29 October, 2007

En clos må vi også ha'

 
Posted by Picasa
Lanson midt i Reims vil have mest muligt ud af den ene hektar vin, huset selv kan kontrollere: Endnu en clos er på vej. Foto: Hanne Høier, DR.

Huset Krug sender til foråret en ny clos champagne på markedet. Huset Lanson arbejder med at lave samme nummer ud af den ene hektar med vin, der gror indenfor egne mure midt i Reims. Bollinger har sin Vieilles Vignes, og blandt andre Billecart-Salmon, Duval-Leroy og Philliponnat har også egen clos. Overskrift: Tendens med stort T.

I en tid, hvor det ikke er nemt at skrue op for antallet af flasker i Champagne - champagnehusene har svært ved at skaffe flere druer - satser man mere på bedre flasker. Selve filosofien bag clos'en kunne dårligt passe bedre. Ordet betyder simpelthen indelukke, vinstokkene gror på et afgrænset område, typisk bag mure, basta. Så vidt mystikken.

Lov til at lave clos
Man kan til gengæld ikke bare lade sig føre med af tidsånden, bygge nogle mure, plante vin og skrue prisen op. En clos er nemlig kun en clos, hvis den er historisk, og man skal have lov af INAO (den myndighed, der blandt andet holder øje med AOC'erne). Konceptet passer med andre ord perfekt med et eksklusivt image og ønsket om flere særlige og dyrere flasker.

Interessant nok er en clos-champagne lavet af en enkelt vingårds druer, hvilket er stik modsat den almindelige filosofi bag champagne. Normalt er boblevinen blandt af basisvine fra mange forskellige parceller.

 
Posted by Picasa
Philiponnat i landsbyen Mareuil-sur-Aÿ var først med clos-idéen. Foto: Hanne Høier, DR.

Allerførst var huset Philipponat, der sendte sin Clos des Goisses på gaden i 1930'erne. Ifølge Charles Philiponnat er gennemsnitstemperaturen halvanden grad varmere indenfor end udenfor murene, han sammligner den lukkede gårds supermikroklima med Bourgognes.

Med hele fem hektar kan man vel dårligt kalde Clos des Goisses for ligefrem knap. Ikke sammenlignet med nogle af kollegerne. Bollingers to vingårde med gamle, upodede vinstokke fylder tilsammen en lille halv hektar. Billecart-Salmons gård leverer 5.500 flasker - nummerede naturligvis - om året og Krugs berømte Clos du Ménil kan fylde 12.000 flasker fra den 1,85 hektar store vingård, der ligger i selve landsbyen.

Den nye Krug kommer til foråret. Clos'en ligger i landsbyen Ambonnay i Montagne de Reims. Det er en blanc de noirs-champagne - ren Pinot Noir. Altså - må man formode - et modstykke til husets eksisterende blanc de blancs fra Le-Mesnil-sur-Oger i Côte des Blancs. Krugs vane tro - det forhøjer forhåndsforventningerne og fordyber grebet i pengepungen - har man på forhånd afsløret uendeligt lidt om banaliteter som eksempelvis prisen. Blot at filosofien er den samme som for Clos du Mésnil.

Prismæssigt varierer clos-champagnerne her i Frankrig fra omkring 500 euro for de dyreste - det er Krug og Bollinger - til mellem godt 30 og 50 euro for de billigere - heriblandt Cattier, Cazals og Vesselle.

 
Posted by Picasa
En af Bollingers parceller med Vieilles Vignes i landsbyen Aÿ. Sådan så en vingård i Champagne ud før phylloxera-epidemien gjorde på næsten alle andre upodede vinstokke i Champagne. Foto: Solveig Tange.

No comments: