01 February, 2012

Kyndelmisses knude

 
Posted by Picasa
Det er hvidt herude.
Kyndelmisse slår sin knude.
Overmåde hvas og hård.

Vinteren har ladet os vente. Nu har vi frostgrader i garagen. Denne morgen minus syv grader, men det kan vel ikke imponere nogen i Danmark.

Torsdag er kyndelmisse, årets koldeste dag, det ser ud til at stemme.

I Frankrig hedder dagen chandeleur, og det er den dag, man spiser pandekager.

Det gør vi naturligvis også. Hvis der er nogen til at fabrikere dem. Jeg får besøg af en specialist fra Bretagne i dag, der husker, hvordan hendes bedstemor lå på knæ foran levende ild for at bage ægte crepes. Først de salte med sarrazin og bagefter de søde med sucre. Den ægte ild giver en anden og uforlignelig smag af barndom, siger hun. Det kan være, hun slipper et par andre tricks, vi kan varme os på i morgen.

Kom sydvest, som frosten tvinger.
Kom på dine tågevinger.
Kom og løs den bundne jord.

 
Posted by Picasa

Resten af digtet står i Steen Steensen Blichers: "Trækfuglene". Jeg kan den udenad.

4 comments:

Farmer said...

Jah, den bider i disse dage!
Hvor meget frost kan vinen tåle på denne årstid?

Sol said...

Hej Farmer,

Vinen har ingen problemer, så længe temperaturen er over minus 15 grader.

Vi andre står af før.

Til gengæld kan vi ikke beskære i temperaturen under minus 1-2 stykker. Planten kan tage skade af frosten i det første døgns tid efter klippet.

Så vi har indstillet klipningen i øjeblikket.

Jeg spekulerer på, hvad en farmer i Danmark laver tidens kolde vejr? Jeg ved egentlig heller ikke, hvor koldt det er i Danmark, men går ud fra, at det slår vores kuldegrader her.

Venlige hilsener
Solveig

Farmer said...

Vi havde minus 15 i morges, og nu er den på minus 8.
Vi går i skoven og får fældet og slæbt ud på de våde steder, hvor vi kun kan køre i hård frost.

Så slagtede vi en tyr i går, og vi har kørt korn på foderstoffen, klippet læhegn, renoveret maskiner, lavet regnskabsafslutning.
Joh, foråret kommer ireglen når vi lige skulle til at slappe lidt af efter vinterens gøremål. :-)

Sol said...

Opgaverne ligger med andre ord i kø, og lige når man tror, det er tid til at snuppe et lille hvil, sker der noget andet. Det lyder velkendt. Til gengæld har vi den glæde, at vores arbejdsur får lov at dreje i naturens takt, hvilket jeg selv oplever som utrolig sundt og behageligt. Jeg mangler f.eks. aldrig mere lys nok om vinteren som i gamle dage, hvor vejret ofte var gråt og trist. Det er det sjovt nok meget sjældnere nu, hvor jeg er ude i det, og virkelig ser horisonten i stedet for næste bygning. Min glade sang til landet, kan du nok høre, jeg har stadig meget nemt til begejstring på det område.