver

Den, der har læst med her de seneste uger, kan ikke have undgået at bemærke al min snak om skimmelsvamp.

Selvom 2010 er et år med lav druekvote - kiloene er styret fra oven - er her vingårde, der er så hårdt ramt af pourriture grise i dens forskellige forklædninger, at de kan få problemer med at levere nok.

Vores syndikat er imidlertid med os, og formanden sendte forleden et brev, hvor han forsikrer, at enhver vinbonde uden druer nok vil kunne supplere op fra sin såkaldte individuelle reserve. Vores forsikring mod alt ondt: Hagl, frost, skadedyr eller svamp.

I Champagne har vinbønder lov at gemme vin i en mængde, der svarer til 8.000 kilo druer per hektar, på tank. Med særlig tilladelse kan vi få lov at champagnisere en del af det. Teknisk set hedder det en deblocage, og den vil være effektiv fra den 1. februar 2011. Den tid, hvor vinen fra de druer, der plukkes i disse dage, vil blive sat sammen og hældt på champagneflasken (tirage).

Reservevin er en mulighed i Champagne, fordi den overvejende del af de godt 300 millioner årlige flasker fra regionen i forvejen er sat sammen af vine fra forskellige år.

Skæbnen vil heldigvis, at denne individuelle reserve er i top efter sidste år, 2009, med en endnu lavere druekvote og nærmest legendarisk sunde druer. Med andre ord pas de panique.

Højt til hest

Så bliver det ikke mere fransk:

Værs'go republikanergarden højt til hest i vinrækkerne ved Épernay. Franskmænd er besat af securité, desuden er vinhøst blandt andet berygtet for slagsmål blandt tilrejsende arbejdskraft og folk uden papirer. Selv ulovlig vin, men det er toldvæsenets gebet.

Bemærk rytternes skjorteærmer, foreløbigt er vejret perfekt, 12 grader om morgenen, som en passende doseret sol bringer op omkring de 20. Meget varmere skal det ikke være af hensyn til plukkernes velbefindende.

Billedserie følger, hvis de kommer igennem vores vinrækker, kan jeg godt garantere.

15 September, 2010

Hurtig høst fra torsdag morgen

Vinhøsten er i gang. I morges passerede vi flere høsthold mellem Verzenay og Mailly-Champagne og flere endnu langs landevejen ind mod Reims. Alle porter er undtagelsesvist åbne, i de indre gårde venter 50 kilos druekasser startskuddet.

De fleste små vinbyer på nordsiden af Montagne de Reims, hvor vi selv bor, går i gang i morgen. Det vil sige fra torsdag morgen kan jeg roligt lægge mindst fem minutter mere til de fire daglige hente- og bringeture mellem landsby og skole.

Traktorer, anhængere, lastbiler, tankbiler bliver daglige irritationsmomenter, når de totalt blokerer skarpe sving, smalle gader med mere. Vi opgiver også frivilligt vores normalt parkeringspladser på gaden for at lette høstdagligdagen for vores vinbondenabo og vedkommendes ansatte. Ingen er i vejen for at genere andre, men fordi det er deres arbejde.

Hvad finder høstfolkene så i les galipes? Et passende indhold af sukker, men også meget råd, især i Pinot-druerne. "I begyndelsen smed vi mere på jorden end i kurvene," fortæller således en vinbonde fra Sézanne til avisen l'Union.

Sorteringen mellem sundt og sygt foregår direkte ved planten, og det betyder, at mængden af druer per plukker er mindre end normalt. Dårligt nyt for de mange vinplukkere, der aflønnes per kilo i stedet for - som os - med fast timeløn, kost og logi.

Tilstanden varierer meget alt efter parcellernes eksponering og om det er blå eller grønne druer. Alle adspurgte er dog enige: Det handler om at høste druerne hurtigt i 2010.

14 September, 2010

Pinot Meunier på 10,3

I dag målte Alain alkoholpotentialet i Pinot Meunier-parcellerne, som vi skal høste fra på fredag.

Den nederste i Loisy-en-Brie ligger med 10,3 nærmest perfekt. Belles Feuilles-parcellen er stadig under 10, og den øverste parcel i Loisy-en-Brie er stadig ikke over 8,5.

Hver fjerde drueklase har for meget svamp af den eller eller den anden slags, lyder dagens diagnose.

Så hvis ellers den sidste seng bliver samlet i morgen, så alle kan overnatte i vandret tilstand, begynder alt at være klar til 2010-udgaven af vores vinhøst i Champagne.