15 October, 2007

Paul Goerg vinder 3. halvleg

Frankrig mødte Storbritannien i den ene semifinale i VM i rugby lørdag aften. De stødte i bogstaveligste forstand sammen. Rugby er en sportsgren, jeg heller ikke forstår. Men derfor kan man jo godt mødes med gode venner og spise middag til et godt glas eller to, mens bolden ruller.

Tre forskellige typer champagner nåede at runde bordet, inden det franske nederlag var en kendsgerning: En Blanc de Blancs fra et af kooperativerne i Vertus - ikke vores - en assemblage (blanding af røde og hvide druer) fra et lille mærke i Épernay og en ditto fra et af regionens store huse.

Kooperativ vinder
Kooperative vine har af og til et relativt dårligt navn i Frankrig, og jeg har også oplevet, hvordan nogle overfører den oplevelse til ditto champagner. Helt urimeligt, mener jeg jo, og skynder mig lige at oplyse om mine egen interesserer i spillet. I og med, at min mand og jeg selv sælger vores druer til et kooperativ i Vertus.

Lørdagens Blanc de Blancs kom fra et af de andre. Aftenens suverænt bedste flaske.

I opløbet var yderligere en Vranken brut og en ditto fra et mindre hus i Épernay. De var muligvis uheldige flasker. Épernay-champagnen var ligefrem svovlet, og boblerne fra Vranken lige så aggressive som en flaske Fanta. Det er ikke første gang, jeg smager Vrankens brut, og det er heller ikke første gang, jeg ikke bryder mig om den. Smag og behag er forskellig.

Belgisk komet
Vranken er grundlagt for 30 år siden af en belgier af samme navn, der har gjort kometkarriere, så der må findes købere, og dermed vel også folk, der er uenige. Vranken har endda haft kapacitet og talent til at opkøbe gamle ærværdige huse som Pommery og Heidsieck Monopole samt grundlægge yderligere et mærke: Demoiselle.

Den svovlede champagne opfører jeg indtil videre under produktionsfejl, indtil jeg en dag måske falder over den igen med samme, naturligvis utilgivelige resultat.

Jeg tillader mig foreløbigt til enhver tid at foretrækker en tår af vennernes Paul Goerg. Den har forresten også ved en smagning den 4.-5. juli i år blevet udtaget til en sølvmedalje for netop Blanc des Blancs'en i forbindelse med VITeff - den årlige messe for mousserende vin og champagne - der løber af stablen i Épernay i denne uge.

Hvad kan man så lære af alt det her? For det første skal man ikke tro, at champagner nødvendigvis er bedre, fordi de er kendte eller kvantitativt mange. For det andet må man forvente, at den åndeløse rugbyfeber vil lægge sig i løbet af ugen. Spillet om tredje- eller fjerdepladsen giver nu engang primært kicket af nederlag. Øv!

No comments: