2014 på lur

 

Lad os bare holde det helt simpelt:

2014 ligger lige om hjørnet.

Vi ønsker dig og dem, der står dig nær, et rigt år med glade øjeblikke.

Vi tror på at vise og at dele, og vi gør det overalt vi kommer frem. Men vores landsby, Soulieres, udgør grundlaget for alt, hvad vi foretager os.

Det er her, vi dyrker vinstokke. Det er her vores firma holder til, og vores familie kommer fra. Her vi huser folk til vinhøst, og også her, vi tager imod dig, der kommer for at se, mærke, prøve, smage, købe og vide mere om vores champagner.

Så lad os bare fortsætte helt enkelt, som i Champagne. Blanc de Blancs til Chardonnay elskerne, Noirs & Blancs til Pinot folket eller Rosé d'Assemblage til rejer, krebs og kompagni. Godt nytår til jer alle, nyd det, Alain Gérard og Solveig Tange.

Send gerne en mail for priser og leveringsmuligheder.

Deroppe og dernede

 

Vores dage svinger som et pendul, spændt ud mellem det deroppe og det dernede. Ikke meget tid til andre former for halløj.

Vi har haft temmelig meget af det deroppe, så resten dernede har måttet tage den tid, der blev tilbage. Vi øgede vores lager med nogle flere flasker med fusionen af de to firmaer i sommer, og dem har solgt en ganske god del af nu.

Men beskæres skal der jo, om vi sælger, eller det sner. En tredjedel af vores tre hektar vil være beskåret omkring den 24. december, og det er slet ikke så ringe.

Nytåret lurer med resten.

 

Grøn, fed og tamarinde

 

To måneder siden er det sådan cirka, at der så sådan her ud under en af presserne i Vertus.

Siden har mosten gæret til vin, 100% Chardonnay, og altså en Blanc de Blancs champagne in spe.

Her er så resultatet af dagens smagning. Grøn, fed og tamarinde, men det må man godt, når man kun er to måneder gammel i Champagne.

Vinen er fed. Den trækker gardiner ned ad glassets sider, og det hænger sammen med dens modenhed. Parcellen i Loisy-en-Brie lå oppe omkring de 11%, da druerne herfra blev presset.

Ingen malo og grøn
Vi er enige om, at vinen nok placerer sig sted sted mellem Chardonnay fra Vertus og malolaktisk gæret Chardonnay. Vores vin er nu ikke malolaktisk gæret. Det kan gøre det nødvendigt at vente længere med at sælge den. Det kommer an på, hvordan dens syre vil udvikle sig. Til gengæld bevarer den uden malo flere dufte og mere smag, og det er vi interesseret i.

Når vi smager på vinen, kommer den grønne frugt tilbage. Citron, men også den mere eksotiske tamarinde. Det er jo altså en hel uerfaren vin, der skal have lov at vokse sig større gennem flere år. Hvor mange ved vi ikke, da vi ikke har prøvet dette eksperiment før.

Stabil til februar
Hvad vi smager nu, er overhovedet ikke stabilt. Først i februar kan vi begynde at regne med, at vinens udtryk er mere stabilt.

Smagens længde er god, og den slutter fint, som vi kan lide det, friskt og på den iboende syre. Ønologen mener, at denne base er god for en champagne. Den anden smager, som har flere tiårs erfaring mere end os, mener, at denne vin som champagne vil toppe mellem sine tre og otte år.

De er nogle syrehoveder, de kan godt få syre nok, men de går langt. Vi skal også altid huske at regne andre medlemmers lokalchauvinisme med ind i stykket. De bryder sig i virkeligheden kun om vine fra Vertus.

Denne her rummer Chardonnay fra Loisy-en-Brie og Soulières.

Planen er 3000 flasker med to forskellige doseringer.

Den ny skal i glasset

 

I dag skal vi smage på vores nye vin sammen med koop'ens ønolog.

Ret spændende.

Resten af vinene, vores og de andres, blev smagt for første gang i fællesskab med de andre på smageholdet i sidste uge. Man er efter sigende så tilfreds, som en franskmand nu kan være.

Næste fælles smagning følger i denne uge.

Syre forventet over hele linjen.

Bilen er ladet med

 

Den ligner mest et drømmesyn. En ond drøm fra Østblokken eller noget.

I virkeligheden er lasten netop blevet fyldt med dejlig champagne, og det er den sidste, større levering, vi har planlagt inden jul.

Men... vi kan stadig nå at sende en kasser eller hellere to med posten, hvis du skal have den til en fransk adresse. Så skriv endelig. Og skål.

Paris by car

 

Forleden var vi jo som nævnt i byernes by med champagne.

Den tog pænt imod os. Byen.

 

Selv om vi sjældent når andet end netop rundt med det, vi er der for, er der nu pænt i Paris alligevel.

Og hvis kunderne bor de rigtige steder, er turen stort set som at køre på sightseeing i stedet for at gå.

Jeg nævner i flæng Notre Dame, Louvre, Seinen. Af uforklarlige grunde sendte GPS'en os ned ad Rue Rivoli og henover Place de la Concorde på vej forbi Trocadero ved Eiffel-tårnet.

 

Med julehytter installeret både her og der, og juletræer til salg foran selv den mindste floriste.

Det ser nu så hyggeligt ud. Jeg har altid elsket Københavns pladser med juletræssælgere og deres træer. Disse små mobile skove, som vi kun har i december. Synet er også helt okay i Paris.

Selvom jeg godt nok undrer mig over, hvem der dog gider købe et juletræ i net. I Reims er de pakket ud, og jeg undrer mig omvendt over hvad grandamen dog gør med de træer, hun ikke sælger. Nå, men hun pakker dem vel ind igen.

 

 

I det 16. arrondissement er det altid så interessant at vente på vores kunde. Man ved aldrig helt på forhånd, hvilken ambassade man spotter.

Denne gang var Madagascars, og da vi har en meget god ven fra denne store, eksotiske ø, sendte jeg straks et lille billede næsten hjemmefra.

Stedet var i øvrigt bevogtet af en enlig politidame, der meget høfligt spurgte, om hun generede. Hun holdt foran en port, og vi blokerede vejbanens ene spor, mens vi ventede. Det var ikke noget problem, hverken det ene eller det andet. Generelt rigtig god stil i det 16. De har overskuddet til det. Selv politiet.

At placere varevognen i det ene spor ville stresse mig trekvart ihjel. Derfor er jeg ikke alt for god som chauffør i Paris, hvor der ikke rigtig er andet at gøre, når man leverer noget.

Vi passser blot morderlig godt på med at undgå myldretiden. Den er ingen spøg i Byernes By.

 

For tiden hænger en partikelsky over metropolen.

Langt i forvejen får vi på motorvejen besked på at køre 110 km/t, og det er altså for at mindske forureningen. Selve Paris er også fyldt med advarsler, der retter sig imod folk med åndedrætsbesvær, astma og lignende. Jeg ved ikke, hvad de andre tænker. Jeg tænker, hvor fint at bo op og ned af en stor skov.

Jeg får helt dårlig samvittighed over at komme i bil. Sikkert som den eneste. Vi kan ikke gøre så meget ved det. Andet end at fylde vores bil op i det mindste, når vi kommer. Vi prøver.

 

Turen ud går ned ad Champs-Elysées med den store del af byens julemarked.

Til sidst det store hjul på Concorde. Pariserhjul kalder vi den slags på dansk. På fransk hedder det bare et stort hjul.

Hjem til Champagne, hvor vi må køre 130. Til gengæld har vi ikke noget stort hjul.

Frostblomster

 

Køligere vejr giver os koldere morgener.

Frostblomsterne knitrer i fuldste flor.

 

De er en af vinterens små gode bevarede hemmeligheder i vinen.

Man skal jo nemlig ret tæt på morgenfrosten for at se denne særlige isflora.

 

Og man skal ud, mens det stadig er morgen. Stadig er koldt.

Op ad formiddagen er de væk.

 

Men evigt ejes som bekendt kun det tabte.

Og synet er nok til at give mig en forrygende start på dagen. Endnu én i vinen. Jeg har stadig ni rækker at beskære, inden jeg har gennemført mit program for december.

En fragtens dag i flaskens tjeneste

 

Paris, vi er på vej.

 

De sidste forberedelser klarede vi i weekenden.

 

Der er ganske utroligt mange detaljer, før kasserne er klar.

 

Adresserne plottes ind.

 

Og næsen peger mod byernes by dresset op med hjul.

 

Ekspeditioner og kasser

 

Vi bruger en del tid på ekspedition.

Sådan som det også bør være i december måned i Champagne.

Det betyder, at jeg bruger meget mindre tid på at skrive. Faktisk nærmest ingen.

Ikke lige meningen, men kasserne her skal til Paris i morgen tirsdag, og gerne i fyldt og lukket tilstand. Søndag nåede vi lige at gøre en ordentligt flok flasker rene. Nu skal de pakkes, så heller ikke i dag vil der dukke de store dybsindigheder op om champagne. I hvert fald ikke lige her.

Til gengæld bruger vi tiden på det, der er mere væsentligt i denne tid. At få kasser ekspederet ud af døren.

Snestorm i de italienske Abruzzer

 

Jeg har lige læst, hvordan en voldsom snestorm har hærget og ødelagt mange mange hektar vin i de italienske Abruzzer. Flere tusinde hektar.

Den slags historier gør indtryk på mig.

Vi har også vinstokke, som vi har brug for. Vi har også spalierer, som tager lang tid at sætte op, og som vi bruger en del tid på at vedligeholde. Vi har også skrænter, som vi holder øje med. Selv svage stigninger som vores eroderer. Vi kender også Belles Feuilles i sneen og snestorm, selvom disse historier er fra 2010, som bragte os adskillige voldsomme snefald i december.

Jeg kender til gengæld ikke de lokale forhold i Abruzzerne, og det er slet ikke sikkert, at de er sammenlignelige.

Men alligevel... et kæmpe sisyfos arbejde venter de folk, der skal i gang med at genetablere terrænet, genplante vinstokke og bygge nye spalierer.

Puha.

Jeg håber, de har god vin til at bringe humøret op.