Prisfald på champagne i England

I England er priserne på visse champagner på vej ned mod de drømmeniveauer, som oftest engelsksprogede medier har luftet i deres mange historier om champagnekrisen året igennem.

Fra mandag er to flasker for en flaskes pris aktuelt i en britisk supermarkedskæde, skriver Decanter. Det er kendte mærker, hvis man er til Lanson, Veuve Clicquot, Bollinger og Nicolas Feuillatte og den slags, der sælges billigt.

Her i Frankrig bærer julekatalogerne endnu ikke præg af voldsomme prisfald. Der er langt mellem champagner til 10 euro per flaske, og de store champagnehuse ligger som oftest et godt stykke over 20 euro per flaske. Ganske som de plejer.

Vi hører ellers i den almindelige rygtestrøm om producenter, der forærer forhandlere en flaske, hver gang disse køber en. Foreløbig ser det bare ikke ud til, at forbrugeren får dette tilbud. Eller også er det endnu en and til den dam, hvor det virkeligt sejlivede rygte om et forestående salg af Moët & Chandon stadig basker rundt. Der er selvfølgelig stadig god tid til jul. God tid til at dumpe priserne også i Carrefour, Cora og cie.

Jorden i Loisy-en-Brie

 

Nogle af de yderligste rækker i den øvre parcel i Loisy-en-Brie med tydelige spor af erosion. Marts 2008.

Første skridt mod en grønnere produktion er at anvende gødning helt præcist.

Vi har derfor netop haft besøg af en tekniker, der har taget prøver af jordbunden i vores parceller i Loisy-en-Brie. Det er aldrig gjort før.

Svaret skulle komme i løbet af de næste uger, og vi vil forhåbentlig kunne bruge det allerede fra februar/marts i det nye år, hvor vinstokkene typisk får gødning lige før afslutningen på deres vinterhvil.

Et indtryk af ananas

Den første større smagning af de nye vine fra vinhøsten i september fandt sted i går formiddags.

Undertegnede har hver onsdag travlt med at køre børn frem og tilbage mellem gymnastik, danskkursus, afrikansk tromme og nu også musikkonservatorium, så læsere tilgiver nok, at jeg ikke havde noget ledigt slot til også at smage vin. Sigende nok var der heller ingen andre kvinder med. Onsdag går mindre børn og børnebørn ikke i skole, og derfor springer primært mødre og bedstemødre rundt mellem dagens aktiviteter dagen lang kun afbrudt af obligatoriske måltider.

Smagninger på onsdage er stort set garanti-garanteret 100 procent maskuline. Fred være med det.

Alain tog mindst et par notater, og vinene udvikler sig stadig fra uge til uge. De kan nærmest skifte fra himmel til helvede og tilbage igen på ganske få dage. De nye, stille vine er som levende væsner, og de leder stadig efter deres endelige fremtrædelsesform. Først i det nye år når de et mere blivende stadium, og først der kan vi i virkeligheden begynde mere endeligt at nærme os deres fremtid.

Men det er muligt at have en mening allerede nu, og erfaring hjælper.

Målet er at finde ud af, hvilke vine der skal i den traditionelle, blandede champagne - assamblagen eller BSA (brut sans année) - hvad der kan klare sig på egen hånd som årgangschampagne (millésime, og hvad der vil blive solgt videre til diverse champagnehuse.

Ret generelt bærer mange af de såkaldte AOC-vine - dem, der ikke er Grand eller Premier Cru - i år et mere eller mindre tydeligt præg af ananas. Premier Cru-vinene har mere citrus og af og til eksotisk frugt.

Alle vinene er chaptaliseret, de har altså fået tilsat sukker for at nå et indhold på 11 procent alkohol. Druernes medfødte indhold var ikke højt nok i sig selv. Mere globalt opvarmet er Champagne trods alt endnu ikke. Den anden alkoholiske gæring - den såkaldte prise de mousse, som finder sted på flasken - tilfører yderligere 1,3 procent, hvilket bringer det samlede indhold over på den anden side af 12 procent.

Den næste smagning finder sted på tirsdag, og jeg glæder mig til selv at være med.

Til gården og gaden

 

 

 

Vi har omsider fået etiketter til bagsiden af vores flasker. De er derfor nu klædt på til både gården og gaden.

Det giver lidt plads til at forklare dels champagnens sammensætning, dels dens mulige brug, servering og opbevaring. Vi har også mulighed for at skrive et lot-nummer, der giver os mulighed for at spore flasken og dermed lokalisere særlige partier.

Når man én gang for alle er slået ind på farvevejen, er der ikke rigtig nogen vej udenom at fortsætte. Farven i front må matche den på den anden side.

Til gengæld har vi droppet kraven under metaltoppen, som jeg aldrig har brudt mig særlig meget om.

 

Forsiden ser sådan her ud i den brune version.

Store Unesco-dag

 

Veuve Clicquot har sat et banner op udenfor husets faciliteter i Verzy. Formandsskab forpligter selvfølgelig. Endda selvom direktricen i mellemtiden har skiftet til en anden kasket i LVMH-koncernen.

Det er store Unesco-dag i Champagne.

To repræsentanter fra vores område fortæller den franske Unesco-komité, hvorfor netop Champagne bør være Frankrigs kandidat, når verdens kulturarv skal udvides til januar.

Den ene af talerne bor godt nok ikke i Champagne. Hun arbejder heller ikke længere i branchen. Direktøren for Veuve Clicquot har skiftet sit gule skrivebord ud med et andet i luksusimperiet LVMH. Hendes makker er til gengæld vinbonde. Cecile Bonnefond og Pierre Cheval opretholder således den perfekte balance i branchen: En til champagnehusene og en til vinbønderne, og så er alle glade. I hvert fald udadtil.

Champagne-regionen har en meget gammel og meget rig historie, og så er den selvfølgelig hjemsted og vugge for en af verdens kendteste vine. Det er virkelig ganske særligt, men overraskende få lokale værdsætter denne både fortidige og fortsatte storhed.

I tråd hermed er Unesco-kvalificeringen også landet i en forening - jeg kunne fristes til at sige parkeret. Jeg ved ikke, om det er rimeligt. Jeg ved til gengæld, at jeg udover brok hist og pist fra vinbønder, der er bekymret for deres muligheder for at bygge hvad som helst stort set hvor som helst, har jeg ikke hørt nogen kommentarer til projektet. Jeg tvivler på, at det er kendt ud over turistbureauernes indviede cirkler og så på champagnehusenes bonede gulve med folk ansat, der har tid til at tage sig af den slags. Tiltagets folkelighed er dermed hurtigt overset. Omend alle i champagnebranchen har haft lejlighed til at troppe op til stormøder, og dermed vel også give en hånd med i lokalkomitéer. Undertegnede inklusive.

Hvorfor det overhovedet er vigtigt?

At være Unesco-verdensarv har en karakter, der går fint i spænd med champagnens eksklusive image. Det trækker også turister, og dem er der egentlig overraskende få af i betragtning af, hvor tæt vi ligger på Paris. I betragtning af, hvor kendt vinen og domkirken i Reims er. Jeg kunne da også for egen regning håbe at det ville løfte regionens anseelse lidt ikke mindst i dens egne øjne.

Det er ufattelig besværligt at bo her på virkelig mange områder. Men jeg tror aldrig, at jeg vil blive færdig med at finde ud af og forsøge at forstå. I dén grad er dette land rigt, komplekst, interessant, og jeg piller stadig torne ud af overfladen - styk for styk - for at nå ind til essensen. Alt det er selvfølgelig poesi, men af den gennemlevede slags, og netop den essens og den poesi handler det blå Unesco-flag også om. Læs hvad foreningen selv siger her.

Derfor har jeg selv flaget på min blog, lige siden kampagnegrafikken blev offentliggjort. Jeg har selvfølgelig også foreslået andre at gøre det samme. Men den torn gad jeg ikke bruge tid på at trække ud. Jeg må til stadighed erkende, at forankring er min idé, ikke folkets. Så det skib måtte sejle selv, da jeg først havde lanceret det. For et par uger siden stødte jeg på grafikken igen i form af bannere, der vajer blandt andet udenfor Veuve Clicquots arbejdsfaciliteter i Verzy. Sigende nok flager huset ikke foran VIP-villaen sammesteds.

 

Detalje fra grafikken, som jeg finder meget vellykket men lidt for hemmelig.

Den franske kandidat bliver fundet til januar. Skal jeg lige nævne, at Bourgogne og mineområderne mod Nord også er kandidater? Først juli 2011 får vi og alverden at vide, hvem der bliver den heldige Unesco-vinder. Man går grundigt til værks.

Krisekradserier

 

Chardonnay-druer ved Villers-Marmery i Montagne de Reims, søndag den 15. november 2009.

Jeg har aldrig set så mange vindruer rådne på stokkene i Montagne de Reims som dette år. Denne november 2009.

Mens krisen kradser igennem, hviler de nye 2009-vine sig i cuverie'erne. Vi har første smagning på onsdag af en serie stille vine, der tegner lovende. En tung negativ skygge kaster imidlertid et nærmest uigennemtrængeligt dække over godt nyt fra vinhøsten.

I stedet hører vi om lavt salg, manglende indtjening og rygter. Siden sommer har rygtet om et forestående salg af Moët & Chandon cirkuleret. Vi har hørt det på kooperativet så vel som i vores landsbys gader men sjovt nok aldrig fra ansatte i mastodonten LVMH.

Nu er rygtet åbenbart hugfast nok til blive trykt i selv New York Times, der rapporterer om forhandlinger mellem spiritus-giganten Diageo og Bernard Arnault, der har stiftet LVMH. Der er ikke mange detaljer, men det er alligevel det meste konkrete, jeg har set, og endda på tryk.

 

Chardonnay-klase på en af vinmarkerne ved Verzy, Montagne de Reims, den 14. november 2009.

Et andet vedholdende rygte er, at druekvoten også næste år vil blive lav. Lav produktion for at sikre champagnehusene mod alt for høje lagre. For os andre vil den lave kvote allerede om et-to år betyde, at vores butik ikke vil kunne udvikle sig væsentligt.

Foreløbig har vi et lager, som svinder i stedet for at vokse, og sådan bør det også være ved denne tid. Alain er afsted for at klæde flasker på med mere moderne udstyr end vores eget. Kooperativet degorgerer i dag. Arbejdet fortsætter.

God champagne til moderate priser sælger stadig.

En tingfinders drøm

 

 

 

 

Tiden står i champagnens tegn, og vi har dejlig travlt med at gøre flasker klar til salg.

Alain må have årets tingfinderpris - i bedste Pippi Langstrømpestil - efter at have vendt hjem med dette apparat til en pris af 15 euro. En stor hund.

Dimsen var ellers sendt på pension af sin tidligere ejer. Tilfældigvis nævnte Alain for en bekendt af dens tidligere ejer, at vi manglede noget i den stil, så nu får den lige en tur til. I en snæver vending kan vi bruge den til at anbringe de coiffes - toppe - der fortæller, at vi har betalt afgifter i Frankrig. Dens præstationer er ikke fantastiske - deraf vel pensioneringen - men de fungerer.

Elles må Alain i gang med at finjustere apparatet, før han kan fortsætte og sætte en ny flaske i holderen fulgt af et hiv og et solidt tramp.

 

 

 

Jernarmen her må forvente at holde et par år endnu i vores tjeneste, da vi om muligt i endnu højere grad mangler hjælp til at klistre etiketter på en mindre pladskrævende måde end denne.

Men hvis vi en dag skulle ende i et hus med overflødig gulv- og/eller vægplads, kan jernet måske alligevel få sig en tålelig pensionering på et lille champagnemuseum. Det er så brugt på disse kanter.

Den første beskæring

 

Beskåret Pinot Noir-vinstok i Verzy, den 6. november 2009.

En hel del blade sidder endnu tilbage på vinstokkene. I vores egne parceller er træet endnu ikke tørt. Plantesaften, der trækker ned i foden om vinteren, løber stadig i vinstokkens årer.

Det er med andre ord endnu ikke vinstokkens hviletid.

 

Nogle rækker Pinot Noir-planter, beskåret blandt nedfaldsløv, Verzy.

Alligevel har flere af de skolemødre, jeg taler med om morgenen, iført sig kampdragten. De tunge vinterstøvler og den varme frakke, så de kan holde varmen i flere timer ad gangen i vinen. Det nærmer sig den tid, hvor de små har lange dage i skolen og pasningsordning, fordi deres mødre beskærer vinstokke dagen lang.

En af dem fortæller, at hun begyndte i går.

Ikke mig. Ikke endnu.

 

Sådan ser jeg ud, når jeg beskærer vinstokke på en kold vinterdag.

I vores parceller er vinstokkene endnu ikke vinterklar. Det kan de næppe heller være her i byen, hvor vingårdene vender mod nord.

Da opgaven er langvarig, må den imidlertid fordeles på mange dage, for at det også er muligt at ligge over på de dage, hvor frosten senere på vinteren kan blive for hård.

 

Chenillard'en i brug under vinhøsten 2008.

I Loisy-en-Brie har Alain fået en anden Alain til at forbeskære. Han monterer en form for sav eller saks på chenillard'en - det larvefodsudstyrede køretøj, der også er i aktion under vinhøsten - som effektivt skærer grenenes spidser af. Alt, der stikker over spalierets øverste tråd, får saksen.

Dette stykke af grenen er under alle omstændigheder gået i vinterhi. Plantesaften er på vej ned. Dens cirkulation er blot ikke fuldstændig indstillet i plantens nedre dele endnu.

 

Chardonnay-vinstokkes løv får ikke de brændte farver. Deres blade bliver gule, før de visner og falder af.

Det fortæller os de blade, der endnu sidder tilbage på planterne. De falder med frosten, som begynder på de lavestliggende parceller, og først senere når de mere højtliggende. Men et spørgsmål om tid må det være.

Selv jeg er nu enig med alle andre: Det er virkelig koldt, og mine læderstøvler giver muligvis mere fedtede fingre end basketstøvlerne. Til gengæld holder de tæerne varme, og i år skal de også med ud at beskære. Når altså vi skal i gang om nogle uger.

Svaret er en om ugen

 

Et stensikkert spørgsmål til os i Danmark er følgende:

Hvor tit drikker I champagne?

Svaret er selvfølgelig tit. Men ikke dagligt. Ikke engang hver uge. Til gengæld er der også uger, hvor flere flasker kan snige sig ind. Det ender derfor nok på en ugentlig flaske i snit, hvilket såmænd er luksuriøst nok. Endda selvom man befinder sig i faget.

Al (drue)kødets gang

 

 

Disse nedklippede Chardonnay-druer er godt i gang med at forene sig med det store alt og intet. Smukke i deres naturlige opløsning. Men jeg ville trods alt have foretrukket en metamorfose per flaske.