Det' bare Krug

 

Mor og far har også været med luftballon henover bjerget, jeg tror næppe, de fik Krug i glassene til den efterfølgende ballondåb.

Nyt om den lille ny fra Krug - clos'en fra Ambonnay - den smager godt, siger New York Times vinjournalist, Eric Asimov, i sin klumme Pour. Det gør den vel.

Krug er også i gang med at gennemføre et ballonstunt. De har vistnok selv luftballoner, butler, finere fransk madlavning og champagne med. Kunderne betaler selv. Men der er sg'u stil over arrangementet alligevel, lyder det til. Alle de andre har kun fantasi til at holde dyre fester i New York med pinlige skuespillere eller Paris Hilton.

Luftballon kan anbefales. Det siger mor og far, der har set både vinen og skoven og vinket ned til greven og grevinden i slotsparken i Louvois.

Lille vogn fra oven

Har bundet vinstokke op og fandt nærmest ved et tilfælde ud af, at profferne ruller deres små bænke på hjul op på toppen af bakken, hvorpå de langsomt triller ned ad bakken, mens de binder grene op.

Undertegnede har konsekvent begyndt forneden - gennem flere år - og brugt en masse, unødvendige kræfter på at skubbe mig selv og vognen op. Hold kæft, hvor følte jeg mig dum, da min svigermor som det naturligste i hele verden forklarede, hvorfor man begynder fra oven. Det er langt mindre hårdt for benene end at skubben vognen opad.

I dag startede jeg så i hver række fra oven. Hver gang. Ren svir. Selvom jeg stadig føler mig dum, holdt kræfterne også en anelse længere i den friske luft i dag. Det andet må jeg leve med.

Det er under alle omstændigheder glemt næste gang, hvor det næsten vil være en refleks at begynde på toppen. Stadig 650 meter at øve sig på.

Det lille hus i vandet

 

Når vinterens regnvejr har opfyldt de underjordiske magasiner alt rigeligt, stiger grundvandsstanden, og det lille hus ser pludselig ret truet ud. Vi ser nu aldrig nogen indbyggere vifte med armene fra tagryggen. Dette er en årligt tilbagevendende begivenhed.

 

Vi befinder os ved de flade engområder omkring floden Marne, hvor også de fleste af de ledsagende træer står med fødderne i vand. Landevejen mellem Chouilly og Louvois er af samme grund bygget på en dæmning, hvis konstruktion må være god nok. Jeg har endnu aldrig set den våd.

 

Engene på den anden side af dæmningen må ligge en anelse højere, for de står grønne fremfor våde.

 

Bind en gren

 

Jeg sidder dagen lang

 

på denne her

 

for at binde sådan nogle

 

med denne her.

 

Til sidst klipper jeg trådenderne over.

Klar til næste gren. Læs mere om opbinding.

Bedstemor med bobler i

Champagne er en drik med oversete potentialer. Nu også i tilfælde af influenza.
Symptom: Kuldegys, ondt i hovedet, træthed, stivhed med videre.

Bedstemors trick: Frem med champagnen, opvarm halvanden deciliter i en kasserolle. Tilsæt to sukkerknalder. Overvåg nøje, tag det af ilden, når det syder. Afkøl en smule, drik stadset og gå så i seng.

Forklaringen: Dr. Henry Puget, der har begået en hel bog med bedstemors medicinskab, oplyser til avistillægget Femina, at champagnen plus sukker indgår en union, der forhøjer organismens produktion af antistoffer mod virussen. Desuden indeholder champagne vigtige mineraler som Magnesium (mod musklernes træthed), Selen (modvirker virussens ondartethed) og Svovl (eliminerer giftstoffer). Værket hedder "Mes remèdes de grand-mère" ved Régine Teyssot og altså Henry Puget.

Et voilà, som vi siger i Frankrig. Afsted til køleskabet.

Jeg ved ikke, om man kan forhåndsforberede sit angreb mod vintersyge. Eller om det virker, hvis man dropper sukker og opvarmning. Man kan jo altid prøve. Ellers har champagneenken Lily Bollingers et par andre idéer til, hvornår man kan drikke champagne.

Champagne citater: Lily Bollinger

"Jeg drikker det, når jeg er glad og når jeg er ked af det. Nogen gange drikker jeg det, når jeg er alene. Når jeg har gæster, betragter jeg det som obligatorisk. Jeg nipper til det, når jeg ikke er sulten, og drikker det, når jeg er. Ellers rører jeg det aldrig, med mindre jeg er tørstig."
Lily Bollinger, Champagne Bollinger i Aÿ.

Madames legendariske svar på, hvornår hun selv drikker champagne.

Fransk forår

 

 

Fransk forår i Loisy-en-Brie melder sig med klart lys og umådeligt skiftende vejr. Vores to vingårde er skåret efter Cordon-metoden foroven og Vallée de la Marne-metoden forneden. Den øverste får træet lov at blive en del ældre end den nederste.

Så har vi passeret den officielle grænse for forår. Den 21. marts begynder le printemps i Frankrig, forårsjævndøgn.

Vi har gennem længere observeret de spæde tegn - det ene efter det andet - når vi har arbejdet i vingårdene. Fuglenes sang, de første insekter, små blomster.

Denne påskelørdag mærkede jeg også den klistrede pleurs, hver gang jeg var nødt til at klippe et stykke af denne eller hin gren. Plantesaften befinder sig nu overalt i vinstokkens indre, uanset om vi befinder os i den fladtliggende tidligst udviklede vingård eller i den øvre og senere.

 

 

Denne tid i vingård foregår under konstant skiftende vejr: Det ene øjeblik hagl, der slår over i skøn sol, der slår over i let byge, der undervejs når at minde om slud. Det hele akkompagneret af en bidende kold vind. Vejret ved hverken ud eller ind.

Denne tåretid med den fritflydende saft fra hvert klip fortæller, at vinstokkens indre vækst er rigtig godt i gang nu, og at det er et spørgsmål om tid, før knopperne også begynder årets arbejde.

Det er af en eller anden grund altid vældigt spændende at følge med i: Knoppernes svulmen fra dag til dag, indtil miraklet sker igen, og det første, spæde blad, der i al sin rosarøde minder om meget andet nyfødt. Det være sig flora, det være sig fauna.

Det er nok et alderstegn, når man begynder at himle op over et lille blad i stedet for den seneste globale trend, en ny bar, et frækt kjolesnit. Det får det så lov at være. Jeg fylder rundt, endda inden det franske forår er omme.

 

Forårets og den sene vinters stride regnskyl viser sig i form af denne rivende bæk, der er normalt er vandførende først på året.

Lørdag/saturday

 

Saturday in the vines in Loisy-en-Brie in Champagne. Spring may be cold - freezing cold in fact - but it's still spring.

"Vi kan ikke gøre alle tilfredse"

Modstand og protester mod udvidelsen af den såkaldte delimitation i Champagne vil være umulige at undgå. Det siger CIVC's talsmand til just-drinks.com.

Fem anonyme - i hvert fald for offentligheden - eksperter har foreslået at optage 40 landsbyer og ekskludere to andre. Om et par uger offentliggør INAO, der regulerer de franske AOC'er, de endelige navne. Bagefter følger en offentlig høring, der nok skal blive lystig.

I 1927, da den oprindelige AOC blev skabt, var der ikke nær så mange penge i vindruer som i dag. Gennem det meste af det 20. århundrede har bønder tjent bedre penge på andre landbrugsprodukter end vindruer, og derfor har mange ikke været interesseret i at genplante områder, hvor der i gamle dage voksede vinstokke. I dag omfatter Champagnes vingårde knapt 35.000 hektar. Tidligere har godt 56.000 hektar været beplantet med vin.

Alle landsbyer med blot et strejf af en chance står i kø for at plante druer, formoder jeg. Alene stigninger i jordpriser vil gøre ejerne velhavende med et pennestrøg: Landsbrugsjord koster nogle tusind euro per hektar, vinmarker op til en million euro for de dyreste hektar. "Men vi kan ikke gøre alle tilfredse", siger kommunikationschef i CIVC, Daniel Lorson til just-drinks.com.

Landsbyen Fontaine-sur-Aÿ på sydsiden af Montagne de Reims fik for godt 20 år siden nogle hektar optaget i appellationen med henvisning til en fortid under vin. Lige siden er det ikke lykkedes andre at komme igennem med samme argument. Og der er meldt lukket og slukket for den mulighed fra officiel side: Den nuværende delimitationsproces er der, hvor det sner, og det vil ikke være muligt at gå rettens vej sådan som Fontaine-sur-Aÿ gjorde.

Taille tôt, taille tard

"Taille tôt, taille tard, rien ne vaut la taille en mars".

Ifølge Le Vigneron Champenois årlige bibel vedrørende god skik i vingården støtter eksperimenter det gamle ordsprog. Årets bedste beskæring er virkelig den, der finder sted i marts.

Sen beskæring udsætter vinens udvikling med mellem seks og 10 dage, og det kan meget vel være akkurat det antal dage, der får en vingård til at slippe for problemer i forbindelse med den sidste eventuelle nattefrost.

Har man tre hektar at skære sig igennem, kan man imidlertid ikke gemme det hele til marts, med mindre man har adgang til rigtig mange kvikke sæt hænder. En hektar er trods alt takseret til 180 timers arbejde. Alain passerede for et par uger siden landsbyen Bouzy - berømt for sin Bouzy rouge rødvin - og var overrasket over hvor mange der arbejdede i vingårdene på samme tid. Vi formoder, at de virkelig forsøger at beskære sent.

De vingårde, jeg oftest passerer - Montagne de Reims mellem Verzy og Ludes og det mete af Côte des Blancs mellem Chouilly og Vertus - er næsten beskåret helt færdig nu og har været det i nogle uger.

I øvrigt mumler de gamle - og det har de gjort gennem nogen tid - at i år vil blive ligesom sidste år. Jeg håber det ikke. Sommmeren regnede væk. Men druerne kom på næsten overnaturligvis i hus i rimelig fin stil. Vi får se.

Farvel til appellationen

En kommune vil appellere, den anden har accepteret at blive smidt ud af appellationen Champagne. Henholdsvis Germaine og Orbais l'Abbaye. Det skriver Decanter.com.

Det officielle organ, der kontrollerer AOC'erne, INAO, har indstillet 40 nye kommuner til at blive optaget i den såkaldte delimitation. Det område, hvor man må dyrke vindruer og lave champagne af dem. Men to af de nuværende kommuner lever ikke op til kriterierne for appellationen, hedder det.

Det franske kommunalvalg sluttede søndag, og Germaines appelsag er havnet på den nye borgmesters bord. Det vil koste penge, fordi vinbønder og champagnehuse betaler professionel skat til kommunekassen. Men også ejere, der i dag har indtægter på vingårdene, må finde andre indtægtskilder. Deres jord vil miste betragtelig værdi.

I Orbais l'Abbaye siger borgmesteren til Decanter.com, at vingårdene giver ham mere besvær end profit. Han har derfor ikke tænkt sig at gøre mere ved sagen. Modsat Germaine, der vil appellere.

Årgang guld

 

Korken angiver årstallet.

Gamle årgangschampagner er ikke hverdagskost. Ikke engang i Champagne.

Jeg havde forleden lejlighed til at smage hele tre: Fra 1982,1979 og 1963. Den sidste er så gammel, at den end ikke optræder i årgangstjekkeren. Jeg formoder, denne årgang ikke længere fås i handel. Ifølge andre årgangslister er 1963 ikke et mindeværdigt år i Champagne. Men da parcellernes placering er stærkt variabel, kan det sagtens forekomme, at et hus har adgang til skønne sager, der egner sig alligevel.

1963'eren havde noter af samme karakter som 1979. Jeg er end ikke i stand til at begrebssætte dem. Måske henad kaffe? Det lyder jo mere eksotisk end egentligt tiltrækkende, men tro mig: Det er tiltrækkende. Det er umådelig dejligt at drikke. Kun en enkelt gang tidligere har jeg smagt 30 år gammel champagne fra et meget mindre mærke, det var også specielt men helt uden samme elegance. 1982'eren havde endnu ikke udviklet disse toner.

Hvor går man så hen, hvis man får lyst til at smage sådan champagne? Det ved jeg ikke. Måske skal man prøve at finde sig nogle venner med ualmindeligt velassorterede vinkældre. Eller begynde at købe champagne hos vinbutikker med et seriøst udvalg. Hvis man bliver god kunde, og hvis de har været på banen i mange år, er det muligt, de vil give én adgang til at købe nogle af de flasker, der har overvintret rigtig mange år i dybe kældre med korrekte opbevaringsforhold.

Her i Champagne handler det i høj grad om at have de rigtige venner, og møde dem til de rigtige lejligheder. Det er ikke i forbindelse med de dagligdags visitter, at de gamle gyldne årgange ryger frem på bordet.

D-dag

 

De bløde bakker mellem landsbyerne Soulières og Etrechy. Kommer her mon flere vinstokke i løbet af de næste 10 år?

I går var D-dag i Champagne. Delimitations-dag. Mange har med tilbageholdt åndedræt ventet på mere vished om, hvem der vil få lov at plante vinstokke og lave champagne af dem.

I går godkendte INAO de 40 nævnte kommuner. To af de nuværende kommuner får tilsyneladende ikke lov at blive i appellerationen. Det drejer sig om Germaine, der ligger midt i det store skovområde Montagne de Reims, og Orbais-l'Abbaye, skriver Reims-avisen l'Union i dag. Også eksisterende vinkommuner kan få mere jord med i delimitationen.

Så vidt kommunerne. Det allermest interessante nyt er naturligvis, hvilke striber jord eksperterne har i kikkerten. Når det bliver kendt, begynder det store slagsmål for alvor. Det er her, det bliver afgjort, om folk som os kan bytte sukkerroer ud med det noget mere lukrative champagnedruer.

En offentlig høring vil finde sted til april.

Fyrstelige flasker

I dag var det vores tur til at blive fyrsteligt beværtet.

Sammen med bestyrelsen og den daglige ledelse for vores kooperativ var Alain og jeg inviteret til at besøge et endnu større kooperativ, der tidligere har aftaget druer og vin fra os. Det vil de formentlig gerne blive ved med, og da de nye kontrakter mellem købere og sælgere af druer skal underskrives senest sidst i marts, er der stadig tid til at pleje sine kontakter.

Guidet tur
Først fremvisning af dels produktionslokalerne - meget rene, næsten appetitlige, og der var ikke gjort rent for vores skyld, spøgte direktøren - bagefter af en ældre bygning, hvor man har indrettet et meget interessant museum for de maskiner og apparater, der knytter sig til arbejdet i vingårdene og i kældrene. Enkelte apparater sad stadig på deres oprindelige plads. Eksempelvis et apparat til at hejse flasker op fra kældrene, 25 meter under jorden og op til overfladen.

Meget smukke lokaler, der emmer af gammel industritid, men den slags er jo blevet historiske monumenter i sig selv, og der er mange eksempler i Champagne, hvis champagneindustri fra tidernes morgen normalt har haft råd til at være på forkant med fremskridtet. Men det er alligevel ikke hver dag, det ligefrem er en æstetisk nydelse at se traktorer og kobberkedler til at sprede dit og dat i vingårdene. Jeg har endnu aldrig set noget lignende.

Vins clairs
Bagefter fik vi lejlighed til at smage deres vins clairs. Tre af hver:

Meunier fra Chatillon/Reuil/Fleury, Bonneil og Damery, fulgt af Pinot Noir fra Mailly Champagne, Rilly la Montagne/Chigny-les-Roses og Ambonnay og endelig Chardonnay fra Villers-Marmery, Vetus og Mancy Blanc.

Vinsmagning er en vanskelig disciplin. Gæsterne fik dog ikke lov til at læne sig tilbage og overlade alle kommentarerne til vores eget kooperativs ønolog, der selvfølgelig var på nogenlunde hjemmebane i dette felt.

Direktøren spurgte simpelthen direkte damerne om hvilken af Pinot Noir-vinene, de foretrak, og jeg måtte prise mig lykkelig for, at jeg trods alt fandt noget at sige - som den sidste - og det var åbenbart ikke det samme som de øvrige damer. Jeg hørte faktisk ikke efter, jeg smagte nemlig vinene, og det kræver temmelig meget koncentration af mig.

Og det var jo godt nok, for så havde jeg jo gjort mig så mange overvejelser, at jeg faktisk godt kunne redegøre for, at jeg foretrak Ambonnays vin clair fremfor Mailly Champagnes. Ambonnays landede ligesom mere interessant og behageligt i min mund, og perlede helt tydeligt for mig andre steder i ganen end den anden.

I øvrigt var det rigtige svar, at Mailly Champagnes vin clair i år er af ganske exceptionnel kvalitet. Den var da også fuldstændigt overraskende kraftfuld i smagen. Jeg havde fornemmelsen af stadig at smage rød frugt i munden i ganske mange minutter efter. Men direktøren medgav, at også Ambonnayen var en virkelig god vin.

Hvad de tre Chardonnay-vine angik, var vinen fra Vertus indlysende mere interessant end de to andre. "Ca chardonne", som der blev sagt. En vaskeægte Chardonnay-vin med det bedste, en Chardonnay-vin kan give. Om den var sat specielt på bordet for at give et kooperativ fra Vertus blod på tanden, er jo ikke nemt at vide.

Gæt et år
Bagefter blev det rigtig spændende. D'herrer fra det store kooperativ hentede tre gamle flasker, hvis årstal vi så skulle gætte. Velkommen til Solveig i et spil kegler. Jeg har kun smagt gammel champagne én gang før, og det var ikke ældre end 1980'erne. Den eneste reference, jeg kunne bruge i mine gætterier, var vores egen årgangschampagne, Le Vertueux. Jeg prøvede simpelthen mentalt at genkalde mig, hvordan den smager i munden, og prøvede så at sammenligne den med den, der var indlysende yngst af de tre.

Jeg kom sørgeligt til kort.

Gættede på tre champagner fra 1970'erne, 1980'erne og 1990'erne.

"De har ikke et eneste svar rigtigt," konstaterede direktøren, da han samlede stemmesedlerne ind.

De rigtige svar var 1982, 1979 og 1963. De to af dem fra magnumflasker, der er den bedste størrelse for årgangschampagner. De udvikler sig bedre her end på den almindelige 75 cl-flaske.

Fuldstændig forkælet kunne jeg i selskab med disse tre synes, at 1982'eren var mindre interessant, fordi de to andre var der, og de var så helt vidunderligt aromatiske, begge med strejf af noget, det ikke lykkedes mig at identificere. Jeg ved blot, at jeg aldrig har smagt det i champagner før. Det var ikke en røget smag, men noget andet og i hvert fald uventet, som jeg formoder hænger sammen med alderen. Den ældste var fem år ældre end mig, og den havde færre rynker, og jeg er ellers ikke plaget af lige det alderdomstegn.

Den slags er jo flasker, man ikke lige køber en lørdag formiddag hos sin vinpusher. De findes ikke, med mindre, man kommer et sted som her, i en gruppe, der er interessant nok til, at værterne finder det umagen værd at åbne et par flasker eller tre.

Tak er kun et fattigt ord. Det var en stor oplevelse.

Den halve sandhed

En af mine drømme er at sende vores to typer lyserød champagne ud i halvt format. Primært for at gøre det mere muligt for to, der enten elsker hinanden, eller bare vil sætte en ektra prik over i'et at nyde champagne uden at skulle tømme en hel flaske. Hvilket - tro det eller ej - faktisk kan være et problem.

Det ærgrede mig derfor gevaldigt, da Alain forleden gjorde mig opmærksom på, at det halve indhold ikke betyder halv pris. Flasken er dyrere at producere, fordi der er færre af dem, etiket og emballage koster det samme og så fremdeles.

Jeg tror dog stadig på et marked, og det bekræfter da også nogle tal fra l'Union sidst i januar. Avisen skriver, at huset Duval Leroys salg af halve flasker voksede syv procent sidste år, og at halve flasker i alt repræsenterer over fire procent af det totale salg.

Ifølge tal i avisen repræsenterer meromkostningerne ved den halve flaske et sted mellem to og fem procent ekstra. Til gengæld betaler man dog samme pris for druerne, det vil sige halvt så meget som for den almindelige 75 cl flaske, den såkaldte la Champenoise.

Interessant nok oplyser huset Perrier-Jouëts kældermester, Hervé Deschamps, til l'Union, at champagner på halve flasker ældes hurtigere, og derfor skal drikkes før de større flasker.

Halve flasker champagne er populære i Japan og Schweiz.

Dansen om de nye kontrakter

Pingerne fra en stribe kooperativer i Aube har netop besøgt Moët & Chandon, hvor de fik forklaret, hvordan dette det største champagnehus arbejder videre med deres druer. Andre champagnehuse har lignende programmer.

Formålet er at knytte drueleverandørerne tættere til sig. Ved at åbne huset mere for leverandørerne. Eksklusive måltider med gourmetmad og champagne, rejser, hjælp til arbejdet i vingården for dem, der har det behov, er blandt tilbuddene fra andre champagnehuse.

Alle kontrakter mellem vinbønder - der ejer 90 procent af vingårdene - og champagnehuse - der ejer de resterende 10 procent - skal fornyes i år, og derfor er dansen om druerne helt oppe i gear. Det handler om at sikre sine leverancer optimalt i de næste mange år. En udvidelse står for døren, men først om tidligst 10 år vil der komme flere druer ud af den. Indtil da må hver hjælpe sig selv, som de bedst kan.

Selv skal vi tage stilling til ny kontrakt - for vores og svigermors vedkommende med kooperativet - sidst i marts.

En skylle af mågemøg

 

Vores maskinemester kom lørdag forbi med et læs mågelort.

Tro det eller ej: I kølvandet på en dags arbejde i vingården følger alt for ofte en dag med mærkbar lænd, blokeret ryg med videre, og alligevel kan jeg ikke andet end holde af dette ellers i de mere veluddannede kredse alt andet end velansete arbejde. Jeg er faktisk ikke helt sikker på, hvem der har fat i den lykkeligere ende, når det kommer til stykket. Jeg tror, jeg hælder mod vinarbejderne.

Det er ikke helt tosset at sidde ude en hel dag under en knaldblå, tidlig forårshimmel, hvor fuglene synger næbbene sønder og sammen. Det er her jeg ser årets første bier, den første mariehøne, der er kravlet ud af sin lune sprække for at varme skjoldet. Det klarer computerhjernen og hæver humøret mærkbart.

Nogen gange kan det undre mig, hvordan jeg kunne leve uden dette, da jeg boede i den store, beskidte by. Andre gange - indrømmet - trænger jeg til at hive noget københavnsk bilos gennem lungerne, mens jeg prøver at overleve på Indre Bys trængte cykelstier.

 

Vintraktoren spreder økologisk gødning på vej ned gennem vores øverste vingård

Lørdag formiddag bød på et noget mere landligt - snarere maritimt måske - intermezzo, da ejeren af den maskinstation, der ordner traktorarbejdet i vores vingårde, kom forbi for at sprede en hel del kilo mågemøg. Lidt lækkert for vinstokkene at starte væksten op på. Nu er man vel blevet bondekone, så jeg rykkede over i rækken ved siden af, mens traktoren larmede forbi. Havde ikke kalkuleret med den regn af mågelort, jeg fik sendt over mig, og fik derved lejlighed til at konstatere, at lugten ret hurtigt forsvandt.

Planterne er stadig ikke i gang. Jeg binder op og binder op og binder op, og når jeg ind i mellem har brug for at forkorte en gren, kan jeg se, at de stadig ikke safter. Den løbende saft, tårerne, der er det tydeligste tegn på, at væksten er godt i gang, er altså ikke kommet til Loisy-en-Brie.

Godt det samme. Jeg har ikke brug for svulmende knopper endnu. Jeg er stadig kun igennem en tredjedel af mit arbejde og har 1400 yderligere meter vinstokke at arbejde mig igennem. Syv dages yderligere arbejde, men da jeg ikke er i vingården hver dag, taler vi nok snarere resten af marts måned.

Lyserødt mellemspil

Til større frokoster bruger franskmændene - i hvert fald i Champagne - at lade en sorbet, overhældt med lidt alkohol, bryde to hovedretter. Et mellemspil, jeg personligt holder meget af.

Prøv for eksempel lidt grape sorbet i et smukt glas og hæld lidt lyserød champagne over. Jeg har netop smagt denne kombination med vores egen rosé de saignée-champagne, hvis smukke farve skyldes drueskindene, der undtagelsesvis under vinhøsten fik lov at trække sammen med druemosten i nogle timer. Normalt gør man ellers alt, hvad man kan for at undgå, at mosten tager farve af de blå skind.

Hvis du vil prøve dette spektakulære mellemspil, så tag - hvis du ikke selv er helt sikker - en snak med din vinpusher først, så du er sikker på at komme hjem med en champagne, der vil fungere godt med sorbet'en.

Det er virkelig let og virkelig godt.

Ny tråd

 

Trillebøren med et bundt wire ovenpå.

Vi har skiftet knækkede wirer i vingården i dag. De opholder sig jo udendørs i al slags vejr, ruster og knækker derpå.

Så ruller Alain endnu et eksempel fra Storm P.-parken af mærkelige apparater frem. Det er naboens. En formentlig hjemmelavet trillebør med et hjul monteret ovenpå. Herpå lægger man et bundt ny wire. Det er metaltråd, og sådan en rulle er rent ud sagt allerhelvedes tung. Men bly er den vel trods alt ikke lavet af, selvom det føles sådan.

Der er imidlertid meter nok af den til, at det kan filtre seriøst sammen. I vores ene parcel er rækkerne 100 meter lange, i den anden er de 200 m. Man kan med andre ord komme rigtig galt afsted med sin tråd, hvis man ikke håndterer den rigtigt.

Så vi har børen.

 

Afsted med wiren, helst uden for mange filtrerier.

Man kan principielt smække sin tråd op på den og spadsere afsted deropad alene, altmens man stikker den igennem det korrekte hul i de jernpæle, der dukker op med et par meters mellemrum. Hjul drejer jo, og dermed bør det sende wiren afsted i sammen tempo som en selv.

Smart.

Men så nemt går det trods alt heller ikke. Lortet kludrer sammen, så jeg sidder og vogter hjul og tråd, og for det til at glide smidigt. Uden hverken at forvilde sig nedenunder hjulet eller rulle for hurtigt af, fordi hjulet løber løbsk.

 

 

Alain stikker wiren igennem et lille og dertil indrettet hul på jernppælen, der altså bærer tråden.

Den anden spadserer så op igennem rækken med trådenden. Sørger for at stikke igennem hver jernpæl, der hver har huller i de nødvendige højder. Den er tungere at trække op, jo længere man kommer væk fra trillebøren, men det kan trods alt lade sig gøre, selv med vatarme. Ved jeg nu af erfaring.

100 meter længe fremme snor vi tråden nogle gange rundt om sig selv, og så er den hjemme. Alt i alt er der en kilometer eller halvanden at skifte. Det tager en halv dags tid.

 

 

Næsten fremme med wiren, og så skal den blot lige gøres fast, hvilket må være med snoningernes svar på kællingeknuden. Men det virker godt nok.