Kiloprisen på druer er kravlet op mod smertegrænsen.
I takt med at prisen for et kilo vindruer nærmer sig fem euro, vokser samtidig risikoen for økonomisk krise. Sådan lyder en velkendt tommelfingerregel i Champagne.
"Champagne er syg uden at være klar over det," vurderede Cedric Louboutin, børsanalytiker hos Fideuram Wargny, overfor det britiske nyhedsbureau Reuters tilbage i december.
Han står bag en større rapport om champagneindustriens udvikling siden den krise i starthalvfemserne, som branchen kun netop har overvundet. Og de stigende druepriser - i øjeblikket gennemsnitligt fire procent om året ifølge Louboutin - øger risikoen for nye økonomiske chok.
Der er dog stadig folk, der kan huske 15 år tilbage til massiv krise i Champagne netop forårsaget af stigende druepriser. Andre branchefolk har aldrig prøvet andet end fremgang og stadigt bedre overskud. Druekvoten i forbindelse med høsten 2005 var efter nogens mening lovligt lav og konservativt sat, ikke mindst i lyset af den nylige deblokering. Andre opfatter det som en nødvendig forsigtig tilgang til et hårfint marked, og det er da også den opfattelse blandt andre Patrick Le Brun, formand for Syndicat Générale des Vignerons jævnligt giver udtryk for.
Psykologiske priser
Så længe man dyrker sine druer selv, kan man også leve forholdsvis upåvirket af den øjeblikkelige situation. Problemerne - og en strammere økonomi - sætter ind for de huse, der skal ud at købe en større del af deres druer på markedet. For langt de fleste gælder, at de kun dyrker omkring en tiendedel af det antal druer, de har behov for.
Nogle af de kendteste mærker kan sende noget af den stigende druepris videre til deres kunder, men for de mindre kendte gælder mere faste grænser. Der er nogle psykologiske startpriser - her taler vi franske supermarkedspriser - der hedder 10 euro (75 kroner) for særlige tilbud, 15 euro for de billigste kendte mærker (112,5 kroner) og 20-30 euro (150-225 kroner) for særlige blandinger (cuvées).
Et hus uden jord
Lanson International er et godt eksempel på det økonomiske uføre, som høje druepriser kan føre en producent ud i. Lanson ejer - modsat de fleste andre huse - stort set ingen vinmarker selv, og er derfor 100 procent afhængig af at købe hos vinbønder. Og dermed også 100 procent afhængig af markedsprisen på druer.
Det gav for halvandet års tid siden - 2004 - Lanson alvorlige problemer, da huset ikke havde likvider til at betale sine leverandører for deres druer. Når det drejer sig om likvid kapital, hjælper det ikke meget, at man har et halvt hundrede millioner flasker champagne liggende i kælderen.
I første omgang blev huset reddet af Caisse d'Épargne, der skød kapital ind. Men da banken sidste år ønskede at trække sig, endte Lanson alligevel med at blive solgt til Boizel Chanoine Champagne. Kæmpen blev købt af dværgen.
For os andre, der lever af at sælge druer, er så høj en pris som muligt selvfølgelig optimalt. Men balancen er hårfin. Bliver prisen for høj, vælter hele læsset... for alle.
Man skal ikke lade sig snyde af den lokale folklore (her fra Givry les Loisy i Côte des Blancs). Champagne er i dag en gennemreguleret og professionnel industri.
Gennemreguleret økonomi
Som dansker er det overraskende at finde ud af, hvor gennemreguleret den franske vinbranche i virkeligheden er.
I Champagne er der regler for alt. Som for eksempel:
Nogle af reglerne er helt faste, og en del af hele AOC-systemet (appellation d'Origine Controlée). Med andre ord: Vil man have lov at skrive champagne på sin flaske, må man minutiøst overholde denne vinens lov. Andre bliver fastsat fra år til år i et samarbejde mellem CIVC (Comité Interprofessionnel de la Champagne) og INAO (det kontor under det franske landbrugsministerium, der bestyrer AOC-reglerne: Institut National des Appellations d'Origine). Det gælder for eksempel ens druekvote - altså hvor mange kilo druer man må vinificere per hektar - og akkorderne for de forskellige typer jobs i vinen.
Systemet får ord som monopol, manglende konkurrence og statsstyring à la Sovjet til at flashe i dybrødt gennem de fleste danske sind, jeg har diskuteret disse ting med. Også mit eget, i hvert fald i begyndelsen. Efter at have læst lidt mere lokal historie kan jeg i dag bedre se fidusen i - i hvert fald her i Champagne - at have et system, hvor der er nogenlunde ro på både afsender og modtagersiden. Systemet sikrer, at der er druer til dem, der har brug for at købe flere, og aftagere til bønder, der har brug for at komme af med deres høst.
Druerne her fra Champagne er verdens dyreste, og det er de blandt andet, fordi graden af mekanisering er meget lav. Når man køber en flaske champagne, betaler man med andre ord for en masse manuelt arbejde. Sådan er det lovbestemt, og det er en af hemmelighederne bag champagners generelt høje kvalitet. Det betyder også, at vinbønderne i virkeligheden kun kan få deres arbejde betalt, hvis de kan sælge deres druer til at lave champagne.
Man kan ikke komme ind fra gaden med en palle druer.
Spisedruer billigt til salg
Den høje druepris kan inspirere entreprenante personer. For et par år siden fik en driftig sjæl da også en tilsyneladende lys idé. Han slog et slag forbi en gros markedet i Paris og købte en ordentlig røvfuld spisedruer. Så kørte han en tur forbi vores kooperativ for at lave årets handel.
Hvad han imidlertid ikke var klar over er, at spisedruer og champagnedruer ikke har ret meget med hinanden at gøre. Det er ikke samme druetype og selvfølgelig heller ikke samme pris. Desuden kan man ikke bare komme forbi og aflevere et ton druer fra gaden. Der er massive mængder af papirarbejde, der følger både før, under og efter høsten. Det franske bureaukrati skal trods alt næres.
Om staklen valgte at spise sig igennem sit kup, melder denne historie ikke noget om.
In English
Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.
No comments:
Post a Comment