30 March, 2012

Påske-posten

 
Posted by Picasa
Påskeferien står for døren. I Champagne er vejret vidunderligt, og selvom Meteo France lover køligere strømninger fra weekenden, kan vi stadig tilbyde rigtig gode muligheder for at opleve et sprødt og helt lysegrønt forår.

Og hvad skal du så lave, mens du er er? Her er et par links:

Landsbyer i Champagne

Katedralen i Reims (mere Reims)

Avenue de Champagne (mere Epernay).

Smag Champagne-Ardenne

Du skal selvfølgelig også ud at besøge vinbonder, og du kan vælge efter landsby eller navn her.

Hvis du vil vide mere om arbejdet i vinen på andre tidspunkter af året, så besøg vinmuséet i Verzenay, planlæg efter turist-ruten.

Hvis du stadig er her midt i april, er der en større smagning i Epernay den 16. april og endnu en i Reims dagen efter i behagelige lokaler lige ved Vesle-kanalen.

Vi har god erfaring for, at humøret kun bliver bedre af et glas champagne. Rigtig god tur.

 
Posted by Picasa

29 March, 2012

Lige før første blad

 
Posted by Picasa
Dårligt billede, kan godt se det selv. Jeg har desværre ikke andre. Planen er, at det skal vise jer, hvordan varmen for tiden får de første vinblade til at spurte frem.

Sådan så onsdag ud, og vi gætter på, at torsdag byder på første frie blad i Chardonnay-parcellerne i Loisy-en-Brie.

Pinot Meunier er senere
Pinot Meunier-parcellerne er lidt bagud, heldigvis, fordi den ene parcel stadig ikke er bundet op, og både store knopper og små blade gør arbejdet meget sværere.

Her er knopperne selvfølgelig også i bevægelse. Den sidste uges tid med kolde morgener men eftermiddage flere streger over 20 grader har sat fut i geledderne. Jeg synes jo, det ligner, hvad vi så 2011, men Alain vedbliver hårdnakket, at det ikke er ligeså varmt, og at vinen ikke er ligeså tidligt på den som sidste år.

Sådan her så der ud den 1. april 2007, som i øvrigt også var et varmt og tidligt år med vinhøst i august.

 
Posted by Picasa
Chardonnay-knop, den 1. april 2007 i Loisy-en-Brie.

Selvom der normalt er flere dages forskel på Chardonnay og Pinot Meunier knoppers udvikling, er der ikke den store tvivl om retningen.

Knopperne fra 2011, 2011 og 2010 og 2007.

27 March, 2012

Småfolk har det tørt på bjerget

 
Posted by Picasa
Dejlig sol. Ikke skyggen af skyer.

Denne lille voksindpakkede plante er ret ny i en af parcellerne nedenfor Verzy.

Opholdsstedet ser temmelig tørt ud.

 
Posted by Picasa
Sidste år havde vi selv en periode, hvor Alain i ugevis måtte fragte flere 100 liter vand ud i vingården hver uge og fordele det ved hver plante. Efterårets udplantning gik noget mere gelinde.

De ny planter har endnu ikke rødder, der stikker dybt nok til at finde vand i de underjordiske reservoirer, som kridtgrunden tilbyder.

 
Posted by Picasa
Denne genplantning er i øvrigt total, alle planter, pæle og spalierer er ny, og det er ikke så ofte.

Det hænger sammen med, at parcellen principielt udgår helt af produktion i fire år, hvilket gør projektet ekstra dyrt.

Vi har selv bestilt 600 små Pinot Meunier, der skal i jorden i løbet af foråret. Men vi vil godt lige bestille lidt regn først. Gerne lidt mere bagefter. Så må solen gerne komme tilbage bagefter.

26 March, 2012

Forårstårer til at få øje på

 
Posted by Picasa
En vingård med forårsfornemmelser. Lige så dejligt som alle andre steder under det høje, blå loft.

Det synlige tegn på printemps i en vingård er nu hverken blå himmel, grønt græsser i blomst eller kviksølv i en højde af tyve grader Celsius.

Bristefærdige knopper håber vi ikke at se før et pænt stykke inde i næste måned.

Tegnet er tårer. Vinstokke, der bløder saft fra de flader, hvor vi har klippet grene af, da vi beskar.

Læs mere om tårer fra 2008 og 2011.

 
Posted by Picasa
Endnu er fænomenet kun akkurat debuteret. Pinot Meunier - mest den øvre Ccordon-parcel og lidt mindre den nedre Vallée de la Marne-model - er i front. Chardonnay-vinstokkene i vores naboparceller ser endnu ikke ud til at bløde fra de indre regioner.

Men det kan snart komme. Selvom morgenerne er friske med deres fem grader, er eftermiddagene den kommende uge annonceret til 20 grader.

 
Posted by Picasa
Vinstokkene vil få et ordentligt skud selvtillid af varmen, og vi regner med at se knopperne vokse om en uges tid. Lange arbejdsdage forude. Der er stadig to ugers arbejde med at binde grene op.

25 March, 2012

Verdenshistorie på tungen

Forleden lørdag prøvede jeg intet mindre end et glas af verdenshistorien.

Det var champagne, lavet på vin fra den berømte vinhøst i 1914.

1914-vinen har befundet sig på fad hos en vinbonde, der er en af venindens mands kunder, og der er den siden også blevet til en champagne, der først for nyligt blev degorgeret.

Hvordan var vinen?
Tydeligvis en gammel champagne med en helt utrolig intens vinositet. En kraftig smag, der altid bringer mine smagsløg over i retning af portvin eller anden form for hedvin af den rigtig gode slags. Det nabolag befinder de sig godt i.

Jeg har tidligere smagt champagner af samme type, men aldrig af denne kraft. Hvor hedvinspræget tidligere har ytret sig som et anstrøg eller en anelse, var denne vins vinositet snarere som en eksplosion eller massiv koncentration af gammel udsøgt vin. Et spørgsmål om alder, vil jeg tro, idet 1914 er pænt meget ældre end 1959, som til nu har været mit ældste glas.

1914-champagnen havde også en sødme som hedvine. Det er muligt, at den har været doseret kraftigere, end vi bruger det i dag.

I øvrigt var champagnen stadig frisk, omend mindre boblende end sædvanligvis. Ingen - heller ikke de tilstedeværende ansatte i et kendt champagnehus - havde noget godt gæt på vinens identitet.

Ukendt terroir
Den er heller ikke noget særligt. I hvert fald ikke hvis man går efter et kendt navn eller ditto terroir. Til gengæld et rigtig kendt år, og et herligt eksempel på, at mere ydmyge - eller ukendte - dele af Champagnes jorder kan levere super kvalitet til den, der sørger for at bruge den godt.

Jeg havde for eksempel aldrig troet, at jeg skulle høre den herre, der veloplagt skænkede i vores glas, bruge en total ukendt vin som eksemplet på, at små og ukendte kan levere en kvalitet, der matcher de største champagnehuse med de mest kendte vinmagere. Det lover godt for fremtiden.

Kompliceret vinhøst
Vinhøsten i 1914 var en yderst kompliceret affære, fordi Den Første Verdenskrig var i gang blandt andet ved Reims. Nogle vinbønder og/eller champagnehuse valgte at plukke deres druer meget tidligt og andre var nødt til at vente meget længe, hvilket gav meget syrlige vine og vine, lavet af druer, der var plukket for sent. For eksempel husets Pommerys, der med granater fløjtende mellem ørerne fra skyttegrave i vinmarken Clos Pommery bag hovedbygningerne høstede, hvad de kunne, den 20 oktober 1914.

Jeg gætter på, at vores 1914-vin blev lavet på tidligt plukkede druer. Det har givet en vin med meget syre, hvilket har bevaret vinen frisk gennem så mange år. Blot har de færreste gemt vin så længe fra en vinhøst, der på grund af krigen kun blev halvt så stor som den burde have været.

Der findes en flok ganske gribende beretninger fra Den Første Verdenskrigs forløb i Champagne. Læs en oversigt (på fransk) eller prøv bogen "How the world's most glamouros wine triumphed over war and hard times" af Don og Petie Kladstrup. Det er godt nok en meget lang titel, men bogen er ikke spor lang i spyttet. Det er en virkelig underholdende historie om champagne og Champagne (på amerikansk).

24 March, 2012

Tag og drik noget champagne

 
Posted by Picasa
Januar måned er aldrig champagnens prime time. Det er der intet nyt i.

Samlet set er der solgt 13,2 procent mindre champagne i januar 2012 end i 2011.

Sådan er det jo bare. Selv sælger vi meget lidt, blandt andet fordi vi overhovedet ikke prøver. Allerede før jul måtte vi melde udsolgt af vores mest populære champagner, og der kommer først forstærkning til maj.

Men det er jo sådan, at vi her i Champagne - fra størrelse stor, over lille og helt ned til mikro minuscule - må leve som forbundne kar.

Sælger de store dårligt, kan det meget hurtigt påvirke de små. Det har da vist ingen mærket mere end os, der har haft svært ved at komme ret langt væk fra starthullerne på grund af generelt lav produktion i vores første år. Ikke fordi vi ikke selv kunne sælge noget, men fordi de store huse holdt igen, og den slags mærker vi alle, når årets druekvote aftales i de højloftede sale.

Fortsætter salget altså skidt, kan vi blive bekymret for den næste vinhøst og dens kvote. Men der er jo heldigvis stadig længe til sommer. Så tag lige og drik noget champagne derude. Vores eller andres.

23 March, 2012

Wirer fra en anden vinkel

 
Posted by Picasa
Opbindingen er i fuld gang overalt.

Torsdag eftermiddag foregik det i t-shirt og shorts i Côte des Blancs. Vi har stadig en anelse af en kold vind, så jeg beholdt den langærmede bluse på.

 
Posted by Picasa
I Loisy-en-Brie dufter vingårdslivet af græs, og der er også småblomster i luften. Humlebierne summer, og alt er skønt. Sådan set behøver det ikke være varmere.

Temperaturen er perfekt for os, der arbejder.

 
Posted by Picasa
Trådskift er ikke specielt interessant. Det skal bare gøres.

Det hjælper at se processen fra forskellige perspektiver, og det forundrer mig gang på gang, hvor helt utroligt mange forskellige vinkler, jeg kan få lagt ned over det, vi går og foretager os. Altid det samme, og alligevel de fleste gange med nye elementer.

 
Posted by Picasa
Jeg har dog som sædvanligt ondt i armene af at trække wirer ud af hegn og rulle dem op. Men sådan er det.

Til gengæld nyder jeg solen, som alle skrivebordsgeneralerne længes efter.

22 March, 2012

Paris til påske? Smag champagne?

 
Posted by Picasa
Paris til påske? Måske med medbragt lyst til at smage champagne?

Jamen, så tag toget til Épernay - det tager cirka fem kvarter fra Gare de l'Est - og snup en smagsdag. Det foregår mandag den 16. april

Vi er foreløbigt for små, for travle og for kooperative til at deltage i den slags, men der er masser af gode folk samlet på et sted.

I Épernay kan du spise frokost på Kobus. Det har jeg muligvis sagt før, men det er stadig godt. Ellers er der siden sidst uddelt Bib Gourmand til La Grillade Gourmande.

Har du bil med, og lyst til mere champagne, kan du køre nogle kilometer udenfor byen til Hautvillers, der har ny vinbar.

21 March, 2012

Bindinger på rulle

 
Posted by Picasa
Vinstokkens bindinger kommer på rulle, og de ser sådan her ud.

Den brune bast forneden er den model, der fungerer med det manuelle værktøj. Den grå foroven hører sammen med den elektriske pistol-type, som er en meget stor forbedring, fordi vi kan klare arbejdet tre gange hurtigere.

Hvordan det foregår, har Alain en lille demonstration af i dag.

Gæster i vinmarken
Han har gæster med i Belles Feuilles. Gamle venner af huset, champagnen og bloggen. De har ofte gennem årene ytret ønske om at se, hvor champagnen kommer fra, og i dag skulle det så være. Det gør vi af og til, og du er også velkommen, hvis vi er hjemme.

De har heldigvis fuldstændigt fantastisk forårsvejr til synet.

Blå himmel, de tidligste grønne blade på vej, fuglefløjten fra morgen til aften.

Hvis de ikke vidste bedre fra års læsning, kunne de sikkert godt tro, at det er ren ferie at gå i vinen. Det er det næsten også en dag som i dag.

 
Posted by Picasa
Vores status er, at parcellen Les Crochettes er bundet op, og den næste, Belles Feuilles, bliver færdig i dag. Så mangler de sidste to i Loisy-en-Brie, før vinstokkene står klar, parat og til start.

Intet tyder på særlig tidligt forår i år (modsat 2011). Vi har med andre ord tid til at blive færdige i nogenlunde ro og orden.

20 March, 2012

Knastør februar

 
Posted by Picasa
De sidste uger har ungerne adskillige gange trampet i skovens vandpytter. Lidt regn må det altså være blevet til. Men generelt set har Frankrig igen i år haft en usædvanligt tør begyndelse på året.

Februar 2012 er den tørreste siden 1959, oplyste Meteo France forleden ifølge Le Monde.

Stort set overalt når regnmængden end ikke op på en fjerdedel af gennemsnittet mellem 1971 og 2000.

2011 var et ganske usædvanlig tørt og også varmt år.

18 March, 2012

Stress til os eller til vinen

 
Posted by Picasa
Vinteren er slut. Frygten for frost begynder først for alvor, når vinknopperne folder sig ud, og fortsætter til midt i maj. Et af de kneb vi bruger er at beskære de mest udsatte planter og parceller sidst. Hvor meget nytter det så?

Her er et par rigtig interessante tal, der dukkede op forleden i et af vores vigneron-blade.

  • I en ensartet parcel beskåret i slut-november frøs 80 procent.
  • I en ensartet parcel beskåret i midt-januar frøst 20 procent.

    November kan give stress
    Noget af en forskel, og det forklarer den CIVC-tekniker, der har tallene, med at vinstokken får stress af tidlig beskæring på et tidspunkt, hvor den stadig er i gang med at forberede sig på vinterens kulde.

    I januar er planten helt i dvale, og derfor uimodtagelig for ydre påvirkninger. Først under minus 15 grader Celsius begynder den at fryse så meget, at det kan skade den.

    Hvorfor vi så ikke bare beskærer det hele sent? Jamen, fordi så får vi selv stress. Arbejdet tager lang tid, og vi skal være færdige med denne opgave og desuden den efterfølgende opbinding for at undgå at ødelægge knopper, når de vokser.

    Et par andre detaljer:

  • Cordon-beskårede vinstokke fryser lettere end Guyot-beskårede.
  • Pinot Noir fryser før Chardonnay og Pinot Meunier.

    Vi plejer ellers altid at tænke Chardonnay som mest udsat, fordi den oftest udvikler sig først.

    Selv beskærer vi unge planter meget sent for at beskytte dem bedre. Sådan set har vi endnu ikke rørt dem. Vi vil beskære dem, samtidig med at vi passerer dem under den opbinding, der begyndte i denne uge.
  • 17 March, 2012

    Det gamle jerns værdi

    Forleden troede vi knapt vores egne øjne.

    En stribe metalpinde var til overs. De har støttet unge planter, der nu klarer sig selv. Vi havde derfor lagt dem i græssporet. Når vi skal plante nyt senere på foråret, får vi atter brug for den slags.

    Troede vi da.

    For sørme da om ikke de var væk. En eller anden har neglet 50 rustne jernpinde. Sjovt nok cirka samtidig med at en person, der samler gammelt jern ind for at sælge det, kom forbi.

    Vores var ikke til salg. Men hvor der er vilje, er der jo ofte også vej, og vinmarkerne ligger øde hen efter fyraften.

    Nu går Alain og drømme om hegn og led og porte, der kan lukkes, og kun åbnes af rette vedkommende. Drømme kan han jo altid. Det er ikke helt nemt at se, hvordan man kan forhindre den slags, med mindre selvfølgelig at han altid vil transportere alt hjem.

    Det gør han også for det meste. Hvorfor er meget klarere efter det rustne jerns forsvinden. Der er åbenbart ingen nedre bagatelgrænse.

    16 March, 2012

    Prøv den ny Route Touristique

     
    Posted by Picasa
    Små snørklede landeveje, der snoer sig rundt mellem vinmarkerne, og forbinder romantiske landsbyer, der emmer af århundreders vinkultur.

    Det er vel nogenlunde dét Champagne, man gerne vil have fat i som vinturist.

    De lokale turist myndigheder vil gerne hjælpe den, der kommer i bil. Turistruterne har jo sådan set eksisteret længe, men de er netop blevet udvidet med flere af de i alt 317 vinlandsbyer og flere kilometre indenfor vinens fem hovedområder, og har i den anledning fået ny grafisk identitet.

    Og så er det jo sådan set bare op til jer at følge kapselen rundt i Champagne. Jeg går ud fra, at nogen har købt kapselen, brun og billig, i den tidligere østblok, men I skal ikke lade jer skræmme. Selve ruterne er gode nok.

     
    Posted by Picasa
    Et ægte, fransk mesterværk: Skilteskov. Denne er set i Verzy, men det vakse øje spotter dem i alskens variationer overalt.

     
    Posted by Picasa
    Route Touristiques gamle og nu pensionerede skilt. Foto: Hanne Høier, DR.

    15 March, 2012

    En-to-tre, opbinding i gang

     
    Posted by Picasa
    I dag begynder den årlige opbinding.

    Vi binder grene og stammer fast til den nederste wire i spalieret. Et arbejde, der vil vare de næste godt tre uger.

    Hvis ellers vejret arter sig på samme fine og forårsagtige måde som hidtil i denne uge.

     
    Posted by Picasa
    Det er altid sjovt at slå tilbage i gamle poster, og når jeg gør det, kan jeg se, at vi ofte begynder i midt-marts.

    Rundt omkring mig ser jeg, at vi følger en almindelig trend. Naboerne myldrer ud iført dyneveste, kasket, tråd og lieuse. Det gælder om at være færdig, inden knopperne vokser.