På ståltanke som disse hviler den blokerede vin sig til den får lov at indgå i produktionen.
Mere champagne. Der kommer mere champagne.
Champagnes overordnede styregruppe, CIVC's bestyrelse, har bestemt sig for at sende 600 kg druer per hektar ekstra ind i det kredsløb, der begynder som druer og et par år eller mere senere ender som champagne. En kontroversiel beslutning, mener nogle.
Champagnesalget er strøget ubrudt mod skyerne de senere år. I begyndelsen af 2008 er det for første gang i årevis fladet noget ud. Det betyder ikke, at champagnesalget ikke stiger, blot at det sker i et langsommere tempo end hidtil set. Ikke mindst på det økonomisk trængte, amerikanske marked.
Uenighed om déblocage
Derfor et dårligt tidspunkt at lave mere champagne, mente formanden for de yngre vinbønders sammenslutning, Maxime Boutard, ifølge vores lokale avis forleden. En nødvendig idé, mente omvendt de to formænd for CIVC, Ghislain de Montgolfier for champagnehusene og Patrick le Brun for vinbønderne. Nødvendig for at lette presset på drueprisen, der har haft samme kurs mod skyerne som champagnesalget.
Formentlig har parterne fundet hinanden cirka midtvejs. De 1.000 foreslåede kilo per hektar, som l'Union skrev om, var nemlig dagen derpå svundet ind til 600. Tæt på en halvering.
Vin på tanke
De nye kilo kan alle vinbønder, der råder over blokerede reserver fra tidligere vinhøster, sende direkte ind i produktionen i form af almindelig stille vin.
Den deblokerede vin er frigivet til brug fra den 1. september i år. Tapning må finde sted fra den 1. oktober, altså først efter den næste vinhøst, som vi venter sidst i september.
Reserverne bygges op ved, at vi får lov at lave vin af et nøje angivet ekstra antal kilo druer ved nogle vinhøster, og denne vin bliver siden gemt som reserve. Alt nøje kontrolleret i form af opgørelser, der jævnligt skal sendes til de relevante myndigheder, der også af og til kommer forbi personligt for at sikre sig mod snyd.
I 2007 røg 1.600 ektra kilo per hektar ind i kredsløbet i form af en déblocage. En vis opbremsning har med andre ord fundet sted.
Læs mere hos l'Union.
No comments:
Post a Comment