Økomodellens første indtryk

 

Vallée de la Marne-beskæring i en konventionnel vinmark. Mig bekendt er der ingen økofolk her i øjeblikket. Det kan jo komme. Der kan være andre end os, der leger med tanker.

Vi er omsider kommet i gang med en møderække i økologisk vindrift.

For et par uger siden var Alain afsted til første møde i et interessant område for os, fordi det er vores bagland, Vertus.

Det gav dels nogle nøgletal, dels lidt praktisk viden.

Det tager tre år at lægge om fra konventionnel til økologisk. Økologisk produktion giver godt en tredjedel mindre end konventionnel. Flasker bliver derfor dyrere uden at vinbonden af den grund tjener mere.

I øjeblikket er der cirka to millioner årlige flasker øko-champagne. Ikke meget ud af det totale antal på knapt 320 årlige millioner flasker. Man regner med, at markedet er på 10 millioner. Der er altså plads til flere.

Det er nu ikke fordi vi er på vej til at lægge om i overmorgen. Men vi finder selve driftsformen interessant, og det er højst lærerigt at høre erfarne folk fortælle om, hvordan de f.eks er begyndt at pløje jorden i en gammel vinmark, der aldrig har været pløjet. Det handler, hvor rødderne vokser i forhold til, hvor man kommer med ploven, om man overhovedet kan komme til med ploven. En problemstilling, der forhåbentlig bliver aktuel for os inden alt for mange år.

Men der er andre interessante forhold, viste det sig. F.eks. passer den lave Chablis-beskæring dårligt med økodrift, fandt vi ud af. Den mere erfarne økobonde fortalte således, at han har lagt om til den meget mindre brugte Guyot, der er højere og derfor mindre udsat for svampeproblemer. Interessant nok var erfaringen fra 2010 - massivt svampeår - ingen af den gråskimmel, der ellers var et stort problem mange steder i Champagne, omend ikke primært i Chardonnay-vinstokkene.

Overvejelserne hænger nøje sammen med enkeltmarksidéen, og vi skal grave mange svar frem, før vi får egen vin på tank og bobler i kælder, så det giver mening at koble de to felter.

Gammelrosa Assemblage

 

To smagninger senere har 2010-udgaven af Rosé d'Assemblage fundet sin form.

Farven er ikke til at regne med, men denne gammelrosa har sine fans. Jeg kan godt lide lidt mere farve, men man kan vel ikke forlange alverden af en vin med 90 procent Chardonnay.

Det er ikke helt nemt at greje, hvad der ellers styrer smagen af sådan en rosé en mandag formiddag.

Denne rosé type består af den assemblage, vi allerede har sat os fast på iblandet en del rødvin. Begge serier smagt blindt begge gange, naturligvis.

Den første mandag foretrak jeg de to bud, der indeholdet henholdsvis 12 og 15 procent rød. Jeg syntes om den mere kraft, de havde, modsat de to andre med kun henholdsvis syv og 10 procent rødvin. Ellers i øvrigt fine nuanceforskelle.

Den anden mandag derimod brød jeg mig virkelig ikke om den første i serien på fem. Den havde et kraftigt præg af moset jordbær eller ligefrem jordbærsyltetøj. Den sidste var for fad, for uinteressant. De tre midterste havde jeg svært ved at finde de fine nuancer i. Den kraftigt smagende indeholdt utroligt nok mindst - nemlig otte procent - rødvin, og de øvrige gik et procentpoint op til vi endte på 12% for den femte vins vedkommende.

De fleste smagere forkastede etteren og havde enten tre'eren som etter eller blandt sine tre favoritter.

 

Nyttig vinterferie

 

Vi pakker igen flasker. Det er jo for så vidt dejligt, for det gør vi kun, når lageret går mod bunden.

Typisk pakker vi for adskillige måneder af gangen.

Arbejdet begynder med at skrive bagside-etiketter. Lot-nummeret refererer til en bestemt tirage, så vi har en chance for at spore eventuelt fejlbehæftede flasker tilbage til tapningen.

 

For nylig læste jeg et længere interview med Poul Nyrup Andersen, hvor han blandt andet gav udtryk for, hvor vigtigt det er, at børn føler sig nyttige. Det tænkte jeg lidt over. Jeg synes, han har ret, men i det daglige er det nu lidt tilfældigt, hvornår vores egne får givet en hånd med, og det handler mest om, at vi ikke får sat dem i sving. At det er hurtigere at gøre tingene selv.

Til gengæld nyder vores børn helt tydeligt at hjælpe, når vi pakker flasker. Da de har vinterferie fra skolen i to uger i øjeblikket, har vi været i gang med at beskære og også at pakke denne uge. Efterhånden er de med til mange forskellige småprocesser, når vi pakker.

 

 

Den lille hjælper med at folde kasser. Den store på næsten otte skriver lot-numre og lærer på den måde, hvor vigtigt det er at kunne skrive læseligt. Den lille på næsten fem har nu også lært at putte lim på etiketten. Det er ikke svært, men det fungerer bedst, hvis hun får koordineret præcist med, hvornår Alain på den ene side og jeg på den anden har brug for en etiket med lim.

Selv kameraet får en hjælpende hånd, og det giver nye vinkler på tingene. Både i og uden fokus.

 

Fremad i den nederste parcel

 

Vi beskærer.

Mine fingre føles krumme som en klo efter dagens indsats.

Nu kan jeg holde trit med Alain. Det er vist første gang. Disse Vallée de la Marne-typer er nogle skravl sammenlignet med de fingertykke cordon'er foroven, der krævede kræfter. En slags discount, der ligner cordon en hel del, men hvor træet aldrig bliver så tykt og ærværdig gammelt.

Vi kan til gengæld ikke smage den store forskel på druerne, og undrer os lidt over, hvor meget der egentlig er om, at cordon skulle være bedre.

Jeg når at beskære 300 meter på fem timer, mere end dobbelt så meget som foroven. Godt det samme for nu vil Alain godt snart være færdig. Han begynder at føle sig som den sidste mand på månen, selvom det er helt hysterisk. Vi er blandt mindst 10 forskellige folk på arbejde her på skråningerne udenfor Loisy-en-Brie.

Jeg har gang i mit gamle mål fra de sidste par år. Når jeg fra oven ned forbi den vej, der skiller naboens to parceller, har jeg nået over halvdelen af rækken. Det er et godt tidspunkt at holde frokost eller fyraften.

Da vi kørte hjem i dag, stod otte rækker klar. Der er 22 tilbage.

Værelser med udsigt er i gang

 

Arbejdet med at lave to nye værelser på det enorme loft på gården er i gang.

Jeg har ikke målt arealet op, men vil mene, at 200 kvadratmeter i tre etager ikke er skudt helt ved siden af. I den ene ende af huset bor min svigermor, i den anden ende holder vi vinhøst. På midterste etage sover høstfolkene, men de sover tæt, så nu skal vi have to nye værelser og et badeværelse mere.

 

Første skridt er at lægge loft over, hvilket betyder, at det flotte flere 100 år gamle bjælkeloft desværre bliver gemt under kedelige gipsplader. Men man kan jo altså ikke få alt.

Når vi indretter værelserne, er vi også afhængige af, hvor der er, eller kan laves vinduer. Ydermuren er vanen tro på landet meget tyk. En halv meters penge vel. Man overvejer derfor ikke placering ret meget. Der kommer vinduer der, hvor muren allerede har været brudt igennem, og siden atter er blevet muret til.

Her kommer udsigten først til den ene side, og bagefter til den anden:

 

 

Vi har også arbejdet med de lidt finere detaljer i den allerede eksisterende del. Trappen op til første etage har f.eks. fået fliser på.

 

Fliserne er primært valgt efter deres styrke. Vi må nok se i øjnene at det ikke er på denne etage folk kommer til at liste rundt på strømpesukker for ikke at lave mærker i parketten. Vi er med andre ord nødt til at vælge materialer, der kan holde til noget.

Jeg kan oplyse, at når slidstyrke er en væsentlig faktor, ophører ens valg. Vi tog derfor de grå!

 

På nederste etage er entréen blevet malet i denne æggeskalsgule farve, og den har i hvert givet rummet en umiddelbar varme, som det aldrig tidligere har haft.

Nu skal vi bare have noget op på væggene.

Brut Nature à la Bergères

 

Mono-cru'en kommer fra en parcel, der befinder sig på bakken her. Forneden byen Vertus ved siden af landsbyen Bergères-les-Vertus, og højdedraget i baggrunden er Côte des Blancs' karakteristiske profil.

Monocru, single plot, enkeltmarkschampagne er et ægte champagne buzz-ord. Forleden smagte vi den første af slagsen fra en af deltagerne i vores lille smagehold.

Det fandt jeg rigtig interessant. Ikke mindst fordi jeg konstant ivrer for, at vi, så snart det er muligt, skal have vores egen enkeltmarkschampagne. Eller egne. Hvorfor nøjes med en, hvis det på nogen måde er muligt at have to? Vi har to parceller, hvoraf den ene med stor sandsynlighed er egnet. Den anden måske også.

En vin, der smager af sin jord
Nå, men en enkeltmarkschampagne er - det fremgår af ordet - en champagne, hvor alle druerne kommer fra samme mark. Champagne har ellers i flere 100 år primært været en vin, blandet af druer fra mange forskellige parceller overalt i regionen. Det sidste får man en mere generel vin ud af, som tiltrækker nogle ganer. Det første giver en vin, der er præget af sit terroir, sådan som også stille vine er det.

Tilbage til dagens vin. Netop degorgeret og uden dosering. Med andre ord et interessant udtryk for præcis denne vin.

Muscadet blev til smør
Vi har fulgt den siden begyndelsen. Dette er en vin fra den virkeligt lovende årgang 2008. Vi smagte den allerede for to år siden, da den var en lille ny vin. Jeg tror, de fleste omkring bordet stadig husker en af de tilstedeværendes meget lidt flatterende kommentar om, at den smagte som en Muscadet. En Loire-vin i den billige ende, og det var bestemt ingen ros. Han brød sig ikke om dens næsten larmende og dermed meget lidt elegante aromatiske fremtoning.

Denne gang var han mere afdæmpet.

Til gengæld udtalte en af de andre smagere, og han er altid yderst afdæmpet, at næse og mund efter hans mening ikke hænger sammen. Denne ny champagne dufter kraftigt af smør - typisk Chardonnay - mere end almindeligt for så ung en vin. Når man tager en slurk, er den omvendt stadig meget frisk i smagen. Både fordi 2008-årgangen indeholder meget syre, og fordi det stadig er en helt ung champagne.

De fleste foretrækker at næse og mund passer sammen, og det er i hvert fald ikke tilfældet her.

 

En serie glas og en spytteskål til hver, når vi smager stille vine.

Skiffer fremfor sødme
Alligevel er det helt overraskende så forholdsvis indtagende, den er også uden dosering. Det er selvfølgelig ingen pleaser, der er en grund til, at man normalt doserer med sukker i champagne. De færreste ganer er tiltrukket af meget syrlige vine.

Dette er heller ingen en champagne, der er rund i kanterne, den er mineralsk og hyper droit - lige frem uden at se hverken til højre eller venstre. Men kombineret korrekt med lidt af spise, kan jeg godt forstå, at disse champagner er populære blandt visse kunder.

Ønologen Arnaud foreslår - når den tid kommer - et lille drys sukker for at gøre champagnen lidt venligere. En champagne af typen brut nature må indeholde op til tre gram sukker per liter mod brut'ens mindst syv gram per liter. Læs mere om champagne typer.

Jeg ved ikke, hvad jeg synes... det er jo netop ikke meningen af en nature skal ligne en brut. Forhåbentlig får vi en smagsprøve igen om et par år, når denne lille ny er lidt tættere på første salgsdato.

Vores projekt
Selv skal vi først have styr på, hvordan vi kan høste vores små parceller optimalt, hvor vi kan presse disse druer - kooperativets presser er for store - hvillke tanke vi skal bruge, og hvor de skal stå samt hvilken kælder flaskerne kan ligge i. Med andre ord er det ikke sandsynligt, at vi bliver klar i 2011.

I det mindste er projektet nu italesat, og lige præcis dér begynder jo mange gode idéer.

Loisys øvre profil i beskæringstiden

 

Sidste billede set fra oven for denne gang, for den øvre parcel i Loisy-en-Brie er slut. Ikke flere cordoner i et helt år. Også sidste år sluttede vi halvvejs gennem februar. I år har vi imidlertid beskåret en parcel mere og vi har to uger længere tid at blive færdig, før det bliver påskeferie.

Vi vender os i stedet for Vallée de la Marne og Pinot Meunier i den nedre parcel, hvorfra udsigten kun er nogle få meter lavere, men alligevel helt anderledes.

På landet tæller finere detaljer som nogle meters fald meget mere end i byen.

Jeg kan altid godt lige drikke et glas champagne

 

Jeg har i dag haft sådan et hyggelig udveksling med en person, som jeg deler flere interesserer med. Vi bor begge i Frankrig, og oplever det så vidt jeg kan fornemme med så mange sanser som muligt, og som vedkommende blandt andet skrev:

"Man kan altid drikke et glas champagne."

Det er jeg fuldstændig i. Den sætning har skvulpet rundt i mig hele dagen, så nu kommer den altså også på bloggen. Det er godt nok ikke altid, jeg gør det. Der skal på en eller anden måde være en ro en tid omkring det glas, for at jeg får helt lyst til det. En ro, vi oftest ikke har i hverdagen med to skolesøgende børn og fuld fart frem i vinen.

Men i virkeligheden er det at drikke et glas champagne - hvis man kan - en dejlig gestus af trods alt overkommelig luksus.

Her er lidt inspiration, som jeg er stødt ind i på forskellig vis de seneste dage.

Extravaganza, Tour de champagne eller Champagnemangel

Jeg har faktisk ikke brug for nogen dikkedarer for at snuppe et glas sammen med naboerne som foroven eller måske når jeg skal ud med veninderne i aften?

Gammelt stjernestøv

Jeg blev ringet op af en flink dame i dag.

Hun ville vide, om jeg kendte en bestemt fransk filmstjerne. Det gjorde jeg, selvom hans storhedstid vist var cirka omkring den tid, hvor jeg var mere til sutteflasker end til la champenoise, som betegner standardflasken på 75 cl.

Bemeldte filmstjerne er åbenbart i gang med at lægge navn til egen champagne, og vil også gerne låne det ud til vores mod en eller anden licens.

Gamle stjerner støver åbenbart ikke. Sådan sælger man champagne i Langtbortistan.

Vi har nu indtil videre ingen ambitioner i dén retning.

Elektrisk med- & modhjælp

 

Annie og Gérard, der beskærer den anden halvdel af de tre hektar, som vi nu driver alene. Annie bruger også en elektrisk saks. Bemærk batteriet på ryggen. Loisy-en-Brie, januar 2011.

Firmaet Tange-Gerard er blevet indehaver af en elektrisk beskærersaks i den såkaldte venstre-hånds model. Ergonomien tilhører ikke dette århundrede, men den slår alligevel den manuelle saks.

For to år siden havde Alain smerter i armen formentlig af at beskære. De dukkede så småt op igen for nogle uger siden, og vi besluttede derfor ret hurtigt at bruge en del af årets mulige investering på den elektriske model.

Det hjælper.

Men det er ingen total løsning. Man bærer sit batteri på ryggen, og det skal være stort, hvis man skal have strøm en hel dag. Det er med andre ord tungt, og han kan ikke bruge det i mere end tre-fire timer af gangen.

Armen har det til gengæld bedre.

 

 

Årets første tårer, siger de

 

Valentinssmagning med vores lille gruppe, der efterhånden kender hinanden godt nok til, at også mere interessant sladder runder panelet.

De to fra Bergeres-les-Vertus fortalte, at de nu har set tårer. Les pleurs, som er første fysisk synligt tegn på, at vinstokken er i vækst.

Jeg kiggede ekstra godt efter om eftermiddagen foran cordonerne i Loisy-en-Brie. Helt ærligt, jeg så ikke skyggen af rindende safter. Alain heller ikke.

Det må vel skyldes terroir og orientering mod verdenshjørnene. Måske et helt lokalt varmt mikroklima i Bergères-les-Vertus eller et ditto koldt i Loisy-en-Brie.

Men lige netop disse minimale forskelle kombineret med forskellige teorier for arbejdet indendør betyder et utrolig varieret udbud af vine selv fra parceller, der ligger ganske nær hinanden.

Med 50 ubeskårede ares - en halv hektar og knapt 4.000 ubeskårede planter - har vi absolut intet behov for at se forårstegn.

Bare seks rækker Cordon tilbage

 

Her er, hvad vi stadig mangler at beskære i den øvre parcel i Loisy-en-Brie.

Vi arbejder hver dag, det ikke regner, og det begynder at kunne ses i Cordon-parcellen i Loisy-en-Brie.

Søndag middag var status, at vi mangler seks rækker à 100 meter og er færdige med 36 af samme længde. Vi burde derfor blive færdige i løbet af denne uge.

Mandag morgen regner det. Vi skal under alle omstændigheder til den formentlig sidste smagning af mulige, kommende Blanc de Blancs-millésimer. Med lidt held er regnen ovre efter frokost.

Vi har staidg den nedre parcel at beskære. Den er lidt større end den øvre, men til gengæld beskåret efter Vallée de ka Marne-systemet, der er meget hurtigere at arbejde med.

 

Her er, hvad vi har beskåret i den øvre parcel i Loisy-en-Brie.