11 February, 2011

Moet-gruppen mangler flasker

Den største gruppe i Champagne mangler muligvis ikke flasker lige nu. Men det kan snart komme. Præsidenten for LVMH, Bernard Arnault, udtalte forleden på et pressemøde for finansjournalister, at Moët & Chandon nu ovenpå krisen har forholdsvis få flasker.

De seneste to år har et flertal af stemmerne i champagne-branchen valgt at alle skulle producere få flasker for at holde udbud og efterspørgsel nogenlunde i skak. (Læs mere). Imidlertid skal vi ikke længere tilbage end 2007 for at finde et rekordstort salg og producenter, der i stadigt højere grad fik svært ved at finde flasker nok til interesserede kunder.

Når vi er færdige med at tage os til hovedet, sidder en let undren tilbage over, at den første melding om begyndende knaphed allerede er dukket op. Den økonomiske krise i Champagne er kun akkurat afmeldt med salgstal fra 2010, der blev endeligt kendt tidligere denne uge. De sidste to år har der været glimrende lejlighed til at fylde lagrene godt op, og at det ikke blev sådan har blandt andet også Moët & Chandons ejer haft indflydelse på.

LVMH-gruppens aktionærer styrer ikke champagne-branchen, men de sidder i de forskellige organer, der styrer branchens udvikling sammen med andre valgte repræsentanter fra champagnehuse, kooperativer og selvstændige vinbønder. Gruppen er i øvrigt Frankrig største indenfor luksus-produkter, og den omfatter champagner i alle klasser: Krug, Dom Perignon, Veuve Clicquot-Ponsardin, Mercier og Montaudon. Krug og Dom Perignon har været lokomotiver i en indtjening, der i 2010 voksede 20 procent, oplyste Bernard Arnault på mødet.

No comments: