18 February, 2010

Morgenlys over Champagne

 
Posted by Picasa
Morgenlyset i Soulières spiller på bordene. Den sag er vist helt klar.

Vi har pakket en ordentlig stak champagne, som vi godt kunne tænke os at ekspedere videre udi den vide Verden.

Nærmest fantastisk har vi flere interesserede personer af den nye type, der har hørt om vores vin, og gerne vil smage den. Fantastisk fordi det viser, at vores indsats altsammen nytter. Vi gør alt det, vi kan, for at fortælle om vinen, men vores tid er begrænset, og vi køber heller ikke lige en helsides i Børsens eller The Guardians livsstilstillæg for at fortælle verden om vores vin.

Da de gamle kunder i meget høj grad vender tilbage til åstedet for at få mere, giver det sammen med de nye en rolig vækst, som vi selv kan håndtere. Nærmest perfekt, og det er altså blandt andet også takket være families, venners, bekendtes og kunders venlige indsats. Ubetalelige indsats.

Nåja, ubetalelig... inden jeg bliver alt for rørstrømsk: Jeg giver da gerne en omgang ved lejlighed til gengæld, og satser i mellemtiden på, at det betaler sig at pakke videre.

17 February, 2010

På flad fod

 
Posted by Picasa
Jeg ved godt, at jeg vælter mig rundt i snespor for tiden. Der er ikke så meget at gøre ved det.

Jeg finder disse enorme spor fascinerende og fotograferer løs. Jeg er jo fra byen, så jeg kan ikke sådan identificere dyr ved hjælp af deres fodstørrelse. Alain er omvendt fra landet og han hævder hårdnakket, at dette her er en hares flade fod.

Tjek den lige. Enorm. Jeg er endda vant til børn med store fødder. Barn. Jeg kan ikke lige overskue om den seksåriges fødder er større end harens eller omvendt.

At der er liv i vingården er forresten altid rart at se.

 
Posted by Picasa
Det er lige før, det ligner fest.

Samlebåndsarbejde

 
Posted by Picasa
Vinterferiens første uge har været fyldt med sne - jeg har i seks år endnu aldrig set så meget sne her i Champagne - og den er blevet liggende.

Vi har arbejdet alt for lidt i vinen. Det har været for koldt. Risikoen for frostskader på planterne er alt for stor. Alain har omsider overgivet sig efter fem dage med våde fødder og smidt et par hullede støvler ud.

I stedet har vi pakket en del champagne, og næste generation synes, det er fantastisk at hjælpe. Den ældste øjner allerede mulighed for at tjene lidt sous. Han tørrer flaskerne, inden Alain pakker dem. Mit job er at vaske eventuelle klisterrester fra etiketterne af, inden den yngste løfter dem hen til tørring. Hvilket teamwork.

Det er faktisk rigtigt rart at sidde i vores høsthus og lave noget sammen alle fire.

13 February, 2010

Hvid weekend

 
Posted by Picasa
Lørdag i sneen. Vi beskærer stadig cordon'er foroven i Loisy-en-Brie. Målet er at blive færdig denne weekend. Vi mangler seks rækker à 100 meter, og det ser realistisk ud at nå det. Omsider

 
Posted by Picasa
Men kors da, hvor er det koldt. Temperaturen når ikke over frysepunktet. Men vi kan se, at solen har fat. Noget af sneen tør, og visse af vingårdens små beboere er åbenbart ude at spadsere, når vi ikke er der.

 
Posted by Picasa
 
Posted by Picasa
Ét er hvad sneen gør oven for parcellen, hvor jeg ser tø. Fødderne er ret frosne efter tre stive timers beskæring. Alains er tilmed våde, og der er stadig den bidende kolde vind, der må sende den følte temperatur et godt stykke under de minus 1, vi konstaterer på bilens termometer.

 
Posted by Picasa
Med seks rækker tilbage behøver vi imidlertid kun være i aktion tre timer lørdag og tre timer søndag, og det er til at overskue uden at fryse til is på forhånd.

Smukt er det jo, dette vinterland med dets lydspor af jagt i skoven og kragers spredte skrig.

Jeg glæder mig også til at skulle på Valentines-date.

12 February, 2010

Opgradering med masser af blinde vinkler

 
Posted by Picasa
For den uindviede ligner denne lille serie billeder måske det rene ingenting.

 
Posted by Picasa
Så jeg skynder mig at oplyse, at Alain og jeg i dag hentede champagne med nyindkøbt firmabil for allerførste gang.

Det er en Citroën med et ordentligt bagagerum, hvor vi snildt kan stoppe dobbelt så mange kasser med dobbelt så mange flasker ind, som vi derpå fragter hjem for at vaske dem, sætte etiketter på og pakke dem dér..

 
Posted by Picasa
Vi er dermed nu forfremmet til at blive fyldt op med gaffeltrucken i stedet for at sætte rygstykkerne i sving, når vi løfter de ganske tunge kasser ind og ud.

 
Posted by Picasa
Det er da noget.

Nu bliver der mulighed for at arbejde en ekstra dag om ugen for den enes vedkommende. Den anden befinder sig i fast rutefart i den anden bil mellem børn og deres fritidsaktiviteter hele onsdagen.

Måske er det derfor, Alain ser så glad ud.

De blinde vinkler? Ja, de befinder sig overalt omkring dén, der sidder i førersædet. Der er nemlig ingen vinduer i lastrummet.

09 February, 2010

Blødere opbremsning end frygtet

Det må være længe siden, et tal har været ventet med sådan spænding. Men nu er det her endelig. Ret punktligt til samme tid som de andre år.

Salget af champagne i 2009: I alt 293,3 millioner flasker. Det er et fald på 9,1 procent, når vi sammenligner med 2008. I november og december 2009 solgtes der til gengæld 5,9 procent mere end i de samme to måneder i 2008. Hvilket selvfølgelig ikke er nogen garanti for noget men stadig rart at se.

Det er jo en hel del bedre end både de 275 mulige millioner, der har været nævnt året igennem, og de 285 millioner, vi selv har hørt som bud. Når man begynder at regne på værdien, ser det noget værre ud med et tab på 17 procent sammenlignet med året før.

Disse tal tager af gode grunde ikke højde for de flasker, der allerede lå på lager med indgangen af 2009. Dette lager regner CIVC med at være kvit nu, således at dem, der skal bruge champagne, må henvende sig et sted i Champagne. Sådan som vi alle bedst kan lide det her.

04 February, 2010

Ulovlig arbejdsbeklædning?

 
Posted by Picasa

Jeg har købt en rigtig dejlig arbejdshue. Den er så god, at jeg endda har to. En khaki-farvet og den sorte her. Med dejlige åndehuller foran munden, der er en nødvendig detalje, hvis man ikke vil have åndenød med jævne mellemrum.

En dag som i dag, hvor solen godt nok skinner, men en vind pusler rundt i de luftlag, hvor vi arbejder, skal jeg passe godt mine kinder, hvis jeg ikke vil ligne Rudolf med den Røde tud tværs over den nedre del af mit ansigt i de næste uger.

Det vil jeg ikke. Alternativet er så blevet massiv tilmaskning. Tilsyneladende sælger farmershoppen disse huer uden problemer med lovgivningen til trods for, at man jo ikke længere kan se personen bag huen særlig tydeligt. Kunne min egen mor for eksempel kende mig, hvis det ikke var for tørklædet?

Alain har lovet ikke at anmelde noget i disse tider, hvor 57 procent af den franske befolkning ellers meningsmåles til at være imod tildækning. De vil se folks ansigt, siger de, og nationalforsamlingen, præsidenten og hvad der ellers er af gode folk i landet gør deres yderste for at få samle sammen til en lov mod burkabæring.

En politikvinde er blevet tilsagt en disciplinær komité for at bære slør på arbejde. Frankrig er nemlig en sekulær stat.

Socialisterne vil heller ikke have slørede kandidater, har lederen Martine Aubry meddelt. Det vil den yderste venstrefløj til gengæld gerne.

Jeg er allerede begyndt at tænke lidt over den næste hovedbeklædning, for bz-masken her er formentlig alt for varm, når februar er omme.

De andre bobler

Verden er fuld af bobler.

Her mener vi, at de bedste kommer fra Champagne, og når jeg i dag skriver vi, er der tale om lidt af et holdningsskred. Da jeg satte mine kufferter i Champagne for seks og et halvt år siden, irriterede det mig gevaldigt, at de lokale ikke interesserede sig for de andre bobler. Deres konkurrenter.

Det gør det stadig. Men jeg forstår det bedre. Selv en uøvet smager kan - i de tilfælde jeg har haft lejlighed til at prøve det af - smage forskel på champagne og de andre. Det betyder ikke, at al champagne er godt. Det er heller ikke al cava, crémant, sekt, prosecco og hvad de andre ellers hedder.

Bobler fra Alsace
Vi havde for nogle uger siden lejlighed til at smage en hel stribe crémanter fra Alsace, som ifølge den glade giver - vinbonde i Champagne og tidligere ansat hos Alsace-bonden - var blandt de bedste, man finder mellem Vogeserne og Schwartzwald.

Nu var smagerne en stribe vinbønder fra Champagne og derfor naturligt forudindtagede endda selvom de skulle prøve på at være neutrale. De er ganske enkelt vant til noget andet, og det er svært at sætte sig ud over.

En meget stor forskel var boblerne. Kun årgangs-crémanternes bobler mindede om champagners. I de andre flasker associerede jeg snarere til kulsyren i sodavand, og jeg kunne næsten ikke tro min egen smag, før andre bekræftede. Jeg mener... for nu at sige det, som det er... man kan åbenbart godt sælge sådanne bobler.

For mit eget vedkommende bremsede den kulsyre alt andet. Jeg har ikke rigtig andre minder om den smagning end kulsyren. Som om sanseapparatet blev sat ud af funktion af boblerne, der ikke føltes behagelige i munden.

Omvendt kan det være ubestrideligt rart, at prisen for crémant er væsentligt mindre end champagne.

Bobler fra England
Mousserende vin fra England er til gengæld rigtigt i vælten. Gennem flere år har englænderne vundet masser af priser og medaljer på vinskuer. Senest slog et af de meget omtalte engelske mærker endda hæderkronede champagnemærker som Louis Roederer og Bollinger af banen.

Det interessante ved de engelske bobler er blandt andet, at de deler undergrund med os her i Champagne. Nyetimber, Chapel Down og kompagni er til gengæld ikke billige, hvilket sjældent nævnes i artikler om de britiske bobler.

Men et af nøgleelementerne for gode bobler er netop god tid, og den koster. Ligemeget om det foregår i England, Alsace eller Champagne.

03 February, 2010

Salget i 2009 bedre end frygtet

 
Posted by Picasa
Møllevingerne drejer ikke længere rundt på den gamle mølle ved Verzenay i Montagne de Reims. Salget af champagne er til gengæld måske ikke helt så langt nede som frygtet.

Vi har hørt de første rygter om salget af champagne i 2009. De er bedre end ventet.

Ikke mindst fordi 2009 blev året, hvor verdenskrisen baksede med sine store mørke vinger, og også her i Champagne slog ned og slog hårdt overalt, hvor den fik lov.

Det var de betingelser, vi begyndte at sælge vores eget champagnemærke under, og trods alle ulykkesprofeterne kan vi konstatere, at selvom vi har skullet arbejde for at sælge os i gang - det skal vi stadig - så har det kunnet lade sig gøre.

Vi har solgt, hvad vi havde i kælderen, og har ingen grund til at tro, at det ikke kan fortsætte i år. En af vores nærmeste kolleger har ligefrem øget sit salg med 10 procent. Selvom også denne person har hængt med ørerne i løbet af 2009 - det er meget svært ikke at lade sig trække med ned, når det økonomiske sortsyn mørkelægger alt omkring én - er status altså mere end positiv. Det samme gælder os.

De første absolut uofficielle rygter om regionens salg i 2009 lyder på et samlet fald sammenlignet med året før på cirka 10 procent. Det er selvfølgelig rigtig meget, men trods alt langt fra de procenter, der er opereret med i løbet af året - med et fald på næsten 40 procent på visse eksportmarkeder i visse måneder som det mest spektakulære.

Hvad der til gengæld er et helt sikkert udfald af den økonomiske krise er, at vi, når vi til næste år har champagnekvoten fra kriseåret til salg, kun vil have ret få flasker. Få druer giver tilsvarende få flasker.

02 February, 2010

Formiddagssne og eftermiddagssol

 
Posted by Picasa
Loisy-en-Brie i formiddagssne, 1. februar 2010.

Vi begynder med sne og slutter med sol.

Hver morgen ligner streng vinter, hver eftermiddag det begyndende forår. Vi skal tro på det, når vi sætter os ind i bilen, for vejret i Montagne de Reims er hvidere og sneen falder tungere end i Soulières. Dér sner det også, men mindre, og i løbet af dagen får solen så godt fat, at et mudderælte afløser den frosne jord efter frokost. Den skarpe vintersol er også god for humøret.

Store fugleflokke holder til i skoven på toppen. Af og til cirkler de rundt over vores hoveder. Som en levende sky af tusinder af vingesæt. Hurtigt afsted og hurtigt væk igen. Jeg når sjældent at lagt minsaks, handsker af og kameraet op ad lommen, før det er for sent. De retirerer til skoven, hvor de pipper løs i et gevaldigt kor. Så man skulle tro, at foråret lå lige om hjørnet.

 
Posted by Picasa
Loisy-en-Brie i eftermiddagssolden 1. februar 2010.

Det er der nu ikke noget, der tyder på. Temperaturerne befinder sig oftere ved frysepunktet end over, og den generelle vejrstatistik fortæller da også om vintervejr og frostgrader så langt nede i det blå, at der kan være deciderede skader på visse vinstokke.

En vinstok kan skam ellers klare ned til minus 20 graders frost, før den tager skade. I december er der imidlertid målt ned til minus 23,1 grader Celsius i Vitry-le-Croisé i departementet Aube, der har et lidt andet klima end Marne. Et tykt lag sne varmer og beskytter også vinstokke, men laget denne 19. december var ikke tykt nok til, at det kan have haft den store effekt.

Mest udsat for frost er planter, der

1) er beskåret efter Cordon-metoden, især ældre vinstokke.
2) er beskåret med store snitflader
3) ikke har opbygget de nødvendige reserver, fordi:

a) de har haft for kraftig vækst (for mange grene)
b) de har båret for mange druer (ikke beskåret hårdt nok) eller ikke er blevet høstet
c) de har skulle udstå kraftigt angreb af svampesygdommen vinmeldug (som i 2009)

Selv har vi foreløbigt kke konstateret nogen problemer. Af og til støder vi selvfølgelig på døde kviste og grene, men det gør vi også i år uden vintervejr.