Champagne solgte både mere og mindre

 

Champagneåret har sine faste milepile.

En af dem er det officielt udmeldte salg det seneste år. Altså 2012. Verden er stadig i krise. Den slags mærker vi i Champagne,og samlet set solgte regionen færre flasker i 2012 end i 2011. Det var den dårlige nyhed. Den blev meldt ud i går, da Foreningen af Champagnehuse fejrede sin 130 års fødselsdag.

Den gode nyhed er, at i hvert fald champagnehusene har solgt deres champagner bedre. Færre flasker, men dyrere. De er bedre gearet til at sælge dyrt til velhavende kunder på fjerne markeder end små producenter, hvis kunder især bor i et kriseramt Frankrig.

Husenes facon, salg og så videre er ikke vores vej. Men deres ve og vel er interessant, fordi de udgør en vigtig del af den økonomiske motor, der holder regionen Champagne-Ardenne i gang. Hvor vi også er.

Vi hænger os derfor i, om det går de store godt, bedre eller bare godt nok.

2012 alt i alt:

309,5 millioner flasker ifølge champagnehusene (UMC), den 13. februar siger CIVC 308,8 millioner flasker.

4,3 milliarder euro (- fire procent sammenlignet med 2011-tal), CIVC har samme omsætning som UMC.

Det bedste salg nogensinde forbliver stadig 2007 - det heftigt ophedede, sidste før-kriseår - 339 millioner flasker solgt for i alt 4,56 milliarder euro.

Året 2012 er det fjerdebedste nogensinde i Champagne.

Vores eget personlige salg ligger nogenlunde som de foregående år. Men foreløbigt ligger det allermest hos revisoren.

Skaf din egen Rose til Valentinsdag

 

Det kan da godt være, at Valentinsdag er noget kommercielt, angelsaxisk møg ligesom Halloween.

Derfor vil jeg gerne sende en kærlig hilsen fra Champagnes kridtmarker alligevel. Mon ikke alle har nogen de har lyst til at holde lidt ekstra af?

Hold af og få
Vores nye importør i Danmark er også i Valentinshumør. Ved at smutte forbi og holde af husets Facebook-front kan du vinde en flaske Rosé d'Assemblage i dagens kærlige navn. Inden klokken slår 12 middag.

Roséen er selvfølgelig ikke sød. Bare dejlig. På egen hånd. Eller med stenbiderrogn, hummersuppe, jomfruhummerhaler, Chaource-ost eller hvad I nu finder på.

Musik og kridt
Her i huset har vi overstået gaveudvekslingen for flere uger siden. Det er jo ikke fordi, at man skal give gaver. Eller gå ud. Men hvorfor lade være?

Da vi jo nok kommer hjem fra en dag i vinen, overvejer vi næppe muligheden for at soupere på en af Reims' dyreste og mest bestjernede restauranter Les Crayères, der vil lade champagnen couler en flots som i de lystige 1920'ere og iført Deres smukkeste klæder. Det må blive en anden gang.

Men en flaske champagne har vi på kø - altid - og hjertets kridtsten er fyldt med forsteninger fra en fjern, maritim fortid. Den fandt jeg ved randen af en vinmark i Montagne de Reims på en cykeltur sidste år. Nu ligger den i min vindueskarm, og ser kærligt forstenet ud på den helt rigtige måde.

Fra fortidens skraldespand

 

Denne lille rosa fyr fandt jeg forleden i en af mine rækker.

En trebenet plasticbjørn fra 1960'erne.

Den er dengang for længe siden landet her i selskab med resten af en spand affald fra Byernes By eller det der ligner. Måske fordi den havde tabt sit fjerde ben. Hvem ved, jeg kan kun gætte.

Dengang mente man, at byaffaldet var god næring for vinstokke. I Champagne finder man uforgængelige plasticrester overalt. Ofte i form af små findelte blå eller hvide stumper plastic. Men der er også glasstumper. Oprindeligt var der selvfølgelig også en masse organisk materiale, og det var dét, der skal have været godt. Siger nogen, endda stadigvæk.

Af og til dukker nye dimser op. Som nu bjørnefætteren her, der meget vel kan være dukket frem, da Alain pløjede sidst.

Jeg samlede ham op, endte med at smide ham ud. Kunne ikke rigtig frigøre mig fra tanker om, hvorvidt han kunne tænkes at besidde et eller andet usundt trods de mange tiår i jorden. Så nu er han for anden gang endt i skraldespanden, og der er for længst ikke længere nogen risiko for at han dukker frem af jorden igen.

Sedimenters selskab og flaskens melodi

 

Væk med sedimenterne, og på med champagnens insignier, de runde kapsler, der ligger ovenpå korken.

Vi har fået degorgeret de seneste dage.

Det er ikke champagner, vi vil få til salg lige med det samme.

At degorgere går ud på at fjerne døde gærceller i champagnen og fylde efter med de højst et par centiliter champagne, der bliver skudt af i forbindelse med processen. Læs om hele processen her. Nogle store champagnehuse mener ikke, at champagnefolket derude er interesseret. Det er muligt. Vi mener til gengæld, at I skal have muligheden for at vælge at kende den.

Dato for degorgering
Det tager lidt tid før champagnen og efterfyldningen har lært hinanden ordentligt at kende i flasken, og det kan godt betale sig at vente på den harmoni.

Vi har indtil videre ikke skrevet datoen på vores etiketter, men henviser i stedet til vores hjemmeside, hvor degorgeringsdatoerne ligger på rad og række.

Dags dato vil slutte sig til kollegerne, når vi begynder at sælge dagens flasker. Foreløbig 2008'ere eller derunder, og det er også fint selskab, der for længst har forladt sedimenternes selskab og i stedet fundet melodien i flasken. Hvem vil ikke gerne det?

 

Chardonnay'er af reserven

 

Min første smagning i mands minde.

Der står reservevine på programmet.

Reserverne er en af Champagnes specialer. Og grunden til at der normalt ikke står årstal på flaskerne.

Champagnes reserver
I Champagne har det været og er det traditionen at blande vine på tværs af årgange for derved at opnå en smag, der varierer så lidt som muligt mellem årene. Det er disse vine, vi kalder reservevine.

Torsdag smagte vi en serie fra 2011 og tilbage til 2005.

En serie Chardonnay
Alle var Chardonnay-vine. Det er trods alt specialet i både Côte des Blancs og nærmeste omegn, som vi tilhører.

Overordnet set blev vinene mere interessante med årene.

Ikke vildt overraskende. En af mulighederne ved reservevin er at give den sammensatte vin et ældre præg. Nogle laver champagne med op imod 30 procent reservevin, og det er klart at så stor en andel vil få den færdige champagne til at virke ældre. Andre bruger reservevinene som et krydret pift. Vi tilfører typisk lidt mere af det krydderi, som vil komplementere årets vin. Men vi svinger mellem de fem og op til 10 procent.

2005, 2006 og 2007
Årgangene 2005 og 2006 står stærkt. Vinene har typisk god syre og en sammensat duft og smag. Alderen sporer vi i aromaerne. Vinene er helt friske, hvilket også er nødvendigt for at de kan bruges til noget i en champagne, der skal bruge yderligere år for at blive klar.

Fra 2007 er der en enkelt fadlagret Chardonnay-vin.

Nu skal vi jo ikke i gang med at være Krug, lyder det fra et vittigt hoved, eller hvad det er.

Vinen dufter og smager i hvert fald af planke. Den typiske reference her for folk, der ikke er til fad, men til finesse, siger de.

Vinen har de krydderier, som eg giver, kanel, nelliker, en masse vanille. Alle er enige om, at et krydret stænk kan være en mulighed. Men ingen forestiller sig mange procent af planken i nogen tank her i nærheden. Det er alt for voldsomt, og her orienterer alle sig imod duft og smag så diskret, at den til tider kan blive næsten helt usynlig. Usmaglig går det vel ikke at skrive?

2008 og 2009
En enkelt vin fra 2009 er spændende. Men den er for langt fremme i sin udvikling til at kunne du som reserve. Oxideret og sur la pente - skråplanet, hvorfra vejen kun er ned - er dommen. Jeg har en ufejlbarlig svaghed for champagner og vine, når de står netop på dette trin. Således også nu.

Andre vine fra året er mere diskrete. Med god syre og mere diskret krydrede næser med honning og acacie. De skal nok blive til noget, når de vokser op til rigtige reserver.

2008 blev allerede under vinhøst udråbt som et meget stort år. Vi er netop begyndt med ikke årgangs champagner med basis i dette år, hvilket for så vidt bekræfter. Imidlertid er det champagner, der er stærke på syre, og som derfor formentlig vil udvikle sig positivt i adskillige år.

Det samme siger vi om reserven fra året. Den har så meget syre som en ung vin. Det er blot så langt fra en ung vin. Med sine fem år på bagen er den ældre end rigtig meget køb-og-drik-vin.

2010 og 2011
De yngste vine fra 2010 og 2011 er vi begyndt med. De er udmærkede. Især 2010. Men nok mere interessante når de har tre-fire år mere på tanken bag sig.

2011 var et usædvanligt varmt år. Det er næppe særligt overraskende, at vi smager mindre syre end i for eksempel 2010. Pænt sandsynligt derfor, at den er mindre velegnet. Med mindre måske den kan neutralisere en meget syrlig vin.

Eller komplementere den. Kunsten at sammensætte de stille vine, der skal blive til champagne om nogle år, så de sammen udgør et hele, gerne større end de enkelte dele.

2012
Et enkelt sip eller to af 2012 - både med og uden malolaktisk gæring - de smager begge dejligt. Den uden malo er dog så meget mere, at den udbredte malo-gæring kan undre.

Den fjerner den skarpe æblesyre og indsætter den mere runde mælkesyre i stedet. Alt i mens der ryger aromaer i svinget.

Der vil gå en rum til, før vi støder ind i 2012'eren som reservevin igen. Det glæder jeg mig til. Den skulle allerede nu være velkommen i mit hvidvinsglas. Det eksisterer imidlertid ikke. Så jeg tror bare, jeg venter, og i stedet snupper den som champagne om fem-ti år i stedet for. Jeg har en fornemmelse af, at den vil være ventetiden værd.

Morgenstorm med sne

 

Vent, kør ikke nu, stor storm i Reims. Femten minutter senere: Nu er børnene i skole. Bliv hjemme. Is på vejen og almindeligt kaos.

Den gamle bil skal på værksted - igen, igen, igen - og mens jeg således venter, når morgenstormen Verzy.

Torden, lyn og slud
Fuld af buldrende torden, enkelte lyn, og - mere overraskende - slud, der slår over i sne. Det har jeg aldrig set før. I Reims falder der også hagl, men de når aldrig Verzy.

Det er første omgang tordenvejr i år. Det er til gengæld ikke de første hagl.

Tre gange hagl lørdag
Lørdagen i vinen havde hagl med i poserne hele tre gange. Ikke de store og meget ødelæggende isklumper, men lige godt hagl. Aner vi konturerne af en sæson med hyppige hagl?

Nu et kvarters tid senere er stormen blæst videre. Den har efterladt sig et let hvidt dække af sne på tagene. Og på vejen, men byens borgmester er allerede rullet ud med den kommunale traktor, så det er et spørgsmål om tid, før alle veje er rene. Ingen luksus i byen her, hvor is på vejen betyder, at man efterlader sin bil, så langt som man tør køre den op.

Sæson for torden
Tordenvejr hører normalt den grønne sæson til. Især sommeren.

Det er derfor ganske usædvanligt en morgen med temperaturer i omegnen af de tre-fire grader Celsius. Men hvert år har sine særligheder, og det kan da godt være, at vi skal forberede os på hagl i 2013.

Mandag morn, og vi skær' og vi skær'

 

Ikke så meget nyt under solen i Champagne. Vi beskærer.

 

Sådan ser der ud hvor jeg begynder. I arbejdsretningen.

Modsat arbejdsretningen er der udsigt til arbejdet. Der er ikke mange pinde tilbage, når jeg er færdig.

 

Det er præcis det beskæring går ud på. Kun at lade de knopper sidde tilbage, og kun akkurat nok til, at vinstokken kan ernære dem optimalt, når den har tænkt sig at tage fat på sæsonen.

Hvornår det bliver, ved vi aldrig helt.

Det er derfor vores arbejde begynder at stresse ved denne tid. Vi har stadig flere ugers arbejde foran os, herunder vedligeholdelse af spalierer, og snart to ugers skoleferie om hjørnet. Det hele og yderligere opbinding skal helst være slut, inden vinen skyder. Marts eller april. Det gør en forskel for os.

I parcellens modsatte ende går fætteren og onklen og foretager sig lignende manøvrer.

 

 

De melder lidt regn i dag. Det gjorde de også torsdag.

Vi venter ikke mere, end at det stadig vil være en god dag at beskære. Senere på ugen er der nemlig mere regn, koldere vejr og måske sne, og vi har nu beskåret så længe, at det ville være rart at se en ende på det.

Okay, den er der, i horisonten. Den øverste parcel med Cordon'er i Loisy-en-Brie er tæt på afslutningen. I parcellen i Soulieres, mangler vi stadig over halvdelen.

Det er her, jeg tilbringer mine beskærertimer, men der har været mange pauser: Influenza, bilnedbrud, sne og is og den slags detaljer.

I dag skal den have en skalle så lang, som vi nu kan trække den med kun én bil og børn, der skal hentes i Reims og fragtes videre rundt efter skole. Så er jeg forhåbentlig nået hertil.

 

Frostgrænsen. Rækkens halvvej og så langt som vi foreløbig skal. Omkring 40 gange var det vist fra starten. En anden mandag sidste år.

Den grønne sovepille fra det fri

 

Søvn er ens naturlige ret. Tror man. I hvert fald lige indtil man prøver ikke at kunne falde i søvn. Nat efter nat, uge efter uge, og derpå finder ud af, at søvn også er en tilstand at passe, på samme måde som sundhed.

Jeg havde aldrig kendt til at sove dårligt, før jeg mødte Alain. Der skulle ikke meget til at forstyrre hans i forvejen korte søvn, da han kørte på kontoret hver dag.

Nu går vi begge i vinen i mange af årets dage, og det hårde arbejde og den megen friske luft er simpelthen husets bedste sovepille.

Arbejde som sovepille
Det er ikke så mærkeligt, for kroppen slapper lettere og bedre af, når vi har brugt den i løbet af dagen. Ifølge Samvirke bedst, når aktiviteten ikke ligger alt for tæt på sovetid, fordi kroppen skal have tid til at stille om fra arbejde til hvile.

Det giver sig selv om vinteren. Når det er tid at tørne indad, har mørket allerede i flere timer pakket vinmarken ind.

Når Alain efter aftenens sidste gøremål placerer sig i sofaen foran vores tv, hører jeg ikke mere til ham de næste timer. Selv foretrækker jeg at gå direkte i seng, og så er også jeg godt placeret

Det udendørs folk
Nu har kun de færreste et arbejde i de fri, der giver disse muligheder. Det er vel kun mennesker, der arbejder i det fri: Vejfolk, gårdmænd gartnere, skovfolk og landmænd. Alle os, der arbejder direkte med en eller anden form for primær produktion.


 

Ens egen have byder næppe på helt samme muligheder for aktivitet som at beskære vin. Slet ikke om vinteren. Mon ikke også en god lang gå- eller cykletur har effekt, også selvom turen er kortere end de fem-seks daglige timer, vi kan bruge i vinen.

Oveni den bedre søvn er vores erfaring også, at færre af vinterens baktusser bliver hængende i det fri. Selv når vi vågner en morgen med f.eks. snerten af en halsbetændelse, får vi det tit bedre af at gå ud end at blive inde. Som om det fri får bakterierne til at vende næsen et andet sted hen.

Vores bedste medicinskab er med andre ord blevet det store grønne eller hvide under Vorherres fri himmel. Herunder sovepille.

Champagne på toppen i Kbh

 

Man går aldrig helt fejl af en Langelænder, vel? Men den er der jo altid.

Copenhagen Cooking er kun i februar.

Her er Politikens tips.

Men hvor er champagnen?

Nå, der var den. Men åbenbart kun i en uge, så det er bare med at komme afsted. Trods hemmeligt mærke smager et glas med bobler sikkert godt på byens top.

Godt glas i godt glas

 

Meget god vin kunne smage meget bedre, hvis den ankom i et godt glas. Eller et bedre glas.

Vi bilder os nemlig ind, at vi har ganske gode glas i vores INAO-smageglas. De er meget større end champagneglas normalt er, og det giver os bedre muligheder for at dufte champagnen - eller vin - før vi smager den. Men smagen er også bedre end for eksempel i et traditionelt højt og smalt champagneglas.

Jeg kan ikke redegøre for grunden. Men gætter selvfølgelig på at luftkontakten må spille ind.

Går man så skridtet videre, og anskaffer sig et rigtig godt glas, løfter det vinen - eller champagnen til paradisets højder stort set.

Som nu torsdag middag, hvor vi sluttede en smagning af med et glas af vores champagne, Noirs et Blancs.

En fuldstændig vidunderlig oplevelse.

Vi sad og gættede på, at en ældre årgangschampagne. Den mindede os i den grad om vores egen Selection i dens gode udviklede stadium. Altså ikke yngre end 2004.

Smageholdet er jo konservative, og elsker i virkeligheden kun Chardonnay-druer, selvom de naturligvis ikke vil sige det på lige den måde. Og da Noirs et Blancs jo altså består af 70% Noirs, de fleste endda Pinot Meunier, som de om muligt elsker endnu mindre end Pinot Noir, så var facit ikke nemt at kapere.

Men vi havde jo alle smagt. Helt ærligt et lille mirakel af en champagne, som ikke giver sig ud for mere end den er. Det begynder at se ud som om det er alt for lidt. Måske skal den føre sig lidt mere frem.

 

Vi skal i øvrigt også have nogle flere glas til husholdningen, og mon dog ikke de skal ligne dette glas en hel del. Tomt ja. Det blev det hurtigt.

Inden dette gudeglas havde vi skyllet ganen med tyve Chardonnay-vine, vi spiste intet, og det bidrager selvfølgelig til at stemme mundvandet i en bestemt retning.

Jeg tror, vi vil forsøge os med at servere Tradition - godt med stram Chardonnay-syre - og lade Noirs et Blancs følge trop for at prøve om vi kan genskabe oplevelsen. Det er altid mere kompliceret i selskab med hapsere. Men så må vi bare prøve flere gange. God weekend i boblernes favn.