04 November, 2006

Cristal til Posh og Becks

Topchampagnen Cristal har fået nye, navngivne kunder i people-klassen. Tiden må vise, om fodbold- og popmillioner glider bedre ned end amerikansk hiphop kultur.

Det er såmænd englændernes egne Becks og Posh - ægteparret David og Victoria Beckham - der bad om at få den Dom Ruinart, der var lagt på is i parrets suite, skiftet ud med Cristal, og det er siden rapporteret vidt og bredt, langt og smalt, nu også her... det er trods alt champagnegossip.

Nu er det ikke fordi, at Dom Ruinart ligefrem er slavechampagne. Ruinart holder af at reklamere med, at de er det ældste champagnehus, og Dom er deres topcuvée og modsvarer huset Louis Roederers Cristal. Men smag og behag kan som bekendt ikke diskuteres... gør man det alligevel, står man der lige med ét, opført med meterhøje bogstaver på en hel industris ultimative hadeliste.

Det måtte Roederers chef, Frédéric Rouzaud, sande efter måske-måske-ikke at have undsagt den publicity, som rapperen Jay-Z's interesse for Cristal, lod dryppe på det gyldne mærke med eksklusiv fortid som den russiske tsars champagne. Uanset direktørens personlige holdning til pop- og boldparret, gætter jeg på, at han holder mund denne gang.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

No comments: