01 October, 2008

Belles Feuilles og ditto druer

 
Posted by Picasa
Francis og David med Chardonnay-druer fra Belles Feuilles-parcellen.

Les Belles Feuilles er navnet på en af de tre parceller med vinstokke, vi netop har høstet frugterne fra. Skønnt frugter vel at mærke. Denne parcel lever altid op til sit navn - de skønne blade - og den bliver plukket, når den skal. Også dens druer er gode og sunde.

Det er i øvrigt ikke alene disse druer, der tegner godt. Champagnehusenes kældermestre har netop holdt deres traditionelle midtvejsevaluering af vinhøsten - der stadig er i fuld gang i departementet Aube og under alle omstændigheder åben til den 18. oktober - og de kan næsten ikke få hænderne ned.

Det ser foreløbig ud til, at årgang 2008 har alt, hvad den trække af det, der skal til, og desuden den syre, der er nødvendig for at en champagne kan udvikle sig over lang tid. Dem, der siger noget, tænker tilbage på 1990'ernes superår. Dem, der tør sammenligne, kommer i tanke om især 1998. (Læs mere i l'Union)

Hvad der lignede ganske tåkrummende umodenhed en tidlig morgen for nu snart to uger siden, kan dermed gå hen og udvikle sig til noget rigtig stort. Jeg har endnu aldrig stået med en mulig supermillésime af den omtalte karat i hænderne før. Jeg har derfor tænkt mig at lade indtrykkene prente sig ganske grundigt, så jeg har en chance for at genkende dens første, spæde tegn allerede i marken en anden god gang.

No comments: