Nogle sendinger champagne skal afsted i løbet af den kommende uge. Nogle kasser skal holde fest i Danmark, andre i omegnen af Reims, og så er der dem, der skal på tur til Tyskland i næste uge.
Vi har endnu ikke et lager, vores flasker ligger i kooperativets kælder, og vi henter dem derfor i takt med, at vi sælger. Indtil videre i så små serier, at vi giver dem den sidste finish i hånden samme sted, som vi afvikler vinhøstens måltider i om nogle måneder.
Mine forældre på besøg gav os en hånd med, mens de satte deres falkeøjne på stilke.
Etiketterne væder vi godt i klister og anbringer stort set på øjemål, mens vi forsigtigt glatter eventuelle luftbobler ud med fingrene. Yderst forsigtigt for ikke samtidig at flytte etiketten til et sted, hvor den ikke flugter med stjernen eller guldpapirets indskrift.
Bagefter tjekker Alain, at alt sidder stort set på millimetre.
Til sidst pakker vi flaskerne i kasser. Som regel af seks flasker, men vi har også formaterne to eller tre flasker per kasse.
Kasserne leveres i Verzy, hvor de mellemlander inden den videre fragt senere på ugen.
No comments:
Post a Comment