En vidunderlig solskinsdag - de findes stadig, der er blot foreløbig ikke så mange af dem dette forår - tog den lille familie til Loisy-en-Brie for at spejde efter huller.
Dér hvor der tidligere voksede Pinot Meunier, ville vi nu i stedet plante Pinot Noir.
En lille spejder blev straks sendt ned gennem rækkerne for at placere bambusstokke
og plasticklokker ved hvert hul.
Så så vi ikke mere til hende et stykke tid.
Med 50 centimeter bentøj eller hvor meget det nu kan blive til tager det alligevel et stykke tid at gå alle 100 meter ned og bagefter tilbavs' og op på toppen igen.
Imens klippede vi de små vinplanter til.
Vi studser det meste af rødderne, inden de kommer i jorden.
En vinplante består jo af en ædel fransk top, der kun er få centimeter lang. Den er splejset sammen med en amerikansk underdel, og det hele bliver holdt sammen af rød voks, der selvfølgelig på et tidspunkt smelter helt væk.
De små størrelser kommer et godt stykke ned i jorden, hullet er 30-40 centimenter dybt, og der er glimrende lejlighed til at konstatere, at vi ikke skal mange centimeter ned over den tørre overflade for at finde både fugt og de regnorme, der følger med.
Sådan ser en nyplantet vinstok ud. Ikke meget titter frem, men den er, som den skal være. Lille, og sådan vil den få lov at være i tre år endnu. Først i sit fjerde år får den lov at lave druer.
Indtil da kan den i stedet bruge kræfterne på at udvikle gode rødder. Som sin kollega her, der er fra sidste år.
100 vinplanter senere har vi det resultat, vi plejer: Vi mangler 50 planter. Alain er altid optimist, når han evaluerer, hvor meget vi skal plante. Tanken om så meget sygdom kan være svær at holde ud.
Vi begyndte at genplante sidste år, og har formentlig allerede fyldt tyve procent med unge planter. Sådan er det at overtage en misligholdt parcel.
Herr Agrapart fra vinplanteskolen i Vertus har desværre ingen Pinot Noir til overs af den rigtige klon. Vi må tilbage til efteråret. Den gode nyhed er, at vi med det tempo snart råder over en halv hektar Pinot Noir.
