Bestået som beskærer

Jeg har bestået prøven i vinbeskæring! Bemærk: Dette er ingen aprilsnar.

Denne prøve, som vores lærer i begyndelsen lidt nedladende beskrev som "det er jo ikke en studentereksamen" - en slags fransk svar på AMU vel - er en af de mest udfordrende eksaminer, jeg har prøvet, så jeg er kisteglad.

I dag er det Alains tur. Ham er jeg nu mindre bekymret for; jeg mener bestemt, at han som både vinbonde og vinbondesøn bør hjemføre en secateur d’or - den gyldne beskærersaks - men han siger, han er ligeglad.

Til næste Saint Vincent vil vi tage hinanden og vores børn i hånden og traske med i processionen Verzy rundt med sidste stop i et af byens champagnehuse. I forbindelse med le vin d'honneur vil få vores diplomer overrakt. Det bliver stort! Mit navn kommer også i avisen, næppe med særligt udmærkende omtale, men jeg er helt sikkert første dansker her i Champagne, der får det papir, og det tæller helt på niveau med min første artikel i Jyllands-Posten tilbage i Journalisthøjskoletiden.

60 procent klarede nåleøjet
En og anden læser, der har fulgt mine anstrengelser de sidste måneder, vil måske nu undre sig over kvaliteten af mit jugement, fordi jeg lige inden prøven gav mig selv bare fem procents chance for at bestå. Det mener jeg nu stadig væk. I dag kan jeg bare konstatere, at den ene parameter, der var helt udenfor min kontrol, faldt ud i min favør. Mine færdigheder blev bedømt af en venligtsindet jury.

Ikke alle var så heldige. Af de et par og hundrede aspiranter, der gik til prøve sammen med mig, kunne 61% forlade Veuve Clicquots vendangeoir i Bisseuil med vished om, at de er certificerede vinbeskærere.

Det er et enkelt trin eller to over ufaglært arbejdskraft, men det er et stykke papir, der sikrer en arbejde her i området. Arbejde, der er bedre betalt end at stå på fabrik. Så sent som i denne uge blev manglen og den forventede fortsatte mangel på arbejdskraft i vinen omtalt i et af branchens tidsskrifter.

Jeg er nu ikke liiiige på vej ud i naboernes rækker med min lille saks. Men jeg regner da med at gøre nytte i vores egne rækker næste vinter. Vi har hidtil haft 180 timers beskæring og 80 timers opbinding men med den ekstra halve hektar, som vi formentlig kan overtage fra dette efterår, vil arbejdstimerne løbe op i næsten det dobbelte.

De sendte en dame
Fredag morgen i Bisseuil. Godt og vel et par hundrede mennesker venter uden for spisesalen i forbindelse med en af den gule enkes høstfaciliteter. Stilmæssigt befinder vi os 180 grader fra den store dames normale, gul-orange elegance. Det her er temmelig basic beton og træborde med tilhørende bænke og ingen hurlumhej. Der hænger ikke så meget som en reklameplakat på de to endevægge.

Men okay, vi er også alle vældig koncentrerede om at finde frem til det seksmandsbord med nummer, der korresponderer med det, der står på det stykke papir, vi har fået udleveret på kurset, og som er adgangstegn i dag. Jeg styrer mod nummer 20.

Der sidder vi så og venter, til alle har fremvist deres medbragte id for sekretæren. Derpå myldrer jurymedlemmerne, vore censorer, der har stået som sild i en tønde i rummet ved siden af – det rum må simpelthen lugte som i morgenbusser fyldt med dampende skolebørn - ind til deres respektive borde. Endnu engang skal vi fremvise vore papirer, så alle er sikre på, at de befinder sig i selskab med den rette jury.

Jeg ærgrer mig straks, da jeg ser en ældre dame blandt vore censorer, for jeg har bestemt planlagt at anvende mine otte ekstra kilo på maven som argument for, at jeg arbejder langsommere og ikke kan kontrollere den nederste del af stammen godt nok. Alle kneb gælder i kampen for at bestå.

Men denne dame har sikkert selv børn, og har måske aldrig haft de problemer. Måske vil hun affærdige min pusten og stønnen som pjat? Siden skal jeg blive langt mere end bare tilfreds med både damen og hendes kolleger. Det er kun klokken halv otte tidlig morgen, at de forekommer mig noget stramme.

Opråb til de dumpede
Vi får den skriftlige prøve udleveret, og der er, som jeg kender det fra de sidste mange torsdage 10 spørgsmål at besvare i løbet af syv minutter. Det er let nok.

• Hvor befinder autres cru sig på échelle de crus?
  
• Hvilke beskæringsmetoder må man anvende i Grand Cru?
  
• Hvor mange knopper har en prolongement på en Cordon de Royat-beskåret Pinot Noir?

Og så videre, når man har terpet lige netop den type spørgsmål i et par måneder, er den største risiko for at lave fejl i virkeligheden, at man dårligt gider læser sætningerne til ende, før man svarer.

Jeg er dog helt overbevist om, at jeg har lavet 10 rigtige af 10, og da formanden for den organisation, der afvikler beskærereksamen, annoncerer de syv minutter for ovre, har jeg været færdig i flere minutter. Det har mange andre sikkert også, jeg har blot ikke det store overskud til også at holde øje med deres performance.

Alle 200 bliver vi sendt ud, og de, hvis nummer ikke bliver råbt op, går videre til den praktiske prøve i Avenay val d’Or et par kilometer væk. Jeg koncentrerer mig om at høre efter numrene – det er en af de discipliner, der stadig er rigtig svær på fransk – og har slet ikke overskud til også at finde ud af, hvor jeg skal hen nu.

Formanden har givet, forekommer det mig, ret indviklede kørselsinstruktioner umiddelbart efter den skriftlige prøve, men jeg har absolut intet forstået af det, udover at jeg vistnok skal begynde med Chablis. Det tjekker jeg for en sikkerheds skyld med censordamen, og det er i hvert fald rigtigt forstået.

Hvor de Chablis befinder sig, aner jeg til gengæld ikke, og da jeg forestiller mig, at det ikke er samme sted som de Cordon’er, der er den anden praktiske øvelse, panikker jeg helt, for hvilke retning er min? Jeg ved kun, at de andre ved mit bord skal samme sted hen, men jeg har allerede glemt, hvordan de ser ud.

Alain får fat i vores lærer, Stéphanie, der også er censor i dag, og hun forklarer ham, hvor vi skal hen. Alt vokser samme sted, viser det sig, og der er også masser af tid til at køre derhen. Snart begynder dagens virkelige prøvelse.

"Vite, vite, vite"
Jeg vækker som sædvanlig opsigt, når jeg kommer med min spand: "C’est bientôt la vendange?" er en sætning, jeg har hørt nogle gange efterhånden. De fleste bruger tilsyneladende samme type sort spand til druehøsten. Men jeg bruger altså spanden i kombination med strækøvelser og korte gåture til at holde kroppen i en nogenlunde tilfreds tilstand under den times ventetid, jeg har.

Vi er kommet sidst af alle, så jeg er bagerst i køen. Det passer mig fint, så har jeg tid nok til at falde ned, og jeg har også mulighed for at konstatere, at enten er vores censorer flinke eller også er resten af min gruppe ekstremt dygtig, for ikke én bliver dumpet, selvom Chablis-beskæring som regel rummer en del flere faldgruber end Cordon de Royat. Man kan hurtigt komme til at sløjfe en charpente, der burde have overlevet, eller for den sags skyld beholde en, der skulle have haft dødsstødet.

Da de forreste, fire fyre er sluppet igennem, har jeg fri udsigt til min kvindelige kollega 20 meter foran mig. Hun knæler ned ved de to vinstokke, hun skal beskære – og det er altså ikke som udtryk for nogen særlig respekt – arbejdshøjden er bare meget lav, og vi kan konstatere – Alain ved min side – at det grangiveligt ser ud som om, at det ene jurymedlem hjælper hende. Vi bemærker også, at han har en helt utrolig lighed med en mand, vi kender fra Alains landsby.

Snart derefter bliver jeg vinket nærmere og præsenteret for en vinstok, jeg skal beskære. Jeg har allerede i ventetiden kigget dem lidt ud og umiddelbart set, at de er nemmere end de helvedesvin, vi for det meste har arbejdet med på kurset. Disse her er fine og normale og følger stort set bogen. Der er skud fra stammen, de bærer ikke meterlange charpentes, og de har fine regelrette rachets fra sidste år med oplagte muligheder for at forynge med en lancement.

Med lettere bævende hjerte er jeg dog nødt til at sløjfe en lille pjevs af en charpente for at undgå superposition i forhold til min lancement. De tre øvrige charpentes er lige ud af landevejen. Mine valg af prolongements dog ikke nødvendigvis. "Tu coupe là. Là, là, là," lyder det fra den censor, der overvåger mine bestræbelser fra nærmeste hold og som ganske rigtigt er identisk med ham, vi kender. Jeg har ikke noget godt øje for antallet af knopper, det ved jeg jo godt. Dagen efter kommer jeg i tanke om, at det i øvrigt også er dumpegrund, hvis man har mere end fire charpentes, hvilket ville have været tilfældet, hvis jeg ikke klippede én. Men det har jeg i kampens hede fuldstændig overset.

Jeg kan høre censorerne diskutere, men ikke om det drejer sig om mig eller kvinden foran: "Elle sait tailler" – "hun kan godt beskære" – men også, at det går for langsomt. "Vite, vite, vite", lyder det fra Christian, og jeg forsøger at virkelig at stramme tempoet.

Lidt løs i leddene
Jeg er nået til opbindingen, som i det mindste ikke er på tid. Christian stikker mig en rulle tråd i stedet for at måle af. Jeg kunne således have sparet mig for i hvert fald én bekymring: Nemlig hvad nu hvis man har brug for mere tråd, end de giver. Jeg bruger nemlig rigeligt for at få skidtet til at holde ordentligt.

Mine bindinger er nemlig ikke de mest stramme af slagsen, der er set i Champagne. Den første kikser da også for mig, jeg er nødt til at gøre den helt om, og jeg kan høre censorerne snakke om, at jeg vist ikke har al for megen erfaring med at binde op. Jeg binder videre, mens jeg forklarer dem, at jeg ikke har kunnet øve mig ret meget i det, fordi min gravide mave simpelthen ikke har villet acceptere at blive foldet helt ned i den højde - eller rettere sagt lavde.

Jeg tøver, da jeg når til min lancement. Hvordan undgår jeg at lave superposition, når den egentlig kun må bøjes fremad eller anbringes lodret. En af censorerne fortæller mig, at jeg bare skal binde den lodret op, så er alt fint. Det gør jeg så.

Man kan ikke dumpe denne prøve på opbinding; jeg tror heller ikke, at jeg har lavet nogle kæmpebrølere under beskæringen. Men jeg kan godt regne ud at de yderst venligt har sat tiden i stå under selve beskæringen for min skyld. Så jeg går videre til at beskære Cordon de Royat, og det er allerede meget mere end jeg havde turdet håbe på.

Uenighed om foryngelse af Cordon
På et mudret stykke jord med Chablis-druerne til den ene side og Cordon de Royat til den anden møder vi Sébastien, Didier og Maxime, kendte fra de sidste mange torsdages kursus, og som også er oppe i dag. Vi har allesammen været heldige og har klaret os igennem første halvdel af prøven.

Vi er alle netop så vildt lettede, som man tør være, når den anden halvdel stadig ligger foran én. Jeg skal videre til Cordon de Royat, som i hvert fald Alain og jeg regner for lettere end Chablis'en. Den rummer simpelthen færre fejlmuligheder. Til gengæld viser den sig at rumme den værste fælde, man kan forestille sig.

At dømme efter eksaminandernes udtalelser dumper nogle af juryerne dem på at følge nogle regler, som vi i hvert fald i vores gruppe har lært i forbindelse med undervisningen. Det drejer sig om foryngelse af Cordon'en, og hvornår man skal begynde på den.

Vi har lært, at man begynder en ny Cordon, når den gamle udgør mindst to tredjedele af den samlede længde mellem to planter. Men det er tilsyneladende ikke alle, der er af den opfattelse, og her vejer censorernes mening tungest. Og her er adskillige tilsyneladende af den mening, at foryngelsen først skal foretages senere.

Jeg har for længst vænnet mig til, at man spørger den person, der ejer vinen, hvordan han eller hun ønsker beskæringen foretaget, da det ellers ret minutiøst udpenslede reglement åbenbart har mange fortolkninger alt efter ejerens sind men selvfølgelig også i overensstemmelse med de helt lokale forhold, som kun den enkelte ejer kan vide besked med.

Jeg konstaterer blot, at den fejl som i hvert fald fire-fem stykker fra vores hold dumper på, er en vurdering, som jeg ville have foretaget på nøjagtig samme måde. Jeg glæder mig endnu en gang over, at min jury tilsyneladende ikke er kommet i dag for at udøve årets magtdemonstration men for at vurdere, om de mener, at jeg har lært at beskære eller ej.

Og det mener jeg jo sådan set, at jeg har, i al beskedenhed. Så selv om jeg føler mig velsignet og heldig ud over alle grænser, mener jeg bestemt også, at jeg kan tillade mig at hente mit papir, når den tid kommer.

Den mundtlige prøvelse
Skal jeg lige nævne, at dagens sidste prøvelse - den mundtlige overhøring - går som smurt. En ven tilskyndede mig på forberedelsesdagenes faldereb ikke at sjofle det sidste stykke, for "man ved jo aldrig". Nogle gange når man helt frem alligevel - mod alle odds - og det netop tilfældet i dag.

Så jeg har forberedt mig på det, og da jeg trækker mit spørgsmål, er det ren barnemad. Jeg besvarer faktisk de to spørgsmål så udtømmende på egen hånd, at censorerne - det er stadig de samme - ikke har yderligere spørgsmål, og så er der kun tilbage at vente på græsplænen foran bygningen.

Langt de fleste, der har klaret den så langt, når også igennem det sidste stykke vej. Men siden klokken halv otte er et pænt stykke over en tredjedel af morgenens aspiranter sorteret fra, de fleste under selve beskæringen, herunder Didier, og det gør mig faktisk rigtig ondt. Han skulle nemlig ud at bruge det papir. Jeg håber, at han finder en vigneron, der giver ham arbejde alligevel.

Vores lærer, Stéphanie, vinder i øvrigt et ordentligt læs points i løbet af den time, hun tilbringer på græsset i selskabet med fire mentalt handicappede unge, som hun har ledt hele vejen frem til dette diplom, og som nu formentlig vil kunne få et job med det i hånden. En af dem kan i øvrigt hente den berømmelige secateur d'or - saksen med de forgyldte spidser - og han henter sig formentlig endnu flere varme og velmente gode ønsker for fremtiden end nogen som helst andre, der venter med ham på græsset under det klare og varme april solskin. Det er dejligt at se, og det sætter unægteligt alt andet jeg har skrevet her de sidste mange uger i passende perspektiv. Så lad mig i samme ånd også lige tilføje, at vores ordblinde fyr i 50-års alderen også klarede skærene. Det gjorde mig også så glad. Det har ikke været morsomt for ham torsdag efter torsdag at få sit handicap udstillet, men nu fik han da heldigvis det ud af det, han kom for.

Formanden har brugt den lille times ventetid til at komponere en lille tale, hvor han detalje for detalje remser alle de horrible fejl op, han har konstateret i løbet af formiddagens udfoldelser i vinen. Bagefter oplæsing - navn for navn - med det antal points, man har formået at skrabe til sig. Jeg ligger lunt i svinget med 440, der er langt ned til de 379, man dumper på. Jeg kan dog ikke lade være med at undre mig over, hvordan det er lykkedes mig at samle alle disse hyggelige, små points sammen?

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

Alain passerer i fin stil dagen efter. Det bliver ikke til en guldsaks, men han kan da hjemføre noget smøreolie og en slibesten som anerkendelse for sine evner udi beskæring. Vi fejrer resultatet sammen med to af kammeraterne med en dejlig frokost og to flasker champagne - Besserat de Bellefons Blancs de Blanc og Rosé, som begge er meget behagelige og blide men måske også en anelse tamme, når man nu ved, hvordan andre og mere karakterfulde mærker angriber købernes smagsløg. Hvad man foretrækker, er klart et spørgsmål om egen smag.